x

Efterklang: Hårdtarbejdende æstetikere - del 1

Efterklang: Hårdtarbejdende æstetikere - del 1

(Første del af den fulde udgave af interviewet, der kan ses i forkortet form i GAFFA marts. Rigtig god læselyst!)

Da Efterklang 22. februar udgav deres tredje album "Magic Chairs", var det den foreløbige kulmination på en snart ti år lang rejse, som har ført gruppen rundt til velbesøgte koncerter i hele verden, har resulteret i fremragende anmeldelser i en række af verdens førende musikmedier og givet dem en kontrakt med et af den alternative rocks mest prestigefyldte pladeselskaber. Og nu, med deres hidtil mest udadvendte og lettilgængelige udspil, ligger verden måske endnu mere åben end hidtil.

Udefra kan Efterklang virke som en række hårdtarbejdende, målrettede og perfektionistiske unge mennesker, der arbejder på at opnå en status som kultorkester for feinschmeckere i hele verden, men er det sandheden om gruppen? GAFFA forsøgte at komme om bag facaden og opsøgte derfor gruppen i deres øvelokale i komplekset i det gamle B&W-skibsværft på Refshaleøen en bidende kold februardag to uger før udgivelsen af "Magic Chairs" for at få svar på de tre store spørgsmål: Hvor kommer I fra? Hvor er I på vej hen? Og hvad får I for det?

Inden interviewet går i gang, får GAFFA dog æren af at overvære to numre, som skal optages til GAFFA TV. Til stede er hele Efterklang – sanger Casper Clausen, programmør Mads Brauer, bassist Rasmus Stolberg og trommeslager, trompetist og klarinettist Thomas Husmer – samt de tre livemusikere, guitarist Frederik Teige og det amerikanske søskendepar Heather og Peter Broderick på henholdsvis keyboard og guitar. Samtlige musikere undtagen Rasmus synger kor, ofte flerstemmigt. Det lyder efter undertegnedes beskedne mening aldeles fremragende, men gruppen er ikke helt tilfreds og tager mange små passager om og om igen.

Mens musikerne diskuterer små detaljer, kigger jeg mig omkring i øvelokalet, hvor gulvet er dækket med kabler, og der på væggen hænger akustiske instrumenter som autoharpe, mandolin og kora, det 21-strengede afrikanske instrument. På en hylde ligger en stribe fløjter. På en opslagstavle hænger en håndfuld fanbreve, heraf et skrevet af Chris Bear fra den amerikanske gruppe Grizzly Bear. Dem vender vi tilbage til.

Gruppen har øvet siden formiddagen, og ved 17-tiden er øveren i bedste kontortidsstil færdig. De tre livemusikere siger pænt farvel og begiver sig ud i kulden, og tilbage bliver kernen i Efterklang: Casper, Rasmus, Thomas og Mads, der gør sig klar til en timelang interview- og videosession.

Fra DM i Rock til Einstürzende Neubauten

Lidt firkantet kan man sige, at jeres musik, også på det nye album, rummer en blanding af akustiske instrumenter som strygere og blæsere, elektrisk bas og guitar, trommer, elektroniske elementer, heftigt slagtøj og masser af kor. Hvordan kan det være, at det lige netop er dét udtryk, I er kommet til at dyrke? Det er jo ikke sådan, det gennemsnitlige rockband lyder.

Rasmus: - Vi startede Efterklang i december 2000, kort tid efter at Casper, Mads og jeg var flyttet til København fra Sønderborg. I Sønderborg spillede vi alle tre i et mere traditionelt rockband, som kom i finalen i DM i Rock i 1999. Mads og jeg spillede guitar, Casper sang, og så havde vi en bassist og en trommeslager. Men da vi flyttede til København, skulle der ske noget nyt, og så mødte vi Thomas og Rune (Mølgaard, nu tidligere medlem, der dog stadig er løst tilknyttet gruppen, red.).

Rasmus fortsætter: - Da vi så videooptagelser af vores koncert fra DM i Rock-finalen, gik det op for os, hvor ringe vi var. Vi indså, at vi skulle starte helt forfra. Mads lagde guitaren på hylden og købte en computer og begyndte at lave musik på den sammen med Casper, og Thomas, Rune og jeg forsøgte at følge med. Der skulle eksperimenteres på livet løs.

Casper: - De første tre år var en omskiftelig tid. Vi hørte hele tiden ny musik. Den ene måned var det fede Air, så var det Einstürzende Neubauten, så var det Radiohead. Vi lavede nogle meget skizofrene sange i den tid, sange på 11 minutter, hvor vi i den samme sang går fra alt fra de tre navne til noget mere klassisk og glitchet elektronisk. Vi forsøgte at finde et sted, der var vores eget, og som vi kunne stå ved. Og det skete meget naturligt med de fem sange, vi udgav på "Springer"-ep'en i 2003. Der fandt vi et udtryk, vi kunne spejle os i.

Fødte æstetikere

Jeres musik virker meget drømmeagtig og skønhedsdyrkende med elegante stryger- og blæserpassager og gennemarbejdede korarrangementer. Går I meget op i, at musikken skal være skønhedssøgende?

Casper: - Vi har måske været mere bevidste om det tidligere, men det ligger nok lidt i vores rygrad.

Mads: - Vi er æstetikere og følger en æstetisk sans, når vi laver musik. Det er mere skønhed end grimhed, vi dyrker, men vi synes også, at der er grimhed nok i verden i forvejen.

Thomas: - Vores tilgang til musik er mere en legestue, et eksperiment end en mission. Vi er ikke et band, der synes, vi skal en hel masse med vores musik. Det er ikke sådan, at vi har et statement, vi skal ud med. Det, der er guidelinen, er vores smag. Og der kan man helt klart sige, at vi er æstetikere.

Rasmus: - Kombineret med en legelyst og undersøger-mentalitet. Der er nok mange, også os selv, der har svært ved at greje, hvad slags band vi egentlig er. En nem måde at påpege et sted, hvor vi er lidt anderledes, er, at når vi laver plader, er det lidt svært at definere, hvad vi fire egentlig laver på pladerne. Nogle gange også for os selv. Vi er ikke i stand til at spille sangene selv uden hjælp fra vores gæstemusikere. Jeg spiller eksempelvis vist kun tre sange på "Parades", men alligevel føler jeg, at jeg er med fra start til slut.

Rasmus fortsætter: - Vi ser mere det, vi laver, som noget projektorienteret. Vi har noget, vi skal lave sammen, men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg skal spille med på alle numre eller stå ude til højre på scenen. Vi er et meget egoløst band. På nær Casper (griner, red.).

Rasmus tilføjer: - 6. marts 2003 var en vigtig dato i bandets historie. Der spillede vi vores første koncert under navnet Efterklang, på Huset i Magstræde i København. Vi skulle finde et bandnavn til at sætte på plakaten, og det blev så Efterklang. Det var først dér, det rigtig blev alvor for bandet.

Thomas: - Der skete mange ting omkring ep'en "Springer", som har været definerende for arbejdsprocessen i Efterklang. Det med, at vi vil gøre tingene selv. Vi lavede 500 håndlavede plyscovere til ep'en og udgav den på eget selskab, Rumraket. Rasmus arrangerede vores første koncert, og så var han vores manager fra da af.

Rasmus: - Vores første koncert er et godt billede på vores band, tror jeg. Vi spillede ikke bare en koncert, men inviterede et brassband og et andet band og nogle dj's og fik folk til at udstille kunst på væggene. Vi gjorde et koncept ud af koncerten. Vi gjorde tingene indviklede for os selv, men det virkede. Vi havde høje ambitioner, men det lykkedes. Der var fuldt hus.

På niveau med OK Computer

Efter debut-ep'en begyndte det at gå stærkt for Efterklang. De gav flere koncerter, som de selv arrangerede, og de indspillede deres debutalbum "Tripper", som udkom i 2004 på det lille engelske selskab The Leaf Label, kendt for især elektronika og alternativ rock.

Rasmus: - I dag er der heldigvis mange danske bands med internationale kontrakter, men sådan var det ikke dengang. Vi kunne bare ikke finde noget pladeselskab i Danmark, som vi regnede med ville udgive vores musik. Så dels opfandt vi vores eget selskab, Rumraket, dels sendte vi musikken rundt til pladeselskaber i udland. Det gjorde vi allerede med "Springer"-ep'en, og dér fik vi ét svar, fra 4AD i England. De skrev, at de godt kunne lide ep'en og ofte spillede den på deres kontor, og så troede vi, at de ville skrive kontrakt med os, men så skete der ikke mere. Vi gjorde det samme med "Tripper", og der fik vi også kun ét svar, men dér ville Leaf så godt udsende den, og dem endte vi med at signe med uden at vide ret meget om, hvad de kunne.

Da "Tripper" udkom i 2004, vakte Efterklang genklang vidt og bredt. Albummet fik fremragende anmeldelser i ind- og udland, blandt andet på det toneangivende amerikanske musiksite Pitchfork, og der begyndte at komme tilbud om koncerter fra nær og fjern. Det voksede yderligere, da Efterklang i 2007 udgav deres andet, meget gennemarbejdede album, "Parades". Albummet fik nærmest ekstatiske anmeldelser verden over. Det anerkendte engelske musiksite Drowned In Sound sammenlignede ligefrem pladen med kanoniserede mesterværker som Pink Floyds "Dark Side Of The Moon" og Radioheads "OK Computer", mens det herhjemme fik to Danish Music Awards, tre Steppeulve og blev kåret til årets danske album i Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og GAFFA. Og igen sendte det Efterklang ud på en lang turné verden rundt.

I stald med Scott Walker

Op til udgivelsen af gruppens tredje album "Magic Chairs" kunne Efterklang så annoncerede, at de har skrevet en ny international pladekontrakt. I Skandinavien udgiver de stadig albummet på deres eget selskab Rumraket, men ellers udkommer det på det prestigefyldte engelske selskab 4AD, som gruppen som nævnt tidligere har været i kontakt med. Dermed kommer Efterklang i stald med markante internationale navne fra den mere alternative del af rockverdenen som eksempelvis TV On The Radio, Beirut og Scott Walker og på et selskab, som i firserne og halvfemserne udgav stilskabende kunstnere som Cocteau Twins, Pixies og Red House Painters.

Rasmus: - 4AD har altid stået øverst på vores ønskeseddel over pladeselskaber, og vi har længe været i dialog med dem. Med udgivelsen af dvd'en "Performing Parades" (med en liveoptagelse af "Parades"-albummet fra DR Koncerthuset i september 2008, red.) var vores kontrakt med Leaf udløbet. Vi snakkede med 4AD, og de hørte os også til South By Southwest (stor branchefestival i Austin, Texas, red.), men det, der gjorde udslaget, var, at vi spillede til en fest, hvor Camera Obscura, som de lige havde skrevet kontrakt med, også skulle spille.

Rasmus fortsætter: - Programmet blev forsinket, og vi endte med at spille på det tidspunkt, hvor Camera Obscura skulle spille, og det betød, at hele 4AD-kontoret var der for at høre os. Der var allerede en mand dér, der ville signe os, men kan skulle have "go" fra hele organisationen, og det fik han så. Så for os var det held blandet med hårdt arbejde. Vi føler, at vores kontakt på 4AD, Roger Trust, forstår os. Han har sagt, at vi bare skal gøre det, vi hele tiden gør, og lader os selv lave vores covers og musikvideoer, som vi hele tiden har gjort.

Thomas: - Han blander sig heller ikke kreativt, og det er en fed tillid at få fra den side.

Casper: - Jeg tror heller ikke, vi kunne finde ud af at gøre det anderledes. 4AD er ikke et multinationalt selskab, men dog det tætteste,  man kan komme på et major label inden for indieverdenen og dermed det tætteste, man kan komme på de meget omtalte A&R-folk (kunstnerisk ansvarlige, red.), der vil ind og finde et hit, men sådan er de ikke. Vi har også eksisteret snart ti år, og inden vi skrev under med 4AD, havde vi udgivet to album og to ep'er, så vi ved, hvad vi vil, og hvad vi kan, og de har forstået, hvilken størrelse vi er. Og idéen er, at vi skal tage hinanden et andet sted hen. Rogers udgangspunkt var, at han var stor fan af "Parades". Og så tror jeg godt, vi kan finde ud af noget. Den plade er i sig selv så absurd, så hvis folk kan finde ud af den, så taler vi samme sprog. Så forstår vi hinanden. Så det er det klart, at de forventer ikke, at vi kommer med en hitsingle.

Hvordan er jeres forhold egentlig til 4AD's udgivelser? Det er jo et meget anerkendt label blandt verdens uafhængige pladeselskaber.

Rasmus: - Vi har egentlig ikke lyttet så meget til deres udgivelser fra firserne, som mange ellers godt kan lide. Dem er vi først begyndt at dykke ned i det den senere tid. Men de sidste ti år har vi gentagne købt en plade og syntes, den var fantastisk, og så er den kommet på 4AD. For eksempel udgivelser med Beirut og Tv On The Radio.

Casper: - De har nogle af vores favoritbands. Bare tag en fyr som Scott Walker. Det er en ekstrem favorit, og selvom han kun har udgivet to album på 4AD, er det da sejt at kunne sige, man er labelvenner med Scott Walker. De har også udgivet fantastiske plader med Blonde Redhead og The National.

Rasmus tilføjer: - Selvom The National først er blevet tilknyttet 4AD for nylig (grundet en fusion af pladeselskaberne Beggar's Banquet og 4AD, red.).

Thomas: - Man fornemmer også den større gruppe af selskaber, der findes bag 4AD, Beggars Group, der også omfatter selskaberne XL, Matador og Rough Trade. Det er fedt at være under en hat, der er så stor, og som også har udgivet bands som Radiohead og Vampire Weekend.

Rasmus: - Rent karrieremæssigt er det fantastisk, at de mennesker, som har udgivet Vampire Weekend og Radioheads seneste album, skal udgive Efterklang. Men man føler sig også ret lille og tør næsten ikke spørge om noget, for de har måske travlt med at sælge en halv million plader med et andet band.

Mads påpeger: - De fire selskaber XL, Rough Trade, Matador og 4AD deler nogle folk i visse salgs- og markedsføringsmæssige sammenhænge, men deres A&R-folk er forskellige i de fire selskaber. Ham, der har skrevet kontrakt med os, har ikke noget med eksempelvis Radiohead at gøre.

Popvejen er et eksperiment

Og så er jeres musik blevet mere tilgængelig, samtidig med at I udkommer på et større selskab. Det ligner en tanke?

Rasmus: - Der er mange, der tror, at det at vi er kommet på et større selskab, har fået os ind på en popvej, men sådan er det ikke.

Thomas: - Vi er draget ind på en popvej, men det er et eksperiment fra vores side og har ikke noget med vores kontrakt at gøre. Men det med at spille noget mere tilgængelig musik, det har måske også lidt med modenhed at gøre. At man tør stå ved det, man har lyst til at lave. Hvor vi, da vi begyndte, var meget optaget at søge en identitet, gå imod strømmen.

Rasmus: - Dengang var vi optaget af at afgrænse, hvad der ikke var Efterklang.

Casper: - Men det er jo stadig ikke sådan, at vi ligefrem vælter sange ud af os.

Thomas: - Men der er ting, der har været forbudt i Efterklang, som ikke er forbudt længere. Saxofon for eksempel, et omkvæd, der bliver gentaget, eller hihat. Det var forbudt i fire år. Så langt var vi ude (griner).

Casper: - Jeg føler mig virkelig ikke moden, når jeg sætter mig ned og skriver en sang. Hver gang vi starter noget, føler jeg stadig, at det hat og briller. Da vi lavede "Performing Parades", der syntes jeg i starten, i de første dage, at det hele gled utrolig glat, jeg syntes næsten, det var for nemt, og jeg blev helt bekymret. En del af arbejdet i Efterklang handler også om, at vi skal prøve en ny vej.

Thomas: - Hvis man bevæger sig, kommer man altid ind på en ny vej, på nye områder, hvor man er grøn. Men der er mange ting, vi ikke behøver at tvivle på længere. Vi kan slappe lidt af og vide, at der kommer folk til vores koncerter, også selvom vi ikke er pladeaktuelle.

Casper: - Det ville have været et meget mere sikkert valg at lave "Parades 2", et kamikazeprojekt, et 200 spors monster i surround sound, hvor vi havde bygget et eksperimenterende værk omkring os selv. Det ville have føltes som mere sikker grund. Denne her gang har vi sagt til os selv: lad os prøve at vende bægeret på hovedet. Det er lige så grænseoverskridende som før og svært at forholde sig til. Der er stadig ting på "Magic Chairs," vi ikke forstår, selvom det er i mindre grad end i tilfældet på "Parades".

Thomas: - Ja, og der er ting, vi ikke kan få til at makke ret på "Magic Chairs".

Sange til et lejrbål

Men hvis det ikke er på grund af jeres kontrakt, hvorfor er det så, at I er begyndt at lave musik, der er mere umiddelbar?

Rasmus: - Det hænger blandt andet sammen med, at da vi lavede "Performing Parades"-koncerten, begyndte vi at snakke om at begynde at lave en ny plade. Vi følte, "Performing Parades" var et højdepunkt, men også et punktum for den måde, vi har lavet Efterklang på.Vi kunne ikke rigtig forestille os, hvordan vi skulle kunne gøre det større og vildere, og alle var enige om, at en måde, vi kunne forny os på, var at skalere det ned. Det var den ene ting, den anden ting, en ufordring kunne man kalde det, var at prøve at skrive rigtige sange med vers og omkvæd, sange, som kan komme i en sangbog, sange, som man kan spille rundt om et lejrbål, eller i hvert fald prøve på det. Det har vi nemlig aldrig rigtig gjort før. Det synes jeg heller ikke helt er lykkedes denne gang, men vi forsøgte.

Casper: - Vi vil prøve at lave sange, hvor vi kunne optage os i studiet spille sangene sammen, sammen med vores livemusikere. Efterklang er en lidt anden størrelse end de fleste bands, idet det aldrig kun os fire, der spiller sange sammen. Det er mere os, der sætter tingene i gang, og så har vi brug for nogle mennesker til at hjælpe os med at fuldføre de idéer, vi har. Det er meget få gange, hvor det kun er os fire, der spiller. Sidste gang var til Slaraffenklang-koncerten (all-star-band bestående af samtlige medlemmer af grupperne Slaraffenland og Efterklang, red.). Det gjorde vi også denne gang, Denne gang har vi bare holdt det til nogle få mennesker, vi kendte, og holdt os fra de store projekter på Tripper og Parades, hvor vi arbejdede med store kor, et grønlandsk kor og et drengekor og virkelig lukkede op for posen. Nu skulle vi kunne spille sangene sammen. Så smed vi dog nogle strygere og blæsere på til sidst, så der alligevel gik lidt Efterklang i den.

Rasmus: - Ja, vi holdt ikke helt konceptet.

Casper: - Det handlede om at få nogle sange op at stå, som vi kunne spille sammen og kigge hinanden i øjnene samtidig. Med "Parades" var det det modsatte, at vi lavede et album, vi overhovedet ikke kunne spille sangene sammen, og der gik faktisk et helt år fra udgivelsen, og to et halvt år efter at vi gik i gang med den, til vi så lavede "Performing Parades"-koncerten, hvor vi så står på scenen med et orkester og spiller sangene sammen. Denne gang gik vi den modsatte vej. Vi startede med at skrive sangene og så lade dem udvikle sig derfra.

Rasmus: - Der er nok et større spring mellem "Parades" og "Magic Chairs", end vi selv lige kan se. Vi føler, at dette album udspringer fra alle de koncerter, vi har spillet det sidste halvandet år, så hvis man har set os live inden for det sidste halvandet år, kommer det nye album nok ikke som lige så stor en overraskelse, som hvis man har siddet og lyttet meget til "Parades" med hovedtelefoner på. Under tilblivelsen af "Parades" spillede vi overhovedet ikke, og da den så udkom, så skulle vi kompensere, så derfor tog vi på en meget lang turné, og vi blev meget glade for det liveband, vi havde, og derfor har vi lavet det nye album meget sammen med dem. Det ændrede mange ting.

Mads: - Halvdelen af de nye sange havde vi med til USA, hvor vi spillede en måned i foråret 2009 og prøvede dem af, og hvis der var nogle ting, der ikke virkede, lavede vi noget andet, og da så kom vi tilbage, begyndte vi at indspille dem. Vi ville egentlig have taget 10 sange med på tur, men det nåede vi ikke, så vi måtte skrive nogle flere, da vi kom hjem, og de har ikke været testet på samme måde live, men de er indspillet på samme måde. Det var det samme, vi gjorde, da vi lavde ep'en "Under Giant Trees" (fra 2007, red.). Det er en helt anden proces, når man kender til sangen, når man begynder at optage den, end når man skal arbejde med en sang helt fra bunden.

Thomas: - Forskellen var bare denne gang, at det var helt bevidst: Vi ville skrive nogle sange først, tage på tur, lære at spille dem og gå hjem og indspille dem. Det var hele konceptet.

Casper: - Ja, med "Under Giant Trees" var det mere en afledningsmanøvre fra "Parades" med sange, som vi vupti fandt frem, fordi vi var gået lidt kolde i "Parades".
 
Har I så indspillet "Magic Chairs" live i studiet, eller er der også overdubs på?


Casper: - Vi gik i studiet i Feedback-studiet i Århus og havde øvet sangene på forhånd her i øvelokalet med trommesæt, guitar, bas og klaver, og jeg sang lidt cue (midlertidig testsang, red.) hist og pist og spillede lidt percussion. Når vi spillede en sang, så lød det som en sang. Men vi tænkte alle sammen, at hov, der manglede en violinstemme her, der mangler det ene og det andet.

Rasmus: - Det var ikke lagkage, vi har indspillet sangene fra start til slut med basic tracks.

Mads: - Fundamentet er rimeligt live, men der er kommet en masse ting ovenpå.

Rasmus: - Jeg får aldrig noget at vide. Jeg spiller bas, og så klipper de bare i den bagefter (griner). Jeg kan ikke høre forskel alligevel.

Thomas: - Han ved stadig ikke, at det er mig, der har spillet den (griner).

Bandcamp i Israel

Men der var også noget med, at I tog til Israel forud for indspilningen af Magic Chairs?

Thomas: - Ja, starten på denne plade var, at vi tog på bandcamp i Israel i 10 dage.

Mads tilføjer: - Ja, heraf fem dage i øvelejr.

Rasmus: - Idéen var at tage et isoleret sted hen og øve og øve. Vi blev så enige om at gøre det i Israel, for vi blev inviteret til at være artist in residence på en festival i Israel, i Tel Aviv, og så kunne vi så slutte af med at spille sangene ved denne festival. Det var det samme, da vi skulle spille i USA, da tog vi derover en uge før for at øve sangene igennem.

Casper: - Mads og jeg startede på skitser til sangene i december 2008. Vi plejer at starte arbejdet inde i computeren, men på "Tripper" og "Parades" voksede sangene sig til nogle meget store monstre meget store inde i computeren, som var svære at hive ud af den igen. Her ville vi gerne tage dem ud af computeren hurtigt, inden de voksede sig for store, så vi tog skitserne ud og tog dem med til Israel. Så stillede vi os på et gulv og spillede disse skitser og prøvede at få dem til at fungere. Der stod vi fire mennesker dernede, og livebandet kom de sidste par dage inden koncerten og blev involveret. Vi spillede de to "Magic Chairs"-numre "The Soft Beating" og "Alike" for første gang, og så "Me Me Me The Brickhouse", som så blev en B-side.

Jeres besøg i Israel faldt sammen med Israels krig mod Gaza i begyndelsen af 2009. Hvordan havde I det med det?

Thomas: - Vi diskuterede frem og tilbage, om vi skulle tage derned. Vi var bevidst om, at Israel stod og skød raketter ind over Gaza 50 kilometer væk fra der, hvor vi skulle øve i Tel Aviv. Vi blev dog enige om, at dels havde konflikten ikke noget med os at gøre, dels ville vi gribe enhver chance for at sprede det glade budskab musik ud. Det ville også være interessant for os at være sådan et sted og få et indblik i situationen.

Rasmus: - Vi lærte meget om os selv på den tur. Da vi blev inviteret derned, var der ingen konflikt ud over den, der er der hele tiden, men den kom så, og vi begyndte at overveje, om vi skulle boykotte den, og der var også folk i vores omgangskreds, der stillede os det samme spørgsmål. Men ligesom når vi har været på turné i Kina, har vi sagt til os selv, at det, vi repræsenterer, er musik, og vi tror og håber, at vi måske kan gøre en forskel med musikken. De mennesker, der var med til at arrangere denne festival, de mennesker, vi talte med, var vi fuldstændig på bølgelængde med. De var stærke modstandere af krigen, og vi endte med at synes, at vi vist havde gjort det rigtige ved at tage af sted.

Casper: - Turen var en fantastisk oplevelse. Vi kom rundt i landet; vi var ved Det Døde Hav og var i Jerusalem. Men Tel Aviv, hvor vi boede, er et meget specielt sted sted. De lader, som om der ikke er nogen konflikt.

Thomas: - Det er en underlig boble.

Casper: Men arrangørerne ville gerne vise konflikten frem for de artister, der kom til festivalen. De ville gerne gøre den så åben som muligt.

Rasmus: - De tog os rundt i Israel og viste os forskellige sider af konflikten. Vi har været meget omkring med Efterklang, i Riga, Kina, i Texas, og vi har fundet ud af, at overalt findes der mennesker, der deler vores værdier. Der findes gode mennesker overalt, også i lande, der er åndsssvage. Det gør der jo også i Danmark (griner).

Ikke et politisk band

Talte I så også med modparten i konflikten, altså palæstinenserne?

Casper: - Der var en arabisk fyr, der også var en del af arrangørgruppen. Vi blev også taget rundt af en guide, men man snakker ikke meget om jøder og palæstensere, men mere om israeler og arabere. Der var også det arabiske kvarter, Jaffa, i Tel Aviv, der følte, at de blev udnyttet af jøderne og købt ud. Men da jeg kom hjem, følte jeg mere forvirret. Det er en utrolig langhåret konflikt. Det er utroligt, hvordan man kan behandle hinanden. Man forstår godt, at der ikke er nogen, der er interesseret i at få sprængt sin familie i luften.

Thomas: - Det er en meget kompleks situation.

Rasmus: - Det hele ender med politik. Vi har dog konkluderet, at det er svært at være modstander af mennesker, også selvom de lever i Israel. Men vi er ikke et politisk band overhovedet. I denne situation blev vi tvunget til at tage stilling, men vi vil helst ikke tage stilling. Vi vil helst ikke opleve, at vores musik har noget som helst med landegrænser eller den slags at gøre.

I taler meget om, at I vil udbrede musikkens glade budskab til hele verden ved at rejse rundt med den. Her minder I lidt om et band som Savage Rose, men de er jo åbenlyst politiske, og det er I ikke...?


Rasmus: - Vi kunne nok nogenlunde blive enige internt i bandet om, hvad vi mener, men det er ikke vores agenda.

Mads: - Det er ikke vores mål at være et politisk band. Politik er meget konkret og går ofte i hårknude. I Efterklang har det altid været sådan, at musikken skal være mere abstrakt, stemninger og følelser, mere end formaninger. Men vi stemmer da og har holdninger. Vores ophold i Israel har nok ikke påvirket os direkte, men vi er blevet forandrede som mennesker, at det, vi har set, og i det, at vi eksempelvis ved selvsyn har oplevet, hvad bosættelser er. Men det er ikke noget, der kommer til udtryk i musikken.

Den særlige Efterklang-æstetik

For at vende tilbage til musikken. Kan I fortælle lidt mere om jeres særlige musikalske æstetik? For som vi talte om tidligere, så er jeres musik kendetegnet ved brug af akustiske instrumenter som strygere og blæsere såvel som rockinstrumenter som el-guitar, el-bas og trommer, samt elektroniske elementer, heftigt slagtøj og kor. Hvorfor er det netop de elementer, I gør brug af?

Mads: - Ja, sådan har det været, ikke mindst på "Tripper" og "Parades". Nøglen har været, hvordan blander vi det, så det hele smelter sammen eller spiller op mod hinanden. Jeg ved så ikke, om det er det så meget mere.

Casper: - Der er en vis sandhed i det. Man spejler sig lidt i sin egen musik, når man for eksempel øver den. Vi vil gerne kunne spille en sang omkring et lejrbål, men det kan vi ikke rigtigt. Vi har prøvet at spille en sang uden Mads' elektronik, men så føles det ikke rigtigt, og det føles heller ikke rigtigt, hvis der kun er elektronik. Der er dog undtagelser, som for eksempel "Natural Tune" på det nye album.

Thomas: "Natural Tune" er så opstået fra et dogme, hvor vi prøvede slet ikke at have elektronik med. Men mange af sangene er indspillet på den måde, at vi har opdaget noget, der ikke virker. Vi har syntes, at der manglede noget og tænkt: hvad gør vi? Og så har vi fået lyst til at få fat i et kor. Og så skal vi have gjort det. Så får vi den idé, at vi for eksempel tager til en kirke i Roskilde og arbejder med nogle børn. Det er sjovt at kaste sig ud i eksperimenter, og så se, at de virker. Det er lidt besværligt, men det virker.

I kan også godt lide kvindeligt kor?

Casper: - Vi har haft kvindelige sangere rundt live, men det er blevet mere naturligt for mig at træde i karakter som sanger. De nye sange har en vokal, hvor min vokal ligger i et helt andet spekter. Det er utroligt spændende at opleve efter seks-syv år, at der kan ske noget nyt med min vokal. Nogle gange kan jeg godt anskue vokaler konceptionelt, og hvis jeg for eksempel har arbejdet med en dyb vokal, så er det meget naturligt, at der lige kommer en skygge af noget, der er en oktav højere.

Thomas: - Der skal ikke nødvendigvis være en kvindevokal, men det er et virkemiddel, vi har til rådighed, og man ved, at det vil smelte godt sammen.

Casper: - På det nye album har vi arbejdet med et mere sparsomt udtryk, og når du så kommer kor på, kommer der et dynamisk spektrum, der er større. Jo mere intim vokal, jo mindre skal der til, før at det bliver større. Symfoniske klange kan også virke større, når man skalerer det ned.

Tekster og musik hænger sammen

Dine tekster er også blevet tydeligere på det nye album, Casper. Kan du fortælle lidt mere om, hvordan du arbejder med teksterne?


Casper: - Jeg har svært ved at skille tekster fra musik. Det var lettere, hvis Mads lavede al musikken, og jeg så skulle skrive tekster. Men de tekster opstår altid sammen med musikken. De figurerer i starten som et virkemiddel, et instrument. Den afsluttende fase handler om at få nogle ord ud af noget, der som regel er volapyk i begyndelsen. Men det er ikke målet som udgangspunkt, at det er noget, folk skal forstå. Der må godt være tekststofer, sætninger, ord og vendinger, der er interessante. Jeg har også sendt teksterne rundt til de andre for at få respons, og nogle gange ligefrem spurgt dem om, hvad de synes, jeg synger af volapyk, og så har jeg forsøgt at inkorporere det. Men det er nok den værste del af musikprocessen. Jeg kan bare ikke lade være med den, for ellers synes jeg ikke, sangen er færdig. Det er i den grad den bitre del af kagen. Jeg skal igennem det til sidst.

Thomas: - Der skal lige skrives noget tekst, så der kan blive indsunget noget vokal.

Casper: - Det bliver lavet om ti gange, mens det bliver indsunget, og jeg har svært ved at blive tilfreds.

Thomas: - Men det er meget gennemarbejdet.

Men I trykker ikke teksterne på coveret?

Mads: - De bliver trykt på den japanske udgave af albummet.

Thomas: - Det kræver japanerne for at udgive pladen.

Casper: - Måske begynder vi at trykke teksterne på coveret en gang i fremtiden. Det er da også mere relevant på denne plade end før. Men jeg er bare ikke parat til det endnu. Men når man sidder med en tekst i hånden, kan man måske bedre få form på sangen som lytter.

Mads: - Det kan også være interessant, når lytteren selv digter med. Når man har hørt en tekst ti gange, tror man ofte, man hører noget, som ikke bliver hørt alligevel.

Ja, jeg troede eksempelvis, at sangen "Mirror Mirror" åbner med linjen "This world is for the birds".


Rasmus: - Og hvad synger du så i virkeligheden, Casper?

Casper: - "This war is for the best."

Rasmus: - Hihi, jeg kan næsten bedre lide dit bud, Ole.

Thomas: - Nu er det en meget gladere sang.

Rasmus: - Det er da et fint budskab, at vi mennesker skal holde os væk og lade fuglene så komme til. Men vi skal jo være her for at lave musik.

Casper: - Jeg kigger selv sjældent med i bookletten for at følge med i teksterne på andres sange. Jeg kan nynne med på mange Radiohead-sange; jeg hører ord i det, men aldrig hele teksten...

Thomas: - Det tror jeg ikke, der er nogle af os i bandet, der gør.

Mads: - Medmindre det er meget direkte tekster.

Rasmus: - Måske hvis det er en kunstner som Neil Young, eller hvis det er en dansksproget kunster. Så kan man næsten ikke lade være med at høre efter. Men vores tekster er nok helt sort snak for en englænder, for vi synger jo tekster på et andet sprog end vores modersmål.

Læs del 2 af interviewet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA