x

Efterklang turnédagbog, del 4

Efterklang turnédagbog, del 4

11/3 Seattle
I går var en led dag. Vi endte på et motel i Ritzville, Idaho, ca. 400 km fra Seattle efter 18 timer i bus. På vejen havde vi krydset et par tidslinjer, og derfor opstod der lidt forvirring om, hvad klokken var. Jeg tror, klokken var 1. Selvom alle var ret blæste, formåede vi at blive enige om at køre kl. 9.45 for at nå til lydprøven i Seattle i tide. 8 timers nattesøvn var tilsyneladende sikret.

Vi blev vækket til lyden af Caspers vækkeur, Mads stormede i bad, og vi andre begyndte at gøre os klar til at sætte os ud i bussen igen. Først da vi var tæt på helt vågne, gik det op for os, at klokken kun var 6.30. Perfekt! Nå, men til gengæld stod der havregrød og lunken kaffe klar i motelreceptionen. Vi havde en forholdsvis kort og uproblematisk tur til Seattle. Men med cirka en time igen kørte vi igennem et bjergpas, hvor vi blev mødt af diverse advarselsskilte om, at man burde vende om og finde en anden vej til den anden side. Pludselig væltede det ned med sne, bilerne kørte i sneglefart, og lastbilchaufførerne holdt ind i vejkanten for at sætte snekæder på. Har aldrig oplevet et så voldsomt vejrskift før… Roskilde Festival undtaget.

The Triple Door i Seattle er ligesom spillestedet i New York en kombination af spillested, restaurant og natklub. Under lydprøven dukkede der en masse tjenere op, som begyndte at dække borde i hele salen, som bestod af en masse båse med plads til 4-6 mennesker i hver. Helt oppe foran scenen var der også en bordrække, og der sad folk så og fik deres middag under koncerten. Stedet virkede meget tjekket, de havde det klart bedste anlæg, vi har spillet på i USA. Det er ikke unormalt, at stederne herovre kun har to eller tre monitorer, hvilket gør, at vi som 6-7 eller 8 mandsband godt kan komme i problemer. Men det var der ikke noget af her, vi kunne få to hver, hvis vi bad om det.

Under ekstranummeret "Chapter 6" fik vi besøg af 6 personer fra opvarmningsbandet Pan Pan, de havde næsten alle sammen et blæserinstrument med på scenen, og virkede meget ivrige og glade for at spille med. Jeg tror ikke, at de kendte nummeret, det eneste, vi havde aftalt med dem, var, at de skulle komme ind i slutningen af nummeret, og så ellers bare improvisere sig frem over et langt instrumentalstykke. De greb muligheden, og det endte med, at der blev spillet lige så mange soloer på samme tid, som der var personer på scenen. Kaotisk, grimt og sjovt. Det var en god, men spøjs koncert.

Det her med at spille for et siddende publikum er en anden slags koncert, hvor man lige skal indstille sig på, at det er en envejs energioplevelse. Når der så oven i købet er klirrende tallerkener og tjenere, der render frem og tilbage, så går der lige lovlig meget konfirmations- og bryllupsband i den. Men jeg snakkede med en fyr bagefter koncerten, som sagde at det var en fed oplevelse, netop fordi det var så anderledes og Las Vegas-agtigt. Så måske er det fedt med mad og musik arrangementer, noget med flere sanser. Det kunne være, at der skal tænkes i hvilken type mad, der komplementerer Efterklangs musik bedst. Jeg ved, at Rasmus, Casper og Mads lavede et projekt for nogle år siden: "Pist Blik", hvor de serverede blå pasta, imens de lavede lidt improviseret lyd.

12/3 Vancouver
Vågnede på motorvejshotel i udkanten af Seattle og kørte til Vancouver i god tid, så vi kunne nå at se lidt af byen inden lydprøve. Vi anede ikke helt, hvor i Vancouver det ville være fedt at være, så vi satte GPS'en på centrum. Der splittede gruppen så op og gik lidt frem og tilbage på en Strøget-agtig gade i et par timer, hvor vi så kunne sige hej til hinanden engang imellem, når vi passerede. Nogle spiste for meget suppe, nogle shoppede tøj, og andre drak for meget kaffe.

Spillestedet var et rigtig hyggeligt sted, der mindede lidt om en større udgave af værtshuset "Mckluds" på Istedgade i København, bare med plads til 300 og en scene i stedet for en jukebox. Efter lydprøven gik vi en lille tur og fandt et kinesisk marked, hvor vi købte en masse kinesisk slik. Indtørrede citroner med lakridsrodsglasur tager kagen som det mest bizarre, jeg nogensinde har smagt, og jeg er ikke sikker på om, hvorvidt Liquorice Lemon er beregnet til indtagelse, eller om det i virkeligheden er håndsæbe. Tilbage til spillestedet, hvor det første af de to rigtig fede lokale opvarmningsbands lige var ved at gå på. Vi spillede en rigtig god koncert. Under lydprøven havde vi haft tid til at gennemgå nogle forskellige ting, som vi forinden havde snakket om, at vi kunne forbedre eller ændre. De ting lykkedes fint under koncerten, og specielt et improvisationsstykke mellem to numre fungerede rigtigt godt. Scenen var lav, og der var plads til, at publikum kunne stå hele vejen rundt om den, hvilket de gjorde. Det var en god oplevelse, og turens klart bedste koncert hidtil. Dobbelt ekstranummer og rekord i merchandiseboden.

13/3 Portland
Portland er Heathers hjemby (Heather Broderick, keyboardspiller, korsanger med mere, red.), så hun var selvfølgelig ivrig for at komme tidligt af sted fra vores motorvejsmotel. Vi kørte direkte ind til byens bedste instrumentforretning Trade-Up for at justere Rasmus' bas og få sat nye rør i en guitarforstærker, hvilket en af ekspedienterne klarede med det samme. Han fik et par billetter til koncerten senere. Koncerten var på Doug Fir, samme sted som Efterklang har været de to andre gange i Portland.

Doug Fir er dekoreret med Douglas-fyrretræer: de samme træer, som Agent Cooper er fascineret af i Twin Peaks, og umiddelbart ligner stedet også lidt Great Northern Hotel. Efter lydprøven var der fri leg, og Thomas, Anders og jeg endte i Powell's: en gigantisk boghandel, der fylder en hel boligblok, hvor det er muligt at finde alle de bøger, man overhovedet kan forestille sig. Ligesom de fleste andre bogforretninger er Powell's også inddelt i emner. Forskellen er bare, at der er, hvad der svarer til et helt bibliotek per emne. Det er svært at forklare, hvor imponerende Powell's er. Men vi købte i hvert fald bøger. 

Ligesom i går var der også to opvarmningsbands, inden vi skulle spille. Heather havde kontaktet de to enmandsbands: Helios og Dragging An Ox Through Water, som begge var fantastiske. Dragging An Ox Through Water er portlanderen Brian Mumford, som udover at være en flink fyr også er en utroligt kreativ guitarist. Han spillede i lidt over en halv time, og hans sæt var det mest afvekslende, jeg har hørt fra et one man band. Ud over en række virkelig fængende og anderledes melodier, og helt originalt guitarspil, kørte han sin guitar igennem et hav af effektmaskiner, som han bagefter fortalte, at han selv havde bygget. Jeg blev blæst helt bagover af en maskine, hvor lyden reagerede på et stearinlys' blafren, via en eller anden form for lys-sensor. Det er svært at beskrive hans musik, så jeg synes bare, at folk skal prøve at lytte her: www.myspace.com/dragginganox. Helios var også rigtig godt, meget sfærisk og behageligt musik, som I også lige får et link til her: www.myspace.com/heliosmusic

Vores egen koncert gik fint, spillestedet var proppet med mennesker, og vi spillede et af de længste sæt, vi har lavet på den her tur. Heathers hjemmebanepublikum krævede flere gange, at der blev skruet op for Heathers vokal, hvilket Anders så gjorde, indtil anlægget ikke kunne klare mere. Der blev også spurgt til, hvor Peter var henne, og Casper gav dem så hele Peters knæhistorie. Fin aften. Vi er lidt trætte, men i morgen har vi en halv fridag, inden vi begynder at køre sydpå til Californien og sol. Så når vi når San Francisco, er vi forhåbentlig genopladt. Det er rart at være på Vestkysten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA