Antophones – værd at holde øje med

Antophones – værd at holde øje med

Billede: Martin Dam Kristensen

Århusianske Antophones er endnu ikke specielt kendte, men det kan de meget vel blive inden længe. De er, sammen med rapperen Mass og pophovederne Marvellous, nomineret til teleselskabet 3’s såkaldte Musikspirepris, og de har netop afsluttet indspilningerne til deres debutalbum i Feedback-studiet i Århus med produceren Jakob Berthelsen (Under Byen m.fl.), men har endnu ikke noget selskab at udgive det på. Potentialet er dog til stede, mener flere, bl.a. GAFFA, der kårede Antophones’ demo til "månedens demo" i juli.

Det var en ven af bandet, der kom med det særprægede navn, som er sammensat af de græske ord "antos" og "phon", som betyder hhv. "blomst" og "lyd", og det er da også et blomstrende lydbillede, Antophones præsenterer.

Antophones spiller overvejende langsomme, eftertænksomme og melankolske sange med sangerinden, sangskriveren og pianisten Lise Blaases (billedet) udtryksfulde stemme i forgrunden – en stemme, der godt kan give associationer til Tori Amos, hvilket hun ikke har noget imod at blive konfronteret med, og som også er en af hendes inspirationskilder sammen med navne som Björk, Stina Nordenstam, Joni Mitchell, Talk Talk, Tom Waits, Radiohead, Peter Gabriel og mange andre.

Arbejdsdelingen er klar: Lise Blaase skriver sangene, og bandet arrangerer dem i fællesskab. Sådan er dét.
– Det var mig, der startede bandet omkrig mine sange, og sådan er det ligesom blevet ved med at være, fortæller hun, mens de andre understreger, at hun på ingen måde er specielt dominerende, men bare den, der er bedst til at skrive.

– Til gengæld er hun den musikalsk mindst erfarne, griner Johannes Hejl til spredte protester og fortæller videre, at bandmedlemmerne også får udløb for deres kreativitet i andre sammenhænge. Bassisten Johannes Hejl spiller i Klondyke, trommeslageren Morten Larsen i Under Byen, percussionisten Peter Dombernowsky bl.a. med Lis Sørensen og har gjort det med Howe Gelb, mens Rhodes-spilleren Katrine Hald bl.a. synger i bulgarsk kvindekor med Lise Blaase. Bandet har for tiden ikke nogen fast guitarist, men har tidligere arbejdet med Anders Pedersen (Tordenkaffen, Marie Frank m.fl.) og gør det for tiden med Jonas Stampe (Mofus m.fl.)

Magten til musikerne
At bandet har indspillet et helt album uden at have et selskab i ryggen, er helt bevidst, fortæller Johannes Hejl:
– Det er jo nærmest den måde, man gør det på i dag. De store selskaber vil ikke kaste penge i ret meget, og på denne måde bevarer man også sin kunstneriske frihed. Man har ligesom flyttet magten over til musikerne. Og vi spiller i bund og grund, fordi vi elsker det, og derfor har vi magten 100%.

Antophones vil nu sende albummet rundt til forskellige selskaber.
– Musikken er lidt for avanceret til at være mainstream, men særlig alternativt er den på den anden side heller ikke, siger Johannes Hejl. – Men vi håber da på respons og er ligeglade med, om det bliver et stort eller lille selskab, bare de brænder for musikken. Jeg kunne også forestille mig, at den vil passe godt til film, så vi skal have spillet den for nogle instruktører.

Antophones vil da heller ikke afvise, at de selv kunne finde på at stifte et selskab, som efterhånden er mere reglen end undtagelsen i musikkens vækstlag. Gruppen har fået støtte til studietiden af KODA og Århus Kommune, og den har kunnet låne Feedback-studiet på skæve tidspunkter, når det var ledigt.

Teksterne er på engelsk, og det har Lise Blaase en klar forklaring på:
– Engelsk er altså et mere musikegnet sprog at synge på end dansk. 80 procent af det engelske sprog er vokallyde, mens 80 procent af det danske er konsonantstøj. Men jeg er også primært blevet inspireret af engelsksprogede musikere og af digtere som f.eks. Dylan Thomas.

Musikken har en gemmengående melankolsk tone. Hvad er det, der er så fascinerende ved dén melankoli, som åbenbart mange dyrker for tiden?
– Jamen, det er nok sådan, jeg er som person, fortæller Lise Blaase. – Der er åbenbart et eller andet i mig, der er uforløst, men jeg kan mærke, at jeg er på vej over mod mere afklarede og dur-prægede sange, i takt med at jeg bliver ældre og åbenbart får mere styr på mit liv. Det er først og fremmest vigtigt, at musikken er ærlig.

– Vi vil gerne have noget tid og dybde i musikken, tilføjer Katrine Hald, mens Johannes Hejl supplerer med at understrege, at musikken måske ikke fænger helt ved første lyt, men at man til gengæld skal kunne høre den mange gange og hele tiden opdage nyt.

Det kan man roligt sige er lykkedes, og det kan varmt anbefales at holde øje med Antophones, der meget vel kan tænkes at blive et af den kommende tids toneangivende navne på den danske musikscene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA