x

Sebastian Lind – med pladekontrakt som eksamensbevis

Sebastian Lind – med pladekontrakt som eksamensbevis

Ikke gymnasiet, ikke teknisk skole, ikke den solide og fremtidssikrede uddannelse, men musik. Det var det, Sebastian Lind ville, da han var færdig med efterskolen, og som 21-årig er han kommet et godt stykke af vejen med en P3-single i bagagen, et selvbetitlet debutalbum på gaden og en plads på GAFFAs liste over, hvem der bliver store i 2010.

I mellemtiden har han brugt flere år på at lære sin computer og sit lydkort at kende, mens forældrene så skeptisk til.

– Siden efterskolen gik jeg direkte i gang med at lave pladen. Jeg gik på arbejde, kom hjem, satte mig og kiggede ned i en computer, og det virker ikke som en holdbar fremtid. Jeg blev ved med at gøre det, men min hjerne tænkte: Det kunne være, jeg skulle vælge noget mere sikkert, siger han.

Alligevel flyttede Sebastian Lind for to år siden fra hjembyen Svendborg til København med et klart mål om at blive udgivet.

– Min far har også altid skrevet sine egne sange, men det har ikke været muligt for ham at sige, at "nu gør jeg det her". Måske er det derfor, jeg har tænkt, at det skal prøves, ellers vil jeg bare fortryde det resten af mit liv.

Ved et tilfælde landede Sebastians musik hos Jonas Vuf Højgaard, leder af Vuf Records. Takket være ham har Lind nu en pladekontrakt med Universal Music.

– Det har hjulpet mig, at jeg kan vise, at jeg faktisk har lavet noget og kan sige, at her er noget fast. Det er ligesom et eksamensbevis, siger Sebastian og tilføjer med ironisk storladenhed:

– Se her, fader, jeg har ikke bare siddet og drukket bajere!

Hvad Sebastian Linds fader og vi andre får serveret, er en blød og boblende samling semipoppede singer-songwriter-sange med electrogrus, hektiske beats og akustiske guitarplonk. En plade, som dækker over alle årene foran computeren.

– Det fede ved den her plade er, at den strækker sig over en lang periode og er en stor del af mit liv. Der er mange forskellige kunstneriske udtryk på den og mange veje og variationer, som jeg synes er spændende. Det er en ærlig og menneskelig plade, som jeg tror mange vil kunne forholde sig til, siger Sebastian Lind.

Sebastian Linds selvbetitlede debutalbum udkommer 10. maj. Han kan opleves live til Spot Festival samt Start Festival og Nibe Festival.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA