x

Times New Viking - Sværere at lave punkrock med Obama som præsident

Times New Viking - Sværere at lave punkrock med Obama som præsident

Det amerikanske band Times New Viking, som har taget sit navn efter en skrifttype (-Roman), har lige besøgt Loppen i København i torsdags på vej videre op i Skandinavien. Og på onsdag den 31. marts når de til Århus på tilbagevejen. Times New Viking slutter deres lange Europaturné den 1. maj.

Trioen spiller smadret lo-fi-støj, blandt andet inspireret af Sonic Youth, blot i et noget mindre setup. Sanger og trommeslager Adam Elliot repræsenterer en enorm energi bag trommerne, mens Beth Murphy (kor/bassynths) og den højrehåndede venstrehåndsguitarist Jared Phillips tilføjer tunge og skæve nuancer.

Times New Viking har udgivet fire albums siden 2005, og særligt i løbet af de sidste tre år har de arbejdet intensivt både i studiet og som liveorkester. Specielt efter pladekontrakten med Matador Records har de fået skruet et par solide plader sammen i "Rip It Off" fra 2008 og "Born Again Revisited" fra 2009.

Da GAFFA sidst så Times New Viking på Reeperbahn Festivalen, blev det til fire stjerner, selvom koncerten startede noget bedre, end den sluttede: "Lydbilledet er skramlet, trioen dyrker lofi-æstetikken i en grad, at deres livekoncert på mange måder lød bedre, end de rå optagelser gør på deres albums. Deres numre er korte eksplosive udladninger, og efter en larmende start, så fik trioen i fin stil leveret deres bedste numre midtvejs (førnævnte), men sluttede lidt tamt med talepauser om endelig at komme ud af Ohio, om at skrive sange om at tage stoffer og drikke whisky på scenen."

Til gengæld har vi fanget Times New Viking på landevejen for at finde ud af, hvordan det er at turnere så meget...

Strækker ud inden koncerten


Hvad kan det danske publikum forvente af koncerten?
- Det bliver højt. Vi drikker whisky. Og Jared sprænger et par strenge.

Hvad gør I, før I går på scenen?
- Adam strækker ud. Beth piller næse. Jared skriver sætlisten og drikker en masse øl.

Hvad er på jeres rider?
- Bourbon, øl, Kombucha, vegan snacks, beef jerkey og nogle killinger.

Hvad lytter I til i tourbussen?

- Earles & Jensen har lavet et comedy-album med prank calls på Matador Records. "Just Farr A Laugh Vol. 1&2 The Greatest Prank Phone Calls Ever!"

Iggy Pop-/Obama-effekten

I turnerer ret intensivt, hvordan behandler landevejen jer?
- Vi tror ikke, vi har tænkt over intensiteten i sammenligning med andre bands. Vi gør det for at betale regningerne og for at komme væk fra Ohio... I mere end én betydning.

Times New Viking er blandt andet blevet karakteriseret ved at tage lo-fi til new lows. Hvordan ser I på det?
- Øh. Jeg er ikke helt sikker på, hvor formuleringen kommer fra. Vi foretrækker ikke nødvendigvis betegnelsen lo-fi.

Smadret lo-fi er ret underrepræsenteret i Danmark. Hvad er det i den amerikanske (ungdoms-)kultur, som genererer den der energi?
- Politik og ledige kælderlokaler, hvor vi kan lave musik. Har I kældre i Danmark? Jeg ved det ikke. Det er blevet en del sværere, efter Obama er blevet præsident. Det at lave punkrock bliver lidt lamt. Det er lidt ligesom at gøre oprør mod din far, hvis din far er Iggy Pop.

Times New Viking spiller på Musikcaféen i Århus den 31. marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA