x

Dizzy Mizz Lizzy - En flok røvforkælede møgunger

Dizzy Mizz Lizzy - En flok røvforkælede møgunger

Når "Last Christmas" blæser gennem æteren, ovnen definitivt viser sig for lille til anden, de sidste nelliker febrilsk pakkes ind, ungerne skriger, og dugfriske fedtpletter toner frem på pande og gallaskjorte landet over, mødes tre musketerer (og deres trofaste væbnere) i anderledes ophøjet fred og ro, på Hviids Vinstue. Og ved middagstid den 24.12 2008 er der andet end julebryg og pebernødder på menuen ved Søren, Tim og Martins rendezvous på Kgs. Nytorvs legendariske smugkro. Her i rygerummet bliver det  endeligt taget i ed – det som har ligget og rumsteret i kulissen, siden 90'ernes største danske rocknavn tabte inspirationen og gnisten: Dizzy Mizz Lizzy genopstår af asken som en anden Fugl Føniks. Altså lige bortset fra, at dagsordenen er klar fra starten; her er tale om rendyrket nostalgi, musikalsk kærlighed og spilleglæde. Nye numre og indspilninger kommer ikke på tale. Men hvorfor en gendannelse lige nu efter så mange år i dvale?

Tim: – Tanken har ligget og ulmet længe. Vi har en gammel tradition med at mødes en gang om året, nærmere bestemt den 24. december om dagen på Hviids Vinstue. Her får vi vores årlige gang gløgg og udveksler gamle anekdoter; rigtig hyggeligt, og sidste gang blev det så til lidt mere.

Martin: – Det tog bare tid, inden vi for alvor havde lyst. Men den dag besluttede vi os. Nu skulle det være!

Søren: – Det har taget sin tid, og det måtte det gøre. Da Dizzy sluttede, havde jeg det for mit eget vedkommende, som at jeg bare skulle komme langt væk; jeg havde brug for at være helt almindelig. Det var fint og sjovt, alt det, vi havde oplevet, men jeg var drænet.

Spilleglæde
Da GAFFA møder bandet i øvelokalet, sådan cirka 13 år efter bruddet, er der anderledes vitalitet og positive "vibes" i luften. Humøret er højt, og det er tydeligt, at de nu voksne mænd nyder hinandens selskab. Luften emmer af interne jokes og gamle anekdoter; en atmosfære, der ikke bliver mindre fortættet af, at Tim har medbragt flere ringbind, fyldt med avisudklip, fra Dizzys storhedstid. Og tonen i de mange artikler er klar. Trioen red på en bølge af succes, fra '93-'96, solgte svimlende 250.000 eksemplarer af debutpladen i Danmark alene, havde anmeldere og fans i deres hule hånd, og ud over at være toppen af rocken (og for den sags skyld poppen) i Danmark havde trioen pæn succes, på såvel plade- som koncertfronten, i Japan. Men der er ikke kun bevingede ord og skulderklap på dagsordenen ved denne aftenseance, der varer sådan cirka et par timer længere end planlagt. GAFFA får som de første lejlighed til at høre dagsformen live, og den holder. Hits som "Waterline", "Run" med flere fylder rummet, og der er ingen slinger i valsen, trods de komplekse og krævende arrangementer, der må kræve en sand autistisk hjerne at huske så mange år efter.

Martin: – Det er lidt som at cykle, man glemmer det aldrig rigtigt. Det er ligesom kommet ind med modermælken.

Søren: – I sin tid ville jeg kunne spille trommerne forfra og bagfra, hvis jeg blev vækket midt om natten.

Tim: – Ja, det kører nu. Vi havde tre-fire øvere inden Brandalarm (støttekoncert  i 2006, hvor Dizzy spillede fem numre, red.), og det lød skræmmende godt. Vi fandt ud af dengang, at det kunne hænge sammen, det sidder i systemet. Så det er ikke så meget med at genlære sangene i dag, men mere at arbejde på at få det hele i sync.

Søren: – Men okay, efter de første par øvere havde jeg vabler på fingrene, og jeg ved, at der bliver værre live, det er svært at forberede sig helt på. Men vi har det bedre sammen i dag, det bliver rigtigt cool.

Tim: – Det bliver godt.

Gassen gik af ballonen
Men sådan var det altså ikke, da håndklædet blev kastet i ringen i sin tid. Det var ikke kun trommeslager Søren Friis' depoter, der var udtømte. Efter en række hæsblæsende, og usædvanlige succesfulde år, var citronen blevet presset for hårdt. Og det, der i en årrække var realiseringen af tre unge venners vildeste drengedrømme, var forvandlet til et ufrivilligt, og urealistisk, forventningspres fra fans, branche og presse. Eventyret havde tabt sin glans og uskyld.

Tim: – Ja, i sin tid var vi bare færdige. Der var ingen af os, der rigtig havde set den komme, men pludselig var posen bare tom, og så blev vi enige om, at det var det.

Martin: – Det hele var gået så hurtigt, vi var blevet skubbet ind i det hele. Vi fik aldrig tid til at tænke os om, det var bare om at følge med. Vi nåede aldrig rigtig at tage stilling til noget, det hele var gået så stærkt. Den sidste lange turné, vi spillede i '96, var ikke sjov. Det var bare hårdt arbejde.

Bandet blev kørt hårdt, ikke mindst af deres egne samarbejdspartnere. Der var god økonomi for mange parter i trioen.

Tim: - Ja, vi bookede jo ikke vores egne koncerter, men det var jo også nyt for dem, at en ung trio fik så hurtig og overrumplende succes. Det var en ny, og ukendt, situation for alle parter.

Sort Sabbat
I første omgang besluttede trioen sig for at tage en længere pause, men adskillelsen gjorde kun afstanden større imellem dem.

Tim: – Vi tog et sabbatår, en tænkepause, så vi kunne tanke ny energi op, men det løste ingenting.  Og da vi så skulle til at starte på plade nummer tre, var vi færdige, udbrændte før tid.

Søren: – Det var lidt af et antiklimaks. Det havde været hele vores liv, hele vores identitet. Hvad nu? Pludselig var jeg bare Søren fra Vanløse igen.

Martin: – Vi skulle hver vores vej, det var vi enige om. Det kunne ikke være anderledes.

Truck, post og tyngde
Hvor Tim kastede sig over en (succesfuld) solokarriere, smed Søren og Martin – der begge har stiftet familie i dag – bogstaveligt talt musikken over bord, og har siden levet et liv helt væk fra rampelyset.

Tim: – Der er to ting, jeg altid bliver spurgt om. Det ene er: "Kommer der en Dizzy-reunion? Og det andet: "Hvad laver de to andre?"

Søren: – Jeg skulle lave noget helt andet, så jeg tog lastvogns- og truckkørekort, og det er primært det, jeg laver i dag. Jeg har hygget mig meget med 7-16 arbejde og kører i dag med BP Gas. Men det tog lang tid; i starten var jeg helt i vildrede, og først måtte jeg ned på A-kassen. Jeg lagde musikken helt på hylden og rørte ikke trommerne i seks-syv år, men man slipper aldrig helt fra fortiden. Hver gang jeg starter i et nyt firma, er der altid én, der har opsnappet det, og så kører snakken.

Modsat Søren fortsatte Martin med musikken i det små, men ikke længe.

Martin: – Jeg skulle også finde mig til rette efter bruddet. Jeg arbejdede lidt som musikpædagog i Sydhavnen, men det var ikke mig. Pludselig en dag opdagede jeg, at jeg vejede 111 kg, og så kunne jeg se, at jeg havde brug for noget fysisk arbejde. Jeg blev postbud, og de sidste 12 år har jeg arbejdet for Post Danmark i forskellige jobfunktioner.

Tim: – Ja, det er rigtigt, Martin blev pludselig meget stor.

Martin: – Jeg tog en ordentlig kur og tabte 32 kg på otte måneder.

Maiden eller McCartney
Det var ikke kun Martin, der var tung. Da de tre unge skoleknægte fandt sammen, tilbage i efteråret 1988, var det ikke mindst en fælles kærlighed til heavyrocken, der bar drømmene. Der var både puddel-heavy  (de overvejede sågar at få håret permanentet) og store armbevægelser  på dagsordenen, når Tim, Søren og Martin satte strøm til instrumenterne, og når de begav sig ud i byen. Det forjættede land hed K.B. Hallen, hvor drengene – som tidligere beskrevet her i bladet – sneg sig ind til hæderkronede tungrocknavne som Deep Purple, Aerosmith, Scorpions, Def Leppard, Mötley Crüe, Iron Maiden, Metallica med flere. Da Kurt Cobain & Co. så tonede frem fra Seattle, var kursen for alvor sat for den unge trio. Der kom fuld blæs på de både komplekse, hårdtslående og samtidigt tilgængelige og fængende arrangementer, der mere end noget udgjorde formlen for Dizzy Mizz Lizzys overrumplende succes. Tre unge drenge med langt garn og hårde riff, i fælles front, men med tiden blæste der andre vinde.

Tim: – Vi var temmelig forskellige i vores musikalske referencer. Vi var 17-18 år gamle, da det for alvor tog fart, og dengang havde vi mere til fælles, end vi havde, da vi sluttede, hvor forskellene de sidste par på blev ret markante. Vi havde set en masse heavy- koncerter sammen i starten, men jeg var ved at komme over i en anden boldgade, Min Beatles-åre – som jeg senere har fået rigeligt udlevet – blev stærkere, og det var umuligt at fortsætte, som om intet var hændt, hvor specielt Søren stadig var meget på heavy.

Søren: – Maiden still rules (kaster djævlehåndtegn, red.). Jeg var og er stadig på metalverdenen.

OK Computer – nej tak, grunge
I første omgang var det dog ikke Abbey Road, der blev skillevejen for trioen. Det var derimod en kvintet fra Oxford, som fjernede Seattle fra landkortet med et trylleslag.

Tim: Da "OK Computer" (Radiohead, red.) kom, så ændrede den alt for mig, på samme måde, som "Nevermind" (Nirvana, red) havde gjort det i sin tid. "OKComputer" dræbte grunge med et slag. Jeg var på vej et nyt sted hen.

Søren: – Og jeg ville hellere fortsætte Dizzy-stilen, som vi var kendte for.

Men da det, som altid, var Tim, der skrev numrene, var der ikke så meget at rafle om.

Tim: – Radiohead var mere "kunst", og det var et rum, man ikke kunne fylde ud som power-trio.

Martin: – Jeg var sådan lidt mellem de to andre. Jeg kunne godt høre, at Radiohead var fede, men havde stadig bund i den hårdere stil. Det var lidt forvirrende.

Udsolgt eller solgt ud
Da nyheden om Dizzys gendannelse var en realitet, blev der i starten kun annonceret fem koncerter i Danmark. Der var kamp om pladserne, og de pebrede billetter blev revet væk på et splitsekund. Siden er der blevet tilføjet et væld af ekstrakoncerter og festivaler på turplanen. Ifølge flere af GAFFA.dk's brugere har der været tale om falsk varebetegnelse – da eksklusivitet er noget, man betaler ekstra for, og at det tydeligvis er pengene, og ikke kærligheden til musikken, der er bandets bærende motivation. En anklage, som Søren, Tim og Martin på det skarpeste afviser.

Tim: – Selvfølgelig er der også økonomi i projektet, men det har aldrig været det, som har været drivkraften. Vi er meget stolte og ærekære over for vores musik . Vi er meget opmærksomme på, at vores "legacy" skal behandles ordentligt.

Martin: – Vi fik aldrig rigtigt sagt farvel dengang. Det gør vi nu.

Søren: – Vi har været helt overvældede over efterspørgslen. Det er kommet helt bag på os. Det er ikke falsk beskedenhed; vi er meget ydmyge over den interesse, folk har vist os.

Tim: – Vi har aldrig selv brugt ordet "eksklusiv" om de første fem koncerter, vi kunne bare se, at efterspørgslen eksploderede, og det gjorde, at vi fik lyst til at spille for en masse folk igen, når der nu er så mange, der gerne vil høre os. Og så gør vi det, fordi vi får lov, og fordi vi kan. Det, som vi gendanner, er ikke et lille undergrundskultband, men en stor kommerciel rocksucces i Danmark. Det er ikke noget eksklusivt kultfænomen. Spørgsmålet er nærmere, om vi kan leve op til folks forestillinger. Vi har betydet noget for en generation, og har været lydspor til manges ungdom. Vi kan jo ikke give folk deres ungdom tilbage, og måske vil det dræbe illusionerne for nogle. Men vi håber, at den gode "vibe" vil gøre det til en god, nostalgisk oplevelse for dem, der var der dengang, og for de mange nye, som tilsyneladende vil se os. Vi glæder os bare til at spille.


Søren alene i verden
Dizzy Mizz Lizzy fik på det nærmeste succesen ind med modermælken, så da der skulle arbejdes for at indtage territorium i udlandet, var det småt med kampgejsten.

Martin: – Det var et turn off at have så mange spin doctors omkring os. Alt det med at være i udlandet og skulle "mingle" hele tiden, det fungerede bare ikke.

Tim: – Vi var virkelig dårlige til at networke. Vi var vant til at få alt forærende; vi kunne ikke arbejde for føden. Det var som om, at når man udgav en plade, var det helt naturligt, at den gik flere gange platin, og selvfølgelig var der udsolgt til koncerterne. Vi havde ikke prøvet andet. Vi var en flok røvforkælede møgunger.

Martin: – Vi spillede en showcase i Tyskland, hvor vi havde trådløse mikrofoner på instrumenterne; vi spillede for fem mennesker. Midt under det sidste nummer forlod vi scenen og spillede videre oppe i bandrummet. Søren var den eneste, der var tilbage på scenen. Mig og Tim sad i en sofa og spillede nummeret færdigt.

Tim: – Søren blev pissesur.

Søren: – Ja, det kunne de fandeme ikke tillade sig. Dér sad jeg helt alene (der grines, red.).


Bokssæt
I forbindelse med genforeningsturen udsender bandet, under titlen "Dizzcography", et bokssæt på henholdsvis vinyl og cd-format, der indeholder en booklet med historik og sjældne billeder. Sættet bliver på fire enheder; på vinyludgaven som dobbeltalbum for optimal lydkvalitet. Ud over de to album er der tale om den tidligere udgivne "Live In Århus" og en "Rest Of", som blandt andet består af den oprindelige demo-cd efter sejren i DM i Rock samt andre rarities. "Dizzcography" udkom 22. marts, og alle tracks er remastererede.


Om Dizzy:
- Debutalbummet har solgt 250.000 eksemplarer i Danmark, album nummer to, Rotator, rundede de 120.000.
- Dizzy Mizz Lizzy gik nummer 8 på den japanske hitliste.
- Bandet spillede på Roskilde Festival fire år i træk, '93, '94, '95 og '96 og er på plakaten igen i år.
- De var med i DM i Rock i tre år i træk og vandt konkurrencen foran Kashmir i 1993.
- Da bandet spillede til støttekoncerten Brandalarm, hyrede Tim først to andre musikere, da Søren og Martin sagde nej til en gendannelse. Da de ændrede mening, blev de to første fyret.
- Første gang, de tre var i øvelokalet, hilste de ikke på hinanden, de spillede bare.
- Oprindeligt havde bandet en fem år ældre sanger, Noller, med "hockeyhår".
- Bandet spiller fire koncerter i Japan til foråret, hvor de tidligere havde stor succes.

 

For Klub GAFFA-medlemmer:
Læs Tim, Martin og Søren fortælle flere anekdoter fra årene med Dizzy i denne måneds Klub GAFFA-tillæg. Læs blandt andet om de unge år på Skt. Annæ Gymnasium, om det anspændte forhold til Psyched Up Janis, om fanatiske japanske fans og meget mere.

Læs mere og meld dig ind på http://klub.gaffa.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA