x

Mike Patton: Italiensk for begyndere

Mike Patton: Italiensk for begyndere

Manisk multitalent? Gakket grinebider? Bizar badutspringer? Mike Patton er lidt af det hele og meget mere. I anledning af sin nye symfoniske popplade, Mondo Cane, fortæller Faith No Mores sanger om sit særlige forhold til Italien, Roskilde Festival og mælkekartoner.

Faith No More. Mr. Bungle. Fantômas. Tomahawk. Maldoror. Lovage. Peeping Tom. Tomahawk. Kid 606. John Kaada. The X-Ecutioners. Melvins. The Dillinger Escape Plan. The Young Gods. Merzbow. Rahzel. Sepultura. Dan The Automator. Massive Attack. Serj Tankian. Björk.

    ... Og sådan kan man blive ved. Det vil næsten kræve et supplerende tillæg til bladet at opremse samtlige bands, projekter og musikere, Mike Patton har været del af eller samarbejdet med. Californieren fik sit gennembrud i 1990'erne som frontmand i Faith No More, som boltrede sig i alle tænkelige genrer fra easy listening til ekstrem støj. Og siden de gik i opløsning for 12 år siden, har Patton tumlet lystigt videre mellem hiphop, pop, jazz, rock, disko, electronica, filmmusik og ren avantgardemusik. Kort sagt: Manden kan alt og vil alt.

– Husk: Der er kun god og dårlig musik, fastslår Patton, da GAFFA fanger ham på telefonen hjemme i San Francisco. I hans verden er musik hævet langt over genrer og stilarter, og denne holdning gennemsyrer alt, han har lagt navn til. Åbenheden kommer faktisk endnu engang til udtryk på den vidtfavnende originals nye album, Mondo Cane.

Musik som snapshot

Hvis du udelukkende kender spaghettiens hjemland fra det lokale pizzeria og mafiafilm i flimmerkassen, kan vi afsløre, at Mondo Cane er italiensk og betyder noget i retning af "verden er gået i hundene". Men bag den dystre titel gemmer sig noget af det gladeste musik, Michael Allan Patton har foreviget: Italienske popsange fra 1950'erne og 60'erne, som fortolkes med silkeblød croon og talstærkt symfoniorkester.

– Det er en af de mest udfordrende plader, jeg har lavet. Det meste musik, jeg laver, indspiller jeg alene eller sammen med meget få, mens jeg her var sammen med 50 mennesker. På flere måder er jeg dirigenten i mange af de bands, jeg er med i, men når jeg er del af et orkester, skal jeg følge dirigenten. Det er en udfordring blot at optage så mange mennesker, der alle gør det samme, og forhåbentlig alle er viet til musikken.

Patton selv er i hvert fald viet til disse sange – næsten bogstaveligt talt. Fra 1994 til 2001 var Patton gift med en italiensk kunstner, lærte at tale flydende italiensk, og i en årrække boede parret i Bologna. Det var i denne periode, han opdagede de numre, som figurerer på Mondo Cane.

– Pladen ville ikke eksistere uden den del af mit liv. Det var en vigtig periode for mig, og det har jeg omsider fået demonstreret nu i musikalsk henseende. Du ved, de fleste familier har fotoalbums, men jeg har musikken. Alle mine plader er et snapshot af, hvor jeg er på et bestemt tidspunkt. Jeg er nemlig ikke en visuel person og kan hverken male eller tegne, så jeg hører ting i stedet for. Kataloget over mit liv består af lyde, og jeg har brug for at høre ting, før de giver mening.

Glad for fejl
Patton valfarter stadig til Italien et par gange om året, og han bobler af begejstring, når han beskriver det sydeuropæiske støvleland:

– Det starter selvfølgelig med maden. Allerede dér er man jo besat. Men det vigtigste er befolkningen. Italienerne er utrolige. Det er svært at generalisere, men i andre lande ser folk ned på dig, hvis du siger noget forkert, og de hjælper dig ikke. I Italien er alle til gengæld hjælpsomme, og du kan nøjes med at sige "Ciao!", og så bliver de helt vildt glade. De får dig til at føle dig tilpas med dig selv. Det er sådan, man lærer ting – når du føler dig godt tilpas, og du har friheden til at opføre dig som en idiot...

Denne form for frihed er altafgørende for Patton. Ikke kun når han skal lære at gebærde sig på fremmed grund, men også i forhold til musik:

– Hvis du begår en fejl, og du lærer af det, så er det al besværet værd. Nogle gange er det den bedste måde at lære på. Da jeg skulle lave Mondo Cane, tilmeldte jeg mig ikke en musikskole eller talte med en masse komponister, nej, jeg lærte på egen hånd, hvordan den verden fungerer. Jeg har lært nærmest alting af mig selv og ved at lege og klovne rundt. Alle bør kunne grine af sig selv, og især som sanger skal man være parat til at ligne et fjols. Bare se de gamle billeder af mig!

Vildbasse på scenen
Patton griner højt, men er samtidig dybt seriøs. Den nu 42-årige veteran har altid prøvet grænser af – i sine unge år ikke mindst på de skrå brædder. Der verserer utallige bizarre historier om Pattons udskejelser i spidsen for Faith No More – flere inkluderer urin og ekskrementer, som legebarnet har muntret sig med på diverse uappetitlige måder.

Alle, der har oplevet vildbassen slå sig løs på scenen, ved, at han altid går helt amok og kombinerer akrobatiske badutspring med virtuose vokaler. De senere år er der dog droslet ned for de vildeste excesser, og Patton har sågar formået at holde sig på lang afstand af sensationspressen:

– Jo ældre man bliver, jo mere lærer man at holde sig væk fra hele celebrity-kulturen. Man finder ud af, hvad der er væsentligt for én selv. Man får færre og færre venner, men dem, man har, kommer man tættere og tættere på. Det er det samme med musikken. En af de ting, jeg har lært, er at få alt bullshit ud af mit liv – det er sådan, jeg får tid til at lave alle mine ting. Den dér dyrkelse af kendisser har intet med mig at gøre.

Manglende respekt
Netop på grund af forbeholdene over for popverdens palaver var det lidt af et chok, at Patton i fjor drog på turné med Faith No More efter i årevis at have afvist en genforening. Men "det var bare noget, jeg havde lyst til – det er jo mine gamle venner", og han har tydeligvis ingen planer om, at det skal udvikle sig til en ny plade. Han har meget andet på bedding – heriblandt endnu et Mondo Cane-opus. Patton grundlagde sit eget pladeselskab, Ipecac Records, i 1999, og det myreflittige multitalent udnytter denne frihed til at udgive præcis, hvad han lyster.

– Multinationale pladeselskaber er noget af det værste, der findes. Der er flere hæderlige typer i prostitutionsbranchen. Men nu er jeg fri og vil aldrig tilbage. Nu mangler jeg bare at møde flere koncertarrangører, der behandler musikken med respekt. Langt de fleste opfatter musikerne som en vare. For dem kunne jeg lige så godt være en mælkekarton.

Patton sukker, men mindes med glæde, da han optrådte i intet mindre end fire forskellige konstellationer på Roskilde Festival i 2005.

– Roskilde-folkene er helte i min verden, fordi de lod mig gøre det dér. Sådan noget ville jeg ønske, jeg kunne gøre mere. Ellers har jeg faktisk ikke mange drømme, for jeg plejer at gøre tingene med det samme eller så hurtigt som muligt. Inspirationens kilde kan jo løbe tør i morgen. Jeg kan risikere at vågne op en morgen uden idéer eller uden stemme.

– Tro mig: Få så meget ud af livet, som du kan, mens du kan. Det er vigtigt at nyde det.


DE FEM MEST BIZARRE PATTON-PLADER

Mike Patton
Adult Themes For Voice

(Tzadik, 1996)
Pattons første soloskive består af mildt sagt aparte stemmeoptagelser indspillet på diverse hotelværelser – heriblandt i Danmark – mens han turnerede med Faith No More. Det ultimative modstykke til Easy.

Maldoror
She

(Ipecac, 1999)
Maldoror udgøres af Patton og ingen ringere end den japanske støjguru Merzbow, der på deres eneste fælles album går amok i knas, sirenehyl og tegnefilmeffekter. Det pink cover ser nuttet ud. Det er indholdet sjældent.

Fantômas
Delìrium Còrdia

(Ipecac, 2003)
Med medlemmer fra Melvins og Slayer er Fantômas et drømmeband for frontmand Patton, men kvartettens opus tre minder om et mareridt. Et 74 minutters lydorgie, der passende omhandler operationer uden bedøvelse.

John Zorn
The Crucible

(Tzadik, 2008)
Zorn er pioner inden for avantgardejazzen, og den 56-årige newyorker har været legekammerat med Patton i over 15 år og på et tocifret antal plader. Dette er et godt eksempel på det uforudsigelige kaos, de dyrker sammen.

Mike Patton
Crank: High Voltage

(Lakeshore, 2009)
En adrenalinsydende actionbasker blev sjovt nok den første spillefilm, soundtrack-elskeren Patton lavede musik til. Vanvidstempoet i filmen matches af ustyrlig tossemusik, som aldrig er hørt magen i Hollywood.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA