x

The Avett Brothers – Opløftende roots-rødder i en sky af sprungne banjostrenge

The Avett Brothers – Opløftende roots-rødder i en sky af sprungne banjostrenge

En sjælden gang imellem hænder det, at der dukker et band op på radaren, som man kun kan ærgre sig over, man ikke har kendt til tidligere. Et band, der viser sig at have et helt bagkatalog af uudforsket guld, der lyder præcis, som man drømmer om, at musik skal lyde. Et sådant band er amerikanske The Avett Brothers, der selv med ti år på bagen og syv album og fire ep'er på repertoiret først nu er begyndt at få hul igennem til et fortjent større publikum. Inden for kort tid har NME, Rolling Stone Magazine og Q Magazine spået bandet en lys fremtid, og nu er tiden inde til, at bandet udsender deres major label-debut "I And Love And You", produceret af selveste Rick Rubin, der blev så vild med bandet, at han også brugte brødrenes umiskendelige musikalske talent på den seneste Johnny Cash-plade.

Historien om The Avett Brothers starter i North Carolina, hvor brødrene Scott og Seth Avett voksede op på et 24 hektar stort landsted med køer og kyllinger og masser af plads til at løbe rundt og te sig tosset, som lillebror Seth beskriver det og tilføjer, at det er det, de stadig gør, blot med instrumenter i hånden.

– I North Carolina er der en rig tradition for amerikansk roots-musik, så selvom vi tog kraftig afstand fra den slags musik og kun lyttede til Alice In Chains og Nirvana, da vi var yngre, har det hele tiden ligget i vores rødder. Men det var først, da vi startede The Avett Brothers i 2000, at vi kastede vores kærlighed over countrymusikkens mange afarter.

Deres musik er blevet kaldt alt-country-udgaven af Kings Of Leon og noget så fjollet som "grungegrass" i et forsøg på at opsummere den effektive blanding af bluegrass, countryharmonier og rockmusikkens energiudladninger. Energiudladninger, der især er evidente til gruppens koncerter, der skulle være særdeles intense events, hvor brødrene i kampens hede ikke kan se sig fri for en del skader undervejs.

– Jeg har ikke tal på, hvor mange skrammer og forstuvninger, vi har pådraget os, men der er i hvert fald røget et par instrumenter og forstærkere undervejs. Rekorden for sprungne banjostrenge er for eksempel 16 til en enkelt koncert. Så vi har nok indkasseret vores del af ar og krigsmedaljer, når vi går i kamp på scenen, men vi får faktisk flere skader, jo ældre vi bliver, så måske bliver vi bare aldrig klogere.

Og det er på trods af, at bandet, der livemæssigt også udgøres af Bob Crawford og Joe Kwon, har spillet over 2000 koncerter.

– I starten spillede vi overalt, hvor folk ville have os og også steder, hvor de ikke ville. Vi har spillet på et utal af caféer, mexicanske restauranter, barer, til bryllupper og på gadehjørner. Ret tidligt fandt vi ud af, at det mere handler om rejsen, i stedet for selve målet. Så vi ser bare, hvad der sker og forsætter derudad.

Rick Rubins nye protegéer

Hvordan opstod kontakten til Rick Rubin?

– Rick kontaktede os for to år siden; han havde set os på YouTube og inviterede os hjem til sig. Så dér sad vi lige pludselig på hans veranda og talte om musik og snakkede om, hvad vi kunne tænke os for fremtiden.

Hvad overraskede dig mest ved samarbejdet med ham?

– At selvom vi har indspillet i over ti år, havde vi stadig meget at lære. Jeg var fuld af selvtillid, da vi gik i studiet, men jeg ville nok have været mere nervøs, hvis jeg vidste, hvad han endte med at kræve af os. Vi har lært virkelig meget. Før så vi bare, hvad der skete, og hvis vi spillede forkert, var det bare sådan, det skulle være. Men det er sundt at blive udfordret. Det skal ikke være for let, for så bliver man bare doven. Og det gælder alt her i livet. Det skal være en kamp at gøre det, du brænder for.

På jeres tidligere udgivelser har der været 13 sange, der hedder noget med kønne piger (for eksempel "Pretty Girl From Cedar Lane" og "Pretty Girl At The Airport"), men der er ingen af den slags sange på den nye plade. Hvordan kan det være?

– Tja, hvad kan jeg sige? Vi er blevet gift. Men serien er slet, slet ikke slut, for så længe der er kønne piger derude, så er der også sange, der skal skrives.


Diskografi:
I And Love And You
(Sony Music / American Recordings, 2010)
The Second Gleam (EP)
(Ramseur Records, 2007)
Emotionalism
(Ramseur Records, 2007)
The Gleam (EP)
(Ramseur Records, 2006)
Four Thieves Gone: The Robbinsville Sessions
(Ramseur Records, 2006)
Live, Vol. 2
(Ramseur Records, 2005)
Mignonette
(Ramseur Records, 2004)
Swept Away EP
(Ramseur Records, 2004)
Untitled
(Ramseur Records, 2003)
A Carolina Jubilee
(Ramseur Records, 2003)
Live At The Double Door Inn
(Eget selskab, 2002)
Country Was
(Eget selskab, 2002)
The Avett Bros (ep)
(Eget selskab, 2000)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA