x

Michael Falch – Fodbold, den gode sang og kærligheden

Michael Falch – Fodbold, den gode sang og kærligheden

Det var mit første interview, og det var – ved et mirakel – med min barndomshelt. Mit første møde med Michael Falch var, da jeg som 8-årig stod på forreste række til en Malurt-koncert i Danmarks gråsmukkeste provinsby, Nakskov.

At møde manden igen, 27 år efter, var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Og Michael Falch havde meget at fortælle – her er et udpluk.

Ud over nogle spørgsmål har jeg også denne her pose ord. Min ide er, at du nu og da snupper en tilfældig brik, og...

– ... og så kan jeg frit associere ud fra det. Hvor fedt!

Han snupper en brik. "Fodbold" står der.

Fodbold er livsglæde

– Fodbold. Fodbold er livsglæden, altså for mig. Det med at glæde sig til om mandagen når der er kamp, det er kriblende. Jeg har det som en dreng, der skal i Tivoli. Og det er hele dagen, det sådan kribler i mig af glæden over at skulle til den kamp. Det fylder mig med glæde.

– Fodbold giver også en vis distance fra det, jeg egentlig lever af. Og så er jeg, på en eller anden måde, bare en dreng ude i vinden. Det er super.

Han smiler imødekommede, og jeg stiller et af mine nedfældede spørgsmål.

Hvad er det, der gør en sang god?


– Jamen, det gi'r sig selv i situationen for mig. Jeg kan næsten mærke det når jeg vågner. Jeg kan ligesom mærke: den her dag er der sange i. Der er sådan en eller anden elektricitet, der er en kreativ sitren, som jeg nu kender så godt efter tredive år, at jeg ved: den skal jeg respektere, og ha' al mulig ydmyghed overfor.

– Og så handler det om, hvad er det for en tekstlinje, der kommer, for melodi, det er så let, det kommer bare af sig selv for mig. Det arbejder jeg aldrig med, det kommer bare, når først tekstlinjerne kommer. Det er teksten, der er udfordringen, det er teksten, der siger: kan det her blive til noget.

– Og det, der sker, når den rigtige sang sætter af, det er, at så tager det ene ord det andet, og det ene forløb det andet. Det bli'r bare en henført proces, der har sit eget drive, hvor jeg ikke skal ind og presse på med min egen vilje – eller iscenesætte og manipulere noget.

Falch trækker endnu en brik, "Nuet" står der.

Lever mindre i nuet

– Nuet. Jeg kan huske – på det andet Malurt-album, på "Vindueskigger"-albummet, fra 1981, da beskæftigede jeg mig meget med det, fordi det var, for mig, livsfilosofi. Det med at leve i nuet. Altså leve, som om i morgen ikke fandtes. Og der er selvfølgelig også en masse sandhed i det, at være i det nu. Men på det her tidspunkt i mit liv, lever jeg i en tillid til, at i morgen findes. Nu.

Så du er faktisk stået lidt af idéen om, at man bør leve i nuet?

– Ja, jeg er på en eller anden underlig måde kommet væk fra den. Mere væk fra den, end jeg har været, i hvert fald. Jeg tror måske ikke, det har så meget at gøre med, at jeg sådan bevidst filosofisk har valgt. Jeg er mere blevet flyttet, fra det dér meget markante fokus på nuet. Og så alligevel...

Der er en lang tænkepause. Jeg forholder mig i ro, iagttager manden, og forsøger ikke at forstyrre hans tanker.

– ... Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg i mange år levede et liv, hvor jeg ikke havde tillid til, at jeg havde en fremtid, og hvis man lever i sådan en forestilling om, at det nok snart er forbi, så præger det jo ens måde at være i livet på. Og da bliver det overdrevne – eller markante – fokus på nuet sådan lidt desperat. For så er det alt, hvad man har, det her nu, og det skal altså udnyttes og nydes, og begæres, og bedrikkes, og bedugges, og bedækkes – maks!

Vi griner begge højlydt, inden vi igen vender tilbage til den seriøse tone, og nuet.

Så at tro på, at der er en dag i morgen, frem for at leve i nuet, det giver ro. Du har fundet roen, ved at lægge ideen om at leve i nuet lidt væk?

– Der er et sjovt sted – apropos – i sangen "Trækfugle" fra albummet, hvor der kommer sådan et fugletræk forbi i V-formation. Det var noget, der opstod en dag, hvor jeg sad ved min computer og arbejdede på Tåsinge. Og ud over vandet ser jeg det her, sådan et fugletræk komme forbi, og min første indskydelse det er: fuck, hvor gammeldags.

– Det var da egentligt underligt at få sådan en reaktion på det der, ik'. Men over for computeren – jeg var på nettet – det var så langt væk fra det. Men det er jo altså dem, der flyver rundt med oprindeligheden. Det er jo dem, der har evigheden i sig. Så nu tror jeg for eksempel – og en dag bliver det jo modbevist – men lige nu tror jeg, jeg har en fremtid – igen.

Falch hælder kaffe i sin kop, stiller kanden, og tager endnu en brik i posen. "Kærlighed" står der, og noget vækkes i Falch.

Uden kærlighed dør vi

– Kærlighed. Åh, ja. Jeg kan huske, da jeg var ung, så syntes jeg, kærlighedssange var sådan noget low-budget. Helt ærligt, syng om noget ordentligt, sagde jeg. Og så skrev jeg alle de første, "Kold Krig" og "Lort Nok", sådan nogle sange. Og hvis jeg skrev om noget, der havde med kærlighed at gøre, så var det liderlighed, jeg skrev om.

Jeg kan ikke lade være med at smile. Michael fortsætter uforstyrret.

– Men på den anden plade, så sneg der sig alligevel kærlighedssange ind, fordi... det er det eneste. Alt det andet er meget vigtigt, det vil jeg stadigvæk hævde. Sådan noget som nedrustning og hele det der syndrom, og nynazisme og sådan noget, er jo ekstremt samfundsmæssige temaer – men neden under og oven over alting er kærligheden. Og der er ikke noget at gøre ved det, det er dét, det handler om – uden dén, så dør vi. Dét er den mest inspirerende kraft, der er i tilværelsen.

Han synker.

– Og kærlighed er jo et større begreb end som så. Det handler ikke kun om at have en kæreste, som man er vild med, eller ha' nogle børn, som man bekymrer sig om. Det er ikke kun dét. Kærlighed er et større begreb, som rummer taknemmelig, ydmyghed, omsorg, empati, livsmods og gejst.

Det mener du udspringer af kærlighed?

– Ja, det udspringer af kærlighed, det er noget, der kommer fra kærlighed. Kærligheden er kilden, der fører alle de her andre sideaspekter med sig. Derfor er kærligheden dét, der bevæger os, og fører os fremad. Når vi mister kærligheden – eller når vi mister tilliden til kærligheden – så er vi færdige. Og man kan sige, at "Fodspor I Havet" på en måde er et album, hvor sangene kredser om det her med, når man har mistet det. Hvad sker der så? Kan det komme igen? Kan man opleve det igen? Kan isen bryde, kan man få den dér rystelse igen? Og det ved jeg nu: det kan man. Against all odds, vil jeg sige.

– Og den er dér. Det er ikke altid, vi er åbne over for den, det er faktisk meget sjældent, vi er det. Og selv når vi har adgang til den, så vil vi meget gerne lukke os, fordi vi er så frygt-hærgede. Vi er så fulde af frygt, at vi bliver hæmmede, og vi spænder ben for os selv, og vi siger dumme ting, og er paranoide, og alle de ting, der hindrer os i at være rene i vores kærlighed – som jo må være selve øvelsen i livet: at lade kærligheden flyde så frit, som det overhovedet kan lade sig gøre for os.

Wauw, tænker jeg, kaster et blik på min blok, og beslutter mig for at vende blikket mod det mere konkrete.

Halvgamle gutter går indie

Lidt ned på jorden igen: dit og Poul Krebs' nye pladeselskab KREBSFALCH. Hvilke roller har I, hvilke planer har I, har I tænkt jer udelukkende at udgive jer selv, eller vil I også tage nye artister ind?

– Vi synes jo, at det her med at være blevet indie er lidt komisk, at sådan to halvgamle gutter er blevet indie-agtige. Men det har været et fedt trip for os. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at den branche har været noget mismodig, så det at slippe for hele den der spekulation om branchenedtur, at slippe ud af det felt, har været befriende.

– Jeg har selv modtaget cd'erne. Første læs kom derude med en lastbil fra Østrig, på paller og sådan noget, så man er lige ude i nogle situationer, som ikke er særlig star-agtige – men som har været befriende. De har givet Poul og mig sådan noget konkret at ha' i vores venskab. Der er noget, vi skal.

– Og nu skal Poul lave sit første album på vores lille verdensfirma. Derefter tager vi stilling til, om der er nogle andre ting, vi godt kunne tænke os at hjælpe på vej – og der er nogle ting, rigtig spændende ting rundt omkring, som jeg synes fortjener at komme ud.

Angående dit nye album, "Fodspor I Havet". Jeg bliver nødt til at spørge: Har du lyttet til Daniel Lanois på det seneste?

– Nej, ikke på det seneste. Vi havde simpelthen den her lyddrøm fra begyndelsen af, så vi er gået efter noget, vi havde i vores hoveder – mere end vi er gået efter noget inspiration udefra. Det er den ide, det hele er bygget op omkring. At skabe en eller anden skramlet folk, men ikke i gammeldags folkemusik-forstand overhovedet, tværtimod i en meget mere ambient forstand.

Og hvad sker der, når denne tour slutter i Frederikshavn om et par uger?

– Så skifter vi til sommertøj, og sætter strøm til. Så går vi ud, og får tilbagestrøget hår ude på festivalerne. Vi spiller Skanderborg og Skagen, Langeland og Vig – selv Tønder er vi kommet på nu. Der er vi altså nødt til at skrue ned før strømmen, så vi har altså lige et par, hvor vi tager en ekstra akustisk guitar med, end vi ellers ville have gjort denne her sommer.

Jeg kikker på det tikkende ur. Det er blevet tid til at runde af.

Er der noget du gerne vil slutte af med?

– Ja, en mere af dem her.

Og med en hurtig bevægelse snupper Falch dagens sidste brik. "Loyalitet" står der.

Mistillid er en dræber

– Loyalitet, ja. Uha, det kunne jeg godt sige en masse om. Jamen, det vil jeg godt. Jeg tror godt, jeg vil bruge det her ord: loyalitet. For det er et eller andet med, nu talte vi om kærlighed, og der var et andet beslægtet ord, jeg glemte – tillid.

– Hvordan kan man ha' tillid til hinanden i en menneskelig verden, hvor vi gennem-svigter hinanden hele tiden. Vi er fulde af bedrag, vores bagtanker kværner nonstop. Hvordan kan man genfinde tilliden – som man måske har mistet. Det synes jeg er et interessant projekt.

– Jeg håber sådan, at det kan lykkes, for jeg er sikker på, at det er med den tillidsfulde tilgang til livet, at man virkelig kan svæve frit. Mistilliden er en dræber. Men det er et paradoks, for vi ved, at vi svigter, og at vi bli'r svigtet. Og alligevel kan vi kun leve godt, hvis vi ignorerer det faktum – og i blind tillid bevæger os videre.

Men den er svær.


– Men den er godt nok svær. Men det er sådan noget, ja, det er sådan noget vi må have styr på.

Vi griner begge, velvidende at det ikke er noget at grine af, inden vi rejser os, og jeg siger:

Tusind tak.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA