x

Efterklang turnédagbog, del 1

Efterklang turnédagbog, del 1

Hej GAFFA og GAFFAs læsere. Frederik Teige her, guitarist i Efterklang.

Jeg blev spurgt af Rasmus, om jeg havde lyst til at skrive dagbog fra turen,  og det vil jeg da gerne, jeg har i hvert fald masser af tid til at sidde og skrive lidt på computer, fordi det er nogle temmelig lange køreture vi har herovre.  Bandet er på sin 3. turne i USA, og udover et par showcase koncerter i Oslo til By:larm, er dette de første koncerter vi spiller efter at Magic Chairs udkom for lidt over to uger siden, og derfor første gang en række sange bliver prøvet af foran et publikum. På turen er vi 7 personer: Casper Clausen, Rasmus Stolberg, Mads Brauer, Thomas Husmer, Anders Boll (vores lydmand), Heather Woods Broderick og mig selv.

Vi er nu lidt over en uge henne i turen. Det har ikke været den letteste start på en tour vi har prøvet. Et par dage inden vi fløj herover fik vi et par dårlige nyheder. Balmorhea, som er det amerikanske band der skulle varme op for os på det meste af turen, blev nødt til at aflyse, hvilket betød at der pludselig skulle findes lokale bands til hver aften.  Derudover blev vores violinist Peter Broderick nødt til at blive i København på grund af knæproblemer, hvilket gjorde at der pludselig manglede en masse elementer i sangene, som vi andre så har måttet prøve at kompensere for.

Vi havde tre intense dage i New York med forskellig radio og pressehalløj, inden turen rigtig gik i gang. I løbet af de dage fandt vi gentagne gange ud af, at hvis man parkerer en minibus i byen, så får man en parkeringsbøde sammen med et stort gult klistermærke på siden af bilen, hvor der står at nu har vi ødelagt natterengøringen af hele gaden. For at det ikke skulle være nok, så mistede Casper også sin stemme nærmest netop, da vi ankom til New York. Jeg tror at alle blev lidt bekymrede for turneen der, men Casper kom til en stemmelæge som fik pumpet noget medicin i ham.

Casper fortalte, at stemmelægen var en dame som havde specialiseret sig i at akutbehandle folk, der skal bruge deres stemme.  Der hang billeder af hende sammen med Pavarotti og alle mulige andre andre folk med stemmer der kræver ekstra opmærksomhed. Sonic Youth havde også været en tur derinde åbenbart. Findes der stemmedoktorer i Danmark? Der findes i hvert fald meget i USA.

På trods af en lidt hård start har der også været en masse gode oplevelser. Den første koncert blev lidt kaotisk, især for Anders, vores lydmand. Vi spillede i den her virkelig flotte kirke i Philadelphia som var blevet dobbeltbooket på aftenen. Det betød at inden vi skulle på, var der først et helt symfoniorkester som skulle spille. Lydprøven blev derfor blot til et meget hurtigt tjek om der var hul igennem til mikrofonerne osv, og så ellers komme væk fra scenen. Koncerten gik ok, men vi kunne godt have brugt en halv time længere lydprøve.

Dagen efter spillede vi i New York på Le Poisson Rouge. En klub, som ud over at huse koncerter også fungerer som restaurant og natklub. Det at stedet også er en restaurant kommer til udtryk ved at hele det forreste område foran scenen består af borde og stole, hvor folk så kan sidde og spise middag, imens de er til koncert. Et sjovt koncept som må være fedt for dem som får et bord, men surt for dem der gik forgæves og ikke kunne komme ind fordi der var udsolgt. Omkring 500 gæster kiggede forbi og koncerten gik rigtig fint! Caspers stemme var stadig lidt rusten, så vi undgik de sange der lå alt for højt til hans stemme. Efter koncerten blev der festet med New Yorkerne. Vi var nogle der tog en taxa til hotellet tidligt, men et par af de andre så temmelig bælgøjede ud næste morgen. Jeg tror at Thomas og Mads havde haft en sjov aften.

Så gik turen nordpå over Boston, Montreal, Toronto, Detroit og Chicago. Montreal var et højdepunkt. Det var fredag aften, der var fuldt hus og publikum var på, og vi blev hevet ind til ekstranummer til "Olé Olé" sangen, det har vi godt nok aldrig prøvet før! Detroit var en spøjs oplevelse. Lidt i stil med en vi havde i New Orleans for to år siden, hvor vi oplevede de halvtomme gader, et par år efter orkanen Katrina. Detroit er hårdt ramt af den amerikanske bilindustris krise. Arbejdspladser er blevet lukket ned, og folk er flyttet fra byen, og de historier vi havde hørt om forladte skyskrabere og gabende tomme gader var fuldstændig, som vi forestillede os dem. Vi skulle spille i Pontiac: en forstad til Detroit, og det var ligesom at køre ind i en spøgelsesby. Hvis der er nogen der har set filmen "Legend" med Will Smith så har i en anelse om hvilken tilstand Pontiac er i. Jeg gik i hvert fald og forestillede mig, hvordan zombier ville dukke op så snart at det blev mørkt. Vi så ikke et eneste menneske på gaden fra det øjeblik vi kørte ind i byen, indtil at vi var færdige med at bære udstyr ind på spillestedet og husets lydmand dukkede op. Vi måtte også køre et par kilometer ud af byen for at finde et sted at spise aftensmad, da der intet var i byen som havde åbent, bortset fra en enkelt frisør….

Vi endte på en klassisk diner langs motorvejen, og blev alle sammen godt fedtede til, og blev enige om at vi nok aldrig ville spise der igen. Selv deres salatbuffet havde fået sig en tur i frituregryden. Koncerten gik overraskende godt, og vi var enige om at det var den hidtil bedste på denne tur.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA