x

The Flaming Lips – Den lyse side af sindet

The Flaming Lips – Den lyse side af sindet

Ingen andre bands formår at indgyde så megen positiv energi i sit publikum gennem så spektakulære koncerter som The Flaming Lips. Om det så kræver både oceaner af balloner, kilometervis af konfetti, fantasifulde udklædninger og en overvældende lyssætning, så insisterer de sympatiske amerikanere på at skabe en medrivende og uforglemmelig oplevelse for alle, der tropper op til bandets koncerter.

På plade har det efterhånden aldrende band ligeledes skabt fascination og forundring gennem snart tre årtier, og få måneder efter udgivelsen af bandets tolvte album, "Embryonic", udsendte bandet endnu et album. Det er imidlertid ikke et regulært Flaming Lips-album – som om et sådant fandtes – men i stedet en fortolkning af Pink Floyds mesterværk fra 1973, "Dark Side Of The Moon", som er blevet til i samarbejde med Wayne Coynes nevø, Dennis, og hans band, Stardeath And White Dwarfs.

Albummet udkom i første omgang kun på iTunes – siden hen også hos øvrige digitale forhandlere – og idéen opstod et par uger efter, at "Embryonic" udkom, da repræsentanter fra iTunes spurgte bandet, om ikke de kunne levere syv-otte eksklusive numre til tjenesten. Men det lå bandet ikke inde med.

– Bare for sjov – det sværger jeg – så foreslog jeg, at vi da kunne indspille "Dark Side Of The Moon", bare for at se, hvad de ville sige. En uge senere vendte de så tilbage og spurgte, om jeg var seriøs, for de kunne virkelig godt lide idéen. Og så tænkte jeg "jo, hvorfor ikke?". Og så spurgte jeg min nevø og hans band, om de ville være med, for så kunne vi dele arbejdet op imellem os.

To markante gæstestjerner medvirker på albummet – den amerikanske multikunstner og tidligere Black Flag-sanger, Henry Rollins, samt den canadiske sangerinde og electronicamusiker Peaches.

– Jeg ringede til Rollins og spurgte ham, om han ville indtale de mange stemmer, der er med på albummet. Han sagde, han kun havde hørt det én gang, hvilket jeg syntes var fedt. Det tog ham højst en time. Vi sendte ham nogle ting, og så sendte han en harddisk retur med nogle meget intense optagelser. Peaches leverer den orgastiske dødsvokal i "The Great Gig In The Sky". Jeg havde ikke indset, hvor teknisk dygtig en sanger hun er – det kommer til at overraske folk, tror jeg.

Indspilningerne har generelt haft et højt tempo, fortæller Coyne.
– Vi tænkte ikke så meget over tingene. Vi har ændret mange af arrangementerne drastisk – vi tænkte "fuck det, folk kender jo godt den her plade i forvejen".

Den gudløse religion
Flaming Lips-universet kan tolkes som havende et religiøst aspekt i sig, om end uden tilbedelse af en gud, men i stedet af nuet, kreativiteten, ærligheden og den eksplosive udvidelse af sindet. En tolkning, som Coyne godt kan tilslutte sig.

– Jeg er ikke religiøs – overhovedet ikke, faktisk – men der er alligevel et religiøst aspekt i at betragte bjerge eller dyr, eller i at have sex, og i at anerkende, at sådan nogle oplevelser er betydningsfulde, og at de kan bevæge os følelsesmæssigt. Og når jeg har allermest held med mig, så lykkes det for vores musik at give en antydning af det, som jeg synes er så fantastisk ved verden.

Det er imidlertid ikke altid, Coyne er klar over, hvornår disse øjeblikke indtræffer.

– Nogle gange synger jeg en sang, og så synes jeg selv, at det bare er lidt dumt, men så kan det være, at Steven (Drozd, multiinstrumentalist, red.) eller Dave Fridmann (bandets hyppigt anvendte producer, red.) påpeger det. "Det er det dér, du kan!" Og det forstår jeg ikke altid helt, men jeg ved, at "Do You Realize??" har det element i sig. Det så jeg ikke selv, men jeg spillede den for Steven, som så sagde, at det var en af de dér Wayne-klassikere. Jeg spurgte ham, om vi skulle ændre linjen "everyone you know some day will die", men han sagde, "nej, dét er den afgørende linje!". Så vores musik kan i nogle tilfælde godt besidde kraften til at få de her ellers små, almindelige øjeblikke til at fremstå storartede. Jeg tror, det er derfor, religion tiltaler så mange folk, for det ser ud som om, det handler om at lade sig overvælde af de her mægtige oplevelser, men det gør det jo oftest ikke. Det handler mere bare om at sige, at "min religion er bedre end din, og hvis du er uenig, så fuck dig".

Man kan lige så godt inkludere publikum
Det religiøse aspekt i Flaming Lips' univers kommer ikke mindst til udtryk ved bandets koncerter. Det kræver en vis dedikation ikke at lade sig rive med, og i fællesskabet med de øvrige tilhørere opstår netop følelsen af at udgøre en menighed i denne forunderlige og farverige religion.

– Når vi står på scenen, så kunne vi godt vælge bare at sige, at vi ville spille noget musik for vores egen skyld, selv om vi godt ved, at der står folk og lytter til os. Men vi kunne også vælge at inkludere publikum i oplevelsen og så se, hvad der sker. Og det gør vi så helt bevidst. Og det er ikke fordi, vi lægger op til, at folk skal give slip på deres personlige frihed, men det fungerer bare kun, hvis alle er med på den. Det er ikke noget, man kan opleve alene, eller ved at glo på sit tv. Der er de her kosmiske forbindelser, som kun kan opstå, når alle er med på den samme oplevelse på samme tid. Og jeg ser sådan på det, at nu vi alligevel er samlet så mange mennesker med så megen energi og al den musik, så lad os da gøre det. Og jeg tror gerne, at publikum vil. Ellers var de der nok ikke.

Ikke desto mindre sker det ifølge Coyne ved næsten hver eneste koncert, at han får øje på én, der ikke overgiver sig til universet.

– Vedkommende er der jo, så jeg tænker, at han vel er interesseret i et eller andet omfang. Men på et eller andet tidspunkt kan jeg stå og og tænke, at det bare er den bedste koncert nogensinde – og så får jeg øje på en fyr, der står og gaber og glor på sit ur – mens jeg står og synger! Dér kan man bare se. Han står og tænker på, hvornår han skal op på arbejde i morgen. Men det er det, jeg går efter! Det skal være en virkelig oplevelse. Jeg vil ikke have, at folk tænker "det her er bedre end det virkelige liv". Det er det virkelige liv. Du dukker op, fordi du godt kan lide den her slags oplevelser, men de skulle ikke så gerne overgå dit liv som sådan. Det skulle gerne bestå af den slags oplevelser alligevel.

Koncerter er underholdning – ikke kunst

Betragter Coyne det, hans band leverer, som værende kunst? Ja, i nogen grad, men som sådan ikke bandets koncerter.

– Meget af det er ren underholdning. Det er der mange bands, der aldrig ville indrømme, for de tror, at underholdning bare er sådan noget Hollywood-bras, og at rock 'n' roll er den her autentiske størrelse. Men sådan hænger det ikke sammen. Du ville blive sindssyg af at skulle stå dér oven på to timers søvn på et eller andet underligt spillested, hvor du måske har problemer med elektronikken, og så skulle til at agere kunstner for publikum. Det er der ingen, der kan, og heller ikke nogen, der nogensinde har gjort.

Men hvad gør man så? Ifølge Coyne udvikler man en rutine, som man ved vil rive én med, når alt falder i hak.

– Når publikum så jubler, og musikken går i gang, så er jeg på.

Den kreative panik

At frembringe den farverige, sprudlende og ofte psykedeliske musik er ikke en så afslappende proces, som andre bands kan nyde godt af.

– Alt er altid panisk. Også det at lave vores sidste album. Jeg har aldrig en fornemmelse af, om det vil fungere. Og jeg synes ikke, at det vi laver, altid skal være det mest fantastiske nogensinde. Men af og til er vi meget heldige, når vi forsøger at lave noget, og det så resulterer i noget smukt. Tit forsøger vi os bare frem og kommer ikke frem til noget særlig godt, og så er man nødt til at huske på, at det er lykkedes tidligere.

Hvor tit og i hvilken grad de kreative udfoldelser end bærer frugt, kan Coyne ikke sætte en stopper for kreativiteten.

– Jeg ville være i gang, selv om ingen interesserede sig for det, jeg laver. Du kan ikke bare gøre det, fordi du tror, det er godt, eller fordi du har et eller andet stort budskab, der skal ud. Du er nødt til bare at gøre det, fordi du vil. Det er virkelig ligesom onani. Du behøver ikke rigtig nogen undskyldning – du tænker bare "fuck det, det har jeg lyst til".

Kunsten at omgive sig med energi
Doven er Coyne så afgjort ikke. Alle aspekter af tilværelsen går han til med større iver end nogen anden, og han skelner ikke mellem de forskellige aspekter.

– For mig handler det alt sammen om det samme. Om det er at male, at lave en film, at gå i noget specifikt tøj, at snakke – selv at lave det her interview – det hele er bare mig, der får lov til at være den her underlige fyr. Det kræver hver en bid af din tid og forstand, og det er stressende, men jeg ved, at vi er meget heldige. Vi kan rejse verden rundt, hvis vi vil. Og det gør vi så egentlig ikke, men vi har mulighed for at rejse og tjene penge og sådan. Ikke at penge i sig selv er løsningen, men alle i vores besætning får løn, og det er mange folk, der skal betales.

Det er afgørende for Coyne, hvilke folk, han omgiver sig med.

– Jeg vil være i selskab med folk, der godt kan lide at gøre ting. Der er ikke noget værre end at være sammen med ugidelige mennesker, for det smitter. I to er nysgerrige og energiske, og så bliver jeg det også. Det skal være folk, der siger "Wayne, lad os lave noget i dag!", for så siger jeg "klart, lad os!" Typisk er jeg den første, der står klar, men det vil jeg også gerne være.

Flaming Lips har kun få år tilbage inden 30-årsjubilæet, og den første sang, Coyne nogensinde skrev, er "Killer On The Radio", der er blevet udgivet som bonustrack på opsamlingen "Finally, The Punk Rockers Are Taking Acid", der rummer bandets tre første album samt den selvbetitlede debut-ep.

– Sangen er meget inspireret af Sex Pistols, og måske Ramones. Jeg tror, idéen med den var, at den musik, der blev spillet i radioen, var så ringe, at den fik vores venner til at begå selvmord. Det havde været en meget bedre titel! "The Bad Local Radio Station Is Making My Friends Commit Suicide". Og vi skulle jo for fanden bare have bedt dem om at slukke for radioen. Men det var vores dumme respons til den sag.

Coyne står dog fortsat inde for nummeret og understreger, at det ikke er så pinligt eller interessant, som man kunne have håbet på.

– Hvis du ikke kan lide Flaming Lips nu, så kan du nok heller ikke lide det nummer – men hvis du kan, så kan du nok også godt se noget skørt og charmerende i det. Når jeg hører nummeret i dag, så lyder det faktisk ikke så forskelligt fra, hvordan vi lyder nu! Vi lyder stadig af lort, haha! Vi har aldrig betraget os selv som værende gode musikere og sangere – og især ikke i starten – men vi følte, at vi kunne gøre nogle interessante ting i studiet, og det er meget det, vi har holdt fast i siden.

Det bedste liv, man kan forestille sig

Få mennesker har gang i så mange forskellige ting som Coyne, og endnu færre ser ud til at nyde det lige så meget, som han gør. Har han mon det bedste liv, man overhovedet kan forestille sig?

– Ja, det har jeg, haha! Nej, det har jeg, men det kunne de fleste sige, hvis bare de tænkte over deres liv. Jeg har fantastiske musikere og kunstnere blandt mine venner, og de opmuntrer mig virkelig til at gøre alle de ting her. Men jo. Jeg er sikker på, at andres liv er lige så fantastiske, men jeg er bevidst om, at jeg med mit hus, min kone, vores dyr og mine brødre er virkelig heldig.

I "Fearless Freaks", den officielle dokumentar om bandet, ser man Coyne interagere med mange forskellige børn, og han ser ud til at ville være en virkelig god far. Men han har imidlertid ingen børn selv.

– Min kone og jeg har besluttet os for at nyde vores frihed for en stund, haha! Vi kender mange, der har børn, og vi kan også godt lide børn – men at kunne lide andres børn og så at have sine egne, det er jo vidt forskellige ting. Men jeg tror, vi beslutter os inden for de næste par år. Jeg er 48, men hun er lidt yngre end mig, så vi har stadig en smule tid at gøre godt med. Så vi ender nok med at få børn. Altså, vi har allerede en masse dyr og forskellige ting. Men det er en stor kompliment. Tak.

Ingen midtvejskrise

At være to år fra at være et halvt århundrede kunne medføre en gedigen midtvejskrise, men ikke for Coyne, der befinder sig rigtig godt med sin alder og det at blive ældre.

– Da jeg var 20, tænkte jeg "når du er 48, så er du jo bare en slidt, gammel sag – så er livet slut". Men idet jeg er blevet ældre, har jeg bemærket, at man akkumulerer en masse oplevelser, som kan forvandles til erfaring og evner. I forhold til at være kunstner, så er man som ung så pisseusikker – man vil bare være cool og vil gerne have, at folk kan lide én, og det er meget en kamp frem og tilbage. Men heldigvis har vi haft succes, og det har gjort mig mere modig. At være gammel med et skidt helbred ville være træls, men at jeg er ved bedre helbred end nogensinde før – det er bonusen. Jeg ved ikke, hvor lang tid, det varer ved – for evigt forhåbentlig, men hvad kan man gøre?

En snert af noget, der kunne tolkes som dødsfrygt manifesterer sig, men Coyne insisterer på, at han ikke er bange for hverken døden eller alderdommen.

– De ting, jeg primært er bange for, er de ting, jeg ikke kan kontrollere – såsom at miste forstanden, men det tror jeg ikke kommer til at ske, for i min familie dør folk, før de mister forstanden. Men jeg går ud fra, at alle er bange for, at ens familie bliver slået ihjel. Men jeg synes, at lidelse er værre end død. Lidelse og smerte forandrer folk og det, man sætter pris på i livet. Folk opfører sig som om, man kan overkomme de her ting ved tankens kraft, men det kan man ikke.

The Flaming Lips er som bekendt fra Oklahoma, men på trods af sin hjemstats placering i det sydlige USA, har Coyne ikke just den stærke sydstatsaccent, som hans brødre og de øvrige bandmedlemmers familie kan bryste sig af.

– Mine forældre kommer oprindeligt fra Pittsburgh oppe nordpå, så de har mere en øststatsaccent. Jeg snakker og rejser så meget rundt omkring i verden, men hvis jeg var tilstrækkelig meget i Oklahoma, så ville jeg nok optage noget af accenten. Og det tror jeg også er tilfældet her i selskab med jer. Der er et aspekt af, at man prøver på at imødekomme hinanden, så jeg bliver lidt mere europæisklydende, og I bliver mere amerikanske, og så mødes vi et sted i midten. Og det tror jeg sker for alle, der prøver på at kommunikere. Men altså, når folk tænker på sydstatsaccenten, så er det tit "The Deep South" – Georgia, Alabama og Mississippi. Selv når jeg er i selskab med folk, der snakker på den måde, så studser jeg virkelig over det. Det kan være svært at forstå. Det er lidt ligesom at være i selskab med skotter.

Striden med Arcade Fire
I foråret 2009 kom Coyne med nogle markante udtalelser om Arcade Fire, hvori han anklagede dem for at være pompøse og usympatiske med nogen furore til følge.

– Når du er stor fan af et band, så er det lidt ligesom at holde med et fodboldhold, og alle, der kritiserer det, bliver automatisk til din fjende, og det kan jeg helt klart se i forhold til fans af Arcade Fire – eller hvilket som helst band. Hvis nogen siger noget slemt om bandet, så vil de slå dig ihjel. Og især, hvis det er mig – den her underlige, gamle mand, der siger noget grimt om et ungt band. Men jeg gengav bare, hvad min personlige oplevelse har været med dem – som personer, ikke deres musik eller organisationen omkring dem.

Men hvad skete der helt præcist?

– Det er længe siden – i 2004, tror jeg. Vi spillede sammen med dem, og de var bare meget uforskammede. Forestil dig den værst tænkelige rockstjerneopførsel – det var sådan, de var. Det eneste, jeg siger, er, at de skulle tage at ændre sig, for det er grimt og påvirker folks indtryk af jeres musik, når I er sådan nogle krævende divaer. Vi var backstage på denne her festival sammen med Beck, Devendra Banhart og Stephen Malkmus, og vi hyggede os bare i garderobeområdet, hvor vi sad og snakkede om musik og om livet og sådan nogle ting. Og så kom Arcade Fire og smed alle ud. Alle var nødt til at gå. Vi troede, der var sket en eller anden ulykke, men de kom vitterligt bare og smed folk ud. De sagde, vi ikke måtte være der. De krævede, at hvis de ikke fik garderoberne, så ville de ikke spille deres koncert. Vi tænkte, at vi vel kunne være ligeglade – det var nok bare deres åndssvage stab, der krævede det – men nej, det var dem selv. Vi var alle sammen ivrige efter at se dem spille, men de ville ikke lade nogen af os komme i nærheden af scenen. Det er alt, jeg har sagt om dem. Jeg har ikke sagt noget om deres musik, og de kan jo godt ændre sig. Hvad ved jeg – måske har de! Måske er de fantastiske mennesker nu!


Wayne, Bamse, Kylling, Kaj og Andrea


Naturligvis uden at kende til dem fik Coyne uddelt billeder af fire af de mest populære figurer fra dansk børnefjernsyn, for herefter at give sit bud, hvordan deres personligheder mon er. Vurder selv, hvor godt han rammer.


(Foto: Preben Trunshøj)

Bamse og Kylling
– Hmm… Kylling ser ud som om, han er fuld. Bamse har nogle underlige hofter, har han ikke? Og lidt Beyoncé-mås. Jeg går ud fra, at de bor i det dér hus med det meget underligt udformede vindue, der ligner et quilttæppe. Træet ved siden af virker meget normalt, men skorstenen ser helt smadret ud. Bamse ser ud som om, han elsker sjov, og som om, han siger "kom frisk – lad os grave nogle orme i dag!". Men Kylling ser bare ud som om, han er ligeglad med alting. Som om, han hellere bare vil sidde og glo og drikke sig fuld.


(Foto: Ulla Voight)

Kaj og Andrea
– Jeg elsker frøer. Da jeg var barn, så var der altid frøer rundt omkring vores hus, og jeg elsker dem, fordi de er så fredelige og afslappede. De bider ikke eller noget. Kaj her har helt klart en meget psykedelisk vest på. Andrea virker lidt underdanig, men på en god måde. Som om hun med glæde hopper med på det, som den mere udadvendte Kaj finder på. De virker generelt som rare, små væsener, men ikke nødvendigvis som et par i romantisk forstand. Det ser dog lidt ud som om, de har svært ved at bevæge sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA