x

Are We Brothers?- turnédagbog, kapitel 4

Are We Brothers?- turnédagbog, kapitel 4

25/02-10 (fortsættelse)

Da vi ankom til spillestedet "Maison de la musique", startede vi med et lækkert måltid! Viscious Skull hed det lokale band, der åbnede ballet. En blanding af Wong Boys, Prodigy og The Kills, som alle er fantastiske referencebands, men desværre var sangerinden ikke stærk nok til at bære showet. Publikum fyldte salen, som var et auditoriumlignende rum, med både dansegulv og siddepladser.

Vi gik på og blev modtaget med stor entusiasme fra publikum. Der blev sunget med, og der herskede liv og glade dage! Rigtig god koncert. Herefter gik vi ud og solgte cd'er, imens Skip The Use gjorde klar til deres show. Det var fedt at mærke den positive stemning fra folk, der var imponerende glade på trods af, at der ikke blev solgt alkohol på dette sted. Shaka aftalte med Skip The Use, at vi skulle invadere scenen i deres sidste nummer. Det gjorde vi så!

Vi blev inviteret op på scenen, og Lasse ankom fra backstage med en kurv fyldt med blomsterblade, der blev spredt i hele salen. Forsangeren fra STU udfordrede Shaka og nøjedes ikke kun med at tage sin undertrøje af, men også sine bukser. Shaka havde dog i løbet af sangen problemer med at få bukserne af, så de endte i knæhaserne, og kaos herskede et par minutter. Vi lavede et halvberuset interview, med en lokal radiostation, som ikke var det mest seriøse, vi har gennemført til dags dato… Hmmmm….. Vi tog tilbage til vores hotel og drak os ned med STU, selvom hotellets manager ikke mente, det var den fedeste idé… SORRY!

26/02-10

Vågnede op med solskin og den smukke Grenoble bjerg-udsigt, dog med en anelse gråt sind, efter en times lang badekar opvågning, og et par panodiler, der tilsyneladende nægtede at virke… Tre timers køretur til en lille bitte flække ved navn Larnod, et par kilometer uden for den større by Besancon. Med et indbyggertal på ca. 500 mennesker var forventningerne ikke så høje, da vi ankom til det grotteagtige spillested. Det mindede om Hamborg-klubben, som Beatles spillede i 60'erne. Meget sjæl og en god duft af øl og smøger. Vi blev i øvrigt mødt af to rivaliserende hunde, der var ved at tage livet af en lidt træt og tømmermændsramt Shaka. Den ene var vagt på parkeringspladsen, og den anden var vagt for spillestedet, og du skal altså ikke bare lige vade rundt på MIT territorium og tro, at DU er noget :)

Vi mødte afvikleren, der var en Christiania-agtig type, der brokkede sig over at spillestedet skulle lukke ned, fordi der ikke var penge nok til, at det kunne løbe rundt længere, og at de nye ejere, der ville lave stedet om til en brasiliansk danseklub, nu gik rundt og inspicerede lokalerne. Vi lavede lydprøve, interview og akustisk session til en lokal internet-ting. Det første band, som bestod af en kvindelig violinist og en trommeslager, havde nu hærget i et par timer, med en lydprøve, man aldrig havde troet skulle stoppe. Vi spiste og tog ud til vores hotel, der lå i en endnu mindre flække, endnu længere ude i ingenting… Super scary, med udstoppede dyr og blodrøde skilte med ordet SILENCE… Hvis man har set Ondskabens Hotel, skal man ikke frivilligt indlogere sig her.

Da vi kom tilbage til spillestedet, havde violinbandet spillet, og vi fik historien om, at der havde været ca. 300 mennesker, der alle havde forladt koncerten til fordel for baren, og for at citere kvinden selv, sagde hun :"That was the worst experience I've ever had in my entire life, and I cried afterwards"… Det var sgu synd.

Bandet inden os hed Sorya som spillede Hot Chip-lignende elektropop. Det var sgu ret fedt, og vi skulle spille med dem igen dagen efter i Mulhouse.

Vores egen koncert var helt klart højdepunktet på hele vores tur. Unge glade mennesker, der stagedivede fra scenen, sang med på sangene og generelt var med til at gøre koncerten en uforglemmelig oplevelse. Vi spillede i øvrigt på vores højeste denne aften - meget tilfredsstillende!!!

Efter koncerten solgte vi cd'er, pakkede sammen og takkede pænt farvel. Job well done! Desværre endte aftenen på vores horrorhotel, men alle overlevede tilsyneladende.

27/02-10

Åbnede vinduet på horrorhotellet, og alt var lige pludselig ændret til en Morten Korch-lignende kulisse, med en duft af gylle, a la France. Solen skinnede, og vi ku' rent faktisk vade rundt i T-shirt uden problemer, og tænke på staklerne hjemme i den danske snestorm. Led Zeppelin for fuld udblæsning, og så af sted mod sidste spillested på turen "Nou Matrouf" i Mulhouse. Vi lavede lydprøve, og tog herefter tilbage på hotellet for at chille et par timer…

Franske Colt Silvers åbnede denne aften. Dem skal der holdes øje med i fremtiden! Energisk rock a la Artic Monkeys, men med et tvist af elektro ind over. Desværre var der ikke særligt mange mennesker… Sorya spillede før os igen denne aften. Vi gik på ved 23-tiden og spillede en helt ok koncert. De få fremmødte (ca. 100) formåede at få en go stemning op at køre. Lidt aggressioner fra vores lidt utilfredse guitarist udmøntede sig i guitarkast til sidst i koncerten. Meget rock´n´roll!

Cd-salg, farvel til de andre bands og arrangøren og så hjem på hotellet til tre timers søvn…

Kl. er 05.30, og vi er på vej til lufthavnen i Paris, 5 timers kørsel herfra. Det har virkelig været en god tour de France. Fremmødet ved koncerterne har været overvældende, og det, at folk rent faktisk kendte vores musik alle steder, er en helt ubeskrivelig følelse. Glæder os til at komme tilbage i sidste uge af marts, hvor vi skal spille 4 festivaler. Nu tager nogen til Norge på snowboard i en uge, imens andre tager hjem til DK for at øve kor med Medina ;-)

Over and out!

LOVE

AWB


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA