Baby Woodrose-turnédagbog, kapitel 1

Baby Woodrose-turnédagbog, kapitel 1

Vi skulle mødes klokken 5 om morgenen i Kastrup lufthavn, dvs. undertegnede Guf på guitar og vokal, Kåre på bas, Adam på guitar, Johan på trommer samt vores faste lydmand Ralph. Mærkværdigt nok lykkedes det alle at komme til tiden, hvilket nok hovedsageligt var, fordi ingen havde sovet overhovedet. Som resultat var de næste 4-5 timers rejse med fly til Bruxelles, ophold i den meget spændende Bruxelles lufthavn samt videre med fly til Bilbao jævnt begivenhedsløse for at sige det mildt – vi knaldede alle sammen et par velfortjente brikker hele vejen.

Når man er på tour, sker der jo uvægerligt fuck-ups – og første fuck-up skete allerede ved ankomsten til Bilbao; vi stod søvndrukne og ventede på vores håndvåben ved bagagebåndet, da en sød lille latina i lufthavnsuniform kom og spurgte, hvor vi kom fra, det viste sig nemlig, at der var et problem med vores taske med bækkener, som af en eller anden grund var endt i Bosnien! Den slags er mildt irriterende, når man rejser som turist, men i denne slags tilfælde er det naturligvis dobbelt nederen, på trods af at det utroligt nok altså nærmest er business as usual for et turnerede rockband.

Efter at have stået cigarethungrende og ventet på at få udfyldt de nødvendige papirer og en forsikring om, at vi kunne afhente bækkenerne dagen efter, kom vi endelig udenfor til en velfortjent smøg og en glædelig overraskelse ved mødet med et velkendt ansigt – en sjov lille fyr ved navn Aritz, som før har været vores chauffør og roadman på vores spanske ture, hvilket tidligere har været en kilde til utallige billige grin, hovedsageligt fordi Aritz laver den her sjove lyd af 7-8 klikkende smæld med tungen imod kinden, når han ser en dejlig dame på gaden. Det lyder lidt som de der aliens i District 9, når de snakker - men er vist tænkt som en slags parringskald. Meget sydlandsk, meget utiltalende, men altså også utroligt morsomt, når man er en samling kåde drenge på lejrtur.

Aritz havde en lille van udenfor lufthavnen fyldt med det gear, vi skulle køre rundt med de næste 5 dage. Efter et par timers kørsel og et velfortjent måltid nåede vi den lille by Hondarribia med cirka 15.000 indbyggere, tæt på grænsen til Frankrig i baskerlandet. Spillestedet hed Psilocybenea, som linguister og svampekendere måske vil genkende som navnet på det aktive stof i den lille sjove Spids Nøgenhat - Psilocybe Semilanceata. Det viste sig da også ikke at være helt tilfældigt, da jeg fik forklaringen om, at det bjerg, byen ligger op ad bogstaveligt talt er fyldt med de små sataner. Stedet i sig selv var en typisk rockklub med plads til cirka 300 mennesker, lyserøde vægge og små syrede neonlamper rundt omkring.  

Vi fik lov at låne bækkener og trommestikker af supportbandet, lavede en lille lydprøve, smækkede vores merchandisebod op og gik ud for at spise sammen med supportband, arrangører og scenefolk, hvilket er meget normalt i Spanien. Det samme gælder for den mad, vi ventede på med spænding og lettere skuffelse – typisk baskermad: iskold rødvin, en tør tynd steak, tørre pomfritter og lidt salat, men i det mindste smager tomaterne virkelig af noget! Restauranten (nærmere en tapas-bar faktisk) var fyldt med rock'n'roll-agtige mennesker, der stod op rundt omkring os og røg cigaretter (som de asker, skodder og smider på gulvet!) og drak øl. Det viste senere sig, at de alle sammen skulle til koncerten.  

Da vi omsider ankom tilbage til spillestedet, var klokken lidt over midnat, og arrangøren var ellevild – der var simpelthen udsolgt, og udenfor stod stadig 10-20 stykker og håbede på at komme ind. Vi var mildt sagt overraskede over at trække så vildt i en lille by på en tirsdag, men det siger noget om Baby Woodrose og Spanien; de er vilde med vores type rock hernede. Eller som en sød ung latina sagde efter koncerten "I love de musica from Denmark!" hvorefter jeg jo så måtte udfritte hende om, hvilke andre danske bands hun mon kendte, hvortil hun begejstret svarede:. "Oh, eeeh -Hellacopters, Turbonegro, The Hives!" som de tre første hun nævnte i en lang række af svenske og norske bands i samme stil.

På trods af at vi var jævnt trætte efterhånden, fik vi spillet en fin koncert for en sal fyldt med begejstrede mennesker og solgte en stor røvfuld merch, hvilket i høj grad er en nødvendighed, hvis man tournerer i Spanien – der er simpelthen ikke de store penge i det i sig selv, men hvis folk kan li' musikken, sælger man gerne for 5-600€ på en vellykket aften. Næste stop var den lille bjerghytte, hvor vi skulle overnatte, vi havde dog lidt problemer, fordi Aritz havde lidt besvær med at finde den rigtige totalt ubelyste bjergsti at køre på, men det lykkedes at finde frem til sidst.  

I skrivende stund sidder vi igen i bilen efter en god nats søvn og er på vej til Bilbao lufthavn for at hente vores bækkentaske. Bagefter kører vi videre til næste by Burgos – endnu en lille bjergby i baskerlandet, hvor vi i øvrigt har spillet før. Fortsættelse følger…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA