Baby Woodrose-turnédagbog kapitel 4

Baby Woodrose-turnédagbog kapitel 4

Kapitel 4: Madrid
 
Som jeg har været inde på tidligere, er det ikke for pengenes skyld, vi turnerer i Spanien. Faktisk kan man godt, efter et par jobs hernede, finde på at spørge sig selv "why the hell are we doing this?" uden at kunne komme op med et fornuftigt svar. Noise On Tour, der booker os i Spanien, gør et glimrende stykke arbejde, men generelt er det at turnere i Spanien i høj grad et spørgsmål om tålmodighed, for det første fordi deres opfattelse af tid og afstande er så fucked up anderledes end vores, at alting ofte virker frustrerende uorganiseret og totalt kaotisk. Vi har opfundet udtrykket "spanske minutter", som altså, når de bliver vekslet til danske minutter, mister en del i værdi. "The soundcheck will start in 15 minutes" kan betyde alt fra en halv time til en halv dag og "the hotel is only 200 meters away from the venue" kan godt betyde en 20 minutters gåtur.
 
Generelt har en tour det med at udvikle sig til en musikalsk version af filmen "Groundhog Day". Det samme mønster gentager sig hver dag. Op klokken 12, ind i i bilen, ud på motorvejen, første stop efter kaffe og smøger, andet stop efter frokost, tredje stop efter kaffe og smøger (Aritz' lille van må være noget nær det eneste sted i Spanien, hvor man ikke ryger!), loade gearet ud, hilse på folk, stille op, lydprøve, middag, spille showet, sælge merch, pakke gearet, hjem til hotellet. De samme snuskede tapasbarer, de samme åndede tourkuller-jokes, de samme efterhånden temmelig trætte ansigter omkring én, der alle sammen synes at udtrykke, som det eneste: Why the hell are we doing this?
 
Hvis man skal se på de lyse sider for at finde et svar på det efterhånden mere og mere påtrængende spørgsmål, så ville det være oplagt at nævne de kulinariske oplevelser, man uundgåeligt kommer ud for. I Danmark spiser vi jo for eksempel en del tomater og andre grøntsager, der stammer fra Spanien, men disse er altid fra det sydlige Spanien, hvor der er en kæmpe industri for den slags med alt, hvad det indebærer af sprøjtning, langtidsholdbarhed og manglende smag – men heroppe nordpå er der simpelthen en markant forskel på råvarerne, der tydeligvis er fra mindre lokale landbrug beliggende rundt omkring på bjergsiderne.
 
De sidste par dage er vi blevet udsat for en del spændende ting, jeg har lyst til at nævne. Den ene dag fik vi serveret, hvad der viste sig at være en oksehale i en cremet kartoffelmos. Hvis vi havde vidst, hvad der gemte sig bag navnet, havde vi næppe bestilt den del af menuen, men tjeneren anbefalede den, og vi sprang lige i – og det smagte faktisk ganske udmærket. En anden ret, vi efterhånden er stødt på nogen gange, er Arroz Negros – "sorte ris" – en risotto-agtig substans i en tyk, salt (og altså kulsort) sovs lavet af blæk fra en blæksprutte. Der er temmelig delte meninger om det i bandet, men jeg synes personligt ganske godt om det.
 
Og så er der jo lige det helt fantastiske rock'n'roll-elskende spanske publikum. Vores koncert i Madrid bekræftede i høj grad dette svar på spørgsmålet. Vi havde vel 300 betalende gæster, hvilket fyldte den Stengade 30-agtige Gruta 77 til bristepunktet. Det var vel nok vores mest vellykkede koncert indtil videre, særligt anden halvdel af koncerten med et ekstatisk publikum, der var helt oppe at ringe, føltes helt fantastisk. "LORENZOOOO!" – "PUTA MADRE!" – "EL TOROOO!" lød de efterhånden helt rituelle Baby Woodrose-tilråb nede fra salen. Efter en helvedes dag som i går er det naturligvis en dejlig følelse, der giver alting mening igen – og naturligvis var det på dette fremskredne tidspunkt i turen helt uundgåeligt, at der gik lidt fest i den bagefter. Bartenderen hjalp os velvilligt til en kodyl brandert i velvoksne spanske 50/50 gin&tonics, og der blev snakket med de søde senoritas og danset til "garahe y psicodelico", som klubejeren personligt dj'ede til klokken 7, hvor klubben lukkede, og vi forsøge at finde vej igennem byen og hjem til hotellet.
 
I skrivende stund er vi på vej tilbage til baskerlandet, hvor vi i aften spiller vores sidste job på denne tur. Ralph læser tegneserier, The Adam får sig en lille lur med hovedet imod ruden, Johan og Mr. Johnson oppe foran sidder og småsludrer, Aritz er bekymret for den tiltagende sne, efterhånden som vi kommer op i luftlagene, og undertegnede er efterhånden så rusten på mine tyndslidte stemmebånd, at jeg hellere må give dem lidt tiltrængt hvile resten af dagen, hvis de skal kunne skrige sig igennem endnu et 2 timer langt rockdrøn i aften. Vi snakkes!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA