x

Visionær dansk electronica på tysk super-label

Visionær dansk electronica på tysk super-label

Det går godt for dansk musik i udlandet – og det gælder ikke blot grupper som The Raveonettes, Mew og Junior Senior. På trods af at electronica-genren har set bedre og mere kreative tider, er Danmark godt med på den internationale scene, hvor navne som Dub Tractor, Opiate, Goodiepal, Future 3 og Manual allerede er etablerede. Den seneste dansker til at finde vej ind i den internationale scenes rampelys er den 30-årige Jon Egeskov, som for nylig debuterede med albummet "Display" på det eksklusive og velrenommerede tyske pladeselskab Raster-Noton.

GAFFA.dk fik sig en snak med Egeskov for at høre nærmere om hans baggrund og musik, hvordan han fik kontrakt med Raster-Noton, og hvorfor en uddannet jazzmusiker pludselig finder på at lave elektronisk musik.

Fra blokfløjte til electronica – via jazz
– Jeg startede med at spille blokfløjte, da jeg var 10 år gammel. Efter et års tid plagede jeg mine forældre om at begynde på harmonika, men de syntes, at det var et usmageligt instrument, så de sagde, at de ikke havde råd til en harmonika, men at "far jo havde en saxofon". Således begyndte jeg at spille saxofon, fortæller Jon og fortsætter:
– Lige fra min første saxofontime drejede det sig om jazz. Min lærer var selv jazzmusiker, og jeg begyndte hurtigt at lære Charlie Parker-soloer, som jeg også lyttede til på bånd. Jeg kan huske, at mine ører ligesom vred sig en smule de første par minutter, jeg lyttede til musikken, men efter det satte lyden sig fast i min bevidsthed.

Egeskovs entusiasme for jazz fortsatte op gennem teenage-årene, og alt gik efter planen indtil 1992, hvor den unge musiker blev udsat for et overfald. Det efterlod ham med tilbagevendende hovedpine – noget, der skulle vise sig at påvirke hans musikalske adfærd betydeligt. Dog ikke umiddelbart, og i løbet af 90'erne valgte han at studere jazz på Københavns Musikkonservatorium.

– På trods af hovedpinen ville jeg blive ved med spille saxofon, og det blev jeg så også indtil september 1999, hvor jeg simpelthen måtte give op på grund af for mange smerter. Derefter havde jeg en lang periode, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv, men så fik jeg en computer og efter et stykke tid også et musikprogram.

Ulykken blev afgørende for Jons forvandling fra jazz-musiker til Pixel – et navn, der ikke blot dækker over hans evner som elektronisk komponist, men også er det alias, han i lang tid har benyttet, når han har chattet med andre Mac-nørder på nettet. Hans ide om at ville lave elektronisk musik blev dog allerede formet, før han fik computer.

– Min interesse for elektronisk musik stammer oprindeligt fra popmusikken i 80'erne med New Romantics, og hvad jeg ellers lyttede til i radioen som barn. Men ideen til selv at lave den slags musik opstod først senere omkring 1997, da en af mine venner, trommeslager Mikkel Benn, introducerede mig til en plade med Roni Size.

Pixel – ekstrem succesrate og underliggende finesser
Bevæbnet med en Mac Powerbook, et eksternt lydkort, et par studie-højttalere, et midi-keyboard og programmet Logic gik Jon i krig med at komponere. Der skulle dog lidt inspiration til, inden han for alvor vidste, hvilken slags musik han ville skabe.

– I 2001 besøgte jeg for første gang en pladebutik med fokus på elektronisk musik. Det var Baden Baden (i København, red.). Jeg ledte gennem hele deres nyhedssektion og hørte alle 50-60 plader. Der var to plader, jeg kunne lide: alva.notos "Transform" og Poles "R" (link til anmeldelser af begge album kan findes i panelet til højre, red.). Fra da af vidste jeg lige nøjagtigt, hvad jeg skulle blande min egen jazzbaggrund sammen med.

Guidet af en forkærlighed for enkel musik, der swinger, udviklede Egeskov et ganske sofistikeret elektronisk udtryk. Det var dog ikke blot hans musikalske output, der ændrede sig. Det samme gjaldt den arbejdsmetode, han var vant til fra sin tid som jazzmusiker.
– Da jeg begyndte med at lave electronica, vidste jeg, at det skulle være noget helt nyt, jeg ikke havde prøvet før. Det skulle netop ikke lyde som jazz. Selve metoden, jeg arbejder på på nuværende tidspunkt, er også nærmest diamentralt modsat til den måde, jeg spillede jazz på. Når nummeret var spillet færdigt som saxofonist, var det færdigt.

Som Pixel foregår det mere som Per Kirkeby: Jeg maler over og maler over, indtil jeg er tilfreds, fortæller Egeskov, der oftest kun arbejder på et nummer ad gangen og sjældent vender tilbage til allerede afsluttede kompositioner. Han påpeger dog, at det nok er lidt tidligt at generalisere på det område, for han har til dato kun lavet seks numre i alt. At fem af disse har fundet vej til albummet "Display", må siges at være en imponerende succesrate.

Han lægger dog heller ikke skjul på, at der går lang tid med at lave hvert nummer. For eksempel har materialet på debuten taget 4-5 måneder at producere. Når man lytter til pladens forholdsvis minimale udtryk, kan det måske synes lang tid, men der er meget mere i numrene, end hvad der afsløres under en overfladisk gennemlytning. Jon forklarer:

– Jeg benytter gerne en kompleks polyrytmik i de dybere lag i musikken, som man kan dykke ned i, hvis man har lyst. Musikken fungerer også helt fint uden, at man lægger mærke til dette underliggende univers, men min intention er naturligvis at lokke lytteren længere ud i – og ind i – musikken. Min interesse og viden på det område stammer fra studier af det indiske rytmesystem konnakol, hvor man kan skabe mod- og med-rytmer, der slår ud af takt, selvom de reelt er i takt. Det kan man bruge til at skabe nogle underliggende rytmer i et andet tempo end dem, der umiddelbart høres, og musikken kommer således til at indeholde flere forskellige tempi på en gang. Det giver en hvis elasticitet i rytmen og dermed også mere swing i musikken.

Det er dog ikke blot rytmerne, der bliver kælet for i Pixels univers, for også melodierne udsættes for gradvise forvandlinger.
– Fra mine mange år som jazzsaxofonist har jeg et melodisk overblik, som jeg anvender til at skabe mod-klange og med-klange, lidt ligesom jeg gør med rytmedelen. Det bevirker, at mine loops kan ændre sig med en ny drejning for hver enkelt gang, de gentages, og at en melodistump kan vendes igen og igen og igen.

Raster-Noton – et eksklusivt bekendtskab
Kun få labels i det elektroniske domæne er så kvalitetsbevidste og koncept-orienterede som tyske Raster-Noton, hvis musikalske profil befinder sig et sted mellem maskindrevet, minimalistisk electronica og digital lydkunst. Bag pladeselskabet står tre af scenens mest velansete kunstnere – nemlig Carsten Nikolai (Noto, alva.noto, Cyclo, Signal), Frank Bretschneider (Komet, Signal) og Olaf Bender (Byetone, Signal). Indtil Pixels udgivelse på Raster-Noton var Opiate den eneste dansker, der havde haft privilegiet af at modtage tyskernes kvalitets-stempel.
At en debutant skulle kunne få kontrakt med det eftertragtede selskab – og at dette tilmed skulle ske uden, at denne selv opsøgte Raster-Noton – kan derfor synes usandsynligt. Dog ikke mere usandsynligt end det netop var det, der skete for Jon Egeskov.

– I 2002 skulle jeg spille på LAB under Radar-festivalen og havde til lejligheden lavet en 35 minutter lang komposition. Det havde taget mig rigtig lang tid, og da nummeret stort set bare skulle afspilles, gav jeg mig selv lov til at drikke en masse fadøl. Da jeg var færdig med at spille – og halvstiv – kom der en lille fyr hen til mig og sagde på nærmest karikeret tysk-engelsk: "I wååånt to release you!" Jeg var godt i gang med at afvise ham, efter jeg havde hørt, hvor mange procent han gav på pladesalg, men sagde, at han da godt kunne give mig hans email-adresse. Det gjorde han så, og jeg må indrømme, at jeg blev en del mere interesseret, da jeg så, at der stod Raster-Noton på adressen, og det viste sig, at manden var Olaf Bender.

Egeskov var på det tidspunkt allerede bekendt med Raster-Noton – blandt andet gennem label-boss Carsten Nikolais alva.noto-plade, der havde ageret inspiration for Pixels udtryk. Han var derfor heller ikke sen til at tage kontakt til tyskerne.
– Vi aftalte, at jeg skulle sende dem noget musik, og det gjorde jeg så. Bender kom med kommentarer til det, men jeg kunne ikke forstå, hvad han mente, for han er ufattelig dårlig til engelsk, så hver gang endte det med, at jeg bare lavede det, jeg selv havde lyst til. Det var også det, der var det bedste, fandt jeg ud af. Bender påpegede hele tiden, at jeg var "the artist" og i sidste ende bestemte. Og trods hans dårlige engelsk lærte jeg meget af processen, der faktisk mest handlede om at gøre mig selv tilfreds med materialet.

Raster-Noton er ikke blot kendt for den høje kvalitet af deres udgivelser, men også deres stilfulde, koncept-baserede cover-designs. Da "Display" blev udgivet som femte led i selskabets Raster-Post-serie, var det derfor også begrænset, hvor meget Egeskov fik at sige med hensyn til pladens udformning.
– Det eneste, jeg har bestemt, er cd’ens farve samt titlen på numrene og selve albummet. Jeg valgte at kalde pladen "Display", fordi det antyder, at jeg nu for første gang bliver "udstillet" og ikke kan trække det tilbage igen, fortæller albumdebutanten.

Pop, penge og planer
Jon Egeskov er kommet rigtigt godt fra start med Pixel og har desuden en duo kørende med sangerskriver og sangerinde Signe Luna Skov Frederiksen. Sammen kalder de sig Nunu og spiller elektronisk pop med et langt mere kommercielt udtryk end Egeskovs solo-materiale. Det er dog ikke den eneste forskel mellem de to projekter, for produceren vægter dem også forskelligt.

– Jeg har ikke arbejdet lige så intenst med Nunu som med Pixel, men jeg elsker et godt hit, og Nunu er min chance for sammen med Luna at lave god popmusik. Jeg er jo ikke producer i gængs forstand, men jeg forsøger mig frem, så godt jeg kan, og jeg synes, det er sjovt. Jeg håber, at vi snart får taget os sammen til at sende noget musik ud til nogle pladeselskaber og får det udgivet.

At lidt kommerciel succes – og ikke mindst de kroner, der følger med - ville være velkommen, er ikke noget Jon prøver at skjule. Udgivelsen af Pixels debutalbum truer nemlig ikke med at sende millioner ind på hans bankkonto. Han arbejder derfor for tiden som IT-supporter på Kunstakademiet i København, hvor hans nærmeste kollega sjovt nok også er en elektronisk musiker, nemlig B9.

Foruden det daglige arbejde står Egeskovs nærmeste fremtid i familiens tegn, da han lige er blevet far. Han regner således ikke med at begynde arbejdet på et nyt Pixel album før om et halvt års tid – men spår, at der i perioden indtil da vil blive tid til, at han kan komme ud og præsentere "Display" i live-sammenhæng. Desuden brygger han også på et nyt musikalsk tiltag, han håber at kunne realisere engang i fremtiden.

– Det er en lettelse at arbejde på egen hånd som Pixel, for jeg kan nemmere få det til at lyde nøjagtigt, som jeg vil have det. Jeg savner dog gruppe-elementet fra min tid som jazzmusiker og har planer om at lave en slags band. Det kunne være en sammensmeltning af de to verdener og kunne køre sideløbende med Pixel og Nunu. Det kunne blive fantastisk, slutter han.

Hvis du ikke kan finde Pixels debutalbum "Display" hos din lokale cd-pusher, kan det købes online hos blandt andre badenbaden.dk, boomkat.com og roughtrade.com

Der kan frit downloades smagsprøver på Pixels og Nunus musik via Jon Egeskovs hjemmeside. Klik her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA