x

Top Fem: Stoffer & Maskinen

Top Fem: Stoffer & Maskinen

Den københavnske duo Stoffer & Maskinen alias Christoffer Budtz og Andreas Sommer, slår sig på sin selvbetitlede og -producerede debut ud i både rockede, 80'er poppede og dubbede eksperimenter under en dansksproget fane. Som et godt eksempel på den dansksprogede forankring medvirker Henrik Hall fra Love Shop med sit karakteristiske mundharmonikaspil og mørke vokal.

- Idéen var at tilskrive det danske sprog en rocket tone. Når man vælger at synge på sit modersmål, så resonerer det med lytteren på en måde, så det bliver umiddelbart. Det går ind og fordrer folk til at forholde sig til teksten, modsat hvis man sang på engelsk, så ville teksterne blive en sekundær faktor. Teksterne bliver lynhurtigt referencerammen, og derfor farver teksternes udvikling også det melodiske udtryk, fortæller Andreas Sommer i et interview med GAFFA.

Albummet udkommer på The William Blakes' pladeselskab Speed Of Sound, men modsat det oprindelige koncept på selskabet har duoen brugt rigtig lang tid på at udforske de forskellige elementer og skabe en plade, som både kan underholde og have en kvalitet som et værk. Resultatet er et mastodont af et debutalbum, som er sjældent set med sine i alt 55 minutter - fem minutter per nummer.

GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt gav albummet fire stjerner i sidste uge med ordene: "Musikken kan lidt forenklet beskrives som sofistikeret elektro-pop-rock med elementer af både dub og progressiv rock, mens de kortfattede, prægnante tekster kredser om forholdet mellem menneske og maskine, følelser og intellekt, skrøbelighed og perfektion. Musikken og teksterne giver associationer til navne som Kraftwerk og Mikael Simpson, men også Mews kombination af falsetvokaler og pompøse trommer kommer lytteren i hu."

Stoffer & Maskinen var i øvrigt på GAFFAs liste "De Bliver Store I 2010".

Top Fem: Stoffer & Maskinen

Sigur Ros: ()

Det album symboliserer meget godt vores kærlighed til musik, der kan skabe både storladne og underspillede stemninger. Det var nok den første cd, vi hørte, efter at vi havde mødt hinanden, hvor vi i fællesskab overgav os til så udpræget stemningsbetonet musik. Det var en cd, vi hørte, når vi var sammen, som vi følte, kun vi to forstod, og den blev virkelig dyrket. Af en eller anden grund, så var alle vores numre, i den periode, hvor vi hørte (), meget langsomme og måske lidt for lange. 11 minutter kunne vores sange snildt vare. Sange, der ikke rykkede sig nogen vegne, og som prøvede at opnå et klimaks ved at trave igennem det samme stykke i alt for lang tid. På et tidspunkt fandt vi ud af, at det ikke fungerede helt optimalt. Det blev jo et heldagsprojekt, når vi skulle lytte lidt til vores sange eller spille dem for andre. Så vi har valgt at lade Sigur Ros om at gøre dét i stedet, selvom det aldrig er lykkedes for dem i samme omfang som på ().

Munken

Vores bandbil som i virkeligheden er en delebil mellem Stoffer, hans søster og hans svoger. Munken er en Golf fra starten af 90'erne, der følger Stoffer & Maskinen i tykt og tyndt. Om vi skal til Århus at spille, til Sverige og skrive sange eller hente Maskinens computer, som er brændt af, så er Munken med. Navnet stammer fra en legendarisk dansk fodboldspiller ved navn Kim Daugaard - han blev af en eller grund kaldt for munken - der i tidernes morgen var arbejdshest og midtbanegeneral for Brøndby. Han var altid loyal og trofast, ikke specielt hurtig, men han var stabil, og kunne pludselig slå til, når det virkelig gjaldt. Det passer jo perfekt til vores elskede Munken.

Maskinens Dans

Udover at være titlen på en sang på vores debutplade, så har Andreas alias Maskinen sin helt egen dans, som kun bliver udøvet ved specielle lejligheder. Første gang vi oplevede dansen, var efter en koncert, vi spillede i Århus, hvor vi meget sent på aftenen, helt tilfældigt, endte til en Pimp's And Ho's temafest. Der var et dansegulv, som de fleste af os fra bandet holdt os langt væk fra, men på det dansegulv blev Maskinens Dans opfundet af Andreas. En afart af electric boogie man aldrig før har set lignende, men vi håber og tror på, at den snart kommer på gaden. Det kan kun blive et hit.

Cheese & Burger Society (www.cheeseandburger.com)

I bund og grund en viral reklame-side for et ostefirma, men denne her hjemmeside kan ikke undgå at friste, hvis man blot har en lille smule hang til den guddommelige spise, som burgere nu en gang er.  Hvor skal man ellers kunne finde inspiration til at lave en burger, der hedder Brooklyn, hvor sauerkraut erstatter agurker og rugbrød er fundamentet, der holder sammen på kunstværket. Og hvem havde troet, at stegte valnødder kan have deres plads i en burger? Alle madglade mennesker burde unde sig selv lige at tage et kig på kreationerne derinde – helst inden man skal spise!

The Beatles: Rubber Soul på kassettebånd

Vi var ganske kort i tvivl om, om Words ordbog ville kunne stave til kassettebånd… Men når nu den bil man kører rundt i, kun har en kassettebåndsafspiller, og vi begge konstant glemmer at forsyne den med "nye" bånd, så er det altid noget, at det album, der har taget permanent bolig i afspilleren, er "Rubber Soul" med The Beatles. Måske ikke Liverpool-drengenes største mesterværk og fineste time, men sidder man de lidt tidstypiske sange overhørig, indeholder albummet både let sukkersøde, men dog uundgåelige "Michelle", legendariske "Norwegian Wood" og fuldstændigt fantastiske "In My Life". Indsæt svenske landeveje og sommersol – så har man den perfekte roadtrip.

Stoffer & Maskinen udkom den 15. marts på Speed Of Sound/A:larm Music. Læs et interview med Stoffer & Maskinen i GAFFA april.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA