x

A New York Moment (3. del): Gaffa møder Marcia Resnick

A New York Moment (3. del): Gaffa møder Marcia Resnick

Det er en lille og væver dame, som vi har foran os. Klædedragten er som taget ud af klubben CBGB på New Yorks 1970'er-scene, og årene har været hårde ved den snart 60-årige fotograf, som lider af knogleskørhed, hvilket dog, da hun sætter sig ned overfor GAFFAs udsendte, ikke just er det som springer i øjnene. Det er tværtimod en smittende gang joie de vivre og latteren, som hun bryder ud i, hver gang vi kommer forbi en særlig drejning i hendes historier fra en bemærkelsesværdig karriere i rockmusikkens undergrund.

Marcia Resnick har altid været bosat i New York, og har fra begyndelsen af 1970'erne haft et tæt samarbejde med engelskfødte Victor Bockris. Hun er berømt for sit banebrydende arbejde som fotokunstner, og har dokumenteret fra rock- og punkmusikken gennem en række bøger, hvor de mest berømte har været den fotografiske selvbiografi "Re-Visions" fra 1978 og "Bad Boys: Punks, Poets, and Politicians", en samling af intime foto af nogle af rockens ikoner, som har været en retrospektiv udstilling, der tæller folk som de afdøde William S. Burroughs, Johnny Thunders, rockkritikeren og skribenten Lester Bangs, skuespilleren John Belushi, samt rockmusen og sangeren Bebe Buell med datteren Liv Tyler på armen, og mange, mange andre.

Resnicks kærlighed til mange af ikonerne har gjort, at hun har vundet deres tillid og venskab, og det har betydet, at hendes fotografier har haft en egen styrke og som hos vennen Victor Bockris har betydet, at hun har kunnet afdække, hvem de pågældende var i virkeligheden, frem for det billede, der ellers ville blive fremstillet. Ligesom Resnick blandt andet en overgang var gift med guitaristen Wayne Kramer fra den legendariske Detroit-gruppe, MC-5.

Møde i Tanger

GAFFAs samtale med Marcia Resnick starter i Tanger i Marokko, som fra 1912 til 1956 var den såkaldte Internationale Zone, en lastens hule af rang, som den berømte beatgenerations hovedpersoner, William Burroughs, Jack Kerouac, Allen Ginsberg, Brion Gysin og andre søgte til på grund af muligheden for en fri og ubegrænset livsstil, hvor der ikke blev set skævt til en, bare fordi man var bøsse eller stofmisbruger. Her boede også forfatteren og legenden Paul Bowles, og undertegnede hang ofte ud i den lejlighed, og mødte kunstnere som eksempelvis Patti Smith, indtil Paul Bowles døde i 1999. Jeg var en nær ven af den gamle mand, der var en anekdoternes mester, og jeg var til stede på det italienske hospital aftenen før, Bowles døde i en alder af 88 år. Marcia Resnick besøgte også Paul Bowles i Tanger, så samtalen starter der, ligesom vi hurtigt kommer forbi Brion Gysin, et andet medlem af beatgenerationen, der havde base på det berømte Beat Hotel i Paris:

GAFFA: Hvornår var du i Tanger, Marcia?

Marcia Resnick: - I 1977.

Og Paul boede i Itesabygningen bag det gamle amerikanske konsulat?

Marcia Resnick: - Ja, jeg ledte efter Paul Bowles, og hørte at han boede ved siden af Den amerikanske ambassade (egentlig et konsulat. Red.). Så jeg brugte mit bedste spanske, siden jeg ikke kunne tale noget andet sprog, som nogen forstod, men jeg havde egentlig hørt, at Paul var utilnærmelig og skræmmende, men jeg gik op til hans dør og ringede på. Og så lød det: "Knirk, knirk". Døren åbnede og han var der, og han var ved at koge et æg, og det, der viste mig, at han kunne lide mig, var det faktum, at hans æg eksploderede op i loftet (griner sit boblende og smittende grin.). Nej, vi havde en god samtale, selv om han glemte sit stakkels æg. Han var pragtfuld, helt pragtfuld, og jeg besøgte ham igen, mens jeg opholdt mig i Tanger, og han ville spille musik med marokkanske trancemusikere (Bowles var også komponist og musiketnolog. Red.), og det var fantastisk musik, ligesom han introducerede mig til hans ven, forfatteren Mohammed Mrabet, og på det tidspunkt havde Mrabet en café i kasbah'en, og jeg hang i den grad ud med ham.

Ja, I fik vel røget en masse kif (marokkansk ord for græs. Red.)?

Marcia Resnick: - Ja, Paul Bowles røg en masse kif. Jeg tabte faktisk mit kamera, og faktisk var det sådan, at da jeg skulle hjem og mellemlandede i lufthavnen i Paris, havde de en rampe, hvor jeg satte mit kamera, og det faldt ned. Så jeg sagsøgte lufthavnen og fik 100 dollars!!! (ler igen!!) Men det var egentlig, fordi jeg havde røget alt for meget kif hos Paul Bowles. Men han var ud over det sædvanlige. En virkelig stor mand.

Men du gik tidligt ud og tjekkede musikere ud?

Marcia Resnick: - Ja, jeg ville gå ud om aftenen og hænge ud på klubber som CBGB og Max's Kansas City, ligesom andre folk, der havde gået på kunstskole…

David Byrne var en særling

Med orkestre som Blue Oyster Cult…?

Marcia Resnick: - Nej, dem kendte jeg ikke, men jeg var engang gift med Wayne Kramer fra MC-5 (griner igen), men det første band, jeg rigtigt fotograferede, var Talking Heads, da David Byrne var en virkelig særling, og han vidste overhovedet ikke, hvordan han skulle opføre sig, og under fotosessionen blev folk ved med at sige: "David, stop!!", men jeg gik ud og var maler og fotograf, men det at klikke et kamera og lave et kunstobjekt ud af det, var uden for min forestillingsverden, you know, at male og tegne var hårdt arbejde, så jeg malede mine fotografier i et stykke tid, og det kom til, at jeg begyndte at male mine billeder sorte, gik gennem en sort periode, og jeg ville gå ud hver aften til klubberne med mit kamera, alle steder også steder som Studio 54, og så lavede jeg en bog, og siden en bog, som var en historie om mit liv indtil videre, altså min ungdom. Jeg prøvede at indfange noget om mig selv, de ting som jeg forstod i verden, var mig selv. Og derefter arbejdede jeg på "Bad Boys: A Compendium of Punks, Poets and Politicians", og grundlæggende ville jeg blive venner med folk på klubber, og derefter invitere dem til mit loft på Canal og West Street, en fed bygning jeg fandt i begyndelsen af Tri-Be-Ca-bydelen, og jeg inviterede Laurie Andersson til at komme og bo i bygningen, som jeg boede i i 15 år frem til 1990.

Så du kendte Adrian Belew (ikonisk guitarist der har spillet med bl.a. Talking Heads, David Bowie, Frank Zappa og andre. Red.) og de typer?

Marcia Resnick: - Ja-ja, jeg var faktisk sammen med Brian Eno i en måned engang. Det var, mens folk skrev "Eno is God" på murene. Jeg mener, jeg fotograferede en masse mænd, da jeg lavede Bad Boys. Det var selvfølgelig uundgåeligt, at jeg endte i sengen med nogle af dem… ikke dem alle, alle mulige mænd, fra Echo & The Bunnymen over Dr. John til Abbie Hoffman (1936-89, legendarisk aktivist) efter han kom ud efter at have været på flugt fra politiet, men også folk som Kenneth Anger, Andy Warhol, selvfølgelig, William Burroughs, Allen Ginsberg… jeg hang ud med dem.

Ja, ja, en ting er at fotografere alle de mennesker, men går der ikke lidt hovedjæger i den?

Marcia Resnick: - Nej, nej, det var ikke sådan, men da jeg arbejdede på Bad Boys, som Victor og jeg nu laver til en bog, ledte jeg grundlæggende efter karisma. Jeg mener, Johnny Rotten! Jeg måtte møde ham … Kender du Robert Quine (afdød guitarist. Læs min nekrolog på GAFFA.dk. Red.)?

Ja-ja.

Marcia Resnick: - Jeg var meget tæt på Bob Quine. Det var forfærdeligt med hans selvmord. Han var meget forstyrret oven på sin kones død, og han ville komme til mig hver dag i en måned, og han ringede til mig den dag, han døde. Det var meget hårdt for mig at forstå, hvordan en person, der var så afholdt. Han spillede med Bill Laswell, Lou Reed og en masse andre, ligesom jeg stod for hans pladecovere. Meget idiosynkratiske, men jeg lavede dem. Jeg gjorde det også for Bad Brains!

Også for Suicide?

Marcia Resnick: (ler! – der er gået stream of consciousness i samtalen...) -Også for Suicide….!

Iggy Pops pis

Men jeg forstår, at du har en historie om Mr. Osterberg (Iggy Pops fødenavn er James Jewel Osterberg. Red.).

Marcia Resnick: - Jimmy Osterberg, ja. I 1975 var jeg en af 12 fotografer, som af magasinet Rolling Stone fik stillet spørgsmålet, at hvis vi kunne befinde os med hvem som helst på et hvilket som helst sted og tidspunkt og med det kamera, som vi helst ville bruge, hvem skulle det så være med, og hvad ville vi gøre? Så jeg havde to venner, der også var hotshot fotografer, og den første sagde, at hun gerne ville være i en seng med Robert de Niro og et Polaroid-kamera. Og jeg sagde, at jeg ville være i en seng med Iggy Pop og et Polaroid-kamera. Og Iggy var på turné i Japan eller noget i den stil og læste om det, så han var advaret, da jeg tog over for at møde ham, men næste gang han kom til New York, hang vi ud, og vi blev så fulde, og jeg underviste i foto på et universitet og skulle på arbejde næste dag. Men vi endte oppe på mit loft, så jeg skred på arbejde og da jeg kom tilbage, var der en flaske med Iggy Pops pis i. Iggy Pop "popped his pea in a beerbottle". Jeg kendte ikke til den slags, men det er hvad rock'n'rollere gør (ler højt). Det er min Iggy Pop-historie…..

Efterfølgende går der almindelig konversation i samtalen. Ligesom vores lille serie er slut. Bare samtaler i fuld længde, fulde af namedropping. New York Moments i København i maj 2010.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA