x

Seabear – Bedre at være onstage end backstage

Seabear – Bedre at være onstage end backstage

Det er seks (ud af syv) trætte islændinge, som tager GAFFA i audiens fredag morgen på by:Larm. De spiller på branchefestivalen for at møde festivalbookere fra hele Europa, og så har de deres andet album på vej – men det første egentlige fælles bandalbum, eftersom Sindri Már Sigfússon startede Seabear som et soloprojekt og havde skrevet debuten The Ghost That Carried Us Away mere eller mindre selv.

Bandet blev inviteret med på en kort Berlin-turné i januar 2006 under nogle af Seabears allerførste koncerter. I den forbindelse fik de tilbudt en pladekontrakt af Thomas Morr fra det berlinske Morr Music, og året efter havde de altså indspillet debuten.

Sidste år slog Sindri imidlertid også lige et slag med sit mere samplebaserede, Animal Collective-agtige sideprojekt Sin Fang Bous – som fik flotte anmelder og blandt andet bragte ham til USA med et andet liveband. I studiet har han til gengæld spillet alle instrumenterne selv. Sin Fang Bous, et volapykudtryk eller et nedkog af Sin(dri), hugtænder og Bous (som udtales booze), fordi han behøvede et efternavn.

I mellemtiden har gruppen arbejdet på Seabear-opfølgeren i to år, ind og ud af studiet i en langstrakt proces mellem turnéaktiviteten. Resultatet er en perfektionistisk, knapt så lo-fi, indiepopplade med en sær islandsk aura.

Idérigdom

Ingibjörg Birgisdóttir: - Vi har været i gang siden 2007, og så har vi indspillet numrene on and off i løbet af to år. Det har haft den fordel, at vi har kunnet udvikle nye idéer undervejs, lave tingene om og haft mere tid til at tilpasse lyden, som vi gerne ville have den.

Örn Ingi Ágústsson: - Eller at pille nogle elementer ud, hvis de virkede for kedelige i længden.

Sindri Már Sigfússon: - Det har i virkeligheden taget åndssvagt lang tid at lave det her album. Vi har haft en masse gode idéer med, og det har helt sikkert været sjovt at lave, men jeg har mere lyst til at have materialet klar og indspille dem på to-tre uger næste gang. Vi har haft rigtigt meget sangmateriale, og vi udgiver samtidig en ep med seks numre fra samme sessions i løbet af i år (som får titlen "While The Fire Dies", red.).

Halldór Ragnarsson: - Men albummet har også behøvet, at det har taget lang tid. Det er kun blevet bedre.

GAFFA: Hvilken betydning har det så haft, at I har været to år om det?

Sindri: - Det betyder, at det er blevet et rigtigt bandalbum denne gang. Vi har skrevet numrene sammen, øvet dem og indspillet dem – og så tager det bare længere tid, når man er syv mand i et band. Vi har spillet numrene live imens, og det har betydet, at vi har fået nogle lidt mere upbeat og larmende sange med på albummet, og så er trommerne blevet optaget mere professionelt denne gang. Der er bare en større bandfeeling, og et af de stærkeste numre på pladen er et, vi har skrevet sammen, mens vi øvede. Det tog måske ti minutter, og det står i kontrast til, hvor lang tid vi har brugt på albummet. "Wolf Boy" hedder det.

Islandsk familie

GAFFA: Hvordan har den islandske scene haft indflydelse på albummet? Der er tit både guitarer, strygere, blæsere i de normalt ret store islandske bands.

Sindri: - Den islandske scene er en stor familie, og man kan altid få folk til at medvirke på hinandens projekter.

Gudbjörg Hlin Gudmundsdottir: - Alle er over det hele, kan man sige. Det er tit de samme folk, som er med på alle projekterne. Når vi spiller hjemme på Island, så har vi en fire mand stor blæsergruppe med. Der er nogle af de islandske musikere, som medvirker på 75 procent af de islandske plader.

GAFFA: Når I spiller live i udlandet med andre islandske bands, så har I for vane at spille lidt med i hinandens sæt, så der pludselig kan stå 12-15 mennesker på scenen og spille sammen. Hvorfor ender det sådan?

Sindri: - Vi har turneret med Borkó og Múm, og vi har tætte relationer og er gode venner. Vi plejer at medvirke på hinandens sidste numre. Vi kan bare godt lide det.

Ingibjörg: - Det er sjovere at være onstage end backstage.

Do It Yourself!

GAFFA: Hvad er forklaringen på, at Island har en så karakteristisk scene?

Sindri: - Musikundervisningen er faktisk ikke specielt god. Da jeg havde musik i skolen, så var det sådan noget med en shake-along-metode (fortæller forsangeren med henvisning til diverse percussioninstrumenter, rasleæg og claves, red.). Forklaringen er, at musikerne inspirerer hinanden i stedet.

Halldór: - Der er en god DIY-tradition (do it yourself, red.), også fordi vi ikke har nogen penge til at gøre andet, end at have en DIY-tradition.

Sindri: - Desuden er det ret nemt at udgive et album, spille et par koncerter og få omtale i aviserne. Da jeg lavede min debut-ep, så sad jeg hjemme ved min computer og brændte ti eksemplarer og tegnede mine egne covers. Dagen efter gik jeg ned i en pladeforretning og satte dem til salg og et par dage efter, så bragte avisen et stort interview.

GAFFA: Hvordan kommer man skridtet videre derfra? Der er relativt mange islandske bands, som tager videre til udlandet?

Gudbjörg: - Der er nok en del, som bruger internettet og MySpace til at komme ud. Du skal finde et label og nogle bookere i udlandet, for du kan ikke spille i Island hver eneste weekend.

Sindri: - Hvis du spiller for ofte, så spiller du bare for det samme islandske indiecrowd. Det giver ingen mening at spille mere end hver anden eller tredje måned. Men det er ved at være lang tid siden, vi har spillet på Island. Vi spiller nok et par koncerter om året derhjemme. Derfor er målet for rigtigt mange af de islandske bands at komme ud internationalt nærmest fra starten.

GAFFA: Hvordan har den nuværende økonomiske situation på Island en indflydelse på jeres band?

Sindri: - Lige nu betyder det, at det er dyrt for os at tage ud på turné, og at tage til Norge er helt sindssygt dyrt.

Ingibjörg: - Det betyder ingenting for musikken, men det har direkte fået den konsekvens, at vi får meget mindre støtte til at rejse ud.

Yo La Tengo-tracket

GAFFA: Hvad har inspirationskilderne været på jeres album – er det albums, personer, steder eller følelser?

Sindri: - Hm. Vi plejer faktisk at gå rundt og kalde vores sange for "Bob Dylan-nummeret" eller "Yo La Tengo-nummeret", men det er først bagefter, vi kan høre, hvad det lyder som. (Øh, hvad? Seabear og Yo La Tengo?, red.)

Örn: - Ja, du opdager Yo La Tengo-nummeret, når du hører det. Det er det eneste nummer på pladen, som har en elektrisk guitarsolo. Haha.

Gudbjörg: - Vi prøver bare at spille, hvad vi godt kan lide.

Sindri: - Vi har spillet mange turnéer efterhånden, og vi er blevet mere sammenspillede og har en god fornemmelse af, hvordan vi hverisær er musikere. Det er blevet meget nemmere at skrive musikken. Vi har ofte nogle små idéer med, når vi sætter os sammen, men ellers skriver vi numrene, når vi er i øvelokalet.

Halldór: - Vi har en struktur i bandet uden egentlig at kende den. En lyd og en måde at forstå hinanden, som virker på den måde, at vi alle sammen arbejder i samme retning, når vi skriver sange.

GAFFA: Hvad er ambitionen med albummet?

Gudbjörg: - At folk kan lide det. Det er et skulderklap i sig selv, at albummet udkommer i hele verden.

Halldór: - At vi kommer til at spille til det for et publikum.

Sindri: - Jeg har ingen forventninger. Vi prøver at være stolte, når folk reagerer på det, og vi regner ikke med at komme på coveret til Rolling Stone Magazine eller noget.

Parfumebutik-metaforen

GAFFA: Hvad er I mest stolte af ved albummet?

Sindri: - Nummer for nummer har vi alle hver vores favoritter. Jeg kan godt lide, at vi har fået bandfølelsen med på albummet.

Ingibjörk: - Vi kan lide helheden. Vi har selv været med til at producere og mikse pladen, og da vi hørte albummet i august, da vi blev færdig med inspilningerne, så snakkede vi om, at det ville være svært at få de forskellige numre til at hænge sammen, men det er blevet en flot helhed.

Gudbjörk: - Det har været lidt ligesom at gå ind i en parfumebutik. Når du selv mikser et album, så lytter du til det så mange gange og kan ikke adskille de forskellige instrumenter, lyde og numre fra hinanden.

GAFFA: Hvad?

Sindri: - Det er en del af et langt større spørgsmål om, hvordan man lytter til musik. Jeg har læst nogle artikler og undersøgelser om det, at bassisten altid vil fokusere på bassen, og sangeren altid på vokalen i et nummer. Du ser dig blind på det, kan man sige. Der er lavet et forsøg, hvor man spiller et Led Zeppelin-nummer baglæns, og det lyder rodet, som ethvert andet nummer, du ville spole baglæns over. Men da publikum pludselig fik teksten på skrift, så kunne de pludselig danne mening ud af den baglæns vokal. Det handler om perception. (Sindri begynder på en større lektion, men slår over i islandsk for at eksemplificere over for resten af bandet, red.)

Sindri: - Jeg har ikke hørt debuten, siden den udkom for tre år siden, og jeg har ikke hørt "We Built A Fire" siden efteråret, da vi blev færdig med den. Der går rigtigt lang tid, inden du kan lytte til musikken igen med andre ører. Mit bud er, at der i hvert fald skal gå fire år. Haha.

GAFFA: Til slut; hvorfor hedder albummet "We Built A Fire"?

Sindri: - Det er dele af teksten fra ét af numrene, som vi syntes ret godt om. Det er et twist på at kunne start a fire, at man bygger ild ud af ingenting. For os betyder det også bare, at det er noget, vi har lavet sammen, lidt som en metafor for indspilningerne af albummet selv.

GAFFA: Held og lykke, og tak for jeres tid...

"We Built The Fire" udkommer den 5. marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA