x

Baby Dee: Der er rødkælk på pladen

Baby Dee: Der er rødkælk på pladen

Det er Baby Dee selv, der åbner døren til rækkehuset i Sydhavnen. Den 56-årige transseksuelle rødtop er indkvarteret her i anledning af weekendens to udsolgte koncerter i henholdsvis Warehouse 9 og Literaturhaus. Hun spørger, om jeg har lyst til en kop kaffe og viser mig til rette i stuen. Baby Dee er meget venlig, og det hele føles afslappet, hjemligt endda. Var det ikke for den særegne stemme og de dalmatiner-spættede jogging-bukser, kunne man have troet sig i langt mere anonymt selskab. Men Dee er ikke hvem som helst. Hun har spillet med Antony And The Johnsons, Will Oldham, Marc Almond, og senest har hun i denne måned udgivet albummet "A Book Of Songs For Anne Marie". Og det er derfor, hun er her. København er et af de sidste stop på den Europa-turné, der fulgte i kølvandet på udgivelsen. Det lader nu også til at passe hende meget godt. Siden turnéens start har hun døjet med en genstridig lungebetændelse. Hun kan stadig synge, men hosten er generende, fortæller hun. Den lyder heller ikke så rar. Hun spørger mig, om kaffen er blevet kold. Det er den, men jeg kan ikke få mig selv til at sige det.

Ny plade, ny partner

Oscar Wilde sagde engang: "Jeg læser aldrig en bog, jeg skal anmelde. Det gør mig så forudindtaget". Jeg håber, at han havde en pointe, for bortset fra gårsdagens koncert må jeg tilstå, at jeg ikke har haft lejlighed til at lytte til dit nye album. Måske kan du fortælle mig lidt om, hvad jeg er gået glip af? 

- Du er faktisk gået glip af noget rigtig godt. Jeg elsker holdarbejde, og på det her tidspunkt i mit liv er jeg så heldig at være gået fra det ene vidunderlige samarbejde til det næste. Sidste gang var det Matt Sweeney og Will Oldham, og de overtog faktisk kontrollen. De tog alle beslutningerne, det eneste, jeg gjorde, var at skrive sangene, synge dem og spille klaver. Så hele processen var ude af mine hænder, og det nød jeg, for jeg er dronningen af selvhad og bryder mig egentlig slet ikke om at høre mine egne numre. Og det var lidt det samme denne gang. Jeg skrev sangene på et mærkeligt tidspunkt i mit liv. Jeg arbejdede som tree-climber i Cleveland og så ikke mig selv som andet end amatørmusiker. Faktisk skrev jeg sangene uden selv at spille eller synge dem undervejs, men det var som om, at jeg hørte dem sunget højt for mig.

- Så selvom sangene var der, mente jeg ikke, at jeg selv ville kunne yde dem retfærdighed, hvorfor jeg simpelthen optog det hele i én session og skyndte mig at sende det videre til David Tibet (britisk musiker og kunstner og grundlægger af Current 93, red.) uden selv at lytte nærmere til det. Vi besluttede os så til at udgive det, ikke som en cd, men som en bog; "A Book Of Songs", simpelthen. Og for mig var det lidt som at smide en flaskepost i havet, jeg ventede på at nogen skulle finde den og gøre arbejdet færdigt. Så da jeg nogle måneder efter udgivelsen af "Safe Inside The Day" blev kontaktet af Maxim Moston (russisk født musiker kendt for sit samarbejde med Rufus Wainwright og Antony And The Johnsons, red.), der ville genoplive projektet, var jeg ikke i tvivl. Han havde fundet flaskeposten, og jeg er meget glad for resultatet. Også selvom det stadig er mig, der synger…

Renæssance-komponister og rødkælkekoncert

Din sidste plade med al dens burleske cabaret-stemning gav mig lyst til at flytte til 1920'ernes Berlin, men de nye numre er noget helt andet. Det lyder langt mere som dit tidligere arbejde, det har en mere klassisk lyd?

- Ja, den er mere åbenlyst klassisk inspireret, og det kan jeg egentlig rigtig godt lide. Den har indtil nu fået gode anmeldelser, i hvert fald hos de kritikere, der har en lidt bredere musikalsk forståelsesramme. De ved, hvad Lieder er, de ved, hvad art songs er, og pladen fordrer nok, at man kan trække på lidt mere end de almindelige indie-rock-referencer. Mine inspirationskilder er nærmest grinagtigt langt ude. Det er gregoriansk kirkesang og renæssance-komponister som Cristóbal de Morales og Palestrina. Alle de folk, som andre lever et langt og lykkeligt liv uden at kende til. De fleste menneskers musikalske uddannelse starter ved Bach, og det er mere eller mindre der, min slutter. Og så er der selvfølgelig balladerne, de virkelig elendige irsk-amerikanske ballader, som min bedstemor altid lyttede til. De er der helt sikkert også.

Jeg har lagt mærke til, at du i dine tekster godt kan lide at finde plads til en rødkælk her og der. Du har endda opkaldt en af dine plader efter kræet ("The Robin's Tiny Throat", red). Er der også en på" A Book Of Songs For Anne Marie"?   

- Jaja, der er rødkælk på pladen. Rødkælke, de amerikanske i hvert fald (og her vil den kritiske, zoologisk interesserede læser bemærke, at dét jo egentlig er en vandredrossel og slet ikke en rødkælk, red.), er pragtfulde dyr. Den dukker op ud af intetheden en dag i foråret, og ud på sensommeren er den pludselig væk. Og hvor nogle fugle er meget overfladiske i deres sang, fornemmer man, at rødkælken har noget væsentligt på hjerte. De synger kun i de sidste timer inden solopgang, så mange mennesker oplever det aldrig. Men mens jeg skrev sangene til dette album, havde jeg et arbejde, hvor jeg netop var uden for på den tid af døgnet, og jeg oplevede, hvordan de sang dagen ind, og hvordan der af og til var en lille særling, der fandt sin egen melodi og skilte sig ud fra mængden. Faktisk blev jeg så knyttet til rødkælken, at jeg fik et pladestudie til at komme ud i min baghave og stykke en tre timers rødkælkekoncert sammen.

Succes – og om at klatre i træer

Den seksuelt oprørske musikalske tradition, som Baby Dee tager sit udgangspunkt i, er ingenlunde et nyt fænomen. I hvert fald tilbage til tiden omkring Andy Warhols The Factory har kunstnere som Candy Darling og Klaus Nomi levet deres liv og udøvet deres værk – to til tider meget vanskeligt differentierbare ting - i New Yorks undergrund. Alligevel var det ikke før årtusindeskiftet, hvor kunstnere som Rufus Wainwright og Antony And The Johnsons gjorde deres entré, at scenen eksploderede og blev gjort til hvermandseje. Hvad skete der i den periode?

- Jeg tror, at det var i 1996, vi begyndte at arbejde på Antonys første album, og alle vidste, at det her er really fucking great. Det var ikke bare en plade, vi lavede, det var noget helt, helt specielt. Så jeg tror såmænd ikke, at den store succes kom så meget bag på nogen af os. Men jeg klatrede jo i træer i Cleveland, da det hele skete, så præcis hvordan det gik for sig, er jeg ikke helt klar over. Egentlig er det vel sådan, at folk bare ikke kan ignorere noget, der er så godt. Hvis en sang er smuk nok, vil folk begynde at lytte til det. Jeg tror ikke, at man kan tale om en bevægelse eller sætte fingeren på en ting i tiden; det var bare nogle exceptionelt gode sange, der blev præsenteret på en sandfærdig og smuk måde. Og det skal folk nok lære at holde af – også selvom de synes, at det lyder sært i starten.

Du har nævnt et par gange, at du tidligere arbejdede som træklatrer. Jeg bliver nysgerrig…

- Jeg begyndte på den tid, hvor jeg skrev sangene til dette album, men det var også deromkring, at jeg holdt op med at tænke på mig selv som musiker. Jeg var sangskriver, ikke komponist, så jeg skrev tekster i stedet for musik. Og så ville jeg i øvrigt være træklatrer og kun beskæftige mig med det. Klatre op og skære grene til eller fælde træer, that's it. Jeg ledte vel efter en ægthed, så musikken ikke skulle være andet end det rene udtryk for det, der måtte siges. Den slags er mellem universet og dig, og så er det underordnet, om nogen får det at høre. Det handlede om at gøre tingene af de rette grunde uden tanke på, hvad resultatet måtte blive. Ikke at jeg fandt det, men det var, hvad jeg ledte efter.

The smart ones

Kunstnere som Rufus Wainwright, Joan Wasser og Antony And The Johnsons har alle fået opbygget en stor fanskare i Danmark, og selv har du efterhånden spillet en hel del koncerter her. Tilbage i maj 2006 spillede du tre i træk, og nu har du lige optrådt to gange på én weekend for fulde huse. Hvorfor tror du, at du netop i Danmark oplever så stor succes?

- For det første taler danskerne vældig godt engelsk. Jeg bliver altid forbløffet over, at danskerne også forstår de særeste, amerikanske slangudtryk. De fanger nuancerne og vittighederne. For det andet har jeg altid ment, at danskerne er the smart ones i denne del af verden. De forstår det, både teksterne og musikken. Jeg har altid godt kunnet lide at integrere lidt halvslibrig komik i mit show for på den måde at få alle ekstremerne med. Og det elsker jeg ved København; folk har det godt med de yderpunkter. De kan kapere den største sorg, den mest utrolige stupiditet og den rendyrkede obskønitet. Sådan er det ikke i USA, ikke engang i New York, og jeg tror, at det er årsagen til, at jeg ikke kan mindes at have spillet en dårlig koncert her i landet.

Interviewet lakker mod enden. Kaffen er væk. På vej ud af døren spørger jeg Baby Dee, hvad fremtiden byder på. Og det er en hel del, viser det sig. Næste album er godt på vej. Det involverer vietnamesiske percussion-instrumenter, Andrew W.K. og et marching band fra Chicago. Som Baby Dee siger: – I got collaborations coming out of my… knees.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA