x

Maribel – Det vakre og det stygge

Maribel – Det vakre og det stygge

Guitaristerne Pål Espen og Lewi, som dannede shoegazer-kvartetten Maribel i 2006, undersøger dualiteterne mellem støjæstetik og melodi. Deres debutalbum, som hedder "Aesthetics", er produceret af Emil Nikolaisen fra Serena Maneesh. Det udkom hjemme i Norge sidste år til voldsomt gode anmeldelser, og efter en turnépause prøver bandet nu kræfter med udlandet. Første stop var, da Auditorium udsendte albummet her i Danmark i sidste uge, inden bandet arbejder videre mod resten af Europa.

Musikalsk placerer Maribel sig et par alen efter My Bloody Valentine, men har en blødere støj og krydrer den med krautrockens repetitive popharmonier. GAFFA fangede Pål og Lewi, da de spillede deres første show i syv måneder på Spot Festival i Århus i weekenden.

Ikke et mål i sig selv at spille højt

I har været nogle år om at lave jeres debutalbum. Hvordan mødtes I?

Pål Espen: - Det må have været i 2006. Vi mødtes i Oslo, men alle bandmedlemmerne er tilflyttere. Lewi og jeg startede bandet. Vi fandt ud af, at vi havde en fælles lidenskab for musik, og vi blev siddende efter festen og spillede nogle plader. Vi hørte britisk alternativ rock, hvis du vil have det kortet ned til en kort beskrivelse. Fra 60'erne og frem.

Lewi: - Vi hørte meget My Bloody Valentine, som måske er tydeligt i vores musik i dag. Men også Flying Saucer Attack og Pluramon, og så sad vi og drak noget whisky hen over det.

Hvordan har I det med den der My Bloody Valentine-sammenligning?

Pål: - Det er fint nok. Vi kommer aldrig væk af det... og prøver heller ikke på det. Det er bedre, at folk nævner My Bloody Valentine, end bare at kalde os for endnu et shoegaze-band. My Bloody Valentine og Sonic Youth har altid været vigtigere end resten, men vi hører også en masse perifere ting og prøver at udvikle os på vores egne præmisser. Lige for tiden hører vi også funk, soul, filmmusik og krautrock. Når du starter et band, så begynder det jo et sted, og så tager det noget tid, inden du finder ud af, hvordan du vil lyde.

Hvornår fandt I ud af det?

Lewi: - Vi var meget mere støjende i starten, men nu er vi nok blevet mere modne. Vi har spillet superstøjende koncerter, hvor det gik helt ud af kontrol, men vi er begyndt at stole lidt mere på meloderne.

Pål: - Støj vil altid være vigtigt for os, men det er ikke et mål.

Bedøvende

Nu kalder I jeres plade for aesthetics, hvad er det for en æstetik, I søger? Normalt er støjrock vel karakteriseret ved relativt simple akkordprogressioner, men hvor vægten ligger på, hvordan støjen lyder?

Pål: - Oprindeligt er vi egentlig fans af komplicerede popmelodier, og i Maribel forsøger vi at skabe en kombination af det komplicerede med en støjæstetik. Sangene skal også kunne fungere uden støj, og jeg har skrevet alle vores gamle sange på en basguitar.

Hvorfor kalder I den "æstetik", hvis det er melodierne, der er vigtigst?

Pål: - Det betyder bare, at man følger en bestemt tradition. Alle har hver deres æstetik, og alle bands har hver deres støj. Lyt til Sonic Youth, Velvet Underground, The Stooges eller Neu! Vi spiller med åbne kort og erklærer åbent, at vi er en del af en tradition sådan rent musikalsk. Oplevelsen af æstetik er en universel oplevelse. Både hvis det er smukt eller grimt. Det er ligesom hovedidéen i Nietzsches "Tragediens Fødsel", uden det skal lyde for højpandet. Man kan hylde dionysos, som repræsenterer alkoholen og det estatiske, eller Apollon – det skønne og balancerede. Titlerne spiller det lidt på tema, ordspil, vi har både "Aneasthetics" og "Ecstatic".

"Anaesthetic", som I nævner er væsentligt anderledes, end de andre numre på pladen, og er båret af klokkespil, som er processeret i studiet...?

Lewi: - Der er faktisk lidt guitar på, det er bare godt gemt. Det er det eneste nummer, vi har skrevet og lavet i studiet. Vi begyndte bare at eksperimentere lidt, og det blev rent fint og bedøvende.

Smertefuldt

Albummet udkom i Norge i 2009, så I er allerede ved at skrive nyt materiale til nummer to. Hvordan bliver det anderledes?

Pål: - Den bliver nok mørkere og måske mere symfonisk. Vi har hørt en del filmmusik, italienske komponister, men i skriveprocessen er åben, så vi skriver på vores sange i lang tid og bliver aldrig rigtigt færdig med dem. Du ved ikke, hvordan det bliver til slut.

Hvordan kan det være, at støjrocken fungerer så godt i Norge; det er en genre, som næsten ikke findes i Danmark, eller i hvert fald ikke kommer så langt ud?

Pål: - Jeg tror bare, der er mange musikere, som har taget arven op og dyrket den. Musikmiljøet er heller ikke særligt stort i Oslo, så man påvirker hinanden.

Lewi: - En anden forklaring er, at de norske musikjournalister samler meget op på den ting. Vi har mødt svenske bands, som siger det samme – det er helt umuligt for dem at få respons fra anmelderne, som synes, det er uinteressant.

Pål: - I Norge er det nok omvendt. Personligt synes jeg, at der skal mere til end bare at spille højt.

Hvad er anledningen til, at I prøver at komme til udlandet nu?

Pål: - Hele processen med at indspille pladen var lang og smertefuld. Det tog et år fra pladens afslutning, til at vi sendte den ud. Vi var i tvivl om, det skulle udgives overhovedet, men det endte med, at vi udgav den for at kunne starte forfra. Vi havde slet ikke planer om at arbejde på den, og vi har aldrig været et band, som har delt albums ud, lavet stor promotion og kæmpet for en pladekontrakt. Ikke fordi vi ikke kan lide det, eller fordi vi er for fine til at lave det, men bare fordi det har taget så mange kræfter at lave albummet.

Lewi: - Vi udgav den og ville egentligt ikke have mere med det at gøre, men vi fik god kritik i Norge, og så blev vi tvunget lidt ud i en fortsættelse.

Pål: - Jeg er meget glad for det nu, og det er mere stabilt. Vi har skiftet lidt ud i lineuppet, og vi skal lave et album, som vi har stor tro på. Jeg håber bare ikke, at det bliver så smertefuld som sidst.

Lewi: - Branchen og de der ting, det bliver for meget, og vi bliver nødt til at have andre, der kan tage sig af det. Skabelsesprocessen er så vigtig for os. Vi laver ikke musik for sjov, det er lidt liv og død for os. Det er lidt konservativt måske.

Kæmpesvaghed for kvindevokal

I har også en opstilling med et par piger i bandet. Det finder man også i de forbilleder dér, I nævner, inden for støjrock, men det finder man jo ikke i rock'n'roll-bands...?

Lewi: - Det passer ret godt ind, bare vokalen altså. Når du har en mande- og en kvindevokal, som smelter sammen. Hvis du har en lidt mørk kvindevokal og en almindelig mandevokal, så kan du næsten ikke skille det ad, og det kan vi godt lide.

Pål: - I stedet for at lave overdubs af min vokal i studiet, så bruger vi kvindevokalen. Det er ikke for at være kønsneutral og for at skabe ligestilling, men vi kan godt lide at blande det mørke og det lyse, det vakre og det stygge. Vi har en kæmpesvaghed for kvindevokaler.

Til sidst vil jeg gerne lige omkring Emil Nikolaisen fra Serena-Maneesh. Hvordan fik I ham til at producere pladen?

Pål: - Vi har kendt ham i 10-12 år, og det var meget naturligt. Han tilbød os, at hvis han kunne gøre noget for Maribel, så ville han gerne hjælpe. På dette tidspunkt stod vi med et valg, om vi skulle producere det selv eller lade ham gøre det, så det er vi ret glade for.

"Aesthetics" udkom i Danmark 17. maj.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA