x

Ginger Ninja - Musikdemokrati uden skyklapper

Ginger Ninja - Musikdemokrati uden skyklapper

De bliver store i 2010. Det er den oplagte konklusion på den måde, den debuterende københavnske elektrorockkvartet Ginger Ninja har forvaltet deres musikalske selvbevidsthed og deres pludseligt udfoldede karriere indtil nu.

– Vi har alle fire spillet musik, fra vi var små, drømt om og prøvet at lege rockmusikere i alle mulige andre sammenhænge. Men lige da vi havde indfundet os med, at det skulle være en fritidsbeskæftigelse, så kom henvendelserne fra pladeselskaberne ind fra højre, og vi har måttet omstille os ret hurtigt. Det var slet ikke planlagt, fortæller guitarist Rasmus Søby Andersen fra det nu præcis to år gamle band, der for tre af medlemmernes vedkommende har sin opvækst i det østjyske.

Ginger Ninja har realiseret de første to år med supportjobs for Veto, BandBase-legatet, jobs på Roskilde, Start! og Spot Festival samt kontrakter med to store spillere i pladebranchen: bookeren PDH (også Dizzy Mizz Lizzy) og pladeselskabet Sony.

Major er det nye indie
– Kunstnerisk har vi været totalt frisat til at gøre, lige hvad vi ville. At lave en indieplade på et stort selskab. Man skal nok gøre op med den tanke, at pladebranchen dikterer musikken, fortæller forsanger Henrik Hamilton.

– Det er hårdt arbejde at være musiker og et resultat af, at pladebranchen har ændret sig over de sidste ti år. Du kan lige så godt glemme at skulle tjene mange penge på din musik, og hvis man regner lidt på det, så kan det slet ikke betale sig. Men det betyder også, at du virkelig skal have lyst til at gøre det, og når det er lysten, der driver værket, så er der ikke så mange grænser for, hvor langt man kan drive det, pointerer Rasmus Søby.

– Vi har sat en dyd i at have en finger med i spillet i alt, hvad der sker omkring bandet. Vi har eksempelvis mange idéer til det grafiske, men er ikke særligt gode til det, men det er flere af vores venner, som bidrager med til Ginger Ninja med artwork og video, fortsætter han.

– Der er et godt kollektiv både i bandet og omkring bandet. Det er det tætteste, vi kommer på et demokrati. Der er ikke én kreativ kraft i bandet, men det er up for grabs at tænde den kreative gnist og præsentere et guitarriff, en melodi eller at lave en skitse på computer, forklarer forsanger Hamilton.

I sine tidlige versioner var Ginger Ninja et guitarbaseret indierockorkester, men langsomt har bandet inkluderet flere synthesizere – en næsten klassisk bevægelse inden for elektrorocken. Deres debutplade "Wicked Map" bærer en arv fra Depeche Mode og flere nutidige danske elektrorockbands, men tilføjer en mere poppet, dansabel og catchy kvalitet til genrens ellers lidt dystre udgangspunkt, som betyder, at Ginger Ninja snarere kan sammenlignes med engelske Friendly Fires.

"Altså ikke happy campere..."
– Vi er nok lidt ubevidst en reaktion på det lidt mørke univers, som har omfavnet den tendens, at elektronisk musik har fusioneret med rockmusikken i løbet af de sidste ti år. Men vi har en meget positiv indgangsvinkel til at lave og spille musik. Altså ikke som et happy camper-band, men forstået sådan, at vi er positive og åbne for nye ting. Vi vil ikke have skyklapper på, fortæller forsangeren.

– Vi retter os ikke efter normer eller dogmer inden for en bestemt genre. En plade er en proces og et øjebliksbillede af, hvor man har været på et tidspunkt, og vi vil gerne favne bredt med den her plade, forklarer Rasmus Søby.

– Der er nok en uudtalt definition på, hvordan et Ginger Ninja-nummer skal lyde. Det er udadvendt popmusik, men samtidig er der ikke et nummer, hvor der ikke er en melankolsk eller eftertænksom dimension. Det er ligesom et grundelement, at lysten til at danse går hånd i hånd med lysten til at sætte sig ned og stene over tingene. Vi bruger også sproglige billeder, som ikke nødvendigvis skal kunne fortolkes og defineres, som ikke kan oversættes én til én, fortæller Henrik Hamilton, blandt andet med reference til ordlyden i bandnavnet.

Indtil videre har Ginger Ninja sat de iørefaldende singler "Sunshine" og "Bone Will Break Metal" i søen, og bandet skal i øvrigt varme op for Dizzy Mizz Lizzy på deres lange reunion-turné.

– Ti jobs og 32.000 mennesker, hvis de gider komme og se opvarmningen. Hvis man ser på det helt kynisk, så passer det perfekt i forhold til, at pladen lige er kommet ud. Det er en vanvittig platform for et nyt band, fortæller ninja-repræsentanterne.

– Men når det er sagt, så bliver det en kæmpe oplevelse at spille for så mange mennesker. Det er en drøm at spille sådan nogle koncerter, så vi glæder os helt vildt, slutter Henrik Hamilton.

 

"Wicked Map" er ude nu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA