x

Pearl Jam-interview del 2: Vi er en pestilens at arbejde sammen med

Pearl Jam-interview del 2: Vi er en pestilens at arbejde sammen med

I år kan Pearl Jam fejre 20-års jubilæum. I den forbindelse har GAFFAs Pearl Jam-ekspert Henrik Tuxen - forfatter til bogen "I Pearl Jams Fodspor" - lavet et maraton-interview med guitarist Stone Gossard. Her kommer anden del. Første del kan du læse her, og tredje og sidste del følger inden længe.

Der var store spekulationer i Danmark, da I annoncerede jeres turnéplan for sommeren 2010. Der var hul i kalenderen den 1. juli, hvor Roskilde Festival starter, men det er så fyldt ud nu med en koncert i Polen. Så I kommer ikke til Roskilde?

– Nej, det gør vi ikke. Vi kiggede på de forskellige muligheder, vi havde for at turnere. Vi ønsker ikke at turnere mere end tre uger, længere vil vi ikke være væk fra vores familier og normale liv. Vi kiggede på steder, hvor vi ikke havde været længe. Vi skal til Irland, hvor vi ikke har spillet i mange år, og vi skal spille i Belfast for første gang. Vi skal til Skotland for første gang i lang tid. Det var de datoer, der gav flest penge, og det var det, der bedst kunne lade sig gøre. Vi skal jo også betale regningerne herhjemme. Men vi kommer tilbage til Danmark igen, og det vil være et specielt show igen, er jeg sikker på, hvor man vil tænke på, hvad der skete i sin tid.

Intet forbliver det samme

Det virker, som om der har været to epoker i Pearl Jams levetid. Der var de første fire-fem, enormt kommercielt succesfulde, år, og så siden "No Code" fra 1996 har I solgt godt og stabilt, men mindre. Er det Pearl Jam eller mainstream, som har rykket sig?

- Intet bliver ved med at være det samme for altid. Hvis du skal blive ved med at være stor, skal du virkelig, virkelig arbejde på det for at holde den storhed, og vi har vist aldrig arbejdet særlig hårdt på at fastholde den storhed. Vi har arbejdet hårdt på at være et band, på at være sande over for os selv og hinanden. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at det oversættes til enorm, kontinuerlig mainstream succes. Jeg tror ikke, at folk var så nysgerrige efter os, efter deres  første forståelse og interaktion med bandet. Jeg vil sige, at det har været en sund proces for os at være store, opleve det, og så opleve, hvordan det er at ikke være så meget i mainstream-fokus. I samme periode har vi så udviklet forholdet med vores fans, i live-arenaer og gennem internettet til vores fanklub. Vi har udviklet nye metoder til at få musikken ud til folk, har udviklet artwork, har kommunikeret, hvad vi kommer til at gøre, og hvordan vores tilgang til det vil være.

- Det har været todelt, det har du ret i, det splitter efter "No Code". Folk havde fået fat i vores lyd, men vi overdrev ikke vores lyd mere og mere for hver gang i forsøget på at få alle de samme folk med hele vejen. Jeg synes, at et band som U2 har været utrolige i forhold til at ramme det punkt, hvor de, gang på gang, finder et spor med en helt ny single, som er så fokuseret og defineret, med den kombination af rock og pop, som de mestrer. De går efter den største ting hver gang i deres proces. De er ikke interesseret i at prøve at spille med den lille bold, eller at skabe tingene i en rå, hurtig stil. De har tidligt taget et valg og har stået ved det efterfølgende. De vil udvikle, hver og eneste idé de har, så det når så mange mennesker som overhovedet muligt, og så det bliver så stort, som det overhovedet kan være.

- For os har det bare ikke hele tiden været vores målsætning. Det har nærmere været at lade vores egne fingeraftryk skifte fra den ene farve og udtryk til andet. Og nogle gange er de farver udtværede, de er ufærdige og måske lettere uprofessionelle. Men i det lange løb kan sådan noget lyde ret godt. Det er lidt som om at høre "Black & Blue" eller "Exile on Main Street" med Rolling Stones. Du ved, at de ikke har spillet sangene 30 gange, måske har de har spillet dem et par gange, måske har det været en jam. Der er en speciel friskhed over nogle af de Stones-plader, nogle gange er det som, om at der dårligt er blevet trykket på "record"-knappen (der grines, red.). Jeg synes, at begge metoder giver mening på hver sin måde, og jeg tror, at vi er ved at ændre os lidt igen. Måske er vi i en fase, hvor vi er lidt mere nysgerrige på at udvikle vores idéer mere, som måske appellerer til flere mennesker på en måde. Brendan O'Brien (producer på fire PJ- plader fra 90'erne og den aktuelle "Backspacer", red.) har været meget vigtig i forhold til at gå den vej.

Anything goes
Oplever du, at radiostationerne mellem rock og mainstream er mere opdelte i USA i dag end tidligere?

- Jeg er nok ikke den bedste til at svare på spørgsmålet. Når jeg hører radio, er det mest sort r&b-radio, pop eller national radio. Men jeg tror at alt er "topsy turvy" (vendt op og ned, red.) for tiden, i forhold hvad radioerne og pladeselskaberne gør. Der er alle mulige tiltag, for eksempel stationer, der laver greatest hits blandet med noget nyt, andre, der laver kombinationer af gammel og ny alternativ rock. Og nu med digital radio, hvor alle har deres egen playliste, er det hele "ud af vinduet". Men jeg er ikke den bedste til at svare. Skal jeg sige noget, er vi i en tid, hvor "anything goes". Du er kun en god idé fra at finde en måde at kombinere en ny genre, en ny stil, et nyt band, en radiostation, eller et nyt format, som folk kan høre musik på. Det virker som om, at det er en virkelig spændende tid i forhold til, hvad som er muligt. Det er muligt for et enkelt individ at få manifisteret en ny idé på et ret højt niveau og få stor gennemslagskraft, da alle er så forbundne i dag, i hvert fald teknologisk.

Backspacer og O'Brien
Sangene på "Backspacer" har en meget direkte tilgang og ser ud til at have appelleret til et større publikum. Tror du, I vil gentage succesen, og samarbejdet, med Brendan O'Brien?

– Ja, det kunne jeg godt tænke mig. Vi er en god kombination. Hans instinkt er at gøre ting mere tilgængelige og direkte, og han arbejder typisk på at fremme klarhed og konsistens i arrangement og idéer. Kernen i musikken kommer fra os, og teksterne fra Ed, og der er mange måder, man kan arbejde med det og udvikle det på. Du kan gøre det klart eller mere "klogt" og skjult, og med Brendan er det mest den direkte og mest tilgængelige vej, og det synes jeg passer godt til os. Det kan åbne op til et større publikum. Brendans filosofi er lidt "lad os gøre det tilgængeligt for alle – hvorfor holde nogen ude?" Jeg synes, det er godt, da vi er fem sangskrivere i bandet og alle prøver at være så kreative som muligt. Her er det godt at have en, som siger: "hey – lad os være straight og holde fokus"; her er beatet, her er melodien, her er teksten. Der er forskellige måder at sætte dem sammen på, og han forstår virkelig det arbejde. Det er virkelig spændende og interessant at arbejde sammen med ham på det niveau.

Teksterne er generelt ret tydelige på "Backspacer".

– Ja, jeg er enig, og nok mere end normalt. Ed har skrevet ret ligefremt. Det er forskelligt, hvilken tilgang han bruger, han kan godt sno sig ind imellem; nogle gange kan han godt lide, at ordene udfolder sig langsomt. Han kan godt lide puslespillet og gøre ting lidt svære at få fat i. Denne gang har det mere været "lad alle være med", og her har Brendan også spillet en rolle.

Ten – igen
I tog samarbejdet op igen med Brendan, da han for nylig remixede 10, hvad synes du om resultatet?

– Jeg var skeptisk over, hvad vi ville få ud af det, hvad kunne det bidrage med? Men jeg er virkelig tilfreds med resultatet. Måske gav det også Brendan en mulighed for at lære os bedre at kende som band, da han oprindeligt ikke var involveret i den plade. Det var interessant at høre musikken fra de oprindelige indspilninger og nu, hvor Brendan har arbejdet med sporene. Der er så meget mere direkte output, så meget mere struktur i bassen. Han har fået en klarhed og en spænding frem i de spor, i modsætning til hvad vi oprindeligt fik frem, da vi miksede pladen med Tim Palmer. De var cool og gjorde klart indtryk på folk; vi fik en kæmpe respons. Det var en spændende rejse, og jeg fortryder ikke, at vi udgav den i sin tid, men jeg føler, at lyden og kraften i bandet kommer meget mere til udtryk i de nye miks. Men jeg er i bandet, jeg kan ikke bedømme det. Hvad synes du?

Jeg har altid godt kunne lide pladen, men har følt, at "Vs", "Vitalogy" og "No Code" havde mere power og homogenitet

– Sådan har jeg det også.

Der var masser af gode sange på "Ten", men pladen tenderede til at være overproduceret med massiv rumklang på guitarerne hele vejen igennem. Nu hvor jeg har hørt den remixede udgave, virker indtrykket meget mere klart, kraftfuldt og direkte. For eksempel kunne jeg tidligere langt bedre lide "Even Flow" live end på plade, men her lyder den fedt.

– Godt at høre. Pladen er først og fremmest remixet og ikke kun remastereret. Det vil sige, at Brendan er gået ind i alle spor, har slettet alle effekter og så videre, og har arbejdet alt og igen fra de nøgne grundspor, sat nye niveauer og så videre. Jeg vil tro, at han har arbejdet med pladen et par uger

Deltog I?

– Nej, nej, det var kun Brendan. Hvis vi alle havde været der og kigget ham over skulderen, var vi aldrig blevet færdige, ha, ha. Brendan ved, hvad han vil høre, han har næsten ikke brug for input.
    
Fra salgsmagnet til stadionrock
Siden "No Code" har I ikke solgt lige så mange plader som i starten af karrieren, men på den anden side virker det, som om I spiller større og større koncerter. Sidst med stadionkoncerter i Australien og New Zealand.

– Ja, det mener jeg at vi gør. På tre uger har vi nok spillet for det samme antal mennesker i Australien og New Zealand, som hvis vi havde spillet en længere tur på mindre steder og været af sted i måske seks uger. Det er rigtig dejligt, at det kan lade sig gøre, ellers er det lang tid at være væk fra familien. Sidste gang spillede vi fire arenakoncerter i Melbourne, tre i Sydney, to i Brisbane, to i Perth og så videre. Denne gang spillede vi en stadionkoncert i fem forskellige byer i Australien; det sparer en masse tid og energi. Og endelig tror jeg, at vi har fået selvtilliden til at spille de koncerter og tro på, at vi kan gøre det. Og så bliver vi båret igennem; der er så meget fællessang undervejs, der er så meget energi, som publikum bidrager med på hver sang. Det er publikum, der har gjort, at vi er i stand til at spille så store koncerter og få det til at være det, det er. Så snart publikum begynder at synge med, ophører det med at handle om bandet, så er det fællesskabet og totaloplevelsen, som sætter ind. Så er du der bare og spiller med. Jeg tror, at vi vil spille større koncerter og stole på, at vi er okay til det, og bruge lidt mindre tid på at spille mindre steder, men flere udendørs koncerter.

Du nævnte U2 som et band, der aldrig er gået efter den lille ting. Deres stadionkoncerter er koreograferet og planlagt i detaljer. Men det, at I hele tiden skifter sange gør det vel umuligt at lave klassiske stadion-totalproduktioner?

– Det bedste valg, vi nogensinde har taget, har været at fravælge den store forkromede sceneproduktion. Vi turnerer rundet med 5-7 semis (læs: lastbiler) med udstyr, hvor artister som Rolling Stones, U2 og Britney Spears måske rejser rundt med 60-70 semier. Det er alt sammen indbygget stof, som fylder og koster en formue; der er virkelig nogle penge som skal tjenes ind. Vi har i forhold til det en enorm frihed. Det bedste er, når der kommer folk til koncerterne, som først tænker: "Det bliver nok kedeligt, bare at se de små fyre på scenen og intet andet", men at idet øjeblik, musikken spiller og folk synger med, så tænker de: "Jeg er ligeglad med alt det uden om." Vi er i det små begyndt, at vise nogle screens, når vi spiller, vise folk nogle close ups og så videre, og det har fungeret helt fint.

- Men grundlæggende er vi meget glade for den måde, koncerterne bliver afviklet på og på den respons, vi får. Og folk sætter pris på, at vi altid skifter sange i sættet; det er publikum som har overtalt os til det! Først gjorde vi det for os selv, for at prøve det af, men nu er det, hvad folk forventer, og det giver os en unik frihed. Der er ingen af os, der har clicktrack (metronomlyd, red.) i monitorerne, vi har kun hinanden, og det er ret sjældent i dag. De fleste er på "the grid" (ledningsnettet, red.) i dag. Du kan få det til at lyde fantastisk, når alle er holdt i et elektronisk beat, når baggrundsvokaler og keyboardstykker er samplet. Men der er også en charme over ikke at have alle de ting. Som med os; vi løber rundt omkring, misser toner og korstemmer, men vi prøver i hvert fald. Der er noget sjovt over det synes jeg.

I Philadelphia på den sidste aften spillede i 41 forskellige numre, og koncerten varede i alt 3 timer og 35 minutter.

– Er det det længste, vi nogensinde har spillet?

Så vidt jeg ved. Krydser I fem timers grænsen inden for de næste par år?

– Det tror jeg virkelig ikke. På de fire koncerter i Philadelphia prøvede vi at spille alt, hvad vi kunne, men fire aftener var for lidt, vi har brug for mindst fem, eller seks aftener, eller syv, hvis vi må gentage et par standarder... Men lad mig sige det sådan: vi kan ret mange sange i øjeblikket, ha, ha.
    
En pestilens
I har udgivet "Backspacer" selv i USA og har haft en delvis eksklusivaftale med Target (gigantisk varehuskæde, halvt så stor som Wallmart, red.). Hvordan gik det?

– Jeg syntes, det er gået fint. Target var meget interesseret i at lave en aftale med os, og vi ledte efter en partner i USA. Sidst var det J Records, og det gik ikke så godt, som vi havde håbet på, og Target tilbød os langt flere penge end noget pladeselskab. Vi startede med at forhandle om, hvad vi ville. De er vandt til eksklusivaftaler, og vi indgik en delvis eksklusivaftale. Vi blev enige om, at vi ikke ville sælge pladen i store kæder som Wallmart, men at vi stadig ville sælge gennem indie-stores og så videre. De sagde, at det var fint, så længe det ikke oversteg vores almindelige andele fra det salgsled. I praksis betød det, at vi betalte Target lidt ekstra for procentvis mersalg i indiebutikker. Men vi blev enige om, at vi kunne sælge fra vores hjemmeside og gennem iTunes, så de var rimelige med os i forhold til, hvor vi kunne sælge. Men ud over det økonomiske tror jeg at image- og navneassociation har været vigtige incitamenter for dem i samarbejdet med os. Det har nok været mindst halvdelen af motivation fra deres side.

- Det er okay, for det var en ny type aftale for dem, måske rykkede vi dem lidt i forhold til, at aftaler ikke nødvendigvis skal være 100 procent eksklusive. De betalte os godt, det virkede. Jeg ved ikke, om de vil lave en aftale med os igen, det får vi at se. Vi er "kind of a pain in ass to work with" (stort grin). Det er vores natur, vi gør tingene, som vi vil have dem. Og ser du på Target, så er de så vant til, at folk vil bukke sig i støvet for dem, og gøre alt, hvad de siger for at få en aftale. Så når vi siger "vi har lavet interviews nok nu, vi er færdige med at promovere" og de så siger "ja, men...". Vi siger, "nu har vi gjort, hvad vi skulle". En anden grund til, at vi valgte at samarbejde med Target er, at de har en lang historie for filantropisk virke; de er en af de største virksomheder i den henseende.

Sælger I forholdsvis mere gennem hjemmesiden og iTunes end tidligere?

– Jeg tror, det går op. Vi har lige sendt "Just Breathe" ud som single, så det genererer nok lidt ekstra salg. Generelt sælger vi nogenlunde det samme antal som sidst og i forhold til, at salget generelt er faldet kraftigt, så er det ret tilfredsstillende (i skrivende stund ligger "Backspacer" fortsat i Top 70 på Billboard efter 15 uger i handelen, red.). Nøglen er at skrive nyt materiale, turnere og finde nye måder at generere indkomst og aktiviteter på. Det er en sjov og proces at finde interessante måder for publikum at fastholde dit band på – kunstnerisk og finansielt. Det skal være begge dele.

MTV betyder intet
Efter "Ten" stoppede I i en årrække med at give interviews, og I har gennem årene været meget sparsomme med at producere videoer.

– Vi har lavet en til "The Fixer", som Cameron Crowe har instrueret! Men tingen er, at der er ingen, som tjekker videoer ud på samme måde i dag. Vi har lavet lidt for hver plade, men folk er ligeglade. Før sagde vi, "at det gjorde vi ikke", og nu, hvor vi er begyndt igen, er folk ligeglade, som om det er for sent nu (der grines, red.). Vi kan godt finde på at producere mere inden for den boldgade. I forhold til at promovere giver det mening at have et visuelt medie, og jeg tror ikke, at vi er så skeptiske i dag. Tidligere var det "lav en video til  MTV"-dogmet, som herskede, og det var problematisk for os. De havde et jerngreb om, hvilke bands der skulle promoveres og skubbes fremad. I dag betyder MTV ikke noget. Når du udsender en video i dag, er det primært til internettet, det er for alle, og det er sjovt.
    
I orkanens øje
Så da "Jeremy"-videoen i sin tid hærgede på MTV, blev det for meget for jer?

- Det var et tidspunkt, hvor Ed indså, at hans liv var vendt for evigt på grund af en beslutning, han havde truffet seks måneder tidligere. Det var en meget svær tid for ham. "Jeg har taget denne beslutning, men hvad er der blevet af mig? Jeg er overvåget døgnet rundt, folk parkerer uden for mit hus hele tiden, jeg er nødt til at hyre security-folk, uanset hvor jeg går, beder folk mig om et eller andet." Det var en tid, hvor det var meget svært for ham at navigere, og fordi det var svært for ham, var det svært for os alle sammen. Hele tiden kæmpede vi individuelt med, hvad vi ville have ud af situationen på det pågældende tidspunkt. Hvad vi forventede og så videre. Det var ikke en særlig sjov tid.

Var I alle enige om at sige "ikke flere interviews, ikke flere videoer?"

- Nej, sådan var det ikke. Vi regnede med, at der skulle ske et eller andet, men det var Eddie, som var i det "varme sæde". Vi havde vores kampe, men kunne ikke mærke det som ham. Det var let for os at have en anden holdning. Vi gik selvfølgelig også igennem store forandringer, men hvis vi bildte os ind, at det var i samme grad som Ed, så narrede vi os selv. Det var, og er, anderledes for ham. Han har en kunstnerisk evne til at kommunikere med publikum, som ingen af os andre har. Det er bare at være ærlig og erkende det. Vi er ikke bare fem gutter på præcis samme niveau. På nogle måder er det sådan, for eksempel i forhold til vores forretningsbeslutninger og i forhold til, hvordan vi behandler hinanden. Men i forhold til at sidde med en akustisk guitar foran 50.000 mennesker, kan han et eller andet, som ingen af os andre kan. Det er en anden oplevelse.
    
Life Wasted
Sidst vi snakkede, spurgte jeg dig om fem Pearl Jam- favoritsange, og hvorfor. Du svarede tre ("Nothing Man", "Black" og "The End"). Er du frisk på to til?

- "Life Wasted" var en, jeg lavede til "avocado"-pladen (Læs: "Pearl Jam", red.), og jeg var overbevist om, at det var det største stykke rockmusik, jeg nogensinde havde skrevet, i forhold til de enkelte dele. Jeg kom med den, vi spillede den, men det var lidt tricky, der var lidt for meget matematik i det. Jeg kan huske, at jeg var utroligt skuffet og tænkte: "Oh God, hvordan kunne jeg ha' taget sådan fejl af denne sang"; den var slet ikke så direkte, som jeg troede. I slutningen af arbejdet med sangene til pladen sagde Ed: "Lad os tage den frem igen og arbejde på den og se, hvad der sker'. Jeg var ret overrasket, for jeg troede allerede, den var droppet. Men vi begyndte at spille, og Jeff foreslog nogle enkelte ting, som at jeg skulle spille noget i 4/4, og pludselig virkede det hele bare, den kørte derudad. Den havde dette fede arrangement, et super heavy feel, som jeg syntes, at pladen havde godt af.

- Det viste mig endnu en gang, hvor vigtigt bandet er, nogen der siger til dig: "Hey, du har noget rigtigt fedt her, slap af overfor det, lad det leve, prøv dig frem, lad være at gøre det unødvendigt svært." Jeg tror, at jeg kan have en tendens til at overspille et arrangement, fordi jeg ikke selv skal synge det. Det kan betyde, at det oplæg, man kommer med, er for fastlåst og mere komplekst end nødvendigt. Men jeg elsker den sang og føler, at det opsummerer mit sangskriverinstinkt. Jeg er meget glad for melodien, og tekstmæssigt kunne den have været på "Backspacer"; den er positiv og vidner om en mere optimistisk tid for Ed. Det er en af mine favoritter.

Yellow Ledbetter
- En sidste: Jeg vil nok sige "Yellow Ledbetter". Det var et nummer, som Mike McCready skrev omkring tiden, da vi indspillede "Ten". I starten kunne jeg ikke høre så meget i den, jeg syntes, at det var lidt for 1-4-5 (klassisk akkord- progression, red.). Jeg syntes ikke, det var plademateriale. Vi indspillede en version, og man kan høre, at Ed mumler lidt, hans tekst virker ikke specielt gennemtænkt. Han bruger meget tid på at få sine tekster, som han vil ha' dem, men her var et eksempel på, at han ikke var så fokuseret. Vi startede med at spille sangen igen et par år senere, da folk havde hørt den i radioen og var begyndt at snakke om den. Jeg var ret overrasket og tænkte: "Hvorfor nu det?" Det var starten på Mikes start som sangskriver i dette band. Men vi begyndte at spille den live, og langsomt, men sikkert ændrede teksten sig en lille smule fra dag til dag. Det gik op for mig, at Ed aldrig ville skrive en endegyldig tekst, hvilket jeg syntes var utroligt interessant for en fyr, der bruger så meget tid på at få tingene, teksten, helt rigtigt.

- Okay, Ed kan nogle gange skrive en tekst på 20 minutter, men han er altid meget præcis med at få ordene helt, som han vil have dem, og her er så denne sang, hvor han bare leger med den, og er ligeglad med den faste form, men ordene bliver ved med at komme. Jeg har aldrig spurgt ham, men kan forestille mig, at selv i dag ved han ikke helt, hvad sangen handler om, men at det er en del af charmen. Det er en arbejdsproces. Jeg ved, at der er en specifik mening i teksten, som handler om en, der kommer hjem fra krig, en soldat. Sangen er et eksempel på, at du kan misse noget vigtigt på grund af dit eget perspektiv, når der kommer noget fra et medlem, som ikke er kernesangskriver i dit band. Og at du ved nogle gange  at gøre det modsatte af, hvad du normalt ville gøre, kan skabe noget helt særligt. Det synes jeg Ed har gjort ved at lade teksten være rimelig åben, og til en vis grad bevidst uden mening, hvilket, for ham, er en meget anden måde at arbejde på end normalt. Jeg er stolt, på vegne af Mike. Han har udviklet denne sang på baggrund af nogle relativt simple idéer, som er blevet en af vores største overhovedet; vi spiller den, og publikum går amok hver gang. Og den sang er lidt af et mysterium for mig, jeg havde ikke ventet den. Den kom først på plade med "Lost Dogs" (Rarities-plade fra '03, red.) men blev spillet meget på amerikansk radio i sin tid.

Gensidig kærlighed
Hvad er du mest stolt af ved Pearl Jam overhovedet?

- Nok, at vi stadig er et band, og at vi stadig holder af hinanden og tager vare på hinanden, i takt med at vi har set det ene band efter det andet gå i opløsning. Det bærende i vores band er, at vi holder af hinanden. Vi er ikke altid sammen, når vi ikke er på turné, men vi er altid i hinandens hoveder. Det er stort, at det har holdt så længe og fortsat holder. Jeg tror, at der er en tendens til, at man som kunstner har lyst til at smide det hele over bord, når tingene ser vanskelige ud. Når visionen ikke former sig helt, som du har tænkt dig, men det er noget, du lærer. Når du arbejder i en gruppe, bliver du nødt til at finde kompromiser; du får ikke din vilje hele tiden, og det er okay. Det er ikke det samme som at sige, at du ikke skal stole på dine instinkter og din kunst. Det handler også om at være åben over for andres input og i det hele taget at mestre en balance om at stole på dine egne idéer, samtidig med at du er åben over for hvad andre kan bidrage med, og derved hvad I kan opnå i fællesskab.
    
Finn og Frisell
I har altid samarbejdet med mange artister. Vi har tidligere snakket om Neil Young og Chris Cornell, er der andre, du vil fremhæve?

- På det seneste har vi spillet med Neil Finn fra Crowded House og Split Enz, ved koncerterne i Auckland og Christchurch i New Zealand. Vi spillede både en Crowded House- og en Split Enz-sang, og det gik helt suverænt. Neils søn Liam var også med. Vi mødte ham for 15 år siden, da han var 11 eller sådan noget. Han var allerede en "killer" på trommerne dengang og en bedre guitarist end mig, og han var 11!! (griner). Han er en mester. Men generelt er jeg altid glad for at få muligheden for at optræde eller indspille med andre kunstnere. En anden ting, jeg kan huske meget klart, er et show, vi spillede for cirka otte år siden til støtte for The NorthWest School, hvor vi fik muligheden for at jamme med Bill Frisell. Vi spillede "Crazy Mary", og den måde, han spillede på, var så chokerende blues, og helt uden for den måde, vi normalt spillede nummeret på. Han bredte vores lyd ud sådan cirka 10 miles; en fantastisk guitarist, utrolig.
    
Filantropen
Mange musikere går med årene over i andre fag, for eksempel bliver mange skuespillere. Kan du forestille dig at tage sådan et skridt?

- Man skal aldrig sige aldrig, for det er ikke til at sige, hvilke muligheder der byder sig. Hvis jeg gjorde, vil jeg håbe, at det er, fordi det er virkeligt for mig, at det er en ny måde at være kreativ på, som matcher den person, jeg er, og hvad jeg står for. Det skulle ikke være at vride en eller andens arm rundt og sige: "Få mig med i en film". Man ved aldrig, hvad som kommer til at ske, men jeg tænker altså ikke på at blive skuespiller.

Du har i stedet brugt din stemme som miljøforkæmper.

- Ja, nogle gange. Vi kommer til at gøre noget i Seattle snart, der relaterer til den mængde CO2, som vi har udledt på vores tur, men forhåbentlig kan vi snakke om det senere.

Ja, vi har lige haft COP 15 her i København, uden den store succes.

- Jeg synes, at der er mange kraftfulde mennesker derude, der føler, at de ikke har noget andet valg end at være involveret, de føler, at de er nødt til at gøre en indsats. En ting er, at nationer kan forsøge at blive enige om aftaler på regeringsniveau, men der er individuelle mega-milliardærer, der virkelig vil kunne gøre en forskel, ved at have en vision for, hvordan ny teknologi, ren energi og bæredygtighed kan gøre en forskel, og fremme, at det bliver nye internationale succeskriterier, som man vil arbejde hen imod at opfylde og udvikle. Jeg tror, at det bedste, der sker for os nu, er, at der er mennesker derude, som laver et stykke arbejde, som vi ikke kender til i øjeblikket som vil blive stort. Så må vi håbe, at regeringer vil stimulere den udvikling og hjælpe med at stille faciliteter til rådighed for folk, der vil investere i denne slags ting på nationalt og internationalt niveau.

– Der er mange selskaber derude, som kigger på deres CO2-fodspor og tænker på måder, hvor på de kan reducere udslippet. Det kan føre til gennemgribende forandringer som potentielt, meget radikalt og hurtigt, vil kunne sprede sig ud over planeten. Jeg tror, at regeringer, regler og reguleringer vil være et parameter, hvor jeg tror, at det andet må komme fra entreprenørsiden. Der er mange derude der ved, at dette vil komme, og at fremtiden vil være integrerede teknologier, der ikke obstruerer naturens balance. Vi lever i naturen, og vil vi have planeten til at fungere, rent sundhedsmæssigt, og hvis vi vil blive ved med at nyde luksus som for eksempel at spise laks og at bygge huse, forskellige former for "legepladser" og alt det, vi i øvrigt har lyst til at gøre, skabe og foretage os, så bliver vi nødt til at gøre det på en bedre måde end hidtil. Vi må se hvad der sker, måske bryder det hele sammen

Stone Gossards filantropiske sindelag er ikke kun snak. Han har i julen 2009 doneret 150.000$ til en organisation der støtter hjemløse og socialt trængte i Seattle.

Opløftet over reaktionen på koncerter og "Backspacer" har Pearl Jam allerede fundet inspiration til at arbejde på nyt materiale. Det pågår i disse dage i Seattle.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA