x

Hatesphere turnédagbog, del 1

Hatesphere turnédagbog, del 1

Fredag d. 05.03.10 - El Paso, Texas

Klokken er 08:45, hvilket vil sige at klokken er 16:45 i Danmark. Jeg sidder med en kop tarvelig kaffe på trapperne til poolen på Motel 6, hvor vi endnu engang har tjekket ind efter endnu en lang dræbertur. Når jeg siger dræbertur, så er det ikke fordi, det er lange distancer vi har med at gøre, for det giver sig selv i det her gigantiske land, men mere fordi den bil, vi kører i mildest talt er en ligkiste på 4 hjul.

Vores kære venner i Augury fra Quebec, som har været så venlige at stille deres... Ja, lad os da bare kalde det en "tour bus" til rådighed, glemte at fortælle, hvordan vandet fosser ind, når det regner udenfor pga de små huller, der er i karrosseriet og som går lige op under vores danske heavy metal fødder, eller at tanken lækker, hvilket betyder, at man ikke kan fylde den helt op med diesel, hvilket så igen betyder, at det kræver flere stop end normalt.

Airconditionanlægget virker heller ikke, så når Patrick (forsanger) eller Tommy (trommeslager) kører, er det med vinduet rullet helt ned, så vi andre omme bagi sidder i heftigt træk og hoster om kap i de ca. 8 timer om dagen, vi i genemsnit befinder os i mini-monsunen. Men, når nu det er sagt, så er det heller ikke værre end, at vi selvfølgelig bare sætter os ind, som de høflige klaphatte, vi er og utrygt lader den ene knallert-bilist efter den anden jonglere rattet med vores liv i deres inkompetente trafik-hænder. Mine damer og herrer, velkommen til "HateSphere i USA".

"American Defloration Tour 2010" har kørt i lidt over en uge nu, hvor vi har fået æren af at åbne for The Black Dahlia Murder, som vi kendte lidt i forvejen igennem en fælles tourmanager, en tysk festival, vi spillede sammen sidste år og en gensidig beundring for hinandens bands. Med på touren er også førnævnte Torkild Thyrring-slænget fra Canada og så tyske Obscura. Det giver nogenlunde følgende pakke for de 5-800 kids, som hver aften tropper op og går fuldstændig agurk: Thrash med roligan-klaphat på, gak-gak metal med langt ude skøre professor-på-LSD-agtige vokal indslag, ultra-teknisk "se, månen er en robot fra det niende kosmointerpermakulærehybridsystem og solen er et element, jeg lige må skrive en plade om" hyper-metal med 6-strenget båndløs bassist, der har sit instrument på 24-7, så han liiiiiige kan øve et par skalaer mere og samtidigt sælge noget merch med bassen HELT oppe under hagen, hvis han da ellers kan komme til for de andre bandmedlemmer, som sjovt nok også står og øver ude i boden, eller bare reder hår.

Og så selvfølgelig TBDM, som er noget af det mest tighte lort, jeg nogensinde har hørt. Når først de ruller deres Grind/Death/Thrash/Guld maskine ind på scenen, så kan man ikke andet end at overgive sig, kaste sin øl op i luften, og savle på gulvet i total fryd over, hvor fede de er. Det er super blæret, at være afsted og folk er flinke, pisse dygtige og bands, crew og venneslæng kommer alle sammen rigtig godt ud af det.

Jeg tror ikke, nogen af os havde regnet med noget, der mindede om dansk standard i forhold til catering, men det har vist sig at være helt OK, og hvis der ikke er mad på spillestedet, så er der som regel en buy-out på 10 dollars, som nemt slår til. Der er også rigeligt med bajere og sprut, så vi brokker os ikke. Dog er det ikke alle steder, der har et backstagelokale, men så er det godt, man kan klæde om i traileren, hvor man også samtidigt kan gå i "bad" med baby wipes.

Indtil videre, har vi været igennem Georgia, Florida og Texas, som alle hver især har vist sig at være stater, folk har taget rigtig godt imod os. Det kan godt være svært, at skulle spille som første band ud af 4 fordi tit, så er man igang, når dørene åbner og så står man der og skriger: "What's up, Orlandoooooooo, are you guys ready to party?!" til et smilende barpersonale. Men herovre, kommer folk tidligt (faktisk så tidligt, at de allerede står i lange køer rundt om blokken, når vi ruller ind tidligt om eftermiddagen), Og de er ikke blege for at vise deres glæde, hvis de synes man er fede. Så vi giver den en på skallen, som vi nu engang gør og bruger meget tid på at snakke med folk før og efter showet.

Efter vores 3 shows i Florida, var vi så heldige, at have en off-day i New Orleans, Louisiana og dét skulle vise sig at blive en interessant oplevelse. Byen bærer helt klart stadig præg af Katrina, men det var primært på vores vej ind mod centrum, at vi passerede områder, hvor boligblokkene stadig lignede noget, der var blevet slået til lirekassemand af en ulækker orkan. Nu er det heldigvis længe siden efterhånden og den amerikanske stat har ydet enorm bistand til byen, så da vi ankom til Bourbon Street i en stor taxa, osede det af god stemning, og det var lidt som at træde ind i et karneval, der nærmest kun ventede på os (og vores dollars).

Vi strøg hurtigt på fancy retaurant nede på havnefronten, hvor vi bl.a mæskede os i gumbo, surf 'n' turf, lokale fadøl, drinks, og flydende tysk kage til dessert (en fejlbestilling fra Pepes side, som egentlig bare ville have en stykke kage, men i stedet fik lov til at betale 60 kroner for underlig grumset kaffe i et martiniglas) Men fint skulle det være og fint blev det, som vi sad der og tog åndsvage billeder af  os selv og den mad, som egentlig ikke fyldte så meget på vores fimsede, små, forvarmede tallerkerner.

Ifølge den selv, putter New Orleans: "The FUN in funeral" og det blev en lokal bar, som for mit vedkommende blev sidste stop den dag. Jeg begravede praktisk talt mig selv i et arsenal af shots, som så senere på aftenen sendte mig ud på gaden med hovedet mellem benene, hvorefter jeg i bedste teenagerstil brækkede 3 dages diætopsparing op ud over det hele. Men det klæder historien og sådan skal det være, det er bare ærgerligt, det skulle være mig, der bukkede under fordi de andre røg selvfølgelig videre på karaokebar, hvor Mike og Kruger stjal scenen til stor begejstring for en jublende sal.

Pepe var så sød at sende mig hjem i en taxa, men da jeg vågnede op på bagsædet kunne jeg ikke genkende noget som helst, så jeg søgte husly i 3 forskellige drive thru samtaleanlæg kun for at få at vide, at jeg ikke havde et køretøj og at jeg derfor ikke kunne bestille noget mad. "No sir, you do NOT have a vehicle!". Lige lidt hjalp det, at jeg løb rundt om bygningen i et forsøg på at simulere, jeg var kørende. Der var ikke noget at gøre, så jeg måtte videre i jagten på mad og mit motel. Det endte vist meget godt det hele, fordi jeg vågnede ved en seks-tiden da de andre kom stormende ind på værelset i en endnu større huggert, for kun at kunne nå en time på øjet inden vi skulle videre til the lone star state.

I dag er vi kommet til Los Angeles, hvor vi skal spille på et udsolgt "Roxy", så nu vil jeg hoppe i en ternet skjorte og en ekstra hårdfør styrthjelm. Vi ses på den anden side af Californien!

Hilsen Mixen og Hatesphere


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA