x

White Pony - Smæk på elektro-ponyen

White Pony - Smæk på elektro-ponyen

Blæksprutten Pato Siebenhaar og Diefenbachs Lasse Lyngbo er efter lang tids musikalsk bekendtskab klar til at udgive albummet "K Town Stomp" som den elektroniske duo White Pony, der er klar til at levere, hvad de selv kalder "vrinsketechno" eller "galoperende galocherock" til dansepublikummet.

GAFFA spurgte produceren og halvdelen af duoen, Pato Siebenhaar, om albummet, om de mange gæster og om, hvordan venskabet med Lasse Lyngbo startede.

– Lasse og jeg har i lang tid delt trommeslager. Hans gamle band Diefenbach og mit gamle band Furillo havde begge en fyr, der hedder Stefan som trommeslager, og han mente, at vi burde sætte os sammen med vores forskellige hjemmeproduktioner. Så begyndte vi at producere nogle ting og sager her og der, og så blev vi bare enige om, at det var sjovt, og at vi burde udvikle samarbejdet. Så spurgte Vega os, om vi havde lyst til at medvirke i deres iPod-battle, hvor vi optrådte under White Pony-navnet.

Siden de vandt Vegas første iPod-battle i 2008, har producer-duoen koncentreret sig om at skabe musik i fællesskab med en masse musikalske venner som den amerikanske Mike Doughty fra bandet Soul Coughing, den danske rapper Negash Ali og ikke mindst Laid Back. White Horse-komponisterne har været en stor inspirationskilde for de to ponyer, hvilket de med valget af navnet heller ikke lægger skjul på.

– Vi mente ikke, at "White Horse" ville fungere som navn, når vi var så store Laid Back-fans begge to, det ville være synd. Så vi besluttede os for at være dem, der er lidt mindre end hestene, altså ponyerne. Det er med stor glæde og med stor stolthed, at vi også har hevet Laid Back med på pladen, for vi har simpelthen en kæmpestor respekt for dem. Uden at tage munden for fuld kan man sige, at de er Danmarks svar på Kraftwerk, altså et navn, der har været på forkant med det elektroniske siden dag et, fortæller Pato om de danske koryfæer.

Væk med den gode smag

Pato Siebenhaar har selv været med i et hav af projekter som sin egen soloudgivelse, den velkendte Trolle//Siebenhaar-konstellation og som producer for blandt andre JaConfetti. Sammen med guitaristen og keyboardspilleren fra det roste Diefenbach, Lasse Lyngbo, har han skabt en kraftfuld elektronisk duo, der ikke holder sig tilbage med at overskride takt og tone i musikken.

– På den lydmæssige side er det en god blanding af mig, der bare har ild i røven, og Lasse, der godt kan lide nogle rigtig kølige Kraftwerk-agtige synthflader og så videre. I bund og grund satte vi et dogme op med, at vi ikke måtte begrænse os selv i forhold til, hvad der er god smag. Det, man ikke er helt glad for at indrømme, at man synes er rigtigt fedt, er ligesom det, vi har valgt at gå amok i. Så har vi sagt til os selv: "Hey, hvis det virker, så virker det, og fuck om det er god smag". Så har vi bare taget fat i vores netværk og fundet de folk, som vi synes er rigtig fede, fortæller Pato.

Siden de sadlede op i starten, har White Pony været bevidste om ikke have fine fornemmelser, der kunne hæmme deres udtryk. Det gælder både, når man ser på den lange række af markante gæstevokalister, og når man hører de vidt forskellige genrer som pop, rock, hiphop og electronica, der flittigt bliver lånt fra på K Town Stomp. Det handler om at have friheden til at lave den musik, som man brænder for.

– Vi ville lave noget, som bare var røvfedt. Så lavede vi nummeret Falling med Tobias Kippenberger (The Floor Is Made Of Lava, red.) og Land (eks-Decorate Decorate, red.), og dér tænkte vi: "Nå for fanden". Der var pludselig noget dér, og så begyndte vi bare at hælde på af folk, som vi kendte i miljøet, og der var pludselig rigtig mange, der havde lyst til at lege med.  

Er der nogle af de andre af kunstnerne, du særligt vil fremhæve?

– Min store helt er en fyr, der hedder Mike Doughty fra Soul Coughing, som er et forholdsvist glemt amerikansk band fra 90'erne, men som for mig var noget af det største, der overhovedet skete. Negash Ali kom også ud og bare bankede den hjem, og han er også så overdrevet sej. Alle, der har været med på pladen, har simpelthen ydet deres absolut bedste. Freja Loeb er en kommende superstjerne, og jeg er bare lykkelig for, at vi nu engang kom til at lege med hende som nogle af de første, fortæller en stolt Pato Siebenhaar.

Hiphop-helligbrøde
Regelsættet er et andet, når man kalder sig en dj-duo, men White Pony tager det også et skridt videre. Gruppen udfordrer blandt andet de inkarnerede hiphoppere med en kvindelig version af den afdøde Ol' Dirty Bastard-klassiker "Shimmy Shimmy Ya", hvilket ifølge Pato Siebenhaar er et eksempel på, hvad man må i musikken nu til dags.

– Det er jo helligbrøde. Det svarer til at smelte guldhornene om. Jeg er vokset op med Wu-Tang, det var det største for mig dengang, og det at høre en pige sige de ord, er bare så meget mere magtfuldt på en eller anden måde. Det er så meget frigørende, og så elsker pigerne det bare. Vi spiller begge versioner, når vi er ude live, og først står drengene og nikker genkendende til sangen, og når vi så spiller vores version, er det pigerne, der er på. Vi er i en remixkultur, og der er sgu ikke noget, som efterhånden er helligt, og det synes jeg faktisk er en styrke.

Kan man generelt tillade sig mere, når man kalder sig en dj-duo?

– Vi kan jo faktisk tillade os alt. Det har jo været det primære for os siden starten, at vi må det hele. Vi kunne spille Kandis, hvis vi havde lyst til det. Da vi spillede på Bornholm, gik vi ind til tonerne af Bornholm, Bornholm, Bornholm. Det er billige tricks, men det handler bare om at få en fest op at køre, fortæller den energiske producer.

Fest uden kompromiser

Selv om tilgangen til musikken har været præget af en kompromisløs feststemning og en blanding af utallige stilarter, er der ikke tyet til lette løsninger på "K Town Stomp". Efter en debut i radioen tilbage i 2008 med den uundgåelige single "Falling" er White Pony endelig klar med debutalbummet, hvor alt overflødigt fedt er skåret fra.

– Der er selvfølgelig en rød tråd i det, og vi har virkelig gennemarbejdet vores musik. Vi mener det, når vi siger, at det er en plade, hvor der ikke er noget fyld på, for vi har prøvet at komprimere det ned til det vigtigste. Om det bruges til fredag aften eller til mandag morgen, hvor man skal ned og arbejde i otte timer på et eller andet, man ikke gider, er ligegyldigt.

Med musik, der får de fleste ud af dynen på en hvilken som helst dag, er der lagt op til et festalbum fra Siebenhaar og Lyngbo. Det er også det, som publikum har givet udtryk for at kunne lide, og White Pony har allerede skabt sig et navn uden at gå på kompromis med deres musik:

– Jeg tror, at folk ligesom har fattet os. Der er ikke den helt store og dybe mening med det her, det er bare en fest. Vi skal ikke ud og bekæmpe Israel med den her plade. Der er ikke så meget navlepilleri og pis og papir, men mere noget "kom nu, lad os bare holde en fucking fest." Det er også hele vores mantra, når vi er ude og spille, hvor vi siger: "Nu skal I have det skide skægt de næste par timer", slutter Pato Siebenhaar.


Den nye ponydans

Pato Siebenhaar forklarer, hvad der ligger bag albumtitlen "K Town Stomp":

– Det var noget, som jeg i sin tid fandt ud af sammen med Lady Smita, der er med på det første nummer. Vi ville lave et nummer, som repræsenterede København, og K Town er det gamle ungdomshus' punkrockfestival, og så syntes vi bare, at vi skulle have en eller anden ny dans, når vi nu skulle ud og trampe i gaderne. K Town Stomp er simpelthen den nye ponydans.

Pato- og Lyngbo-diskografi:

Pato Siebenhaar har tidligere lavet følgende albums:

Pato: Music For Early Birds & Nighthawks (2006)
Trolle//Siebenhaar: Couple Therapy (2008)

Lasse Lyngbo har med gruppen Diefenbach lavet albummene:

Diefenbach (2001)
Run, Trip, Fall (2003)
Set And Drift (2005)
Dark Spinner (2008)

"K Town Stomp" er ude nu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA