x

Mixtape: Supershine

Mixtape: Supershine

I januar stod det unge, energiske rockband Supershine på GAFFAs liste - De bliver store i 2010 - og allerede her i februar falder deres første udgivelse, "The EP", som er produceret af Jakob Winther. Bandet fra Holte har eksisteret siden 2006 og har det til formål at formidle essensen af 70'ernes rock'n'roll.

I 2008 turnerede Supershine med Rock Hard Power Spray og blev nomineret til en Danish Music Awards i MySpace-upcoming band kategorien. Sidste på året varmede de endda op for engelske Razorlight til deres koncert i pumpehuset i København. Det har betydet, at rockkvartetten har opbygget erfaring som liveband, og efter at have modnet som band er de nu aktuelle med deres første ep hos Playground Music. Debutalbummet kommer formentlig til efteråret.

Supershine er desuden husband i TV2-shows'ene fra Bremen, nemlig Casper Christensenns talkshow Aloha og comedy-showet Live Fra Bremen. De har desuden været på P3 med numrene "Heartbeats" og "I Can Do Anyting". Vi fangede Supershines forsanger Kristoffer Blom til en snak om at være upcomingband og bad i den forbindelse drengene om at sammensætte et GAFFA Mixtape.

"Vi var unge og umodne"

GAFFA: Hvordan har de sidste par år føltes som upcomingband? I blev nomineret til en Danish Music Award...

Kristoffer Blom: - DMA-prisen var et skulderklap, men det var helt fint, at Kiss Kiss Kiss vandt den. Vi var for unge og umodne. Men det var inspirerende, at branchen syntes godt om vores tidlige demoer, og det gav os en masse blod på tanden. Tiden efter har været spændende, og der har været meget at tage sig til: Tour med Rock Hard Power Spray, god koncert på Vesterbro Festival, warm-up for Razorlight, tv-shows i samarbejde med TV2 og Casper Christensen. To år er lang tid at være upcoming band, men det har været ventetiden værd. Vi er blevet et bedre band. Vi har fundet vores lyd og vores image, og nu rammer vi hårdt og kontant.

GAFFA: Hvad er inspirationskilderne for Supershine - I nævner 70'erne?

Kristoffer: - Det er svært at sætte en finger på den konkrete inspirationskilde. Vi er hele tiden påvirker af en masse sanseindtryk, som bearbejdes. Måske inspirerer det, måske bliver det hurtigt glemt. Vi lever i København, og der sker noget hele tiden. Mennesker, der omgiver os. Hverdagens op- og nedture, spørgsmål og deres konsekvenser. Og det irriterende heavyband, som øver ved siden af os. Øv!

Når det er sagt, så spiller vi rockmusik. Så navne som The Clash, Bowie, Beatles, Led Zeppelin er selvsagt inspiration. Men vi er også fire meget forskellige mennesker med en bred kam af inspirationskilder: shoegaze, 60'er rock, heavy metal og overproduceret amerikansk pop er også med til at definere os som personer og sætter selvfølgelig et præg på musikken. Vi har styrker og begrænsninger. Nogle af dem kender vi, andre lærer vi at kende hen ad vejen.

GAFFA: Hvad handler jeres ep om?

Kristoffer: - Hvad vi syntes numrene handlede om, da vi skrev dem, er i grunden lige meget. Det handler mere om, hvilke tanker der skabes i folks hoveder, når de lytter. Numrene er kommet ud af nogle tanker og følelser, vi havde og har, oftes om kærlighed... - til livet, kæresten, vennerne og familien. Vores opgave er ikke at prædike dit og dat. Eller at diktere en følelse. Vi udtrykker nogle ting, som forhåbentligt skaber en reaktion hos et andet menneske; positiv eller negativ. Hvilken reaktionen er ikke så vigtigt, så længe de forholder sig til det.

GAFFA: Jeres band er fra 2006 og blev dannet i gymnasiet?

Kristoffer: - Ja. Vi har kendt hinanden siden folkeskolen. Vi deler en passion for god musik. Vi er i de tidlige tyvere og bedste venner. Det er vel grund nok til at spille sammen.

Bag duggede ruder med rødvin i karaflen

Forestil dig at stegen er i oven, sovsen bobler, forventningens glæde stiger, vinylen rasler, vennerne er på vej. Dørtelefonen ringer, vælter ud af badet med tandbørsten hængende i mundvigen. Flyver rundt, tænder et stearinlys og klemmer sig i et par jeans. Det skal sgu nok blive en god aften. Mixtapet handler om de aftener, man er omgivet af sine bedste venner - de aftener, der ender galt på den helt rigtige måde, og hvor uforglemmelige minder opstår. Dette er Supershine Mixtape.

The Clash: Train In Vain (London Calling - 1979)
Den perfekte start på en god aften er Clash's mesterværk "London Calling". Hvorfor ikke starte med en plade, som kun indeholder gode numre? "Train In Vain" sætter tempoet for den kommende aften, og man når alting, inden den sidste tone ringer ud.

Cars: Just What I Needed (The Cars - 1978)

Vennerne sidder rundt om bordet, stearinlysene funkler, middagen er nydt og de første par flasker er drukket. "Just What I Needed" har et fantastisk drive, og en vidunderlig melodi. Et af de numre, der får en til at stoppe op og tænke: Hold nu kæft, hvor er vi cool. Det passer til køreturen, slentreturen igennem Københavns gamle stræder og selvfølgelig til en middag, der er ved at nå sit foreløbige højdepunkt.

C.V. Jørgensen: Lidt Til Og Meget Mere (Mig Og Charlie - 1978)
Når rødvinen går ind og ruderne dugger. Har vi "alt hvad vi behøver - lidt til og meget mere". Unge Sannes kåde vokal, driver vores teenagehjerter til vanvid. Det sjældent, at en saxofon klæder et nummer, som her. For ikke at tale om teksten. Det her nummer får alle op af stolene - nej op på stolene. C.V. gør det altid godt.

Mötley Crüe: Kickstart My Heart (Dr. Feelgood - 1989)
Max gas, hunden gør, underboen klager og boys er tilfredse. Nu er det tid til: luft-guitar, -læderjakke, -motorcykel, -kæder og -boots. Der må danses på bordene. Er der nogle, der kender teksten? Fuck det, alle kan vel synge med på "Oh, Yeah Kickstart My Heart, b-b-b-baby"! Sådan burde al rockmusik lyde. Mötley Crüe gør alting fuldt ud, og det her nummer er en kærlighedserklæring på rock-sprog. I grunden er det utroligt smukt.

T-Rex - The Slider (The Slider - 1972)
Solen har besluttet sig for at stå op. Efterhånden går tingene lidt langsommere. Det her nummer hører vi altid, når en fantastisk aften afsluttes. Tid til at vandre hjem, falde om på sofaen, ryge en cigaret ud af vinduet og tænke, at oprydningen er der nok nogle, der tager i morgen. Det her nummer er indbegrebet af tilstedeværelse i nuet; sexet, cool, langsom, intens og overlegen. "I don't need a TV when I've got T-Rex".

Supershine EP udkom 1. februar og kan købes via iTunes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA