x

Amy Macdonald – et gammelt hoved på unge skuldre

Amy Macdonald – et gammelt hoved på unge skuldre

– Det har virkeligt overrasket mig, at "This Is The Life" blev så stor en succes, som tilfældet var. Det har aldrig været mit mål eller min drøm at blive kendt, jeg har bare gerne villet spille musik, og alt det andet er ligesom bare fulgt med. Jeg tror heldigvis ikke, jeg er spændende nok til, at sladderbladene gider finde på historier om mig eller bringe uflatterende billeder af mig. Det er nok fordelen ved at være så almindelig, som jeg er.

Hvordan er livet så som popstjerne?

– Jeg havde ingen forestilling om, hvordan det ville være. Men jeg troede nu nok, det ville være mere glamourøst. Altså flere fester og næsten ingen arbejde, men dér tog jeg fejl. Det har vist sig at være det hårdeste job, jeg nogensinde har haft. Jeg skal konstant være et eller andet sted og enten spille eller give interviews eller tage stilling til dit og dat. Det er ikke bare et ni-til-fire-job. Men hvis jeg ikke gør alt det, så bliver jeg ikke spillet i radioen, og så kommer folk ikke til at kende min musik, og så kommer der ingen til mine koncerter, og koncerterne er det allervigtigste for mig.

Hvilket liv havde du haft, hvis du ikke havde oplevet den her succes?

– Inden det for alvor tog fart med musikken, drømte jeg om at læse samfundsvidenskab på universitetet, men den drøm er fuldstændig forsvundet. Mange af mine venner har også fortalt mig, hvor hårdt det er at studere på universitetet, og hvor kedeligt det sommetider er, så selvom det er hårdt at være musiker, så tror jeg, at jeg er ret heldig i forhold til mine venner.

Nej til stoffer, ja til vingummi

På din første plade havde du en sang om Pete Doherty ("Poison Prince"). Har du mødt ham siden da?

– Ja, det har jeg faktisk, og han lånte min guitar. Han virker som en sød fyr, bortset fra at han er helt ude af den hele tiden. Jeg tror ikke, det er muligt at have en normal samtale med ham, og det er skidesynd, for han har et kæmpestort talent, men det virker, som om det helt er spildt, og nu er han jo næsten helt glemt. Han må være det perfekte anti-forbillede for unge mennesker, for der er vel ingen, der har lyst til at tage stoffer efter at have set, hvordan de har ødelagt hans liv.

Tror du virkelig, det er det, unge mennesker tænker, når de ser ham?

– Det tror og håber jeg da. Jeg håber da, unge mennesker bliver frastødt af at se billeder af Pete Doherty helt ude af den eller billeder af Amy Winehouse, der vælter halvnøgen rundt i London. Jeg kan da ikke forestille mig, at der er unge mennesker, der synes, at det ser cool ud. Jeg tror, at det eneste gode, der kommer ud af den slags faldne stjerner, er at unge mennesker bliver mere opmærksomme på, hvor farlige stoffer er. Stoffer ødelagde jo tydeligvis deres talent, og jeg forstår slet ikke dem, der mener, at de har brug for stoffer for at være kreative.

Har du selv nogle gange svært ved at være kreativ?

– Nej, overhovedet ikke. Det har virkelig været let at skrive sange til dette album, meget lettere end jeg havde forventet. Men nu må vi se, hvordan det bliver modtaget, for hvis nu der ikke er nogen, der kan lide det, så burde jeg nok have brugt mere tid på at skrive sangene. Men jeg følte overhovedet ikke noget pres, da jeg skrev og indspillede dem, og det er ofte dér, musikere føler sig under pres. Jeg synes faktisk, det er mere nervepirrende at høre mine sange på radioen og tænke på, hvordan folk vil tage imod dem.

Du har næsten været på konstant turné, siden "This Is The Life" udkom. Kan du huske noget fra dine besøg i Danmark?

– Det, jeg husker bedst fra Danmark, er, at vi fik slik fra Haribo. Det er det bedste slik, jeg nogensinde har fået. Det var simpelthen de bedste vingummier i hele verden!

Organiseret rod

Selvom du har rejst jorden rundt, så skrev du i går på Twitter, at det var underligt at skulle sove på et hotel igen. Hvad gør du for at få et hotelværelse til at føles hjemligt?

– Jeg vender simpelthen bare bunden i vejret på min kuffert og min toilettaske, og så arrangerer jeg det hele. Så en form for organiseret rod får mig til at føle mig hjemme. Det hjælper også at tage en pyjamas på og se et eller andet tilfældigt på tv. Hvis jeg skal slappe af derhjemme, så ser jeg også bare et eller andet på tv, det er næsten ligegyldigt hvad. Enten det eller gøre rent. Jeg slapper helt vildt af, når jeg gør rent. Det er måske ikke så normalt, men det er nok ordensmennesket i mig, der tager over.

Ud over åbenbart at være ordensmenneske, så blev dit debutalbum beskrevet som meget modent med din unge alder (22 år, red.) taget i betragtning. Føler du dig meget moden?

– Folk har altid sagt, at jeg har et "gammelt hoved på unge skuldre", og jeg har altid været meget organiseret og målrettet. Sådan er min personlighed bare.

Kan du huske, hvad det var, der fik dig til at starte med at spille guitar og skrive musik?

– Ja, for det var en helt enkeltstående lejlighed. Jeg så nemlig mit favoritband Travis spille på en festival i Skotland, da jeg var omkring 12 år, og jeg elskede simpelthen hvert et sekund af det, jeg så og tænkte, at deroppe vil jeg også stå en dag. Så jeg lærte mig selv at spille guitar. Men jeg havde spillet keyboard, siden jeg var 10 år og havde også skrevet nogle sange, men de var så dårlige, at jeg helt har blokket dem ud.

Har du hørt noget musik siden din debut, som har udvidet din horisont rent musikalsk og måske været med til at ændre din egen musik?  

– Det, der har inspireret mig mest på dette album, har været at spille med et band til alle de koncerter, jeg har spillet. I starten var det bare mig og en guitar, så mit udtryk er nu blevet mere rocket, da jeg har villet indfange den lyd, jeg har, når vi spiller live. Ellers har der faktisk ikke været noget, der har inspireret mig. Jeg lytter faktisk ikke til så meget musik længere, siden musikken gik fra at være en hobby til en levevej. For når jeg har fri, tænker jeg ikke just på at høre musik, så vil jeg hellere bare se tv. Men jeg er vild med det seneste Kasabian-album, men det har som sådan ikke inspireret mig. Jeg synes faktisk, at 2009 var et kedeligt musikår og håber, at 2010 bliver bedre. Jeg udsender i hvert fald en plade i år, så helt galt kan det ikke gå.


Paul Wellers perfekte hår

Den legendariske brite og modfather Paul Weller, med en fortid i The Jam og The Style Council, lånte ikke bare sit Black Barn Studios ud til indspilningerne af "A Curious Thing", han bidrog også musikalsk, og det med en perfekt frisure.

– Vi optog hele albummet i Black Barn Studios, og tit hang Paul Weller bare ud i studiet, så vi tænkte: hvorfor ikke spørge, om han vil spille lidt med. Så han spiller bas på "This Pretty Face" og guitar på "Love Love".

Sidder hans hår altid lige så perfekt, som det gør på billeder?

– Åh ja! Det sidder simpelthen perfekt. Jeg har aldrig mødt en mand med håret siddende så perfekt. Jeg mistænker ham lidt for at stå op, fire timer før han har en aftale, bare for at sætte sit hår.


Amy og fodboldkonerne

"The footballer's wife tells her troubles and strife
I just don't care in the end
Who is she to pretend
That she's one of them
I don't think so"

Sådan sang Amy Macdonald spydigt i sangen "Footballer's Wife" på sit debutalbum, der udkom i 2007. Skæbnen ville det imidlertid, at Macdonald året efter selv ville kaste sig i armene på en fodboldspiller – nærmere betegnet Steve Lovell, som spiller for det lokale Glasgow-hold, Patrick Thistle, der ligger solidt placeret i den skotske første division.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt det havde genereret nogle uheldige kommentarer, svarer Macdonald, at det ikke er tilfældet – "for sådan opfører konerne sig ikke i Skotland", forklarer hun og tilføjer, at hun faktisk er blevet gode venner med flere af dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA