x

A New York Moment (2. del): Gaffa møder Victor Bockris

A New York Moment (2. del): Gaffa møder Victor Bockris

Victor Bockris skabte oprindelig sit navn ved at associere sig med New Yorks vildeste kunstnere. Han arbejdede med Andy Warhol og med beatgenerationens nestor, William S. Burroughs. Sidstnævnte havde efter de vilde år i Tanger i Marokko, hvorfra han skrev sit hovedværk, "Nøgen frokost", først boet i det berømte Beat Hotel i Paris, fortsat i London og endte i 1974 i New York, hvor han flyttede ind i en berømt lejlighed, kaldet Bunkeren, og begyndte at hænge ud med andre berømtheder i New York. Blad gennem Andy Warhols berømte dagbøger, og du vil se, at alle skulle forbi den scene, som udviklede sig med et veludviklet bøssemiljø, hvor termen Fabulous blev trend og  Burroughs kunne møde ligeværdige legender som forfatteren Truman Capote, John Lennon, Halston, Warhol, og siden som punken opstod omkring klubben CBGB folk som Patti Smith, David Johansens band New York Dolls, Suicide, The Ramones og en lang række andre kunstnere.

I Warhol-dagbogen møder vi Bockris i færd med at sætte en berømt frokost – ikke en nøgen en af slagsen – med Burroughs, Andy Warhol og rullestenen Mick Jagger – som i øvrigt var stand-in for Keith Richards, som var røget i fængsel - som i de år hang ud i New York og ville gå på berømte klubber som Studio 55, The Mud Club og en lang række andre. Det var en tid, hvor en scene hyldede disko, mens en anden ville udvikle sig hen mod det fænomen, der kom til at hedde No New York, da Brian Eno ramte byen og i øvrigt bruge en måned i seng med Bockris' veninde, fotograf Marcia Resnick.

Så Victor Bockris var en connector og en, som kendte scenen særdeles godt. Han skrev for det magasin, som Andy Warhol var med til at starte, det berømre Andy Warhol's Interview, og han ville gøre det til en specialitet at skrive biografier om sine helte, som talte Burroughs, Keith Richards (en bog som undertegnede ikke anmeldte specielt fordelagtigt i GAFFA), Patti Smith, Lou Reed & The Velvet Underground, Debbie Harry og Chris Stein fra Blondie og bokseren Muhammad Ali, ligesom han har skrevet en berømt bog – "Beat Punks" - som forbinder 1950'ernes beatniks med 1970'ernes punkeksplosion. Men som også indeholder en række af Bockris' berømte møder, hvor personligheder fik mulighed for gennem mødet at kanalisere noget højere. Så hvor mødet med Warhol, Burroughs og Jagger kun var interessant, fordi det så godt ud, så var de virkelige skatte i den retning, da Burroughs møder Christopher Isherwood eller forfatteren Susan Sontag og punkmusikeren Richard Hell.

Gaffa møder Victor Bockris' på Fotocaféen i København til en samtale, der kom smagsprøver på i går. Her er hele interviewet:

Victor Bockris om Keith Richards

I din bog om Keith Richards, giver du et ikke alt for flatterende indtryk af Mick Jagger?

Victor Bockris: - Hør lige her engang: Den bog om Keith Richards er en biografi, og jeg traf den beslutning at bruge så mange udtalelser fra Keith Richards, som jeg kunne, så længe de var nøjagtige. For jeg ville formidle lyden af hans stemme. Lyden af hans stemme fortæller historier, og han taler meget godt. Jeg tænkte, at læseren virkelig ville nyde at have Richards til at fortælle historien. Og jeg ved, at nogle gange er de ting, han siger, ikke hundrede procent præcise, på grund af The Rolling Stones' følelsesmæssige historie. Det var det, jeg ville fange. Og den ting, jeg er allermest interesseret i af alle, er det meget tætte samarbejde mellem to kunstnere, lige meget i hvilken form, det fremtræder. For når du har et intenst samarbejde, så skaber du, hvad der kaldes "et tredje sind". Et sind, der er kombinationen af de to sind, er stærkere end det individuelle. Når du når derhen med en anden, er det sådan, at dit sind er åbent over for den andens sind hele tiden, og man kan spadsere ind i hinandens hoveder, og jeg tror, at Keith Richards fandt sig selv i en meget svær position specielt efter Brian Jones' død i 1969, på grund af den retning, som Jagger gik i.

Ja, jeg husker det som et vigtigt øjeblik, da Jagger og Jones havde en affære, som blev problematisk for The Glimmer Twins. Fordi det forstyrrede den direkte forbindelse mellem de to kreative hjerner og kunstneriske brødre?

Victor Bockris: - Det var en historie, jeg hørte fra Anita Pallenberg. Hun var jo den centrale kvinde i The Rolling Stones i 1960'erne. Hun levede med Brian Jones. Og hun levede med Keith Richards…

Brian Jones var udenfor

Stolede du på hende?

Victor Bockris: - Ja, hendes motiver var positive og hun sagde, at Brian sagde det til hende. Men hvis du vil fokusere på trekanten Jagger-Richards-Jones, som er den emotionelle motor i The Rolling Stones, så er Anita en god kilde. Da jeg talte med hende i 1990, var hun helt clean (fri fra sin heroinafhængighed. Red.) og havde ikke taget stoffer i otte-ti år. Og jeg havde udviklet et venskab med hende, og jeg ville spørge hende to gange, hver gang. Gentage spørgsmålet for at være helt sikker, og hun var særdeles specifik i sine udtalelser.

- Du må også forstå, at i 1962 var attituden i retning af tiltrækning mellem meget unge mænd ikke noget problem, de kunne lide hinanden og måske gik de i seng med hinanden, men i deres forhold var det sådan, at Brian Jones kunne godt lide at kontrollere. Han havde ikke evnen til at skabe "et tredje sind". Han kunne ikke samarbejde, men kun kontrollere, og derfor blev han svag. Så da Jagger og Richards skabte "det tredje sind" gennem at skrive sange sammen, røg Jones magt i forhold til pladeselskabet og alle, og her ville han gribe til at pine de to andre ved at bringe denne her historie på banen. Jeg kan ikke sige, at det er et faktum, men jeg tror, at det er almindeligt antaget, at Jagger er biseksuel, og Jones var en smuk fyr og ret sød og en fantastisk personlighed – når han ikke var skør – så hvis du vil forstå Rolling Stones, så handler det om den enorme spænding mellem Jagger og Richards, og den, der kommer midt i mellem de to, hvad enten det er Brian Jones, eller Ron Wood, eller Mick Taylor, er i en meget svær situation. Og når man spiller sammen og der er millioner af dollars involveret, er en masse friktion uundgåeligt. Sådan er rock'n'roll. Bands, hvor de elsker hinanden, skriver sgu ikke gode sange. Sådan er det bare.

Søger bag om myter

Du og jeg møder begge mange mennesker og interviewer dem. Det er en ting, mens en anden er, hvordan vi formidler de møder til publikum. Hvad er din metode?

Victor Bockris: - Når jeg skriver, så skriver jeg om folk, som jeg vil fejre. Jeg vælger folk, som er misforstået, enten fordi deres image er konstrueret, så der er en mur, og de i virkeligheden ikke er sådan, at de er anderledes, eller hvor medierne har besluttet at gøre dem til meget onde og slette personer, og de ikke er det. Så min følelse var, for nu at starte med William Burroughs, og faktisk med Muhammad Ali før det, at jeg foretager en tjeneste, hvor jeg for eksempel viser William Burroughs' humoristiske sans, så du ikke oplever ham som en kold og hård mand. Han er faktisk en meget sød og pragtfuld fyr, og hvis du forstår det, er det nemmere at læse hans bøger. Du kan høre stemmen bedre. Det er en humorfyldt stemme, ikke en kold en. Ikke en skræmmende stemme. Folk er meget skræmte i forhold til Burroughs, ligesom de var med Warhol. Jeg var bange for Warhol. Da jeg første gang spiste middag med Burroughs og Warhol, besvimede jeg. Besvimede af frygt.  De er meget stærke personligheder, for de folk, som blev til noget i 1960'erne, blev ikke båret frem af etablerede medier, de kom op hinsides det. Og derfor blev deres udtryk meget dramatisk. Selv om det ikke nødvendigvis var underlagt deres kontrol. Og jeg tænkte, da jeg gjorde det arbejde i 1970'erne og 1980'erne, at hey, du kan forstå den fyr meget bedre, hvis du kan forstå hans satire, hans humor. Ikke en frygtelig krig mod samfundet og alt det lort, som folk forbinder med de folk.

- Jeg forsøgte at skrive en antologi om mod-kulturen…..

Ja, og vi skal fejre den, som når vi er i New York nu om dage og går på gaden The Bowery, og vi kan ikke mere gå ned til klubben CBGB, men vi kan gå lidt længere og finde en lille plads, som har fået navnet Joey Ramone Plaza (efter Joey Ramone – 1951-2001 – afdød forsanger i The Ramones. Red.). Og vi må bare fejre de folk. Og jeg lægger mærke til, at du har fejret forbindelsen mellem beatgenerationen og punken og din oplevelse af, at det kommer igen nu. Vil du fortælle mig om det?

Victor Bockris: - En af de mest fantastiske ting, der skete i 1970'erne var, at for første gang i historien, havde du de mest oprørske kunstnergrupper. Traditionelt skal man dræbe sin far for at etablere sig selv, som at rock'n'roll dræber jazzen og så videre, med i tilfældet beatgenerationen og Warhol-skolen og punkgenerationen, kom det hele sammen via blandt andre Patti Smith. Patti Smith var vældig meget i forgrunden af punk i 1975 og deromkring, og hun var en stor fejrer af William Burroughs … hun elskede hans værker. Og han flyttede tilbage til New York i 1974, efter at have boet udenfor Amerika i 25 år, i året hvor Watergate og alt muligt skete, og hun tog imod ham offentligt, og det var en smuk måde, hvorpå punken bød beat velkommen. Men beat-punk-aksen er emnet for alt det arbejde, jeg gjorde på den tid, hvor jeg inviterede alle de personer sammen, og de ville ende med at lave malerier eller arbejde, og det var en virkeligt intelligent tid, specielt i Downtown Manhattan. Beat-pop-punk-aksen var et samarbejde mellem tre generationer af punkartister. For rock er en variation på Beat, og punk er en variation af beat og rock, jeg mener, Keith Richards tog en Chuck Berry-plade og spillede den i hurtigere hastighed, og Sex Pistols tog en Chuck Berry-plade og kørte den endnu hurtigere…..

Intet at samles om

Men du var der, og folk ville tale om begyndelsen af punk værende SEX-butikken i London, men i virkeligheden startede det måske i Paris eller New York. Hvor startede det?

Victor Bockris: - Jeg tror, at vi skribenter og journalister har et behov for at sætte tingene i en eller anden kontekst, og de labels ender senere med at blive ret forvirrende. Men skabelsen af alle disse bevægelser var en naturlig respons på beat, som igen var en moralsk reaktion på Anden Verdenskrig. Vi voksede op med det, det var en ting, vi var mange, der delte. Nu taler jeg med unge på universiteter, og de har ikke en fælles ting at reagere på, og det er et problem for dem. Mens punk kan du selvfølgelig spore tilbage til The Velvet Underground og The Stooges, MC 5, Jonathan Richman, men da punk kom til syne i form af bands, som spillede i New York på CBGB og sådanne steder, skete det i 1974. Hvilket var det samme år, hvor Malcolm McLaren begyndte at arbejde med Steve Jones og Paul Cook på hvad der skulle blive Sex Pistols, og Ramones' første album og de tidligste ting fra Patti Smith, var meget vigtige inspirationskilder på, hvad der skete i London.

- Malcolm McLaren arbejdede med den sidste inkarnation af The New York Dolls. Han var situationist og arbejdede med at sætte forskellige udtryk sammen, og han så Richard Hell, som var en fyr, jeg arbejdede med, til et punk'n'poetry-arrangement – det var en undergrundsscene i New York, som jeg var med i fra 1971 – og de skiftede alle fra digte til rock i 1974. Jeg lavede det første interview med Patti Smith i 1972….

Udgav første Patti Smith

Da hun boede med Robert Mapplethorpe (fotograf, 1946-89. Red.) på Chelsea-hotellet?

Victor Bockris: - Nej, da hun boede på et loft lige ved siden af. Ligesom jeg udgav en bog af hende, "Seventh Heaven" (i 1972. Victor Bockris havde dannet forlaget Telegraph Books. Red.). Men der hvor jeg egentlig vil hen er, at jeg oplever, at der ikke er født en stor generation siden punken, og før det rock'n'roll og beatgenerationen. Men jeg føler, at det er vigtigt, at vi i dag forstår, hvad alle de folk bragte os. For eksempel da Andy Warhol døde i 1987, sagde alle mine venner til mig, at det vil tage verden 25 år at fordøje alle de ting, han gav os. Jeg er ved at gøre en bog færdig med de ting, han skrev, og i 2012 er det 25-års jubilæet for hans død, og da vil den komme ud. Og jeg tror, at Andy Warhols tekster altid er blevet ignoreret. Ingen tror, at han er en skribent, og det er han. Han udgav bøger i 22 år, og det er klart et seriøst forsøg på at gøre det. Jeg bliver meget ophidset, når jeg ser værker om film, og han ikke er nævnt, for han revolutionerede filmen…

Så den tids helte, også folk som kunstneren Keith Haring (1958-90) har haft en stor betydning?

Victor Bockris: - Ja, og det vil de blive ved med. Men vi skal ned til en forståelse af, hvad de virkelig handlede om, og ikke så meget det billede, der fremstilles. Det er noget med…når jeg lytter til Sex Pistols' plader, græder jeg nogle gange. Det er så smuk musik for mig. Men jeg kommer til at skrive mere om den beat-punk-ting….

Så vi kan glæde os til den kommende Warhol-bog, samt ikke mindst den bog, som Victor Bockris er i færd med at lave med fotografen Marcia Resnick. Hende møder vi i morgen i det 3. og sidste kapitel af A New York Moment.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA