x

Naja Rosa klar til Spot Festival

Naja Rosa klar til Spot Festival

Det sker ikke så tit, at en garvet professionel springer ud som solist. Og garvet er man altså, når man er født med musikken, og siden man voksede til har været del af familieorkestret The Savage Rose. Ligesom det er en sjæl på evig rejse, som for en stund har forladt den selvvalgte tilværelse med en veninde på et loft i New York-bydelen Brooklyn, hvor hun optræder som sangerinde på spillesteder den ene dag og nede i subway'en med vennerne, hvor sange krænges ud og hatten går rundt den næste.

Et sted, hvor man træder ind og insisterer på at "overvinde en hel togvogn newyorkere til at høre, hvad man har på hjerte", som hun siger det. En benhård skole, som hun ikke vil være foruden.

Naja Rosa Koppel var - i modsætning til den otte år ældre søster Billie, som spiller i Catbird, der ligeledes præsenteres på Spot - den, der i høj grad fulgte med Thomas og Annisette Koppel, først til Englenes by, Los Angeles, hvor Naja lige som alle de håbefulde unge piger fra hele verden, som kom til Hollywood med stjernedrømme, ville arbejde til ussel løn "i hver tøjbutik på Melrose", ligesom hun fik et solidt kendskab til USA, hvor New York snart blev det foretrukne sted. Siden ville hun følge med til østaten Puerto Rico, ligesom hun har været en del af hele det kommercielle og kunstneriske comeback, som The Savage Rose fik efter "Black Angel" i 1995.

Naja Rosa var allerede for længst i gang med at skrive sange og synge, og fik tidligt en 4-spors båndoptager, hvor hun ville forme alle spor med munden. Mens hun slet ikke lever op til Koppel-myten om et hjem med klaver. Stemmen var hendes middel, og i øvrigt hang hun med vennerne på gaden og var noget af en rod, hvis hun selv skal sige det.

Betalte tilbage med bog
GAFFAs rejse med Naja Rosa startede for et par år siden, da hendes rejseskildringer i fotoform dumpede ned på redaktionen. "Til min far" var titlen, og det var Najas gribende, smukke, livskraftige og frem fro alt fremadrettede måde at betale tilbage til Thomas Koppel, som faldt fra så pludselig en februarformiddag ved klaveret nede i det hus i Det Caraibiske Hav, som var familiens midlertidige hjem. Efter aftenen før at have jammet med Naja og en kvindelig bassist, som var taget med fra New York, og Naja Rosa Koppel har siden beskrevet stemningen som magisk. Indtil lyden fra klaveret altså stoppede brat i den tropiske formiddag og Annisette, Naja og hendes søskende skulle samle sig selv, Savage Rose og deres tilværelse op.
Vi ved nu, at de valgte at omfavne livet. Fælles er de om at synge de blå stemninger helt ud over rampen.

GAFFAs næste clue var, da en række særdeles overbevisende sange dukkede op på Naja Rosas MySpace-side. Her var en stemme, der havde sin helt egen klang. Gjort af det specielle stof, hvor du stopper op, fordi den rækker ud. Annisette havde det samme tilbage på de tidlige plader, men Najas stemme er helt forskellig. Ligesom hun besidder den gave at kunne ryste de gode melodier ud af ærmet i en egen blanding, som henter inspiration fra soul, 70'er-rock'n'roll og blues. En singer-songwriter, der allerede beviste sin kunnen med titelsangen på det album, der markerede The Savage Roses genkomst, nemlig "Universal Daughter".

På Spot stiller Naja Rosa op med holdet bag hendes kommende plade, som også i dag former den centrale enhed i The Savage Rose, nemlig bassist Anders "AC" Christensen, Rune Kjeldsen på guitar, Anders Holm på trommer og svenske Daniel Fridell.
Vi har truffet Naja Rosa til en snak før Spot:

Du skriver sange hele tiden. Hvad handler de om?
– Jeg skriver sange hele tiden, og det gør jeg ud fra den inspiration, som jeg finder i alt det, der sker omkring os lige nu og hele tiden. Sangene handler om det liv, jeg lever, mennesker, jeg møder, de ting, jeg ser ske, og hvad jeg føler. Og så er jeg også typen, der godt kan lide at være ude blandt andre mennesker, og som tit ender med at synge til klokken syv om morgenen, som i morges-agtigt… Hehe. Det finder jeg også sange i.

Du er blevet lært op via arbejdet med din mor og bandet. Føler du en speciel arv, eller er det bare sådan, det er blevet?
- Det er jo bare sådan, det altid har været, for lige fra jeg kom ud har der jo været musik omkring mig (griner), og jeg har altid sunget, og det er blevet ved og ved, og jo ældre jeg bliver, jo mere vokser det. Og så føler jeg, at jeg har været enormt privilegeret og heldig at have været rundt omkring så mange fantastiske talenter som mine forældre og søster og resten af min familie, og så alle de mennesker, vi har mødt og musikere vi har spillet med, der også har givet sindssyg inspiration. Så det er bare sådan.

Sandheden er vel også  i virkeligheden, at erfaringen fra Thomas og Annisette er, at det ene øjeblik kom der symfonier ud, og det næste stod I på en markedsplads med en trækharmonika.
- Jo, jeg ved ikke, om det er noget, jeg har lært, eller om det bare er sådan i virkeligheden. Jeg har brug for at synge. Jeg har brug for at få det ud på den måde. Jeg har brug for at skrive nogle sange, ligesom jeg har brug for at tage billeder og mærke og give og få det ud, ikke? Så, ja, det er en nøgenhed eller ærlighed, som følger mig, og det er det, jeg altid er tryg ved, at jeg ved, at jeg kan åbne munden og synge og fortælle noget.

Naja Rosa spiller lørdag den 22. maj kl. 14 i Musikhuset Århus, Store sal, samt på Start festival i København den 12 juni kl. 16.30 på Venue-scenen.

www.myspace.com/najamusic


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA