Swan Lee ind som nr. 1 på hitlisten – guide til sangene på pladen

Swan Lee ind som nr. 1 på hitlisten – guide til sangene på pladen

Hitlisten for sidste uges pladesalg er netop offentliggjort, og Swan Lee er strøget direkte ind på førstepladsen med deres andet, selvbetitlede album, der allerede har fået guldplade for 20.000 solgte eksemplarer. Læs her frontfigur Pernille Rosendahls guide til alle de nye sange:

1. Bring Me Back
– Den handler om at være til stede i det liv, man lever. Der er både hårde og gode tider, tilværelsen er både sort og hvid, og såvel himmelen som djævelen viser sit ansigt. Sangen er en livshymne med en semi-religiøs reference, ”Glory be the blessed day”. Livet er magisk, når man er til stede. Rent instrumentalt er den krydret med "Nashville-strygere". Jeg har en stor forkærlighed for country og elsker scenens dronning, Dolly Parton.

2. Love Will Keep You Warm
– En sang om at bevare det gode og ikke at lade sig kue, og ikke at tage tingene så tungt. Ofte kan man være så ambitiøs, at det hele knuger sig sammen og bliver uforløst. F.eks. er det ofte, at kunstneres sideprojekter er de bedste, fordi de slapper af. Vi skreg af grin, da jeg sang omkvædet første gang. En meget ny, banal og direkte måde at udtrykke sig på for os. Sommerfuglen flyver og har det fint.

3. I Don’t Mind
– Den handler om et andet menneske, og at blive forelsket simpelthen. Den er skrevet sidste år, nærmere kommer jeg det ikke. Det var grineren at arbejde med Per (Sunding, producer, red.), som fik os til at spille den hårdere og mere moderne. Han begyndte at arbejde meget med trommerne, som står for sig selv. Et rytmisk stærkt nummer. Jeg er lidt hunden, der står og bjæffer. Der er noget "kick-ass"-stil over den.

4. What Is Love?
– Sommerfuglen begynder at hænge lidt med ørene, men det er heller ikke helt galt. Da vi spillede den for Per sidste forår, blev der lavet en del om på sangen, før var den mere "vers-omkvæd-vers". Per spurgte: "Hvad er det, denne pige vil sige til mig! Vi fik arbejdet meget med vokalen og udtrykket. Den handler om at vågne en dag, hvor man er gået kold og sidder tilbage med sin ensomhedsfølelse, og spørger: "Hvad er kærlighed, hvad skal jeg med den?"

5. What You Get ... Is What You See
– Her har sommerfuglen det for alvor ikke så fedt. Det var det første nummer, vi indspillede i Tambourine-studiet sidste år. Vi prøvede forskellige producere af, men besluttede os for Per.

6. Don’t Take My Love
– Havde oprindeligt et kæmpe stryger-arrangement, men det var en ren befrielse at få det smidt ud. Den er sådan lidt country, lidt ovre i det storladne, nærmest Kent-agtig ind i mellem. Det var en "joker", som ikke rigtig ville falde på plads. Men pludselig en dag, så var den der, meget til Per Sundings fortjeneste.

7. Find My Way Home
– Det er mit eget yndlingsnummer på pladen. Jeg synes selv, at jeg synger bedre, end jeg har gjort tidligere, og så lykkedes det at beskrive noget i teksten, som er meget mig. Jeg kan være lidt for hurtig, lidt for stor i kæften og har blæst en masse chancer. Men inderst inde prøver jeg at mærke efter min egen mavefornemmelse, og føler, at jeg er blevet gradvist bedre til at styre efter mit eget kompas. Jeg har fået mange tæsk, og er parat til at få nogle flere. Når jeg hører én som Johnny Cash, får jeg bare lyst til at være 100 år gammel og komme ud af alt det her ungdomshelvede. Al den visdom, han formidler, er fantastisk. Det er et ideal. Så vil vi også gerne vise, at vi er et band, der tør at spille stille. Jeg føler at Find My Way Home er et vellykket eksempel i både ord og musik.

8. Perfume
– Efterhånden en gammel klassiker, som vi har spillet live temmelig længe. Der var også et større stryger-arrangement planlagt, som blev skrottet. Per arbejdede meget målrettet på at få historien frem. En sang, der prøver at række personen i teksten en hånd i livet.

9. In Your Life
– En ren ’fuck you’ sang for fuld energi. Indspillet kl. 1.00 om natten. Per tirrede mig og sagde, at jeg var alt for sød, så jeg hvæssede svaret til ham. Et nummer, hvor Emils trommespil for alvor træder i karakter.

10. Lord Knows, I Can Be Strong
– Et nummer, jeg oprindeligt sang som duet med Claus Hempler, hvilket også var planen på albummet. Men da vi kom i gang med at arbejde med det, kunne vi godt lide, at min stemme stod alene. Her er vi inde i et meget depressivt univers. Det er nedtur og stagnation, her kan man hverken se frem eller tilbage. Sommerfuglen er paralyseret.

11. Peace Of Mind
– Mit og Nikolaj Nørlunds (som har hjulpet med teksterne på spor 1, 2, 7 og 11, red.) hofnummer. En helt anden sommerfugl, som har fred i sjælen og har tid til at elske og nyde livet. Et ode til kærligheden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA