x

Amanda Jenssen – Skånsk gangsterjazz

Amanda Jenssen – Skånsk gangsterjazz

Hjemme i Sverige ved de fleste, hvem den prisvindende og storsælgende Amanda Jenssen er, men her på den anden side af sundet er det straks anderledes. Det vil den 21-årige sangerinde nu lave om på. Indtil videre ser det ud til at lykkes, da titelnummeret fra hendes nye plade Happyland allerede har været Ugens Uundgåelige på P3, og den 20. maj åbner hun den 16. udgave af Spot Festival i Århus.

På din danske Wikipedia-side står der:"Amanda Jenssen er en sangerinde fra Sverige". Mere står der ikke, så kan du ikke sætte os ind i, hvem du er?

– (griner) Det er da lidt sjovt, at der er nogen, der har oprettet den side og så ikke skrevet mere. Men jo: Der var altid meget musik i mit barndomshjem, da min far selv er folk-sanger og hele tiden hørte Bob Dylan, Johnny Cash og Tom Waits. Lige så langt jeg kan huske tilbage, har jeg sunget sange, jeg selv gik og digtede. Jeg startede for alvor med at skrive sange, da jeg som 13-årig fik min første guitar. De sange, jeg skrev, var på engelsk, og det var som en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Senere købte jeg en computer, så jeg kunne optage mine sange og lægge dem op på MySpace. Sommetider vækkede jeg min mor, midt om natten, når jeg havde skrevet en ny sang, for jeg ville lige høre, hvad andre syntes om det.

– Senere startede jeg et band i skolen, hvor vi spillede vores egne pop- og rocksange. Kort efter startede jeg også et band med min far og hans venner, hvor vi spillede coverversioner af gamle jazzsange. Vi kaldte os selvfølgelig Amanda And The Papas. Så da jeg var 16 år, havde jeg allerede gang i tre projekter. Mine egne nøgne ting med akustisk guitar, et pop- og rockband med nogle skolekammerater og jazzbandet med min far. Og på en eller anden måde har jeg på mine to plader (Killing My Darlings og Happyland) kombineret de tre elementer til noget, jeg kalder gangsterjazz.

Den genrebetegnelse er du nok lige nødt til at uddybe.

– Det er en hårdere, upoleret og dekadent version af jazz. Som 15-årig fik jeg et femdobbelt bokssæt med titlen Jazz Ladies af min far, og det var traditionel jazz med navne som Ella Fitzgerald, Billie Holiday og Bessie Smith, og jeg forelskede mig pladask i den musik, jeg hørte. Senere udbyggede jeg min kærlighed til Cab Calloway, og hans musik er netop gangsterjazz. Altså den tids svar på rock 'n' roll, der kunne blande både sorg og glæde i en enkelt sang.

Meget af den musik blev lavet under den store depression i Amerika, i en tid hvor folk havde brug for at danse sig ud af sorgen. Nu til dags tudes vi ørerne fulde af dundertaler om økonomiske og miljømæssige katastrofer, så har vi brug for den slags musik igen?

– Vi lever helt sikkert i en hård tid, men jeg tror altid, folk vil kunne finde noget at være deprimerede over, og dermed har de også brug for musik til at løfte deres sjæl og trøste dem. Og dér synes jeg, at musik er den stærkeste kunstform, for den spiller på hele vores følelsesregister.

Fortryder ikke deltagelse i tv-talentshow

I 2007 deltog du i den svenske udgave af Idols og fik en andenplads. Var det udelukkende en god oplevelse, eller var der også aspekter af det, du fortryder?

– Jeg havde aldrig set showet før, og det var faktisk en af mine venner, der meldte mig til det. Jeg syntes selv, det var noget underligt noget, men tænkte, at det måske netop var så underligt, at jeg skulle prøve det. Hele tanken om, at man kunne blive kendt fra den ene dag til den anden tiltalte mig ikke. For det er da virkeligt skræmmende og frustrerende, at folk tror, de kender mig, bare fordi de har set mig i tv. Jeg fortryder ikke, at jeg deltog i programmet, men i modsætning til stort set alle andre, der har medvirket i den slags programmer, så har jeg fået mulighed for at lave mit eget og ikke bare synge ind over sange, der allerede var skrevet. Og det er jeg stadig meget taknemmelig over, for jeg har aldrig taget det for givet, at folk automatisk gad lytte til min musik, bare fordi jeg havde været med i Idols.

Følger du med i, hvad der rører sig musikalsk, eller holder du dig helt til dine gamle jazzplader?

– Det er faktisk meget, meget sjældent, jeg lytter til ny musik, og min iPod har ikke været ladet op i ugevis. Derhjemme hører jeg kun vinylplader, og de sidste to, jeg har fået, er Tom Waits' Closing Time og en gammel plade med en skånsk punkrock-sanger, der hedder Kal P. Dal. Jeg har længe ledt efter den plade og fik den så for nylig af en ven, og det er ret sjovt at høre, for han er også fra Skåne og synger med en tyk dialekt.  

Diskografi:
Happyland
(Sony Music / Epic Records, 2010)
Killing My Darlings
(Sony Music / Epic Records, 2008)




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA