x

Lyden af strikkepinde hitter

Lyden af strikkepinde hitter

Det er nærmere lyden af strikkepinde end smadrede guitarer, der omgiver englændernes nye musikhåb Keane. Med deres iørefaldende melodier får de både ungpigehjerter og mødrenes sytøj til at svinge i takt til deres sange. I Storbritannien er alle nemlig vilde med Keane. Men selv om de er udråbt til at være morgendagens Coldplay, og har fået titlen som det mest lovende band i 2004, fremstår Keane midt i al hypen som idealistiske og beskedne musikere.

– Det er dejligt, at vi får så meget opmærksomhed, men det betyder ikke noget, før du rent faktisk leverer noget – et godt album. Vi håber, at sangene vil komme til at betyde noget for folk og gøre en lille forskel i folks liv … at det bliver et album, der bliver spillet i årevis, fortæller Tim Rice-Oxley fra Keane inden bandets koncert på Vega i København.

Guitar røg på gaden
Englænderne fra Sussex har for alvor brudt igennem den musikalske lydmur i Storbritannien, og forventningerne til dem er store. I trioen er det Tom Chaplin, der står ved mikrofonen, Richard Hughes, der svinger trommestikkerne, og Tim Rice-Oxley, der klimprer på klaveret.
Og netop det, at bandet har en pianist, er noget af det, der skiller dem ud fra mængden af guitarbaserede indiebands. Da Keane begyndte at spille sammen i 1997, var de rent faktisk et guitarband med fire medlemmer. Men i 2001 forlod guitaristen bandet, og de tre andre holdt en slags instrumental bytte-stole-leg. Da ingen rakte hånden i vejret for at spille guitar, røg den ud til fordel for klaveret. Det var i denne proces, bandets musikalske udtryk blev præciseret, og de begyndte at skabe interesse.

– Pludselig fungerede sangene bare, og bandets lyd var fed, fortæller Tim Rice-Oxley. Til en af de første koncerter, Keane spillede efter forandringen, blev de kontaktet af en gut fra det engelske undergrundsselskab Fierce Panda. Efter koncerten stod han klar med kuglepennen for at udgive en single med bandet.

– Han sagde, fortæller Tim Rice-Oxley: – "Jeg er vild med jeres musik, har I lyst til at udgive en single?"
Bandet var cd-sultne, og pladeselskabet, der har været katalysator for bands som Coldplay og Supergrass, udgav singlen "Everybody’s Changin’", og dét ændrede meget for bandet.
– Lige pludselig faldt det hele bare i hak, siger Tim Rice-Oxley ivrigt.

Klar, parat – kometfart
Med ét var rollerne skiftet, og Keane var i en position, hvor de nu kunne tillade sig at sige "dur ikke … væk" til pladeselskaberne. Bandet endte med at slå akkorderne an hos pladeselskabet Island, der hører under giganten Universal.

I februar i år udkom så singlen "Somewhere Only We Know" fra deres debutalbum "Hopes And Fears". Med dén kom der for alvor hype omkring bandet, og de engelske medier var ved at falde over hinandens kuglepenne i deres iver efter at udråbe bandet til at være det mest lovende i 2004.

Tim Rice-Oxley, der også er bandets sangskriver, understreger flere gange i løbet af interviewet, at gruppen gerne vil skrive sange, der rører folk. Han fortæller entusiastisk om engang, han klippede en artikel ud af en avis om Paul Simon, der optrådte i Central Park:

– Der var en halv million mennesker eller sådan noget, og i artiklen stod der, at der kun var omkring to forbrydelser i New York den aften, fordi folk enten havde været til koncerten eller set den på tv. Jeg kunne godt tænke mig at blive en del af sådan en legendarisk begivenhed som den. Med en masse folk samlet … som en stor love-in, som var det 1967.

Men før Keane bliver politiets nye våben mod forbrydelser skal de lige have sendt deres debutalbum på gaden. Tim Rice-Oxley fortæller, at han både "håber og frygter", hvordan den bliver modtaget.

– Vi har set en masse bands blive hyped for så bare at blive glemt igen. Så vi forsøger bare at sørge for, det ikke kommer til at ske for os, siger Tim Rice-Oxley og uddyber:

– Vi føler, det hele er som en stor ballon, der er blevet pustet op. Og vi vil være sikre på, den ikke brister, før vi overhovedet har haft en chance for at bevise, at vi kan noget.

At historien om et lovende band kan få en kedelig slutning, er australske The Vines et eksempel på. Forhåbentlig går Keanes ikke i deres musikalske fodspor, hvor kometerne daler fra at være stor sensation … til stille skuffelse.

Keanes egen hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA