x

Lambchop – fra Nashville til Månen

Lambchop – fra Nashville til Månen

Lambchop har forlængst opnået global kultstatus med deres bedårende smukke sange, men det var faktisk et rent tilfælde, at frontfigur Kurt Wagner begyndte at skrive sange og synge. Og selv om bandet holder til i country-hovedstaden Nashville, så er Wagner mere interesseret i computerens muligheder end i countryens traditioner. GAFFA har mødt "den evige outsider".

Alene når man giver Kurt Wagner hånden, fremgår det tydeligt, at frontfiguren og sangskriveren i Lambchop ikke just er nogen typisk rockstjerne. Manden har et håndtryk som en skruetvinge, og hans tætbyggede, muskuløse krop får ham nærmest til at ligne en skovhugger. Samtidig sidder hans tænder en smule hulter til bulter, han er iført et par store, sorte nørdbriller og minsandten også en kasket, hvorpå der er afbildet en ko. Der er nok visse onde tunger, som ville kalde Kurt en bondeknold.

Og hvor ville de dog tage fejl. Ikke alene er Kurt charmerende, humoristisk og hjertevarm, han er også visionær, veluddannet og velformuleret. Wagner er forlængst blevet et globalt kultfænomen med Lambchop, der netop nu er aktuel med hele to nye album, "AwCmon" og "NoYouCmon", som begge er spækket med den slags underskønne toner, der gør bandet til den moderne countrys bannerførere. Men alle kvaliteter til trods er det nu nok de færreste Lambchop-fans, som vil gætte, at Wagner i løbet af ingen tid omtaler både Michelangelo og Charles Dickens, og at han i det hele taget er lidt af en skabsakademiker. Wagner ved af bitter erfaring, at han ved at bo i country-metropolen Nashville automatisk sættes i bås:

– Der er mange fordomme om, at fordi jeg kommer fra Nashville, så er jeg en gråhåret gamling, der sidder i en gyngestol på min veranda og hører oldgamle countryplader i mono. Sådan er der vitterligt mange, der er i Nashville, men det ligger altså meget, meget fjernt fra min verden. Jeg er dybt fascineret af teknologi. Hvorfor ikke gå fremtiden i møde med åbne arme? Bare fordi man kommer fra Nashville, kan man sagtens drømme om at komme til Månen.

Skulpturer og videobriller
Kurt Wagner har ingen planer om at smutte til Månen foreløbig, men ellers fejler ambitionerne ikke noget. Som han selv siger, så "tænker jeg konstant over fremtiden. Jeg overvejer hele tiden, hvordan jeg kan udvikle det, jeg laver," fastslår han, mens han fægter entusiastisk med armene og helt glemmer at drikke sin kaffe. Han er omgivet af et par computere på et kontor hos den danske afdeling af Lambchops pladeselskab, og det lader til at være de perfekte rammer for den selvudnævnte "teknologi-freak", der afslører, at han har skabt et nyt nummer, "Women Help To Create The Kind Of Men They Despise", på sin computer, da gruppens pianist havde været i studiet og indspille. Med nærmest barnlig glæde beretter Wagner, hvordan "jeg manipulerede hans akkorder, så der til sidst kom et helt nyt nummer ud af det". Og Lambchops rejse ind i det digitale domæne er åbenbart kun lige begyndt:

– Jeg kan ikke forestille mig, at Lambchop bliver ved med udelukkende at udgive cd’er. Vi vil afprøve nye formater og udnytte de talrige medier, der skyder op overalt. Min drøm er, at man ikke blot hører Lambchop i sin discman, men også får udleveret digitale videobriller med billeder, som matcher musikken, så man skaber en hel verden omkring lytteren. At mikse kunstarterne – dét er vejen frem!

Kurt smiler underfundigt. Han bliver nostalgisk et kort øjeblik:
– Musik og kunst i det hele taget var en integreret del af min opdragelse. Jeg voksede op i 60’erne, hvor der var musik allevegne – ikke mindst i forbindelse med hele ungdomsoprøret. At lytte til et band som The Rolling Stones var et politisk og kulturelt manifest – det var ikke bare ren underholdning, men en livsstil.

– Oplevelserne dengang har betydet, at jeg siden barnsben har tænkt over, hvordan musik, film og andre kunstformer kan forenes. Hvordan præsentere noget endimensionelt på en tredimensionel måde? I skolen valgte jeg at studere skulpturer frem for malerier, for jeg var dybt fascineret af, at skulpturen blev opfattet på nye måder alt efter, hvor man betragtede den fra. Det var sådan set også derfor, vi for ti år siden valgte at udvide Lambchop til et orkester bestående af 12 musikere: Publikum fik en ny oplevelse af musikken alt efter, hvad de lyttede efter.

Wagner refererer til, hvordan Lambchop (under navnet Posterchild) startede som trio tilbage i 1986, men udvidede mandskabet kraftigt i 1993 – forud for udgivelsen af debutpladen "I Hope You’re Sitting Down" i ’94. Der har været visse udskiftninger i de mellemliggende 10 år, men arbejdsmetoden har været nogenlunde den samme hele vejen: Kurt skriver sangene, som derefter arrangeres af bandet i fællesskab.

– Den i mine ører ret unikke lyd af Lambchop er opstået, fordi bandet er en kæmpe, spraglet flok. Netop derfor er der flere instrumentalnumre på de nye plader – det var min måde at få folk til at fokusere på andet end min stemme og mine tekster. Da vi startede bandet, var det kun fordi, der ikke var andre, som ville synge, at jeg gjorde det. Og fordi jeg ikke ville synge coverversioner, begyndte jeg at skrive sange.

Øvelokale i dagligstuen
Wagner lufter endnu engang sit skæve tandsæt i et bredt smil. Han opdager kaffen, napper en slurk og kaster et blik tilbage på Lambchops tidlige år:
– Oprindeligt var vi en ret rockende gruppe, men da jeg og flere af de andre var tvunget til at arbejde på byggepladser om dagen for at tjene penge, var vi helt udkørte om aftenen, og det var fysisk umuligt at stå op i et øvelokale. Derfor udviklede det sig til, at vi mødtes hjemme i stuen og sad i sofaen og spillede, og musikken blev derved mere og mere stille og tilbagelænet – det var det eneste, vi kunne overkomme. Og selvom jeg har kunnet leve af musikken de seneste år, er vores lyd stadig rimelig afdæmpet – vi er jo blevet gamle, tilføjer Kurt med et glimt i øjet.

– Naturligvis afspejler musikken min personlighed. Jeg er som regel ikke en tung, traumatisk, dyster tørvetriller, men en rimelig livsglad og humoristisk herre. På den anden side er jeg ekstremt seriøs omkring min karriere og min musik. Jeg er ikke nogen komiker. Og jeg synes heller ikke, det er særlig sjovt at kigge på verdens tilstand netop nu. Alle de elementer mødes i mine tekster og min musik. Jeg håber, at Lambchops sange kan få folk til både at smile og græde. Gerne på én gang. Men samtidig skal jeg være den første til at indrømme, at jeg drømmer om at lave et hit.

– Hver gang jeg skriver nogle nye sange, synes jeg, at de fleste lyder som hits. Men så siger pladeselskabet, at sangene lyder godt, men at der mangler et hit! Jeg tænker bare: "Pokkers!" Jeg er åbenbart ude af stand til at skrive et hit, og sådan vil det desværre nok altid være. Det er ikke fordi, jeg ikke vil – i mine ører er alle vores sange hits. Men jeg har vist en bizar opfattelse af, hvad der er et hit.

Kaffen er blevet kold. Kurt grubler et øjeblik og fortsætter så:
– Måske er det simpelthen, fordi jeg laver musik, ligesom man gjorde det i min barndom. For mig handler musik om meget andet end at underholde folket – jeg ønsker, at min musik vitterligt betyder noget for lytteren. Tænk sig: På den ene side laver jeg musik som i 60’erne. På den anden side drømmer jeg om storslåede digitale multimedie-oplevelser i det nye årtusind. Jeg er og bliver den evige outsider.

Wagner går til filmen
Wagner erklærer uden at tøve, at han er "kugleskør filmfreak". Og der er nok noget om snakken, for det sidste halve år har han og Lambchop været involveret i hele to filmprojekter, som har sat sine spor på "AwCmon" og "NoYouCmon" – og det ene er endda pæredansk, nemlig Zentropa-produktionen "Regel Nr. 1", der kørte i de danske biffer i efteråret. Først fortæller Wagner dog om arbejdet med stumfilmen Sunrise:

– San Francisco International Film Festival vælger hvert år et band til at lave og fremføre soundtracket til en film. Efter tidligere at have brugt grupper som Television og Yo La Tengo kontaktede festivalen os og foreslog, at vi lavede musikken til Sunrise. Jeg havde aldrig set den, men fik en kopi og blev blæst væk – det er en af stumfilm-æraens milepæle. Vi brugte halvanden måned på at øve op til dette særlige show, og det var meget intenst, for der kun var denne ene chance. Nu prøver vi at få udgivet filmen på dvd med vores musik på soundtracket – men det er svært at få rettighederne. Jeg håber, det går i orden – jeg er i hvert fald meget stolt over resultatet, og faktisk er nogle af de numre, vi komponerede til filmen, med på de to nye plader. Der er endda et nummer på "NoYouCmon", som hedder "Sunrise".

Og om sit arbejde med "Regel Nr. 1" fortæller Wagner:
– Nogle af mine favoritinstruktører arbejder med popsange i stedet for underlægningsmusik – folk som Wes Anderson og P.T. Anderson. Derfor tændte jeg på idéen, da et par danske filmfolk kontaktede mig og bad mig om at lave en håndfuld sange til deres film, hvor soundtracket skulle bygges op på samme måde – mange forskellige typer musik, men ikke noget decideret filmmusik. Jeg fik et par cd’er tilsendt med inspirationsmusik, og det tunede mig for alvor ind på projektet. Faktisk er et par af melodierne fra filmen kommet med på de nye plader. Nu mangler jeg bare at se filmen. Jeg glæder mig – især, hvis den har undertekster.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA