x

The Kissaway Trail – Odenseanske harmonier

The Kissaway Trail – Odenseanske harmonier

Odense-kvintetten The Kissaway Trail har turneret excessivt i udlandet i kølvandet på deres første album, "The Kissaway Trail", som omgående skaffede den en pladekontrakt med det engelske selskab Bella Union (Fleet Foxes, Midlake med flere). I 2007 var de det danske bands, som havde spillet flest udenlandske koncerter – og i løbet af de seneste tre år har bandet spillet mere end 160 koncerter uden for Danmarks grænser. Blandt andet som opvarmning for Editors, Passion Pit og White Lies. Og der er mange flere på vej i 2010, hvor bandet også øger satsningen i USA.

– Vi har aldrig været et dansk band. Vi har altid eksisteret og hovedsageligt arbejdet i udlandet, forklarer én af bandets to forsangere, Thomas Fagerlund, da GAFFA møder The Kissaway Trail i Lydkraft-studiet i hjembyen, Odense.

– Vi har hele tiden vidst, at vi gerne ville til udlandet. Det ville ikke være nok for os at spille 15 koncerter om året for folk i Odense, Århus og København. Så har det bare været 100 gange nemmere for os at bygge bandet op i udlandet i stedet for at bygge det op i Danmark og forsøge at tage det til udlandet, supplerer guitarist Daniel Skjoldmose.

Nu har The Kissaway Trail desuden fået ny manager "i en helt anden liga, end de er vant til", i James Sandon (White Lies, Franz Ferdinand) fra engelske Supervision. Det var Sandon, der sparkede førstesinglen SDP ind på toneangivende musiksites som Pitchfork.com og NME.com før jul.

– I gamle dage havde vi jublet over sådan nogle ting, men han er iskold. Han sagde bare: "Det er ingenting. Bare vent og se. Det er ingenting." Lige siden jeg første gang hørte om Pitchfork, så tænkte jeg, at hvis vi blev anerkendt i dét miljø, så var det noget at være stolt af. Men det er gået op for os, at vi hele tiden skal kigge frem. Du er ikke sikker på noget i den verden, og du kan miste det hele på meget kort tid, tilføjer guitaristen.

Bandfamilien
Oven på den engelske pladekontrakt (Bella Union udgiver også det andet album i Storbritannien, Europa og USA) gik The Kissaway Trail i gang med at skrive og indspille albummet i 2008, men noget gik galt, og pladen blev et helt år forsinket.

– Vi havde indspillet albummet i København og Sverige, men så tog vi hjem og fandt ud af, at det ikke var godt nok. Vi var forvirrede, og jeg kan huske, jeg tænkte: "Fuck, det her gider jeg ikke være med til mere," forklarer Thomas Fagerlund.

– Når man er så meget sammen, som vi har været, så er det det tætteste, du kommer på en familie. Der gik en måned dér, hvor vi næsten ikke snakkede sammen, og hvor vi overvejede, om vi overhovedet skulle fortsætte som band. Det var hårdt, husker trommeslager Hasse Mydtskov.

– Arbejdsprocessen føltes egentligt ret kort, men det var strakt ud over et længere stykke tid. Så mange problemer, følelsesmæssige udsving og mange inputs, som ikke har gavnet os. Vi var letpåvirkelige og presset ud i nogle beslutninger, forklarer Daniel Skjoldmose.

Det er klart, at bandet på forhånd har besluttet sig for, hvad de vil og ikke vil sige i et interview; at de ikke vil hænge nogen ud, men i stedet skyde skylden på deres egen usikkerhed. Men The Kissaway Trail er ikke et usikkert band som sådan, men et band, som sætter tårnhøje krav til sig selv, og sikkert også derfor har fået et langt bedre album i den sidste ende ud af den følelsesmæssige vaklen, den næsten katarsiske proces, som Sleep Mountain også symboliserer.

– Vi tog hjem igen, og da vi begyndte at spille sammen igen og særligt at indspille Hasses trommer, så kom spilleglæden igen. Vi har selv produceret pladen her i Lydkraft-studiet, og i foråret sendte vi vores materiale til produceren Peter Katis, som har haft en udvidet mikserrolle, fortæller Thomas Fagerlund.

– Vi kunne ikke have lavet det her album, hvis vi ikke havde været igennem de her ting. Vi fik nedtur på, da vi fandt ud af, at vi var gået på kompromis med nogle ting, og så valgte vi at droppe næsten alt, hvad vi havde lavet før, forklarer bandets anden forsanger, Søren Corneliussen.

En prik i universet
The Kissaway Trail udsprang af flere andre Odense-bands, men blev officielt dannet i 2005, da Thomas Fagerlund, Søren Corneliussen og Rune Pedersen fra bandet Isles indlemmede Daniel Skjoldmose og den på det tidspunkt kun 18-årige trommeslager Hasse Mydtskov.
Bandets fem medlemmer er forskellige og har stor aldersspredning, men har fundet en intern harmoni, som hænger sammen med, at de fortsat hengiver al deres opmærksomhed på bandets udvikling – og alle fortsat bor i Odense.

– Vi har kun det her band, som Thomas Fagerlund forklarer det.

– Jeg vil bare kunne spille musik og se, at bandet hele tiden udvikler sig. Så er jeg sgu glad nok.

- Vi er fem meget forskellige mennesker, som mødtes på et tidspunkt, hvor vi skulle lære hinanden at kende. Vi befinder os på et sted, hvor vi ikke har et bestemt arbejde, et studie eller børn, og så er vi enige om at være seriøse om musikken, fortæller Hasse Mydtskov.

– Vi indspillede en plade i 2005 uden at vide, hvor det skulle ende. Vi havde en kammerat, der hed Kasper, som var begyndt at lege med tanken om at skulle være manager, og han fandt tre pladeselskaber, som han mente ville passe til The Kissaway Trail, husker Thomas Fagerlund.

Kammerat Kasper kom op med navne som Bella Union, Arts & Crafts og Sub Pop, og helt uden at tænke det store over det, sendte bandet et par numre per mail og fik tilbudt kontrakt på engelske Bella Union – og har i øvrigt senere fået tilbud fra de andre to pladeselskaber.

– Det har været rimeligt nemt at finde samarbejdspartnere, men vi knokler jo også for det. Vi spiller koncerter og rejser rundt. Det betyder ingenting, at du får en udenlandsk pladekontrakt. Det er først dér, det bliver virkeligt svært, fortæller Mydtskov og Fagerlund uden at se ud til at være det mindste overraskede over bandets ubesværede spring fra Odense til London.

– Når man står og spiller en koncert, så tænker man: Det er derfor, jeg spiller musik. Men når vi så kommer hjem og sidder og fryser sin røv i laser, fordi man ikke har råd til noget som helst, så tænker jeg, at jeg gerne vil have et stabilt grundlag engang imellem, forklarer Daniel Skjoldmose.

– Når du kommer til udlandet, så finder du ud af, at du ikke er noget som helst. At du bare er en prik i universet, forklarer Hasse Mydtskov.

Ikke bange for at vise følelser
Da The Kissaway Trail i 2009 fandt hjem til Odense, genfandt de også den gamle opskrift på de storladne, ofte følelsesladede melodier, som man husker den fra deres første hit, "Smother + Evil = Hurt". Producer Peter Katis var et oplagt valg, hvis man tænker på, hvilke bands han har repræsenteret over de seneste fem år: The National, Interpol, Frightened Rabbit.

– Vi valgte Peter Katis ud fra én plade, "Boxer" af The National. Han kunne ikke til at starte med, men vi skrev til ham, at denne her plade havde brug for ham, fortæller Thomas Fagerlund.

– Peter Katis kan gøre det stort og sprødt uden at bruge særlig meget rumklang. Og vi har stadig den lyd, som folk kender The Kissaway Trail for. Vi har færre strygere med, men til gengæld har vi fokuseret på trommer, bas og vokal og bygget resten af lyden rundt om det, siger Søren Corneliussen.

Med "resten" mener han kor, mandoliner, banjoer, pauker og ikke mindst klokkespil, som er fremtrædende på et nummer som SDP. Singlen er seks minutter lang, men en god signatur for et album med 12 numre, som strækker sig i alt over hele 56 minutter.

– Det er stadig popmusik, men det er mere eksperimenterende og ikke bygget op efter P3-skabelonen, fortæller Thomas Fagerlund.

Numrene er skrevet af bandets to forsangere, Fagerlund og Corneliussen, og forholder sig ikke til en gennemgående historie, men til bandets følelse – lyrisk og lydmæssigt.

– Vi er ikke store tænkere eller har en eller anden guddommelig idé, som skal udføres ned til mindste detalje. Vi arbejder med en øjeblikkelig følelse, forklarer Hasse Mydtskov.

– Hvis den første plade handlede om kærlighed mellem to personer, så er "Sleep Mountain" en plade om at være godhjertet og have kærlighed til folk i det hele taget. Vi er ikke bange for at vise, at vi har følelser, slutter Thomas Fagerlund.

 

The Kissaway Trail om:

At finde styrke i sig selv
– "Sleep Mountain" betyder for os at finde styrke i sig selv. Bjerge i metaforiske forstand betyder styrke, og sleep handler om at tro på og stå ved sine drømme. Det er der, vi henter vores styrke, fortæller Søren Corneliussen.

– Jeg kan godt lide, at folk laver deres helt egen historie ud fra ord og stemninger i musikken. Dét eneste, der sætter grænserne, er dine egne drømme og eventyr.

Odense
The Kissaway Trail måtte tage hjem til Odense, før de genfandt inspirationen til at lave det andet album i Lydkraft-studierne.

– Hvorfor skulle vi bo andre steder? Vi har aldrig haft behov for at skulle flytte for at finde os selv eller fremme vores musik, og hvorfor skulle vi også bo i en ubetalelig lejlighed, når vi er så tit på turné? Det er altid godt at komme hjem til det, vi kender, siger Hasse Mydtskov og Daniel Skjoldmose.

– Odense er en kæmpestor provinsby. Der sker en masse ting, som man kan bruge som sangskriver. Det er godt nok for os. Vi har også Den Smagløse Café, fortæller Thomas Fagerlund.

Med hjembyen følger også H. C. Andersen, hvorfor utallige udenlandske medier hurtigt deducerer bandet til "det danske rockeventyr".

Arcade Fire-sammenligningen
– Det er ligesom ved at gå op for os, at folk har brug for at have noget at sammenligne et band med. Det er rigtigt, at vi har fået at vide, at vi lignede Arcade Fire. I starten var vi stolte over sammenligningen. Så blev det nederen. Og nu er det egentlig fint nok, fortæller Daniel Skjoldmose.

– Vi skriver ikke musik som en reaktion på Arcade Fire. Vi har ikke tænkt, når de har skrevet Wake Up, at vi så skulle skrive Don't Wake Up. Haha. Det var faktisk også pladens titel til at begynde med.

– Måske skyldes lighederne, at vi er draget af de samme ting. Vi er nok dårlige til at snakke om ting og være frembrusende. Og så gør vi det igennem musikken i stedet, tilføjer Hasse Mydtskov.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA