x

OK Go - Internetsensationen gør det igen

OK Go - Internetsensationen gør det igen

Chicago-bandet OK Go debuterede i 2002 med albummet "OK Go", der genererede en vis mængde opmærksomhed i hjemlandet, men ikke just sikrede dem en plads i rockens superliga. I første omgang så det også ud til at opfølgeren "Oh No", indspillet i Malmö med Cardigans/Franz Ferdinand-produceren Tore Johansson, ville blive forbigået af de brede masser, men så dukkede videoen til "A Million Ways" pludselig op på nettet. I videoen fremfører de fire bandmedlemmer en synkrondans i frontmand Damian Kulashs baghave, og med et var en internetsensation skabt. Den opfølgende video til "Here It Goes Again", hvor bandet danser på løbebånd, var et endnu større hit og skaffede dem en masse opmærksomhed, der inkluderede en Grammy for bedste video samt en plads på scenen til MTV VMA i 2006.

Bandet har netop udsendt deres tredje album "Of The Blue Colour Of The Sky", der viser nye sider af bandet blandt andet bragt frem af Flaming Lips-produceren Dave Fridmann, og 28. januar giver bandet deres første koncert i Danmark, når de går på scenen i Lille Vega. I den forbindelse ringede GAFFA til Los Angeles for at snakke med Damian Kulash, der blandt andet kunne fortælle, at det fra begyndelsen var tydeligt, at Prince ville være en inspirationskilde til albummet.

- Jeg tror faktisk, jeg opdagede det ret tidligt, for vi skrev den her plade meget anderledes, end vi har gjort tidligere. Før har det handlet om at finde ud af, hvad vi gerne ville sige, og så har vi forsøgt at gøre det gennem musikken. Denne gang handlede det meget mere om at prøve sig frem. Så vi legede med små bidder af musik indtil der skete noget, der skabte en større helhed. Et trommebeat eller en klaverlyd kunne pludselig blive mere end bare et beat eller en lyd, og pludselig var de i stedet melankoli, raseri eller lyst, og det er for mig, hvad der gør musik magisk. Så i stedet for at opsøge disse følelser legede vi med musikken, til de opstod. Det lyder som en kliché, men sangene skrev faktisk nærmest sig selv, og der var intet tidspunkt, hvor der var en der sagde, "Jeg vil skrive en Prince-sang". Det handlede om at lege med musikken til den kommunikerede en følelse i stedet for bare lyd, og det den oplevelse afslørede var, at det der har påvirket mig dybest er den musik, jeg lyttede til da jeg var tolv, nemlig Prince og David Bowie.

I er kendte for skarpe popsange, men det virker som om I har taget en lidt løsere tilgang til sangskrivningen denne gang.
- På en mærkelig måde er dette album mere melodiøst og mere poppet end vores tidligere plader, fordi sangene er lettere at synge med på, og der er ikke nogen forsøg på at imponere folk med forvrængede guitarer. Men samtidig er det et mere afslappet album, og måske er det fordi jeg er blevet ældre, men jeg synes det er et mere sangbart album. Jeg synes det er flere hooks, og sangene bliver hængende i hovedet på mig i højere grad, end de gamle sange gjorde. Men de er helt klart langt mindre konstruerede og meget mindre direkte.

Du synger meget friere på Skyscrapers end tidligere. Hvad skete der med den sang?
- Når man har turneret i to et halvt år, som vi gjorde efter "Oh No" får man udviklet sine instinkter, og det gjorde det lettere for mig i studiet at have en idé om, hvem jeg er nu, og hvordan jeg gerne vil lyde. Derfor er det mere personligt og handlede ikke om, at der var en ting, jeg ville opnå, og så gik jeg efter det. Det handlede mere om at reflektere over, hvilke følelser jeg gerne ville have frem, og hvordan jeg kunne udtrykke dem.

Influerede den nye tilgang valget af producer Dave Fridmann?
- Helt ufatteligt har vi faktisk snakket med Dave i forbindelse med alle vores plader, og da jeg er en kæmpe fan af hans arbejde, har jeg altid syntes det ville være fantastisk at indspille med ham. Men så har vi lyttet til vores demoer, og så har det overhovedet ikke passet. Det har faktisk været lige præcis det modsatte af de ting, han normalt arbejder med [griner]. Da vi skulle i gang med vores produktionsplan inden denne plade, havde vi allerede indspillet 80-90 sange, og der var stadig nogle sange, der ikke passede til ham. Men der var en rød tråd gennem mange af dem, hvor det faktisk allerede lød, som om de var indspillet af en fattigmandsversion af Dave Fridmann, så inspirationen var der tydeligvis, og dermed var det et let valg. Men det, der overraskede mig, da vi kom i gang var, at alle kender hans store Zeppelin-agtige trommelyd og de psykedeliske ting, som vi vidste ville være en del af pakken, men jeg anede ikke, at han muligvis er en endnu større "Purple Rain"-fan end mig. Han arbejder ikke normalt med bands, der er så strukturerede og poppede, og som er så stramt fokuserede på melodier og harmonier som os. Han er vild med en masse ting, der ikke normalt kommer frem i hans produktioner, men som kom frem hos os.

Bare lige for at klarificere – sagde du 80-90 sange?
- Ja, 80 til 90. Jeg ved for øvrigt ikke, hvorfor Dave ikke protesterede, men da vi først snakkede med ham om at producere pladen, bad han os om at sende nogle demoer, og vi sagde nej [griner]. Vi forklarede, at vi ikke vidste, hvilken retning vi ville gå i, men vi lovede at de var gode, og at vi ville spille noget for ham i studiet. Det accepterede han, hvilket viste en fantastisk masse tiltro til os, fordi sangene kunne jo have været noget værre lort [griner]. Men da vi mødte ham første gang i studiet, spillede vi så alle demoerne for ham. Jeg skal dog lige forklare, at det ikke altid drejede sig om færdige sange. Der var også nogle gange, hvor det bare var nogle akkorder hen over et beat. Men da vi havde været igennem alle bidderne fra alle folks computere var der 106 sange og skitser, vi kunne stemme om. Derefter var det lige ud af landevejen, hvor de fem mand i rummet, de fire bandmedlemmer og Dave, valgte deres tyve favoritter for at se, hvad der kom igennem nåleøjet.

Hvor stort et slagsmål var det så at blive enige?
- Vi var enige om de første femten sange nærmest enstemmigt, og så handlede det om at finde fem sange, der enten passede med den historie, de øvrige femten sange fortæller eller at prøve at finde nogle sange, der rammer nogle punkter, som de øvrige sange ikke har ramt. De første var enten melankolske eller dansable, så vi diskuterede, om vi skulle tage nogle med, der lød lidt som Pixies eller vores gamle plader, og det var faktisk det eneste sted, hvor der for alvor blev debatteret. Det handlede om, hvorvidt det gav mening at udvide pladens lyd, eller om vi skulle holde fast i en stil. I sidste ende gjorde vi lidt af begge dele, men de fleste af de sange kom alligevel ikke med på pladen, så det er de oprindelige femten, der nu udgør pladen.

Der er også sange på pladen, der minder mig om Pixies. Har de været en stor inspirationskilde?
- Enorm! Tim (Nordwind, bandets bassist, red.) gav mig "Doolittle", da jeg var fjorten, og der ændrede min verden sig. Det var der jeg første tænkte på at begynde at spille guitar, og da jeg fik "Repeater" med Fugazi seks måneder senere, var det afgjort – jeg skal spille rock. Men det er sjovt du spørger lige nu for i tirsdags (8. december, 2009, red.) - og jeg kan knap selv forstå, at jeg kan sige det her til dig – var vi Pixies sammen med Frank Black! Det var helt ufatteligt og en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse. Black Francis rendte rundt og tog billeder af mig, der sang hans sange – det var så uvirkeligt. Folk snakker om, at drømme går i opfyldelse, men det her var så uvirkeligt, at det stadig føles, som om jeg befinder mig i en drøm [OK Go, She Wants Revenge, Flea, Frank Black og mange andre spillede 8. december sammen til en velgørenhedskoncert i Los Angeles med titlen Winston Calling, red.].

Hvordan blev I involveret i koncerten?
- Han ved, vi er sindssygt store fans. Jeg havde den store glæde at møde ham for ti år siden, hvor jeg forvandlede mig til en skælvende klat gele og grådkvalt fortalte ham, at han var grunden til, jeg levede. Vi er ikke nære venner, men jeg har snakket med ham siden da, og han ved, at vi er dedikerede disciple. Det var ham, der sammensatte koncerten, og jeg tror, han ville have bands, der fattede det, og jeg ved godt, at Nirvana og Radiohead også har sagt det, men som ung var alt, jeg ville, at være med i Pixies.

Hvorfor valgte I at spille sangen Debaser?
- Frank Black spurgte, hvad vi havde lyst til at spille, og han bad alle de deltagende om at vælge to sange. Vi ville spille en Pixies- og en Frank Black-sang, og vi valgte "Debaser", fordi det var den første Pixies-sang, jeg nogensinde hørte ("Debaser" åbner albummet "Doolittle", red.). Fordi det var live, ville vi gerne spille en sang, der viste bandets rå energi. Min yndlingssang er nok "Hey" (også fra "Doolittle", red.), men vi valgte den fra, fordi det er en fænomenalt subtil og smuk sang, og vi havde på fornemmelsen, at når vi kom på scenen, ville vi begynde at skrige som psykopater [griner]. Så i stedet valgte vi en sang, hvor jeg kunne få lov til at skrige.

Frank Black har produceret en del plader, så har I overvejet at samarbejde med ham?
- Vi snakkede faktisk med ham om at indspille vores første plade. Men dengang var han besat af at indspille på to spor, og han ville gerne lave ærlige live-agtige plader, og vi ville have at vores debutplade var vanvittigt overproduceret som en The Cars- eller Queen-plade. Så det gav ikke nogen mening dengang, men det kunne godt komme til at give mening i fremtiden. Vi har faktisk samarbejdet en del med en producer som Frank Black har arbejdet meget sammen med, Eric Drew Feldman, som producerede Blacks første to soloplader og spillede keyboards på de to sidste Pixies-plader. Han er en nær ven og en fantastisk fyr, og han har lavet nogle ting med os, så jeg kunne godt se os lave noget med Frank Black – det ville jeg elske.

Kan du fortælle historien om jeres seneste video til single "WTF?"?
- Vi kan godt lide at lave videoer, hvor vi ikke samarbejder med konventionelle filmskabere. Der er ingen penge i videoer, så når instruktører siger ja til en opgave, er det som regel for at få noget til cv'et, så de kan få lov til at lave en Mitsubishi-reklame eller sådan noget. Så de er primært interesserede i, at alting ser godt ud, og bandet skal se cool ud, og alt skal være vidunderligt. Vi vil lave videoer til alle sangene på dette album, så vores basis for at vælge folk er, at de skal have en god idé som man skal kunne lege med, og som ikke skal føre til et glat og kedeligt produkt. Tim Nackashi, der lavede videoen, er tilfældigvis filmskaber, men han er også en vidunderlig fyr og en ven, og han sendte et billede fra 1900-tallet til os, som han syntes kunne bruges som udgangspunkt til en interessant video.

[Hør Damian Kulash og Tim Nordwind fortælle mere om skabelsen af videoen til "WTF?" på GAFFA.TV]

Og videoen kan ses på YouTube, der har været en stor faktor i jeres karriere.
- Det er sådan, man ser videoer i dag, men det var det vilde vesten dengang, da den første kom, og derfor har jeg ingen forventning om, at nogen af vores videoer vil blive set lige så mange gange. Men de har givet mulighed for, at vi kan lave anderledes videoer uden at skulle forklare folk, hvorfor det er en god idé. Vi arbejder på fem forskellige videoer lige nu, og der er fem mere i støbeskeen, lige så snart vi kan blive færdige med de første. Men det har været så sjovt, og grunden til, at man starter et band er for at forfølge ens kreative idéer, og jeg er så glad for, at vi har optjent retten til at lave ting uden at skulle forklare os hele tiden.

Hvad har været de vildeste reaktioner på videoerne?
- Det må være, da de efterlignede videoen til "Here It Goes Again" i The Simpsons. Men det hele var som en surrealistisk drøm. Da vi lavede baghavedansevideoen ("A Million Ways", red.), eksisterede YouTube ikke rigtig, så man kunne kun se den hos iFilm. Den var blevet downloaded 200.000 gange, hvilket var langt mere, end vi havde solgt plader, og et tal, der virkede astronomisk for os. Så vi besluttede os for at lave en video mere til vores online-fans, der mindede om den, fordi der havde åbnet sig et nyt forum for os, der elskede den første video. Men da vi lagde en online, havde den en million visninger den første dag. Det var... simpelthen helt igennem ufatteligt. Så med Grammy'en og vores optræden til MTV VMA var det, som om vi var trådt ind i Oz. Vi spillede et show i Paris for et par år siden, og fire piger kom op på scenen og lavede løbebåndsdansen – uden løbebånd! De havde lært den uden løbebåndene, hvilket var så smukt. Med fare for at lyde som en håbløs romantiker, så minder det mig om, da jeg var teenager og var besat af musik. Jeg kunne ikke få nok, og der var altid en Pixies 7", jeg ikke havde eller havde råd til, og den eneste måde man kunne involvere sig i musikken, var til koncerter. Men nu, hvor der er så mange muligheder for tovejskommunikation med vores fans, så er det virkelig smukt, at når vi laver videoer, så svarer de igen med deres egne videoer. Baghavedansevideoen, og jeg står for øvrigt i den baghave lige nu, er blevet genskabt mere end 300 gange nu. Det er ikke bare meget smigrende, men det får mig også til virkelig at sætte pris på de folk, der lytter til vores musik, når jeg kan se, at vi gør en forskel i deres liv. Da jeg var lille, lavede min søster og jeg musikvideoer, hvor vi mimede til andres musik, og da vi var 12, lavede Tim og jeg videoer, hvor vi lod, som om vi var nyhedsoplæsere. Vi ville bare gerne se os selv på video, og når vores fans ser vores videoer, tænker de, "Det kan jeg da også gøre", og ud af det kommer et aktivt, skabende fællesskab, og det er meget tilfredsstillende. Det får en til at elske verden.

Jeg kan se, at I takkede Mew på jeres andet album. Hvad er jeres forhold til Mew?
- De varmede op for os i England, og jeg kan huske, at jeg til det første show var helt blæst væk og tænkte, "Vi skulle sgu da varme op for dem". Så vi har holdt kontakten ved lige, og Jonas (Bjerre, red.) var faktisk her i Los Angeles for to dage siden. De er et spektakulært kunstnerisk band, og jeg er imponeret af dem både som band og mennesker af, at deres musik er så succesrig i både England og USA, når man konstant presses til at lave musik, der passer til formater og radiostationer. Musik som deres presses altid ud på et sidespor, så at de har den succes med musik, der er så kunstnerisk og intelligent, får mig til at tro, at I må komme fra det bedste land i verden. Deres musik er ikke bare inspireret, den er decideret visionær, og det er svært at forestille sig et flinkere og mere poetisk smukt menneske end Jonas. Det er som om han konstant har en fod begravet i et eventyr. Deres nye plade er fantastisk, og selvom de altid har været unikke, så er jeg glad for at se, at de ikke har udviklet sig på samme måde som andre bands. De fleste bands prøver at finde sig selv på de første plader, og med tiden bliver de voksne, og deres musik bliver mere letforståelig på en ret standardiseret måde. Men det smukke med deres musik er, at den er blevet underligere og samtidig mere selvsikker, og den stopper aldrig med at være smuk. Så de er inspirerende og fantastiske. Vi indspillede vores foregående album i Malmö, og Jonas var i byen den aften, vi færdiggjorde albummet, hvor vi blev oppe hele natten og hørte det for fulde drøn til højtalerne gik i stykker. Så det føles som om han var der ved albummets fødsel.

OK Go kan opleves i Lille Vega torsdag 28. januar, og billetter kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA