x

Rockens kvælende fremtid

Rockens kvælende fremtid

GAFFA fik en snak med Jeff Parker, der primært spiller guitar i bandet, som er kendt for en udbredt hang til at bytte instrumenter medlemmerne imellem.
Det hænger i høj grad sammen med de fem skildpadders rødder i Chicagos eksperimenterende free-jazz-scene og deres utallige sideprojekter. Ikke mindst Jeff Parker har boltret sig i adskillige mere eller mindre faste konstellationer over det meste af USA. Men Parkers udskejelser er for nedadgående.
– Jeg tror, det var vigtigere for mig tidligere. Jeg har ikke så meget tid længere, efter at jeg har fået familie, så nu prøver jeg at prioritere lidt mere, hvad det er, jeg laver. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg hellere vil fokusere på det, jeg har investeret mest tid i, end at hoppe så meget rundt, fortæller Jeff Parker, som for seks år siden blev inviteret til Californien for at indspille med den snart 70 år gamle saxofonist John Tchicai – en af dansk jazz’ mest nyskabende figurer.
– Han er en pioner inden for ny musik. Det var en ære overhovedet at spille med ham, fortæller en ydmyg Jeff Parker, som lyder lidt overrasket over at få at vide, at den i USA bosiddende Tchicai er dansker.
Som det næsten hører sig til for de bands, der fået postrock-mærkatet klasket på ryggen, er Jeff Parker ikke sen til at lægge afstand til begrebet.
– Det er noget, vi aldrig rigtigt var enige i. Specielt nu, hvor det er blevet et flertydigt begreb ... det har det egentlig altid været. Det gav aldrig rigtig mening for os. Tidligere lagde folk virkelig et pres på bandet, du ved: ”Ohh, I er rockens fremtid”, vrænger Jeff og fortsætter:
– Og det er jo det, begrebet betyder: ”Efter rock” ... den naturlige udvikling af rockmusik. At folk fortæller dig det, mand! Hvad skal du sige, hvad skal du gøre!? Det er temmelig kvælende eller begrænsende for en kunstner at blive sat i bås, når du har en åben tilgang til det, du prøver at lave. Men vi har altid bare leget med og forsøgt at lave underlig musik til den underlige verden og tid, vi lever i, griner Jeff Parker.
It’s All Around You er et skridt tilbage mod de første Tortoise-album, i forhold til den mere rockede Standards og den jazzede TNT fra 1998. Er det et bevidst valg fra bandets side?
– Jeg tror, denne plade er den mest unikke, vi har lavet, forstået på den måde, at vores forskellige referencer ikke er så tydelige, som de har været på tidligere indspilninger. Det er ikke sådan, du ved: ”Oh, det her er vores jazz-agtige nummer, dette er vores rock-sang, og det her er vores electro-ting.” Alt er mere integreret i kompositionerne. Det har arbejdet sig mere naturligt ind i processen, end det gjorde tidligere, fortæller guitaristen, som først blev medlem af Tortoise umiddelbart før indspilningen af TNT.
Når Tortoise indspiller plader, foregår det i bandets omdrejningspunkt, John McEntires Soma Electronic Music Studios. Det nye album er opstået helt fra bunden i Soma-studiet.
– Vi introducerede langsomt nye ideer for hinanden, lagde dem på bånd, for derefter at forfine dem igennem flere perioder, indtil de lød så godt, at vi syntes, de var færdige. Ja, det er et privilegium at få lov til at arbejde på den måde, fortæller Jeff Parker, men slår fast, at bandet såmænd ikke har studiet gratis, bare fordi det er et bandmedlem, der ejer det.
– Det er Johns forretning. Tortoise er booked i kalenderen, og vi betaler skam, fortæller Jeff Parker, men må på det følgende spørgsmål dog indrømme, at bandet vist nok ikke betaler fuld pris.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA