x

Bjørn Eidsvåg i Danmark

Bjørn Eidsvåg i Danmark

Den norske sangskriver, sanger og musiker Bjørn Eidsvåg er oprindeligt uddannet præst og familieterapeut og er for tiden på turné i Danmark med sit nye band. I Norge har Eidsvåg omtrent samme "nationalstatus", som Kim Larsen har herhjemme. Eidsvåg har haft et imponerende pladesalg på 1,5 millioner af sine 22 albums og har turneret det norske land tyndt gennem snart 40 år. Det til trods har han aldrig for alvor slået igennem uden for Norge. GAFFA mødte en influenzaramt Bjørn Eidsvåg på hans hotel i Århus, og vi gik på café og fik os en bid brød.

I Danmark har du solgt 10.000 plader, men du har faktisk turneret i Danmark jævnligt gennem 30 år. Hvorfor tror du, at du stadig er så forholdsvis ukendt i Danmark, når du har så massiv succes derhjemme?

- Først og fremmest er der en sproglig barriere, men det var også først omkring årtusindeskiftet, at vi begyndte at tage det danske publikum alvorligt for alvor, kan man sige. Min plade "Tålt" fra 2004 er den første, der udsendtes i Danmark. Vi har manglet samarbejdspartnere i Danmark, som for alvor troede på vort potentiale, og så har vi nok opfattet koncerterne i Danmark som lidt af et pusterum fra den massive turnévirksomhed i Norge. Men vi har altid elsket at spille i Danmark.

Når man ser på dine voldsomt lange turnéer i Norge, tænker jeg, om du har det som Bob Dylan, der synger et sted:"I've been in trouble ever since I set my suitcase down".  Har du det også sådan?

- Ja, sidste år spillede jeg 105 koncerter i Norge. Det at rejse bliver efterhånden en livsstil. Men det er sandt, at står min kuffert for længe på et sted, så sker der ting, som jeg ikke helt har kontrol over. Så bliver jeg rastløs og begynder at stille spørgsmålstegn ved ting, jeg ikke burde. Eksistentielle spørgsmål som tidvist er ubehagelige. Desuden ligger det måske i mine gener, jeg er ud af en familie af sømænd.

Du har skrevet fantastisk smukt om det at ønske sig "hjem" i sangen "Landet Lenger Bak". Hvad betyder det udtryk?

- Da jeg arbejdede i psykiatrien som præst, mødte jeg en pige, som fortalte mig om en opvækst i et hjem, som var et sandt helvede, som var mishandling og misbrug. Jeg spurgte hende, hvad skal der til for, at du får det godt, og så svarede hun: "Jeg vil hjem". Da vidste jeg jo, at det ville hun ikke, det hjem, hun beskrev, ville hun ikke hjem til. Hvem har skabt de billeder af et hjem hos hende, hvordan er de gode associationer skabt? Det er "Landet Lenger Bak".

Hvordan skriver man en god sang?

- Hovedarbejdet med at skrive en god sang er, at man konstant er på jagt efter en god sang. Jeg er i vældig høj grad en observatør. Jeg følger med i alt omkring mig, selvom jeg ikke ser sådan ud. Når min kone og jeg for eksempel har været til en fest, kan hun bagefter spørge mig ud om alt, som skete til festen. Jeg ser det hele. Jeg har alle antenner ude.

Og har empati?

- Ja, det har jeg nok. Og så tænker jeg meget hurtigt: Kan der skrives om det her?  Kan dette blive et tema for en ny sang. Det er ligesom "det uhyggelige" ved at være sammen med mig. Jeg er altid på jagt efter en god sang. Så samler jeg sådanne oplevelser, observationer og tanker jævnt hen i løbet af et år og tager derefter op til min hytte i fjeldet for at skrive. Jeg afsætter altid to måneder der, men behøver sjældent mere end tre uger. Det at få lov til udelukkende at skulle fokusere på at arbejde med metaforer og melodier i så lang tid, det er i sig selv frugtbart. I den periode er alt det, jeg hører og læser, noget som har relevans til de sange, jeg selv er i gang med at skrive. Hvis jeg for eksempel læser et digt, så tænker jeg, er der noget her? Kan han hjælpe mig? Jeg hører altid på Bob Dylan i de perioder, hvor jeg skal skrive selv.

Jeg er en fabelagtig kopist

Så du skriver ikke sange løbende?

- Nej, lige nu har jeg ikke skrevet sange i over et år. Men jeg gemmer melodi-skitser løbende. Jeg hører ting, som jeg så kopierer og lader mig inspirere af og omformer det så til det, der efterhånden er blevet mit melodiøse sprog. Du kan vel godt kalde mig "en fabelagtig kopist". Det hænger måske sammen med, at jeg ikke er nogen stor musiker selv. Men jeg kan omforme ting, jeg ser og hører og lader mig konstant inspirere.

Hører du megen musik?

- Ja jeg hører meget musik. For tiden hører jeg meget den svenske pige Melissa Horn og amerikanske Vampire Weekend. Jeg lader mig inspirere af megen forskellig musik. Danske Mew, synes jeg klart er noget af det sejeste musik, Danmark har produceret i lang tid. Danske Karen Busck, som jeg har sunget duet med, synes jeg også rigtig godt om.

Du bruger din kone som sparringspartner på teksterne.

- Ja det er sandt. Indenfor det område jeg skiver i, kan det ofte blive for intimt og følsomt. Hvis du bruger forkerte ord, så bliver det pludselig ikke til at stole på. Det er en vældig hårfin balance, og hvis jeg er i tvivl der, så er hun en fabelagtig vejleder. Hun er en klog dame og arbejder med de ting til daglig i sit job i psykiatrien, hvor hun blandt andet vejleder studerende i at bruge de rigtige ord.

Du har sunget duet med flere smukke kvinder efterhånden, svenske Lisa Nilsson, Karen Busck, Anne Dorte Michelsen og norske Elvira Nikolaisen. Hvilken af de sange holder du mest af?

- Jeg synes Anne Dortes sang "Tænd et lys for mig", som jeg synger med på, er helt fantastisk smuk. Den er vist desværre ikke så kendt. Jeg kunne godt have tænkt mig at arbejde mere sammen med hende. Hendes sange har jeg lyttet meget til.

("Tænd Et Lys For Mig" findes på pladen "Skyfri Himmel" lavet specielt med henblik på det danske publikum)

Jeg har ikke skrevet min bedste sang endnu

Hvordan er det at udgive sin "Best Of"- plade efter så mange år?

- I starten var jeg ikke meget for projektet. Men nu er jeg faktisk rigtig stolt af pladen. Jeg er rent faktisk meget stolt over mange af mine bedste sange. Og så er et kapitel afsluttet, føler jeg. Nu er jeg sulten på noget nyt.

Hvad bliver det?

- Jeg har vældig lyst til at lave musik med norske Thomas Dybdahl. Jeg synes, hans musik er så utrolig fin. Vi har begge lyst, og vi arbejder på det. Om det lykkes, ved man jo aldrig, men jeg har en dejlig lyst til at udfordre mig selv til det yderste. Jeg ved, at jeg ikke endnu har skrevet min bedste sang. Jeg skal vise ham, skal jeg, slutter Eidsvåg med et tankefuldt glimt i øjet.

 

Fredag aften spiller Bjørn Eidsvåg og band i Hvidbjerg Kirke på Thyholm og slutter lørdag deres Danmarksturné af i Christianskirken i København.

I 2007 udkom Randi Berge Svendsens Bjørn Eidsvåg-biografi  "Bjørn", som bestemt kan anbefales.

Dobbelt-cd'en "De Beste" med 39 sange udkommer i Danmark på mandag.

Bjørn Eidsvåg


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA