x

Mixtape: Men Among Animals

Mixtape: Men Among Animals

Det århusianske femkløver Men Among Animals præsenterede i marts måned deres andet album, "Run Ego", som faktisk udkom internationalt via Tapete Records den 12. marts, inden det 12 dage senere udkom på det danske marked. Albummet følger op på deres debut "Bad Times, All Gone" fra 2007.

Rockbandet, som er kendt/berygtet for deres festlige liveshows, hylder do it yourself-traditionen, idet de selv har produceret "Run Ego" og selv laver artwork og selv står for den danske distribution og promotion. Men Among Animals har spillet koncerter i flere europæiske lande og har optrådt på Spot, Roskilde, by:Larm og Reeperbahn Festival.

Vores anmelder Mikkel Elbech har givet "Run Ego" fem stjerner: "Hvor de fleste sange på debuten hægter sig fast til øregangene, første gang de to parter møder hinanden, kræver Run Ego imidlertid mere tålmodighed fra lytterens side. Men udbyttet er – som ved en god børshandel – proportionalt med det, der investeres. Nok en gang har bandet forsøgt at skabe et stort, sammenhængende værk."

GAFFA har bedt Men Among Animals lave et mixtape, og guitarist Bo Christensen har kvitteret med "Den Sorte Mands Kur".

Mixtape: Den sorte mands kur

Jeg vågner ofte op med lagenhvid krop. Det vil sige, at min hud er blevet helt hvid. Det er ikke en særlig rar oplevelse, og jeg har ledt længe efter årsagen. Lagenhvid krop har kun få registrerede tilfælde og lægevidenskaben er tilsyneladende på bar bund.

Jeg spiser måske forkert. Jeg har forsøgt at følge kostrådene, men de gør mig kun sulten og faktisk lidt svimmel. I sidste uge oplevede jeg dog et stort fremskridt, og jeg tror muligvis, at jeg har fundet kuren mod min syge. Kuren er: god musik lavet af den sorte mand - eller kvinde. Jeg ved ikke, om kuren gælder alle ofre for lagenhvid krop, men hvis det er tilfældet, så er det jo godt nyt.

Dette mixtape er mit bedste forslag til jer, som gerne vil genfinde jeres kropslige kulører og indre coolness, inden sommeren bruner jeres baller og atter legitimiserer brugen af solbriller.

Gil Scott-Heron: "New York Is Killing Me" (fra "I'm New Here", 2010)

Gamle seje Gil Scott-Heron har prøvet det hele. Den 60 årige new yorker har lavet plader siden 70'erne. Han har han tilbragt flere år i fængsel, og så er han kendt som the Godfather of Rap. Gil Scott-Heron har noget på hjertet, og det kan høres på hans rustne stemme og socialpolitiske lyrik. Lyt bare til denne vaskeægte new yorker-blues sang med masser af håndklap og befriende(!) lidt guitar.

Sly And The Family Stone: "Family Affair" (fra "There's A Riot Goin' On", 1971)

Første gang jeg stødte på Sly and The Family Stone, var i mine teenageår. Jeg så Woodstock-dokumentaren fra sommeren '69, der indeholder koncertbidder med Sly og resten af familien. Det var mit første møde med seriøs kropslig rytmik blandet med god musik. I dokumentaren svinger bandet ballerne på en måde, som jeg aldrig har set siden, og musikken groover, som de færreste kan gøre det, uden at ende i halvringe funk.
 
Nina Simone: "See-Line Woman" ("Broadway-Blues-Ballads", 1964)

"See-Line Woman" er oprindelig en amerikansk folk-sang, men Nina Simone populariserede den med sin androgyne stemme i 1964. Sangens repeterende rytme går lige i kroppen på mig, og sammen med den karakteriske fløjte, som spiller tilfældigt hen over det stramme beat, dannes der perfekt ramme om Ninas smukke klang.  
 
Jimi Tenor and Tony Allen: "Against The Wall" ("Inspiration Information", 2009)

Tony Allen er en af grundlæggerne bag genren afrobeat. Men fik først et kommercielt gennembrud med sin rolle i Damon Albarns The Good, The Bad and The Queen. Tony Allens musik kan groft karakteriseres som afrikansk jazz/beat. På hans nyeste udspil "Inspiration Information" arbejder han sammen med Jimi Tenor, og de har lavet en plade, der trækker tråde til både afrikansk high life, men også til moderne r'n'b. Det gør de godt og nummeret her er et glimrende eksempel derpå.

Janelle Monae (ft. Big Boi): "Tightrope" ("The ArkAndroid", udkommer i 2010)


Fra flirt med r'n'b til rendyrket r'n'b. Denne sang af popekvilibristen Janelle Monae er lige på grænsen til at spinde ud af kontrol. Men "Tightrope" holder skruen i vandet og ender med at give lyst til dans og drinks - i modsætning til bål og brand, som er min normale reaktion på radiovenlig r'n'b. Min positive reaktion skyldes til dels "Tightrope"'s akustiske og autentiske produktion. En produktion, der leder tankerne hen på André 3000s "Hey Ya". Men "Tightrope" har også Big Boi som feature, og han er jo Andrés tidligere samarbejdspartner fra Outkast. Mens I lytter til nummeret, så anbefaler jeg, at I drikker et glas mørkt rom. Så er festoplevelsen med "Tightrope" ved roret sikret.

"Run Ego" udkom den 24. marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA