Leah Shapiro/BRMC – Fra hestepige i Århus til rockstjerne i LA

Leah Shapiro/BRMC – Fra hestepige i Århus til rockstjerne i LA

Black Rebel Motorcycle Club er navnet på den amerikanske vestkysts mest anerkendte undergrundsband. Et band, der af Noel Gallagher er blevet kaldt the greatest rock 'n' roll band alive (næst efter Oasis, altså), og et band, der i 2004 fik en personlig opringning fra den danske kronprins, som inviterede dem til at spille til den kongelige bryllupskoncert i Parken maj samme år. Bandets har netop udgivet deres sjette studiealbum Beat The Devil's Tattoo med århusianske Leah Shapiro på trommer.

GAFFA møder Leah Shapiro inden bandets koncert i Vancouver, Canada, en uge inde i den tour, der bringer bandet til Europa senere på året. I backstagelokalet på spillestedet The Commodore Ballroom blev det til en lang snak om rejsen fra Marselisborg Gymnasium til Los Angeles, om hvordan man som 27-årig dansk kvinde træder ind i et mandsdomineret rockband med fans over hele verden, og ikke mindst om, hvordan Elvis har været Leahs vigtigste inspirationskilde under indspilningen af det netop færdiggjorte album.

Ved ankomsten til The Commodore Ballroom hilser jeg kort på Black Rebel Motorcycle Clubs to mandlige medlemmer, Peter Hayes og Robert Been, inden de bliver eskorteret ud i en ventende bil og kørt til det ventende live-radio-interview på The Fox Radio. Navnet Black Rebel Motorcycle Club (BRMC) stammer fra  motorcykelbanden, som Marlon Brando var leder af i filmen The Wild One fra 1953. Da Leah Shapiro tager imod backstage, er det også iført bandets velkendte uniform: Sorte jeans og en sort motorcykeljakke.

Fra Marselisborg gymnasium til ballonuddeler i Central Park

Hvem er Leah Shapiro, hvor kommer hun fra?

– Jeg voksede op i Århus, tæt på Tivoli, som datter af en dansk mor og en amerikansk far. Musik var altid til stede i mit barndomshjem, og mine forældre lyttede meget til Rolling Stones og Grateful Dead. Selv gik jeg ikke så meget op i musik, jeg var en rigtig hestepige.
 
Leah smider fødderne op i sofaen, tænder en cigaret og fortæller, at det først var, da hun startede på gymnasiet i 1998, at interessen for selv at spille musik opstod. Her begyndte hun at spille trommer, headbange til Rage Against The Machine i frokostpausen og hænge ud med folk, der selv spillede musik.

– Efter gymnasiet havde jeg ingen idé om, hvad jeg ville lave. To af mine bedste venner skulle på musikskole i Nottingham; de spillede henholdsvis bas og guitar. Jeg tænkte "det skal jeg da også prøve". Så i 2001 tog jeg til England på musikskole.

– Da det var slut, stod jeg igen og vidste ikke helt, hvad der skulle ske. Jeg vidste kun, at jeg ikke kunne arbejde på et kontor eller lignende.

I 2002 ankom Leah til Boston med sit trommesæt, fast besluttet på, at hun ville prøve at finde en levevej i musikken. Små to år senere gik turen så videre til New York. Her spillede hun i bandet Dead Combo med to fyre fra Finland, og bandets indspillede en ep, der aldrig blev udgivet. Leah måtte tage job som ballonuddeler i Central Park og andre lignende job for at betale huslejen.

Ud at flyve med Sune Wagner og trommeslager i BRMC over night

I 2008 åbner Dead Combo både for BRMC og The Raveonettes. Første gang Leah løber på Sune og Sharin er, da Dead Combo spiller opvarmning for dem i New York.

Hvordan endte du op som trommeslager i The Raveonettes?

– Dead Combo endte i 2008, da jeg ikke længere følte mig helt på bølgelængde med de to finner længere – det var lidt for vildt med dem. Kort tid efter løb jeg på Sune på en flyver mellem New York og København. Det blev til en del drinks på den tur, griner Leah og tænder en ny cigaret. Senere samme år stod jeg bag trommerne i Brooklyn til åbningen af The Raveonettes' "Lust, Lust, Lust"-tour. Jeg endte med at spille to tours med Sune og Sharin i USA og en halv tour i Europa.

Dead Combo var definitivt slut efter en opvarmningskoncert for BRMC, Leah havde dog efterfølgende holdt kontakten ved lige med Robert Been. I 2008 bestod BRMC af Robert Been, Peter Hayes og trommeslager Nick Jago. Nick havde af flere omgange prøvet at sparke et soloprojekt i gang, og havde været inde og ude af BRMC gennem årene. En aften i marts 2008 inviterede de to andre bandmedlemmer ham ud at spise på en restaurant i Los Angeles, betalte regningen og fortalte ham, at han var frit stillet til at følge ideen om en solokarriere.

Den 1. april 2008 er Leah på vej over Union Square i New York, da Robert Been ringer hende op og spørger, om hun vil spille trommer i BRMC.

– Jeg var sikker på, at det var en aprilsnar, og han måtte bruge lang tid på at overbevise mig om, at det var et reelt tilbud.

Beat The Devil's Tattoo, DJ Montana og Mike Been

Efterfølgende burede Leah sig inde og lærte BRMC's bagkatalog på rekordtid. Indspilningerne til bandets "Beat The Devil's Tattoo" startede omkring Thanksgiving (fjerde torsdag i november, red.) i 2008. Hovedparten af indspilningerne fandt sted i et hus i Philadelphia, mens hovedparten af trommerne blev indspillet i Los Angeles – Leahs nye hjem efter optagelsen i BRMC.

Under indspilningerne var Leah i daglig kontakt med Robert Beens far, Mike Been. Mike Been var forsanger i det hedengangne amerikanske band The Call, og fungerer nu som tovholder og lydmand for sønnens band. For Mike var det vigtigt, at Leah fik indsigt i de amerikanske trommeslagere, der havde udgjort rødderne af den folk-rock, som BRMC står på skuldrene af.

– Mike ringede til mig dagligt og gav mig nye trommetracks, jeg skulle lytte til. Specielt Elvis' trommeslager DJ Montana og Muddy Waters var lektier.

Inden aftenens koncert er jeg så heldig at løbe på den aldrende Mike Been. Han ligger og sover på en sofa backstage, men tørrer da gerne søvnen ud af øjnene for en snak om de amerikanske musikrødder. Han fortæller, at det var et must for ham, at Leah fik indsigt i baggrunden og rødderne til BRMC.

Mike:
– I 1960'erne og 1970'erne havde vi i USA de bedste trommeslagere, dem der var mest tro mod deres rødder i blues og Motown. I 1980'erne blev det hele elektro, og i 90'erne kom alle "bankerne" – Dave Grohl og så videre. De er fantastiske trommeslagere, men de passer ikke til BRMC. Målet var at få Leah til at spille en moderne 1960'er-style på "Beat The Devil's Tattoo", hvilket lykkedes til fulde.

Vi vender tilbage til Leah:

Hvordan har det været at træde ind i et etableret band med fans over hele verden?

– Jeg var noget nervøs i starten, men det er gået meget nemmere, end jeg kunne have håbet på. Alle har været enormt støttende og har givet mig al den plads og tid, jeg skulle bruge. Selv Nick (BRMC's tidligere trommeslager) er utrolig hjælpsom, når jeg løber på ham i LA. Jeg har jo skullet lære det hele ret hurtigt, og der har været en del flyven frem og tilbage mellem Øst- og Vestkysten under indspilningerne, men alt har været super ind til videre.

Senere fortalte Mike Been mig, at Leah indspillede 22 sange på fire dage, cirka seks sange om dagen, hvilket han synes var en helt fantastisk præstation. Han fortæller også, at BRMC skylder Danmark meget. Tilbage i 2004 var de på tour i Europa, og Nick (daværende trommeslager) brækkede en finger. Han måtte opereres, og en del europæiske shows måtte aflyses. Bandet fløj tilbage til Los Angeles og sad nu i gæld til en del spillesteder i Europa.

Mike: – Ud af det blå ringede den danske kronprins og spurgte, om vi ville komme og spille til hans bryllup; han havde vist set os til en tidligere koncert i København. Han betalte rejsen, og det, han gav os for at stille op, dækkede de udgifter, vi havde på grund af de aflyste shows – og nu har Danmark givet os Leah. Thanks Denmark!

Leah, hvad føler du, at du har kunnet bidrage med i BRMC – og kan vi kalde dig fast medlem af bandet nu?

– Jeg tror, jeg har bidraget med en del mere stabilitet, end Robert og Peter har haft tidligere. Jeg spiller trommer og har intet ønske om at spille guitar og lave soloudgivelser; jeg har fokus på at spille trommer. Der er jo intet, der er fast i denne branche, og det er ikke noget, vi har kontrakt på, men mon ikke jeg bliver her lidt endnu?

Da min engelske fotograf og jeg forlader The Commodore Ballroom siger han, at han godt nok ikke kunne forstå meget af, hvad vi snakkede om (da det jo foregik på dansk), men at Leah virkede som en utrolig sympatisk person, om hun ikke er klar over, at hun er en rockstar? Han har fuldstændig ret. Undervejs er hesten blevet skiftet ud med trommer, og Marselis-kvarteret med henholdsvis New York og Los Angeles, men man fornemmer, at personen Leah Shapiro er forblevet den samme, tro mod sine egne idealer. Tak for det.



BRMC-CV
BRMC blev dannet i 1998 i San Francisco og består ud over Leah Shapiro af Peter Hayes på sang og guitar og Robert Levon Been på sang, bas og guitar. Nick Jago var trommeslager og percussionist i perioden 1998-2004 og igen fra 2005-2008. I 2004 var Peter Salisbury fra The Verve en kort overgang trommeslager og percussionist i gruppen. Desuden har Michael "Spike" Keating været livebassist og -guitarist i perioden 2005-2008.

BRMC har udgivet følgende album:
Black Rebel Motorcycle Club (2001)
Take Them On, On Your Own (2003)
Howl (2005)
Baby 81 (2007)
The Effects Of 333 (2008)
Live (2009)
Beat The Devil's Tatto (2010)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA