De bliver store i 2004

De bliver store i 2004

Et nyt år er begyndt, og masser af danske bands og solister er på vej frem fra undergrunden. GAFFA giver dig vores bud på de mest interessante af de navne, der i løbet af 2004 enten albumdebuterer, burde gøre det, eller udsender toere, der vil bringe dem meget længere end debuterne. Med andre ord det nye års nye navne. Klip guiden ud og hæng den op – og hold øje med grupperne, før alle taler om dem.

Amber
Hvem er de?
Trio fra København med sang, bas – men ingen guitar – trommer og vibrafon. Amber dyrker lavmælt rock inspireret af navne som Bonnie "Prince" Billy, Spain og The God Machine.

Hvorfor skal du elske dem?
Amber har i Biljana Stojkoska en uhyre udtryksfuld vokalist, og Amber formår at skabe musik, der både er langsom, melankolsk, eftertænksom og samtidig utrolig intens.

Hvad kan du regne med?
Amber udsender i marts deres selvfinansierede debutalbum, som er produceret – eller rettere optaget – af ingen ringere end den banebrydende amerikaner Steve Albini, der har optaget markante plader med bl.a. Nirvana, Pixies og Page & Plant.

Hvor kan du få mere info:
http://www.amber-band.com

B&B International

Hvem er de?
Downbeat-duo fra København, der blander håndspillede instrumenter, gæstevokaler fra bl.a. Carla Alexandar og samples og programmeringer. B&B International har allerede udsendt fire ep’er/12"-singler.

Hvorfor skal vi elske dem?
B&B International har, som navnet antyder, en international lyd, og musikken egner sig lige så godt til nærlytning som til dansegulvet.

Hvad kan vi forvente:
Et debutalbum i løbet af foråret, udsendt af Homebrew.

Hvor kan du få mere info:
http://www.homebrew.nu

The Blue Van

Hvem er de?
Kvartet fra København (tidligere Nordjylland), der spiller old-school rock’n’roll dybt inspireret af 60’erne, især navne som Small Faces, Cream og The Who.

Hvorfor skal vi elske dem?
The Blue Van laver energiske sange og er et fremragende liveband, der har væltet bl.a. Spot 09 og Roskilde Festival. Og så har de et hammond-orgel med Leslie-forstærker. Totalt old-school.

Hvad kan vi forvente?
Et album i løbet af året, udsendt på Iceberg eller et underlabel hertil.

Hvor kan du få mere info:
http://www.thebluevan.dk

Burhan G

Hvem er han:
Soul/R&B-sanger, som tidligere har sunget kor for bl.a. Outlandish, både i studiet og live.

Hvorfor skal vi elske ham?
Burhan G synger røven af de fleste og skriver både iørefaldende, dansable og tankevækkende sange. Han kan meget vel følge i sporene på Outlandish i sin vej ud til resten af verden

Hvad kan vi forvente?
Et debutalbum i starten af året, udsendt på BMG. Singlen "Burhan G" er allerede blevet et hit.

Hvor kan du få mere info
http://www.burhang.com


Larsen & Furious Jane

Hvem er de?
Århus-baseret band omkring sangeren og sangskriveren Torsten Larsen. Stilen er melodiske, let melankolske pop-rocksange med strejf af folk og alternative country.

Hvorfor skal vi elske dem?
Torsten Larsens sange er særdeles velskabte, og han synger dem med dyb indlevelse, mens bandet understøtter ham på forbilledlig vis, hverken for tilbageholdt eller for pågående. Så må man leve med det kiksede bandnavn.

Hvad kan du regne med?
Et album i marts-april, arbejdstitel: "I’m Glad He’s Dead", udsendt på århusianske Morningside Records

Hvor kan du få mere info?
http://www.morningsiderecords.dk


Marvellous

Hvem er de?
Alternativ popkvintet med base i København. Frontfigurerne er Thomas Skydsgaard (sangskriver, guitarist og sanger) Mette Arhøj (sangerinde).

Hvorfor skal du elske dem?
Marvellous laver charmerende og iørefaldende popsange med et pågående udtryk og en kantet lyd. De giver klassiske popdyder en ny forklædning, og deres definition af pop er milevidt fra konceptbands og pølse-trance.

Hvad kan du regne med?
Marvelluos indspiller i løbet af foråret en ep i Thomas Troelsens studie Delta Lab med produceren Marco Manieri (The Ark, Righteous Boy m.fl.). Ep’en forventes på gaden i løbet af sommeren 2004. Bandet har dog p.t. ingen kontrakt.

Hvor kan du få mere info?
http://www.marevellous.dk


Nephew

Hvem er de?
Dansk Århus-kvartet, der er på vej med andet album efter længere pause. Stilen er melodisk og skæv pop-rock

Hvorfor skal vi elske dem?
Nephew laver særdeles iørefaldende og originale sange med både spøjse og tankevækkende tekster, der finurligt blander dansk og engelsk. Ingen andre end sanger Simon Kvamm kan vel skrive linjer som "Bjarne Riis er stum / Brian Steen er dum / Johnny Cash er sej / Simon Kvamm er mig".

Hvad kan du regne med?
Album nr. 2, "Rock Min Cocktail", udkommer i foråret. Movie Klip er allerede kommet i rotation på P3. Selskabet er endnu ikke afklaret, men albummet kommer!

Hvor kan du få mere info?
http://www.nephew.dk

PowerSolo (billedet)

Hvem er de?
Trio fra Århus, der spiller en fyrig blanding af punk, country og blues, og det, der ligner, såkaldt "donkey punk". En smule som D-A-D i deres unge dage.

Hvorfor skal vi elske dem?
PowerSolo kan sætte gang i en fest, og forsangeren Kim Kix kan på mindst tre forskellige måder sige som en hest. PowerSolos næste album er produceret af Superheroes’ Thomas Troelsen (Junior Senior, Dear, Learning From Las Vegas m.fl.), og han tager sjældent fejl. Og så er der masser af sjove, om end småperverse tegninger på PowerSolos hjemmeside.

Hvad kan vi forvente?
PowerSolos andet album er klar i marts med gæstemedvirken af bl.a. den amerikanske blueslegende André Williams. Trioen har tegnet ny kontrakt med Crunchy Frog, der har været storleverandør af alternativ rock til folket de senere år.

Hvor kan du få mere info:
http://www.powersolo.dk


Martin Ryum

Hvem er han?
Sanger og sangskriver, også forgrundsfigur i stadigt aktive Speaker Bite Me. Som solist præsterer han originale dansksprogede sange

Hvorfor skal du elske ham?
Martin Ryum er en af de få nyere danske sangskrivere, der har klaver som udgangspunkt for sin sangskrivning – og så formår han at forene de iørefaldende med det skæve. Ifølge producer Nikolaj Nørlund en slags blanding af Elton John, John Cale, Dieters Lieder, Jerry Lee Lewis og Yo La Tengo.

Hvad kan du regne med?
Solo-debutalbum med arbejdstitlen "Ord Der Larmer" udkommer i februar på Nikolaj Nørlunds selskab Auditorium.

Hvor kan du få mere info:
http://www.auditorium.nu


Static & Nat Ill

Hvem er de?
Østjysk hip hop-duo af internationalt format – bestående af DJ Static og rapperen Nat Ill. Stilen er engelske tekster og benhårde, puritanske hiphop-produktioner renset for pynt og gimmicks.

Hvorfor skal du elske dem?
Static & Nat Ill er teknisk set i særklasse. DJ Static er indiskutabelt en af Danmarks bedste dj’s, og Nat Ill er en af de få rappere herhjemme, der for alvor mestrer det engelske sprog. Duoens tracks stinker langt væk af international klasse og musikalsk overskud – de har allerede lugtet det på den anden side af Atlanten.

Hvad kan du regne med?
Duoens album er på gaden senest i sommeren 2004. Det er indspillet dels i Århus og dels i Cincinnati, USA, og skiven kommer til at indeholde gæsteoptrædener fra blandt andre Slug (Atmosphere), Blueprint (Soul Position), Promoe (Looptroop) DJ Shine & DJ Noize. Hvilket selskab, albummet kommer på, er p.t. ikke helt afklaret.

Hvor kan du få mere info?
http://www.djstatic.dk

Stomped

Hvem er de?
Heavy-kvartet fra Odense, der overbevisende vandt Starfighters-konkurrencen arrangeret af Skanderbrog Festival, Den Blå Avis og GAFFA. Stilen er jernhård, groovy og melodisk metal

Hvorfor skal vi elske dem?
Metal er stadig en niche-genre i Danmark, men Stomped har formatet til at bringe den ud til et bredere publikum – herhjemme som i udlandet.

Hvad kan du regne med?
Et debutalbum i foråret, produceret af Rune Westberg (Tue West, Sparkler, Freya m.fl. Selskabet er endnu ikke afklaret, men albummet kommer!

Hvor kan du få mere info:
http://www.stomped.dk


Viva Vertigo

Hvem er de?
I studiet et soloprojekt omkring sangeren og sangskriveren Simon Beck med en række gæstemusikere, bl.a. Sune Wagner (The Raveonettes) og Mick Grøndahl (Jeff Buckley m.fl.).

Hvorfor skal du elske dem?
Sune Wagner og Mick Grøndahl tager sjældent fejl, og selv uden hype-værdien af deres tilstedeværelse holder Viva Vertigos melodiske garagerock.

Hvad kan du regne med?
Et debutalbum i foråret. Selskabet er endnu ikke helt afklaret, men flere markante selskaber er meget interesserede.

Hvor kan du få mere info:
http://www.simon-beck.com



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA