x

Efterklang: Hårdtarbejdende æstetikere del 2

Efterklang: Hårdtarbejdende æstetikere del 2

Anden del af det lange Efterklang-interview, som findes i forkortet form i GAFFA marts. Læs del 1 her.

Einstürzende Neubauten hænger ved

I talte om, at I hørte kunstnere som Air, Radiohead og Einstürzende Neubauten, da I var i færd med at definere jeres lyd. Er der så nogle af de bands, der har hængt ved som inspiraitonskilder?

Rasmus: - Einstürzende Neubauten er nok det band, der har holdt længst ved. Nogle gange forsvinder de lidt, men så kommer de tilbage efter lidt tid. Og det er hele pakken. Det er et utroligt interessant projekt og et utroligt band. Det er både den måde, de spiller på og...

Casper: - Der er også dragende, fordi de er så anderledes, end vi er. De er så kaotiske. Vi har måske lidt rod på gulvet her i øvelokalet, men vi er kaotiske på en anden måde, end de er. Deres udtryk er så tysk og industriet, men samtidig er det så...

Mads: - Enormt poetisk...

Casper: - Ekstremt poetisk. Og så er de nogle karakter af karat. De er sjove at følge med. Og vi startede endda i den senere del af deres karriere, hvor folk, der er ældre end os, kender deres ældre materiale, som er lidt hårdere. Der er noget poetisk og romantisk i dem, men samtidig en stemning af slagterhus. De er skyld i, at vi har slået på rigtig mange radiatorer og jernrør. Hele vores nysgerrighed i forhold til at bruge industrielle ting og bruge en alternativ instrumentering er inspireret af dem. Men det er hos os sket i kombination med en sampler.

I virker ret dygtige rent teknisk? Er I meget skolede?

Casper: - Det er der mange, der siger, men vi er ret overraskede over at høre den melding.

Men Thomas, du sagde, før interviewet gik i gang, at du kun har spillet klarinet i to måneder, men det lyder da ret godt.

Casper: - Thomas er helt klart den bedste musiker i bandet.

Thomas: - Vores tilgang til at spille instrumenter er, at vi finder ud af, hvad vi har brug for, og så lærer vi det. Mads er eksempelvis utrolig god til at spille én melodi på sin blokfløjte, men den sidder så også i skabet.

Rasmus: - De folk, vi har med os inde som gæstemusikere, spiller med i alle mulige projekter og er meget dygtige. Men vi fire spiller kun i Efterklang, og vi kan nok heller ikke finde ud af andet. Vi kan heller ikke finde ud af at spille andres sange omkring lejrbål. Heller ikke vores egne, for den sags skyld. Og det ville være forfærdeligt, hvis vi skulle spille et nummer af eksempelvis Shu-Bi-Dua omkring et lejrbål.

Thomas: - Vi fandt ud af det, da vi lavede Slaraffenklang-koncerterne for nylig sammen med Slaraffenland, hvor vi blandt andet skulle spille et Slaraffenland-nummer, og de så skulle spille et af vores numre. Slaraffenland er utrolig dygtige.

Casper: - Det er for os gode musikere.

Thomas: De kunne virkelig spille et Efterklang-nummer, som var imponerende. Vi måtte tage den den anden vej og sige til os selv: Mads, programmér et nummer, Casper, syng, og jeg spiller så én tone på et orgel. Det var, hvad vi kunne finde ud af. Musikalsk holdt det dog. Det siger nok lidt om os.

Rasmus: - Vi er gode til at hive folk ind, der er dygtige. Det smitter lidt af på os, så også jeg bliver også kaldt en dygtig musiker.

For mange kokke fordærver musikken

Det er altid Mads og Casper, der skriver musikken. Hvorfor er det sådan?

Mads: - Vi har fundet ud af, at det at arbejde i plenum gør tingene mere komplicerede. Så har alle syv i bandet forskellige ideer, og så skal man finde ud af at flette det sammen. Det er lettere at gøre det to mand, og så involvere først Thomas, så Rasmus og så videre med andre musikere.

Casper: - Vi har alle denne her øvelokaleband-baggrund, og det havde vi ikke det store held med. Mads og jeg boede sammen i starten, da vi flyttede til København. Vi investerede i et hjemmestudie; det var den måde, vi skrev på, og så involverede vi folk. Rasmus besluttede på et tidspunkt, at han ikke ville være med i sangskrivningsprocessen, det var slet ikke hans kald, og han brugte så tiden på at være manager og køre vores pladeselskab Rumraket.

Thomas: - Det er et spørgsmål om at være tro mod sine egne interesser, og så er vi så heldige, at I kan finde noget musik, som vi andre i bandet gider spille. Vi lytter til musikken og giver respons, også vores livemusikere. Man kan mærke, om et nummer har en fed energi. Hvis ingen kan lide det, bliver det ikke spillet.

Casper: - Det er et ping-pong-spil mellem Mads og jeg på den ene side og Thomas og Rasmus og livemusikerne på den anden. Et Efterklang-nummer bliver ikke til et Efterklang-nummer, hvis det ikke bliver reflekteret i de to herrer her (Thomas og Rasmus, red.), og så smider de det tilbage til os. Nogle gange holder de fast i noget, som vi ikke kan lide, eller omvendt.

Casper fortsætter: - Thomas og Rasmus er et ekstremt hårdt panel. De har hørt alt, vi har lavet, siden vi startede. Derfor er det svært at overraske, men det giver en god motor rent kreativt at skulle komme op med noget, der kan overraske dem. Det sker sjældent, at de er overekstatiske over et nummer. Der går lidt tid, hvor tingene skal absorberes. Det kan være, det først sker, efter et album er udkommet, og vi skal spille tingene live.

Thomas: - Rasmus og jeg skal hele tiden forsøge at tænke: "hvad er det, de mener?" Måske skal man spille sangen 50 gange, før vi forstår det.

Casper: - Man skal have jakken til at passe til sig selv. Vi skal have vores egen idé om, hvad vi vil bruge musikken til.

Tyveri fra Mike & The Mechanics?

Der er lige noget, jeg gerne vil vende med jer. Jeg synes, omkvædet i sangen "Full Moon" (Hør sangen her) fra jeres nye album minder utrolig meget om omkvædet i Mike & The Mechanics' sang "Silent Running" fra 1985. (Hør sangen her), både melodisk og tekstmæssigt. Jeg sendte jer et link til sangen forleden, så I kunne høre den. Hvad synes I om sammenligningen?

Casper: - Det er utroligt tankevækkende. "Full Moon" er en ret straight sang fra vores side. Der er en C-dur og en a-mol ligesom hos Mike & The Mechanics, men det er jo en akkordkombination, der findes i tusindvis af sange.

Rasmus: - Ja, og klaverrundgangen findes i tusinder af sange, og teksten er jo ikke helt den samme, vel?

Nej, ikke helt. I synger "Can you hear them calling?",  og Mike & The Mechanics synger "Can you hear me running, can you hear me calling you?"

Rasmus: - Nåja, de minder selvfølgelig lidt om hinanden.

Thomas: - Jeg var ved at falde ned af stolen af grin, da jeg hørte Mike & The Mechanics' nummer.

Men kender I Mike & The Mechanics' sang, eller har I måske hørt den i radioen og er blevet inspireret ubevidst?
 
Casper: - Nej, vi kender kun deres hit "Over My Shoulder". Jeg vil sværge på, at jeg aldrig har hørt den sang før.

Rasmus: - Nej, det er en sang fra før vores tid. Men det er da sjovt, ligesom Coldplay, der bliver sagsøgt af Joe Satriani for at have stjålet en af hans sange. Det kan jo ikke undgås, at der er to sange, der ligner hinanden. Det er svært at være musiker, hvis man vil sige, at man vil lave noget, der aldrig er hørt for. Så kan man blive skuffet hurtigt. Alt er lavet før. Det er umenneskelige krav at stille til sig selv. Vi laver musik for vores egen skyld. Det er for vores egen skyld, at vi prøver noget nyt. Ellers bliver vi fuldstændig kulrede i hovedet. Det er federe, at det er lystbetonet.

Casper: - Det er succeskriteriet for os, at vi laver noget, der er vores eget.

Rasmus: - Men det behøver ikke sprænge rammerne eller være bedre end alle mulige andre alternative bands.

Hvorfor hedder albummet egentlig "Magic Chairs"?

Rasmus: - Det er der mange forklaringer på, men den korte version er, at for første gang har vi lavet en titel, som vi ikke har en præcis forklaring på. Sammensætningen af de to ord, der peger i hver sin retning, er en flot titel; vi kan ikke helt forklare hvorfor. Det er fint, hvis det kan tænde folks fantasi. Vi har indbyrdes forskellige fortolkinger.

Grizzly Bear ude af proportioner

Det er oplagt at sammenligne jer med et band som amerikanske Grizzly Bear. I er gamle venner, I spiller musik, der er åndsbeslægtet, I udgav deres første album i Europa på jeres Rumraket-selskab, og de har ligesom jer gået fra et mindre pladeselskab til et større og har udgivet et mere tilgængeligt album, og de har pludselig fået et stort gennembrud og gik ind på en ottendeplads på den amerikanske albumhitliste. Kan I forestille jeres noget lignende ske for jer?

Mads: - Måske, men det er et spørgsmål om held og om at blive hørt af de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt.

Rasmus: - Det ville ikke være ufortjent, synes vi, men det er lidt urealistisk.

Casper: - Vi må altså lige slå fast, at det, der er sket med Grizzly Bear, er fuldstændig ude af proportioner. Det, at de er gået ind på en ottendeplads på den amerikanske hitliste. Det sker for et indieband ud af 100 hvert år. Hånden på hjertet: Vi har aldrig tænkt i de baner, og succeskriteriet ligger slet ikke derude. Det ville være et ubærligt mål. Vi tager tingene i vores eget tempo.

Rasmus: - Vi bliver ofte sammenlignet med navne som Arcade Fire, Grizzly Bear, Sigur Rós og Sufjan Stevens, og det er vi da beærede over, men det er samtidig også lidt hårdt, for det er bands, der er i en helt anden liga som os. Samtidig skal man huske på, at et af 4AD's mest succesfulde bands, Beirut, måske sælger 100.000 plader på verdensplan. Det svarer til, hvad Nephew sælger herhjemme. Det er jo flot, men det er jo ikke noget, man bliver mangemillionær af.

Hvor mange plader sælger I egentlig? Og hvor meget af det har været uden for landets grænser?

Rasmus: - Det er lidt svært at opgøre, når folk køber enkeltnumre på digitale tjenester. Men vi har vel solgt omkring 25.000 af hver af vores to album internationalt, herfra cirka 2000 i Danmark, så det meste kommer altså fra udlandet.

I har været med til at hjælpe Grizzly Bear frem i starten. Synes I, at de skylder jer noget nu?

Casper: - Nej, det ville være uretfærdigt at sige, at de skylder os noget. Deres succes skal være dem vel undt.

Thomas: - Det er de sødeste mennesker, og de spiller noget fantastisk musik.

Rasmus: - Vi føler mere en stolthed over, at de eksempelvis har varmet op for os.

Kan de være inspirationskilde, karrieremæssigt?

Rasmus: - Ja, det kan de, i og med at de ikke går på kompromis, men de er samtidig enormt bevidste om deres business. Ed (Droste, forsanger, red.) er foran alle bands med sociale netværk. Han var en af de første, som begyndte at bruge MySpace, før nogle andre syntes, at det var noget særligt. Det er meget inspirerende, men vi har også erkendt, at selvom vi kommer på Twitter, skal man også have noget at skrive om.

Kan leve af musikken – nogenlunde da

Kan I egentlig leve af jeres musik nu?

Rasmus: - Vi har kunnet leve af det siden 2008, og de sidste år har vi også spillet så meget, at vi ikke har haft tid til at arbejde ved siden af, men vi er også meget afhængige at støtte fra eksempelvis Kunstrådet. Jeg har egentlig aldrig tænkt på, at jeg skulle kunne leve af det her, i hvert fald ikke før indtil for nylig, så jeg er lidt faktisk overrasket over det.

Thomas: - Vi er utroligt privilegerede, at vi kan få lov at hellige vores tid til dette.

Casper: - Vi er også afhængige af vores private situation, at vi er i sluttyverne og starttrediverne, og at ingen af os har børn.

Rasmus: - Og vi har meget forstående kærester, der også til dels selv arbejder med kreative ting ligesom os, og i hvert fald ikke sidder og venter på, at vi kommer hjem.

Hvad så hvis I får børn?

Casper: - Så bliver det en ny situation, som vi må tage stilling til til den tid. Men det burde da kunne lade sig gøre. Vores tidligere pianist Rune (Mølgaard, red.) er godt nok gået ud blandt andet, fordi han har fået tre børn, men han er stadig løst tilknyttet gruppen og har også været med i studiet på "Magic Chairs". Og han var med til vores Slaraffenklang-koncerter i januar.

Men det er vel også svært at leve af musikken, når lagkagen skal deles i så mange stykker. Hvorfor er I altid syv-otte musikere, når I tager på turné?

Rasmus: - Havde vi været en rockkvartet, kunne vi have levet af det siden 2007. Men de ekstra musikere er strengt nødvendige for at kunne spille. Vi kan ikke undvære dem.

Casper: - Det er til evig revurdering, hvor mange vi har med. Vi kan ikke bare spille vi fire. Vi tager ikke de ekstra musikere med, fordi vi har mulighed for det, men fordi det er nødvendigt, og det er en udfordring, bare at vi er syv musikere frem for otte nu.

Rasmus: - Vi arbejder efter Ford Transit-modellen. I Danmark må man være maksimalt ni i en minibus, og det ville være dumt at køre i to biler for en ekstra trompet, når man ikke får særlig mange penge for at spille. Så vi tager maksimalt ni mand af sted. En lydmand og otte musikere.

Casper: - Det gør noget andet ved dynamikken, at vi er så mange. Vi er glade for det klima, der er i livesitatuioen. Med syv mennesker er der meget plads til folk. Hvis der for eksempel kun er fire af sted, bliver det let lidt mere fnidret, kan vi se på andre bands. Det er godt, hvis man kan tale med andre end sidemanden.

Thomas: - Jeg har så sent som i dag hørt, at Efterklang er kendt for at have en god bandkemi. Det tror da også fanden, når vi er så store som et helt håndboldhold. Man sover ikke i ske med den samme hver nat.

Rasmus: - Vi har aldrig faste pladser i bussen eller faste sovekammerater, det kan jeg ikke holde ud.

Hvad lavede I egentlig, inden I kunne leve af Efterklang?

Casper: - Vi har haft utallige jobs.

Rasmus: - Jeg har levet af SU, idet jeg har studeret først film- og medievidenskab og siden music management.

Thomas: - Jeg har først levet af SU og er uddannet skolelærer. Det tog så syv år, blandt andet på grund af Efterklang – det er i hvert fald den officielle undskyldning - og jeg har så arbejdet som skolelærer i et par år.

Mads: - Jeg har arbejdet som teknisk support i telebranchen.

Casper: - Og jeg har arbejdet i en børnehave og som ungdomskolelærer.

Men lad os nu sige, at I begynder at få børn. Hvad gør I så? Så kan I vel ikke rejse hele verden rundt, eller?

Rasmus: - Det har vi faktisk ikke talt om. Vi har dog overvejet at holde et par måneders pause, når vi kommer ud på den anden side efter "Magic Chairs"-turnéen. Men vi har da skrevet under på, at vi vil lave mange plader efter denne her.

Casper: - Vi har ikke en plan B, hvis der sker forandringer i bandet. Vi har haft meget tillid til, at alle var der, når vi skulle bruge dem. Det har ligget implicit, at man står til rådighed for Efterklang. Det kunne man sagtens forestille sig skulle laves om, at man ikke skulle gå "all in" i halvandet år, men bare gå "all in" i perioder.

Thomas: - Men det er der ikke økonomi i endnu.

Rasmus: - Vi kunne godt tænke os at spille færre koncerter for flere mennesker, men stadig spille for alle, der ville høre os. Det ville gøre det lettere at have familie. Der er jo masser af mennesker, der har børn og er musikere, men det er svært at tage af sted et halvt år og komme hjem med et underskud. Den slags vil være svært at forklare det for familien.

Bliver gradvist større

Hvad er egentlig jeres ambitioner med Efterklang?

Rasmus: - Vi drømmer selvfølgelig om at blive større. Det kunne være fedt at spille steder som Store Vega flere steder i verden. Vi opdagede også efter "Parades", at vi lavede en turné mere end et år efter pladen var kommet, og vi havde følelsen af, at vi pludselig havde en fanbase. Hvis vi bare kan bevare det her, så er det godt nok. Vi er tilbageholdende med at drømme.

Thomas: - Vi kan jo ikke bestemme, hvordan vinden blæser.

Casper: - Det er let at blive revet med af at spille for 1800 mennesker i Barbican i London. Men vi har prøvet tilpas mange gange, at folk har sagt, at hvis vi gør sådan og sådan, så sker der det og det for os. Og der er sket lidt for os, og vi har rykket os, men vi har ikke fået det store gennembrud fra den ene dag til den næste. Vi har opdaget, at hvis musik er abstrakt, så er den praktiske del af musikbranchen rigtig abstrakt og uigennemskuelig. Vi har fået en dansk ydmyghed over for tingene.

Rasmus: - Der sker altid noget spændende for os. Så bliver vi årets album i et eller andet medie, eller vi bliver venner med The National, og så prøver vi at finde en violinst, og så kommer Sigur Rós' strygergruppe Amina og vil spille violin for os. Så sker der lidt, og vi flytter os lidt. Men vi har aldrig prøvet det, som Rumour Said Fire har prøvet, hvor de pludselig er Danmarks største band på et øjeblik. Vi er vokset kontinuerligt over ti år, og hvis vi kan fortsætte med det, så er vi glade.

Casper: - "Tripper" var den plade, hvor vi følte, vi blev etablerede. I Sverige fik den eksempelvis et pænt publikum, og det er ellers sjældent, de kan lide dansk musik i Sverige. Da vi udgav "Parades", følte vi, at det var et sundt flow i sig selv, og det er den af første af vores plader, der har fået hæder, for eksempel to Danish Music Awards.

Rasmus indskyder: "Tripper" var dog årets tredjebedste plade i GAFFA i 2004.

Casper: - Vi følte selv, at "Parades" var mere tilgængelig end "Tripper", selvom det ved nærmere eftertanke er en lodret løgn. Og vi oplevede, at der kom folk og sagde, at "Tripper" var bedre. Der begyndte at  komme "Tripper-fans", som syntes, "Parades" var noget andet og mere skuffende. De kunne for eksempelvis ikke lide, at der var mindre elektronik på den. Men når man læser tweets eller anmeldelser fra folk, der allerede har hørt "Magic Chairs", så er der nogle, som pludselig synes, at "Parades" er meget bedre. Det er meget rart at føle, at musikken lige skal have lov at sætte sig, og når den så har sat sig, kan vi danne os et overblik over, hvor vi er.

Thomas: - Vi er altid to år foran vores fans (griner).

Rasmus: - Vi bliver aldrig et hypeband, på samme måde, som der er hype omkring grupper som Grizzly Bear og Animal Collective. Der er ekstremt meget hype omkring bands, der kommer op i den liga. Sådan er det ikke at være Efterklang. Vi synes ikke, i modsætning til et band som The Asteroids Galaxy Tour, at man skal hitte med det samme, og at man kun har én chance til at slå igennem.

Men Animal Collective har da også været længe undervejs. Deres nyeste album er deres ottende...
 

Rasmus: - Ja, det er da fint, at Animal Collective er dér, hvor de er nu, på deres ottende plade. Vi var jo også store fans, da de lavede "Feels" (Animal Colletives sjette album fra 2005, red.). De kommer bare ud i et nyt område hver gang. Eller Einstürzende Neubauten eller Radiohead, som også har været i gang i mange år. Så vi føler os bestemt ikke gamle.

50 koncerter i foråret

Her i foråret skal I spille 50 koncerter i 16 lande. Det kunne godt skræmme mange andre danske bands?

Rasmus: - Ja, og så kommer der flere i efteråret. Ja, det kan skræmme danske bands, der spiller halvanden uge om foråret og efteråret og har to liv, fordi det er svært at leve med Danmark som marked. Vi er så heldige, at vi efter mange års slid er i stand til at spille rigtig mange koncerter. Vi behøver ikke fokusere på andet og skal ikke tjene penge andre steder og kan slappe af, når vi kommer hjem. Vi er heldige.

Casper: - Vi anskuer det som et fedt arbejde. Når vi spiller 50 koncerter, er der måske to-tre-fire, man kan huske som fantastiske, og resten var sådan, det var det... Vi bruger det som en platform til at holde gang i os selv. Vi sætter ikke en autopilot på.

Rasmus: - Men der er et højt bundniveau ved koncerterne. Vi går som regel glade på scenen og glade derfra.

Thomas: - Der er også en tilfældighedsfaktor. Man har en dagligdag, der er meget lig den foregående: man står op, rejser, spiller numre, man har spillet mange gange for, men det sker engang imellem noget, hvor man tænker, at det var dog fantastisk. Man kan for eksempel besøge et vandfald i Norge, på vej til koncert, eller spiller på to europaller, som bliver en fremragende koncert, eller foran 1000 skrigende kinesere, der tror, vi er Beatles.

Casper: - Der sker fantastiske ting undervejs. Vi må selvfølgelig tage en form for arbejdstøj på, når vi skal spille 50 koncerter på et forår. Vi har følelsen af, at vi er i den her båd sammen. Vi kunne ikke spille 100 koncerter, hvis alt stod på spil hver aften, og man skulle have den rette bane coke for at kunne ramme toppen.

Har I overvejet, hvor I kan gå hen efter "Magic Chairs" rent musikalsk?

Casper: - Der er mange steder at gå hen, der mange steder at udforske. Det kan være alt fra at der kommer et nyt instrument ind til der kommer en ny keyboard-ting fra Mads. Der er mange måder at vende denne Efterklang-kube på.

Rasmus: - Det er befriende, at vi ikke er fastlåste af vores roller som musikere. Heller ikke på vores plader. Vi går ikke op i, at vores plader er så forskelige, men det kan vi godt se, at de er. Det er godt ikke at være låst fast. Det er naturligt for os at kunne skifte kurs.

Går også op i det forretningsmæssige

Hvordan kan det egentlig være, at I også begyndte at udgive andre kunstnere på jeres selskab Rumraket? Og hvordan kan I få tid til det, samtidig med at I selv spiller så meget?

Rasmus: - Det startede, da vi turnerede med "Tripper". Vi spillede 60 koncerter et år, men der var alligevel masser af tid til at arbejde med andre ting, og så begyndte vi at udgive eksempelvis Grizzly Bears første album "Horn Of Plenty" i Skandinavien, Benelux, England og faktisk også dele af Australien. Og i 2006 og 2007 sad Casper og Mads herude og nørdede med "Parades"-albummet. Vi andre var meget med, men havde også meget tid til andre ting – Thomas var skolelærer på fuld tid, jeg satte Rumraket op og tog en uddannelse i music management. Det er superfedt at have vores egen base. Vores firma hedder eksempelvis ikke Efterklang i/s, men Rumraket i/s, og at drive det er meget den rolle, jeg har i bandet. Jeg skal ikke skrive en sang, så jeg har tid til disse ting.

Casper: - Rumraket er Rasmus' legeplads. Det er Rasmus' område. Vi bryder dog af og til ind i hans verden og kommer med forslag. Ligesom Mads og jeg kan lave musik hele tiden,  kan Rasmus sende emails hele tiden, hvis ikke han siger stop på et tidspunkt. Men Rasmus, du har da også haft mange ting at se til.

Men nu har I en kontrakt med 4AD. Hvorfor så ikke bare lade dem udgive jeres album i Skandinavien sammen med deres faste Skandinavians-distributør Playground?

Rasmus: - Det er vigtigt, at vi har rettighederne til at udgive albummet i Skandinavien, for det er alligevel os, der laver det hele i Skandinavien, og ved at spare et pladeselskabsled kan vi finansiere en turné eller huslejen til øvelokalet. Og når vi kan finde ud af det, så giver det giver ikke nogen mening at give det til 4AD. Vi skal lave lidt arbejde, selv trykke cd'er og betale for promotionfolk, men at sælge 2000 plader i Danmark svarer økonomisk til at sælge 10.000 i udlandet, hvis vi gør tingene selv herhjemme. Det handler om musik for musikkens skyld, men det er en fin balancegang. Jeg synes aldrig, vi er gået på kompromis for at tjene penge.

Casper slutter af: - Vi er heldige at vores interesser er så forskellige. Der er mange bands, der ikke går op i det forretningsmæssige.

Interviewet er slut, og GAFFA siger farvel, forlader øvelokalekomplekset og begiver sig ud i kulden. Hvad fremtiden bringer, er der selvsagt ingen, der ved, men mens denne artikel er blevet skrevet, er det tikket ind med flere begejstrede anmeldelser af "Magic Chairs" fra nær og fjern. Og det ligger som nævnt fast, at Efterklang bare i foråret skal give 50 koncerter i 16 lande, og flere følger til efteråret. I april spiller de i København, Århus og Aalborg. Det kan varmt anbefales at købe billet. Man ved aldrig, hvornår man igen kan opleve Efterklang på disse kanter.

Læs også interviews med Efterklangs udenlandske venner Grizzly Bear og deres pladeselskaber 4AD og The Leaf Label.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA