x

Massive Attack - I Helgoland splitter de atomer

Massive Attack - I Helgoland splitter de atomer

Søvn er en mangelvare, når man bumler Europa rundt i en bus for at gøre co2-aftrykket en anelse mindre, men alligevel synes alt at være godt i Massive Attack-lejren.

- Det går godt. Det har været sjovt, selv om det har været stressende, fordi vi har mange koncerter nu, samtidig med at vi skal tilbage og gøre albummet færdigt. Vi skal have lavet cover og website og merchandise. Der er meget, der skal nås inden jul, forklarer Robert del Naja.

Det er en grå efterårsdag i København, og Massive Attack, som igen tæller den for en stund fraværende Grant Marshall, også kendt som Daddy G, bruger tiden mellem koncerterne rundt omkring i Europa på at lægge sidste hånd på gruppens femte regulære studiealbum Heligoland, som er den foreløbige kulmination på en karriere, der spænder over 20 år, og som har skabt dem en position som både kritiker- og publikumsdarlings. Noget, der kun er de færreste kunstnere forundt.

- Det er umuligt at svare på, hvorfor vi har eksisteret så længe. Det er et meget objektivt spørgsmål at skulle besvare rent subjektivt. Jeg ved ikke, hvorfor folk stadig er tiltrukket af os. Vi tager den med ro. Jeg skriver kun sange, når jeg føler, der er noget at skrive om. Vi har rodet rundt i studiet lang tid, men vi prøver ikke på at få smidt en plade på gaden hvert andet år. Måske er det en af grundene. Man når et mætningspunkt med berømtheder, bands og skuespillere. Man brækker sig af kedsomhed over at se de her folk på forsiden af bladene og i tv. Sådan er vi selvfølgelig ikke, men jeg er meget bevidst om, hvor kedeligt det er at se på det samme lort hele tiden. At se på ting, der har set bedre dage. Det er altid bedre at trække sig lidt tilbage en gang imellem, end at være på bare for at være på. Det er en af de dårlige sider af vores forbrugerkultur. At folk føler, at hvis de har noget, skal de holde fast i det for enhver pris.

Det politiske og det personlige

3D mener det alvorligt. Han taler om at trække sig fra spotlyset for at angribe igen, når der er noget at fortælle. Og Massive Attack har noget at fortælle. Splitting the Atom, som både er at finde på efterårets EP-forsmag og på albummet, griber fat i tidens aktuelle emner, som for eksempel den allestedsnærværende finanskrise, men det er bredere, mere eksistentielle emner, der dominerer.

- Der er mange referencer til ting, der foregår lige nu, i teksterne, men det er ikke en politisk sang. Det er mere en slags godnatsang for en mand, som prøver at komme overens med, hvad han har brugt sit liv på, og hvilken retning, det bevæger sig i, og hvad det alt sammen betyder. Der er masser af spørgsmål og ingen svar. Måske er det en midtvejskrise-sang, griner den 45-årige Robert del Naja.

Det politiske og det personlige har altid hvirvlet sig ind i hinanden i Massive Attacks ofte dystre tekstunivers. Bandet var meget åbenmundede modstandere af Irakkrigen, og det politiske anes altså også i gruppens tekster, som for eksempel når der synges "the jobless return / the bankers have bailed", men der er altid en personlig historie i forgrunden.

- Det er svært med det politiske. Vi har kun lavet nogle få sange, som er åbenlyst politiske. Resten af sangene er mere abstrakte socialbilleder af det at være et menneske. Det er svært at skrive en politisk sang. Hvis jeg var født i Sydamerika eller Afrika eller i et land med borgerkrig, så ville jeg skrive personlige krigssange. Hvis man er tilskuer til et hensygnende politisk system i Storbritannien, eller man ser frygtelige udenrigspolitiske beslutninger blive taget, og bankerne æde sig selv, bliver man en smule fremmedgjort fra det. Man er nødt til at skrive om det fra en vis distance. Det er meget svært at gøre den slags godt. Da jeg var ung var det Stiff Little Fingers og The Clash, der gjorde det. Stiff Little Fingers var jo direkte påvirkede af det, der foregik i Irland på det tidspunkt. Jeg kan også godt lide den måde, mange reggaesangere var politiske på. Desværre fungerer politiske sange kun sjældent, men når de virker, kan de blive et mantra for folk, som går ud og gør noget ved situationen, men i det store og hele tror jeg, det batter mere at være en ansvarlig samfundsborger, for musik har også en eskapistisk kvalitet.

I oppostion til fortiden

Om man som lytter kan flygte fra virkeligheden og ind i Heligoland skal være usagt, men faktum er, at albummet i hvert fald for Robert del Naja og Grant Marshall var en bevægelse væk fra det syv år gamle forrige album 100th Window.

- Alle vores albums er forskellige, for de er alle sammen en reaktion på det forrige album. Man gør tingene på en ny måde, fordi man ikke gider lave den samme ting en gang til. Vi har haft en helt anden tilgang til den måde, vi har bygget sangene op på, til de folk, vi har samarbejdet med, og i særlig høj grad i forhold til mixningen og produktionen. Min tilgang til det har været meget minimalistisk. Kontrasten mellem de analoge og de elektroniske elementer er langt tydeligere i modsætning 100th Window, som i høj grad var et fletværk af lyde. Selv jeg kan ikke altid huske om en bestemt lyd er analog eller elektronisk. Der var strygere, der lød som guitarer og synthesizere, der lød som 50 guitarister. Den her gang var det: "Det der er et keyboard, det er en bas, det er en guitar og det er en lilletromme." Heligoland er meget tydelig i sin enkelhed, og på den måde minder den faktisk mest om Blue Lines. Sangene lyder ikke som på Blue Lines, men det er den samme enkelhed. Hvert nummer har måske kun tre-fire elementer. På Splitting the Atom kører det samme beat hele vejen igennem, og så er der et orgel og noget vocoder og vokalerne. På Pray for Rain er der masser af fucked up, loopede trommer og så kun en basgang og lidt piano. Og så er der lidt keys og en guitar i midten, men det er meget transparent.

Som altid på et Massive Attack-album er der masser af gæstevokalister. Denne gang lægger blandt andre TV On the Radios Tunde Adebimpe, Damon Albarn og Mazzy Star-sangerinden Hope Sandoval vejen forbi Massive Attacks studie, men det store scoop er, at Trickys muse Martina Topley-Bird for første gang synger for dem.

- De folk, vi har arbejdet sammen med, definerer det, vi laver. Det var fedt at arbejde sammen med Martina. Vi har altid gerne villet arbejde med hende, men vi gjorde det ikke, fordi det nærmest var for oplagt. Og vi ville heller ikke gøre Tricky sur. Og så tror jeg også, vi alle sammen frygtede, hvad der ville ske, hvis det nu ikke virkede for os. Det ville være frygteligt, hvis vi alle sammen stod der i studiet, og det så bare ikke fungerede. Og så var det lige pludselig mig, der var bange for at miste noget. I stedet for at se positivt på det og tænke: "lad os få det til at fungere," så var jeg virkelig bange for, at det skulle gå galt.

Men galt gik det ikke. Martina Topley-Bird synger på numrene Babel og Psyche, og så vidt vides er Tricky ikke blevet vred.

 

Lyden af Bristol:

Ikke mange danskere kendte meget til Massive Attacks hjemby Bristol, før triphopbølgen med Massive Attack og byfællerne Portishead i spidsen skyllede ind over Danmark. I dag er Massive Attack et etableret band, og en generation af unge producere og musikere som Joker, Appleblim, Headhunter og Gemmy udgør Bristols nye signaturlyd i form af forskellige mutationer af dubstep. Daddy G har i et interviews antydet, at Heligoland vil udkomme i en remix-version af dubstep-produceren Burial.

Robert del Naja om dubstep:

-Joker er fantastisk, for eksempel. Dubstep minder mig om mange af de demoer, vi lavede. Dubbede, breakbeat-fyldte produktioner, som vi aldrig udgav og skrev sange til. De tidlige dubstep-ting mindede mig om vores egne, mørke instrumentaler. Men produktionerne i dag er meget mere beskidte og aggresive, og det kan jeg virkelig godt lide.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA