Baby Woodrose-turnédagbog kapitel 3

Baby Woodrose-turnédagbog kapitel 3

Kapitel 3: Valencia
 
Vores håb om lidt varmere temperaturer brast desværre allerede fra morgenstunden. Det sneede nemlig ret så kraftigt – et faktum, der gjorde vores dag til lidt af et helvede. Det sneede simpelthen hele vejen fra Burgos indtil en halv time før motorvejsafkørslen til Valencia, hvor det så bare blev til heftigt øsende regnvejr og hagl. Vejene bliver selvfølgelig heller ikke ryddet for sne, så vi måtte nøjes med en forsigtig Aritz, der ikke turde køre mere end 80 km i timen det meste af vejen, hvilket jo så vil sige 10 timer i en bil, kun afbrudt af et par stop undervejs på de sædvanlige tapasbarer efter kaffe, frokost og smøger. Jeg spurgte vores booker om, hvor lang tid det er siden, de sidst har haft sne i Valencia, hvortil han svarede: "Never before!" Man må dog indrømme, at her er en lille bitte smule varmere, lige over nulpunktet vil jeg tro, men det har regnet hele aftenen, hvilket så måske gav et relativt ydmygt fremmøde til vores show.
 
Black Note er sådan et blues/soul/jazz agtigt sted med diskotek hele natten, ikke en decideret rock-klub, men et sted, der har en historie, som går over 25 år tilbage i tiden. Det mest irriterende var dog ikke dj'en, der mest spillede typisk "Sex Machine" med James Brown og noget traditionel bar-blues – stedet er nemlig udstyret med en af de her kedelige mekanismer, der lukker ned for anlægget, hvis man spiller mere end – i dette tilfælde – 94dB. Jeg vil tro, at vi normalt ligger på 110 bare med vores bag-gear det meste af tiden, så det krævede, at vi virkelig tog os sammen og ryddede lidt ud i sætlisten. Lydprøven var helt håbløs, vi var tæt på at sige "fuck det her!" og aflyse, men heldigvis var det noget lettere, da lokalet blev fyldt op med 70-80 mennesker, hvoraf flere virkelig havde glædet sig til, at vi kom og kendte pladerne i forvejen.
 
Det hele endte faktisk rigtigt hæderligt, folk havde en god aften, vi spillede godt under omstændighederne, der var masser af meget smukke kvinder, vi solgte resten af vores vinyler og fik hilst på en flok flinke fans, der tiggede os om at komme igen og spille i Valencia, men på en federe klub næste gang. Det skal måske siges, at vi flere gange har haft gigs planlagt i Valencia (og Barcelona for den sags skyld), men de er altid blevet aflyst eller flyttet til andre byer i sidste øjeblik, så vi har aldrig spillet her før. Det skyldes måske mest, at begge byer er mere turisme-baserede, og at der simpelthen ikke findes en decideret rockscene, som vi kender det fra Madrid og de baskiske områder, vi spiller mest i.
 
Oprindeligt, dengang da jeg lige havde lavet den allerførste Baby Woodrose-plade og trykt et lille cd-oplag på mit eget label, blev jeg kontaktet af en nu afdød, nærmest legendarisk Basque-koncertpromoter ved navn Kike Turmix. Denne enorme mand – vi taler 180 kilo vil jeg tro - var kendt for mange ting og havde en vis indflydelse på undergrunden i Spanien generelt, dels på grund af en fortid i punkbandet Pleasure Fuckers, dels hans vinyl-label Safety Pin Records og dels altså, fordi han gjorde en hel del for at få skandinaviske bands ud at turnere i Spanien – bands som Turbonegro, Gluecifer, Backyard Babies, etc… Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Kike bærer meget af æren for vores relativt høje status i Spanien – og det siger jeg på trods af, at manden var et ulækkert, psykopatisk kokainvrag, der konsekvent snød os for penge og misligholdt den ene faste aftale efter den anden. Kike var hardcore ETA-supporter, basker med stort B og sørgede i sin tid blandt andet for, at "Blows Your Mind" udkom i et ret anseeligt omfang på det spanske label Animal/Munster Records, og så døde han altså som sagt i 2005 af lige præcis den livsstil, der gjorde ham berømt. Man kan blandt andet opleve manden i al sin fedladne vælde i et par af Almodovars film, hvor han har mindre cameo agtige bi-roller.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA