x

Finale – Mick Øgendahl

Finale – Mick Øgendahl

Alder: 36 år
Civilstatus: Gift
Profession: Komiker

Mick Øgendahl er aktuel med one-man showet Propaganda, der turnerer Danmark rundt fra 3. februar til midt juni (tourplan findes under punktet "kalender" på www.mickogendahl.dk )

Kommer du fra et hjem med klaver?
– Vi havde klaver. Men det var ikke stemt, og mange af tangenterne var døde. Det var der mere for syns skyld, og fordi mine forældre syntes,
det var et hyggeligt møbel!

Spiller du selv et instrument?
– Jeg spiller meget lidt guitar. Jeg begyndte at lære noder og spille keyboard i en alder af 30 år. Har dog måttet se mig midlertidigt slået på grund af tidspres. Når jeg bliver gammel, så får den en over nakken.

Synger du i badet?
– Ja. Men kun omkvæd eller brudstykker..... Er en nar til at huske tekster!!!

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?
– Det har alle vel... Jeg husker især en brændende lyst til at blive musiker, efter at jeg så en live-dvd med Guns N'Roses, hvor en pige sidder på
skuldrene af en anden pige. Hun var iført en T-shirt, hvor der stod "AXL FUCK ME"... Men jeg ved faktisk ikke, om det var på grund musikken, at
den lyst lige kom over mig der.

Hvad betyder musik for dig?
– Meget... Jeg bruger som oftest musik til at spejle min egen situation eller tilstand.

Hvor meget fylder din musiksamling?
- Det er svært at sige, efter at jeg er hoppet på iTunes-bølgen.

Hvad er din yndlingsplade?
– Jeg har mange. Becks "Guero"-album synes jeg virkelig er helstøbt... Og så bliver jeg aldrig træt af at høre Malk De Koijns "Smash Hit In Aberdeen."

Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling?
– Dem har jeg smidt ud... Så jeg mener selv, at jeg har rimelig "ren røv at trutte i."

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?
– En kort en...

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?
– Huey Lewis and The News, "Doing it All for My Baby". Kærligheden var i øvrigt en Yamaha 4 gears med profil-bagsvinger og skivebremser.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
– Instrumentalmusik...

Hvad hører du helst søndag morgen?
Alt andet end overgearet ungdomsradio...

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?
– Det er aldrig musikken, der får mig på dansegulvet... Altid alkoholen, altid!

Hvad er den første sang, du kan huske?
– "Farvel og tak", som vi sang hver dag, inden vi gik hjem fra børnehaven.

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

– Det er der mange sange, der kan... Jeg er en sucker for følelsesporno. Og er jeg først i det "mode", springer der meget let et vandrør. "Tears
in Heaven" (Eric Clapton, red.) kunne være et bud på grund af sangens historik. (Clapton skrev sangen, efter at hans 4-årige søn Conor var blevet dræbt ved en faldulykke fra 53. etage, red.)

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?
– Jeg har ikke lyst til at dø... så det sker ikke, basta!!!

Har du været i operaen?
– Hvis det er bygningen, så ja, hvis det er til en koncert, så nej!

Har du været på festival?
- Mange...

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
– Jeg husker specielt en koncert på Roskilde for mange år siden med Spearhead... Jeg havde ingen forventninger – og blev revet rundt. Det er
siden hen endt med, at jeg synes, at de faktisk var bedst live.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?
– Jeg er ikke den store fan af dates, hvor udfaldet død og pine skal ende med lagengymnastisk. Jeg tror, jeg ville bruge min date med det
nu hedengangne hiphop-band Hvid Sjokolade... Fordi jeg havde en fed tid med dem, og det er tusind år siden, jeg har snakket med Tommy, Lasse og Nage... Jeg ved, vi kunne få en fest op at stå - med peace, love and harmony!




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA