Baby Woodrose-turnédagbog kapitel 2

Baby Woodrose-turnédagbog kapitel 2

Kapitel 2: Burgos
 
Estudio 27 i Burgos er endnu en typisk lille rockklub, med plads til cirka 200 mennesker, hvis der er pakket. Den er ejet af en fyr ved navn Ignacio, som har en cool musiksmag og også ejer en natklub et andet sted i byen. Begge klubber kører med nonstop psych og garagerock: Pebbles, Back From The Grave og Nuggets. Væggene er plastret til med koncertplakater fra bands, der har spillet i klubben igennem tiden: Lyres, Fuzztones, Nomads, Dead Moon, Pierced Arrows og The Cynics. Publikum er hipt klædt på, masser af leopardpelse, sixties gogo-dresses, denim, Chelseaboots og cool band-T-shirts. Vi havde godt nok ikke udsolgt i dag, men der var pænt fyldt op, vel 120-30 stykker, mange af dem folk, der har set os før i Burgos, nærtliggende Vitoria eller på Azkena Festival 2008.

På det seneste er vores live-udgave af "Countdown To Breakdown" blevet længere og længere, wahwah-soloen lettede virkelig i aften. Det er altid et helt magisk øjeblik, lige der, hvor vi vender tilbage til sangens tredje vers efter at have været helt ude i rummet. Det er fedt med de helt små klubber, hvor vi står så tæt på scenen, at alle kan høre hinanden perfekt, stortrommen banker lige ind i mit ben, og Adams falsetkor står krystalklart i min monitor. Vi måtte tilbage for at spille ekstranummer for anden gang og sluttede med en lang udgave af "Nobody Spoil My Fun", som endte i en trommesolo og et funky Hendrix-agtigt riff, som jeg stod og råbte "FREEDOM! FREEDOM FREEDOM!" ind over; folk havde alle sammen hænderne i vejret.
 
Det der med frihed, det er sgu noget, baskerne forstår, da der faktisk er rigtigt mange mennesker, der går ind for total baskisk selvstændighed. Derudover kan man sige, at individuel frihed generelt ligger spaniolerne meget på sinde; de levede med Francos fasciststyre helt indtil slutningen af halvfjerdserne. Det giver sig også til udtryk i deres manglende respekt for de EU-vedtagne rygelove for eksempel. Vi solgte igen en masse merch og blev plaget af fans, der ville feste med os på Ignacios natklub. Jeg valgte dog at fortrække til det meget fine hotel for at skrible lidt og få en god nats søvn inden den lange køretur til Valencia i morgen.
 
Der er et par ting, som gør det lidt hårdere at være på tour i Spanien end andre steder - deres døgnrytme og spisevaner er simpelthen så meget anderledes end, hvad vi er vant til, så det kræver lidt tilvænning. For det første spiser de jo dagens sidste måltid imellem 20 og 23, så koncerter starter som regel først ved midnat, desuden forventer de ofte et sæt, der er noget længere end de 75 minutter, vi plejer at spille. Alt dette betyder så, at man oftest kommer i seng ved 4-tiden om natten, selv hvis man er den første i køjen. For det andet er man som regel hundesulten, når man er færdig med lydprøven og der stadig er et par timer til spisetid, og på den anden side alt for mæt, når man endelig kommer på scenen. Anyway, nu sidder jeg her helt alene, min faste værelseskammerat Ralph kommer nok først buldrende om et par timer, så jeg vil bruge tiden fornuftigt og få en sund søvn. Det skal blive spændende at mærke, hvor varmt vejret bliver i morgen, når vi kommer 750 kilometer længere sydpå. Fortsættelse følger…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA