Boganmeldelse: Loaded. Redigeret af Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch

Boganmeldelse: Loaded. Redigeret af Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch

Det legendariske, skramlende og arty band fra New York – og de solokunstnere, det kastede af sig – har igennem årene haft en markant receptionshistorie herhjemme. Fra Dan Turèlls sprælske skriverier om dem, især hovedsangskriveren Lou Reed i 70'erne, til Vagn Lundbyes fabulerende digtning med isdronningen Nico som mystisk og mytisk motiv. Og så er der den interesse som den “seriøse” rockjournalistik generelt – især repræsenteret af folk som Bo Green Jensen og netop Klaus Lynggaard – har udvist for Velvet Underground, der af mange ses som de første til at kombinere pop og “kunst”.

Den interesse har de ikke været ene om. Siden punken blev etableret som gældende dagsorden fra midten af 70'erne, har det været almindelig rockjournalistisk takt og tone at karakterisere god, autentisk rockmusik som noget, der begyndte med Iggy Pops Stooges samt netop Velvet Underground. Gerne kombineret med et vist narko-romantisk, storby-pseudo-intellektuelt outlook, der kan blive lidt trættende i længden.

Derfor kan man fristes til at spørge om udgivelsen af en dansk Velvet Underground-antologi er det mest øjenåbnende, man kan finde på lige nu. Nytænkende, revisionistisk musikhistorie er det i hvert fald ikke.

Kulturpersonen og det “levende kunstværk” Gordon Inc. er på vej til at have blik for dette problem i sit essay-bidrag, hvor han skriver: “Der er blevet skrevet så uendeligt meget ulideligt prætentiøst pis om Lou, Nico, Cale, Warhol og Velvet, at de efterhånden er blevet røvkedelige”.

Nogle af de mere litterært orienterede bidrag til denne bog er til tider i fare for at falde i denne prætentiøse kategori. Men heldigvis slipper bogen i mange andre henseender ganske godt fra sit projekt. Fordelen ved antologi-formen er nemlig måden, hvorpå den lader en flerartet gruppe af stemmer tale i munden på hinanden, fremfor blot at stryge sit emne med hårene. Klaus Lynggaard bidrager bl.a. med en ferm introduktion til Velvet Undergrounds historie, hvor han, i stedet for at gennemgå den slavisk og kronologisk, først fortæller én historie om hvordan det hele begyndte, dernæst én om hvordan det sluttede.

Rockhistorikeren Per Reinholdt Nielsen disker op med en flot gennemgang af bandets indflydelse på eftertiden, fra New Yorks punkscene til så forskellige navne som R.E.M., Pavement og The Strokes – en gennemgang, han sagtens kunne være blevet tildelt lidt mere plads til, da den forbliver en smule summarisk. Elo Nielsen lægger en litterær vinkel hen over Lou Reed og placerer ham i et spændingsfelt mellem kølig, distanceret, seriel minimalisme på den ene side og det indfølt metaforiske på den anden.

Desuden får vi reissues af de føromtalte skriverier fra Vagn Lundbye og Dan Turèll, f.eks. sidstnævntes morsomme interview med en totalt krukket og apatisk Lou Reed i 1977. Støjeksperten Torben Sangild bidrager med en overmåde interessant beskrivelse af de avantgardistiske elementer i gruppens musik – suverænt bogens mest “musikalske” essay! Ind imellem det hele er der så disse små, bekendelsesagtige essay-skitser fra forskellige skribenter, forfattere, eller det, der ligner, hvoraf ikke alle er lige vedkommende.

Idet bogen samtidig indeholder en uvurderlig gennemgang af de væsentligste live-bootlegs med bandet af Claus Junker samt en guide til samtlige albums med Velvet Underground og de enkelte solokunstnere af Henrik Queitsch, er Loaded alligevel et must for Velvet-interesserede. Nyankomne bliver taget forsvarligt i hånden, mens erfarne V.U.-freaks vil finde en masse, de kan nikke genkendende til eller nyde at være dybt uenige i. Så håber jeg blot, at der også på et tidspunkt kommer en dansk bog om noget musik, der ikke allerede i forvejen er gennem-intellektualiseret på kryds og tværs.

Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch (red.): Loaded: Om The Velvet Underground, Lou Reed, John Cale, Nico, Informations Forlag, 240 sider, vejl. pris kr. 298,-

"Loaded" kan købes på http://shop.gaffa.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA