x

Trentemøller - Nattens eremit tilbage i spotlightet

Trentemøller - Nattens eremit tilbage i spotlightet

Det sidste års nætter er blevet brugt på at kreere opfølgeren til den storsælgende debut The Last Resort fra 2006. Resultatet er Into The Great Wide Yonder, der til Trentemøllers store lettelse endelig ser dagens lys, 31. maj.

– Ventetiden har virkelig været uudholdelig! For den nye plade har jo ligget færdig i fire-fem måneder, og nu vil jeg bare gerne have den ud af systemet. Der ligger jo en eller anden form for psykologisk barriere, der gør, at jeg ikke kan komme videre, før den er udsendt. Pladen blev lavet sidste efterår og vinter og passer bedre til den periode, men jeg kunne simpelthen ikke holde det ud, hvis jeg skulle vente helt til efteråret med at sende den på gaden. Jeg burde faktisk sidde og arbejde på at arrangere live-versioner, men jeg er nødt til at få den lidt på afstand, før jeg kan gå i gang med det.

Hvordan adskiller den nye plade sig fra debuten?
– Jeg har været optaget af ikke at gå ad den elektroniske vej igen, for det var jo det, jeg var blevet kendt på, og jeg syntes bare, det kunne være sjovere at arbejde med en lidt mere organisk lyd. Så denne gang har jeg for eksempel godt kunnet lide, at trommerne ikke lyder helt tight. Det hele er mere varmt, grødet og støvet. Det hele er jo stadig lavet i en computer, men jeg har haft gang i spolebåndoptagere og kørt lydene igennem gammelt gear. Jeg har også arbejdet meget med at slukke min computerskærm og simpelthen bare brugt computeren som en båndoptager. Tit ender man med at opfatte musik meget grafisk, når man kan se, hvad det er, der bliver optaget, og det kan godt ende med at snyde øret. Denne gang har jeg desuden spillet mange af tingene helt selv, for når man sidder om natten, kan man jo ikke lige ringe til en guitarist. Så i stedet for har jeg siddet og spillet med en helt normal clavinet-lyd på mit keyboard, som jeg så har kørt igennem alle mine gamle guitarpedaler. Det var mest af nød, fordi jeg ikke er særlig god til at spille rigtig guitar.

Hvordan ser en ideel arbejdsdag ud for dig?
– Så ville det nok hedde en arbejdsnat. Hele arbejdet med at producere og alt det tekniske kan jeg godt lave i dagtimerne. Men jeg finder bedst inspirationen om natten, hvor der er helt ro, men samtidig en betryggende følelse af, at byen lever videre uden for vinduet. Når jeg føler, at jeg har fat i en god idé, så smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne og kører på i ni-ti timer i træk. Tiden går ret hurtigt, når jeg er inde i et godt flow, så selvom jeg tror, der kun er gået to timer, så er der pludselig gået 10 timer. Men jeg kan godt lide at komme i den arbejdszone og har lært ikke at prøve at fremprovokere den, for i gamle dage kunne jeg godt blive helt panisk, hvis der ikke kom noget ud, når jeg satte mig for at arbejde. Og fordi jeg har spillet så mange dj-gigs, har jeg den økonomiske frihed til at trække hele måneder ud af kalenderen, hvor jeg bare arbejder herhjemme.

Er der nogle dage, hvor du helt glemmer at komme uden for en dør?
– Ja, det sker tit, og det er altså ret stenet og sumpet, og så ringer min mor og siger "Nu skal du altså huske at få noget mad og noget frisk luft".

Bedst og værst at være alene
I hvilke situationer er det kedeligst at være Trentemøller?
– Det er, når jeg sidder alene og venter på et fly efter at have spillet et dj-job. For et par uger siden spillede jeg mit sidste dj-job i lang tid, faktisk holder jeg helt pause fra det i halvandet år. For nu er jeg simpelthen så sulten efter at komme ud og spille med bandet igen, for det er en meget mere social ting. Det med at rejse rundt alene er simpelthen for kedeligt i længden.

Hvornår er det så bedst at være Trentemøller?
– Det er, når jeg sidder alene om natten og komponerer musik. Det er min kæmpe lidenskab og det eneste, jeg føler, jeg er god til.

Du har sagt, at du føler dig bedre tilpas foran et par hundrede mennesker på en undergrundsklub i København end foran tusindvis af mennesker – så hvorfor sagde du ja til at spille på Roskilde Festival sidste år?
– Ja, det var lidt en underlig selvmodsigelse, for lige nøjagtigt Roskilde syntes jeg var fucking fedt. Selvom det lyder syret, så synes jeg faktisk, der var en intim stemning. Jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej til det, for jeg er altid kommet på Roskilde Festival og havde aldrig drømt om at skulle ende med at stå på Orange Scene. Vi fik bygget en catwalk ud til publikum, så jeg startede showet med at stå der mutters alene ude blandt 50.000 mennesker, og dét var godt nok heftigt. Jeg var så tæt på folk, at jeg kunne få øjenkontakt med dem, og de første 20 minutter var nærmest som at være på et eller andet drug. Men så begyndte jeg at slappe af, og så var det pludselig bare som at spille på en lille klub. Da jeg så kom op på den store scene, stod mit band klar, og så syntes jeg faktisk, det var helt hyggeligt. Jeg ved godt, det lyder lidt hippieagtigt, men jeg følte virkelig, at jeg kunne mærke folks kærlighed. Jeg bliver nærmest helt rørt, når jeg taler om det nu.

Hvis det var din bedste liveoplevelse, hvad har så været den underligste?
– Jeg spillede engang med bandet til en stor technofestival i Australien, og det var en kæmpe fejlbookning, for det var jo ikke techno, det vi spillede. Jeg kan huske, at jeg stod og spillede Miss You helt alene, og det er altså et ret stille nummer, og pludselig begyndte sådan nogle bodybuilder-typer at kaste kapsler efter mig, mens jeg stod der helt ømt og spillede klokkespil. Jeg kunne mærke, at det var helt forkert det her, og jeg havde både lyst til at krybe ned i et hul og så samtidig gå over og stikke dem en flad og spørge "hvad fanden har I gang i?" Efter den oplevelse sagde vi kun ja til at spille rigtige venues, og hvis det skulle være festivaler, så skulle det være rockfestivaler med en bredere musikprofil.

Nu hvor Trentemøller-navnet er blevet slået fast, har du så prøvet at bruge din status til at få nogle store gæstevokalister med på pladen?
– Jeg har virkelig prøvet at stalke mig frem til Hope Sandoval, men det er helt umuligt. Hun skulle være ret sky og have ret svært ved at arbejde sammen med folk. Der var også et tidspunkt, hvor Bryan Ferrys søn, der også er hans manager, havde skrevet til mig, at hans far var frisk på at lave noget med mig. Og det kunne da være meget sjovt, men det var ikke noget, jeg gik efter, så det blev aldrig til noget. Siden har han lavet et par halvdårlige ting med andre dj's, og da jeg hørte det, tænkte jeg, at det var faktisk meget godt, at jeg bare havde fået mine venner til at synge med på pladen (Marie Fisker, Josephine Philip og Solveig Sandnes, red.). Det eneste anderledes samarbejde var med Fyfe Dangerfield fra Guillemots. Han havde skrevet til mig igennem MySpace, fordi han havde hørt Vamp, og han spurgte, om han ikke skulle lave noget vokal på det. Men på det tidspunkt havde den været ude i to år, så jeg skrev til ham "Jamen, det kan du godt, men ville det ikke være federe at lave noget helt nyt, for jeg er faktisk i gang med en ny plade". Så sendte jeg ham et instrumentalnummer, og en til to dage efter sendte han mig et færdigt nummer, han havde indspillet i sit køkken. Det var ment som en demo, men jeg endte med at blive glad for det, selvom der var et par små skønhedsfejl. Han ville gerne indspille det i et rigtigt studie, men jeg holdt fast i at beholde den første version. Men ham har jeg faktisk ikke mødt endnu, og jeg skal først møde ham, når vi skal spille i London.

Man skal ikke være for snobbet
Var du overrasket over, hvor godt der blev taget imod dit første album – ikke mindst herhjemme, hvor den mere intelligente elektroniske musik sjældent er lig med en salgssucces?
– Det kom sindssygt meget bag på mig, at en 80 minutter lang instrumentalplade uden radioopbakning solgte så godt. Jeg var meget stolt af pladen, men havde ikke forventet, at så mange ville købe den plade. Jeg tror, det var en modreaktion, for der var ikke noget pladeselskab, der proppede pladen ned i halsen på folk. Det var mere en plade, folk selv opdagede. Men det er lidt anderledes nu, for nu er der mange, der kender Trentemøller og ved, hvilken lyd de kan forvente sig, så det har også været sjovt at dreje det hele lidt, så lytterne gerne bliver lidt overraskede.

Når man sælger så mange plader, ender de også ude i hjem, der ikke lige er vant til den slags musik. Geoff Barrows fra Portishead snakkede engang om, hvor overrasket og ligefrem irriteret han var blevet over, at deres debutalbum Dummy var endt med at blive sådan en plade, folk satte på til pæne middagsselskaber. Er det også et skrækscenarium for dig?
– Nej, det er det faktisk ikke, men jeg kan godt følge ham. Men jeg synes mere, det er komisk, hvis min musik bliver brugt til den slags, og man skal heller ikke være for snobbet, så længe musikken kommer ud og bliver hørt. Jeg synes, det er fint, at det ikke kun er den lille lukkede undergrund, der lytter til den, for den kan meget hurtigt lukke sig om sig selv. Det er ikke min drivkraft at nå ud til mange mennesker; jeg ville lave det samme, hvis der kun var to mennesker, der købte min plade.

Har der været nogle underlige henvendelser fra folk, der gerne vil bruge din musik?
– Ja, der har været nogle new age-sider med sådan noget batik-grafik og billeder af sten. Nogle sider, der solgte alternativ medicin, og som gerne ville bruge min musik. Det blev jeg nødt til at sige nej til, men jeg har sagt ja til flere kortfilm. Og for nylig så jeg et program om Kronprins Frederik, hvor de brugte Miss You som underlægningsmusik, så nu er jeg åbenbart også Kongelig Hofleverandør, eller hvad det nu hedder.


Den falske Trentemøller:
At Trentemøller er et varmt navn på musikscenen disse år, vidner nettet blandt andet om, for her kan der findes et hav af remixes signeret af danskeren. Men ikke alt stammer faktisk fra Trentemøller: – Der er faktisk folk, der lægger remixes op på nettet og skriver, at det er mig, der har lavet det. Det er super irriterende, for meget af det er virkeligt dårligt. Jeg hørte for eksempel et Enya-remix, og jeg ville aldrig lave noget med Enya. Men der er ikke rigtigt noget at gøre ved det. Og hvis folk tror, at deres remix bliver hørt af flere, fordi mit navn står der, så er det vel også en form for et skulderklap. Og jeg laver jo selv bootlegs, som jeg bruger i mine dj-sæt, hvor jeg ikke har fået lov af kunstnerne, så jeg er vel lige så skyldig.


De 15 plader, Trentemøller har hørt mest, mens han lavede Into The Great Wide Yonder:

A Place To Bury Strangers: A Place To Bury Strangers
The Black Angels: Directions To See A Ghost
Crystal Stilts: Alight Of Night
Grouper: Dragging A Dead Deer Up A Hill
Bert Jansch: The Black Swan
Jan Johansson: Jazz På Svenska
The Last Shadow Puppets: The Age Of The Understatement
Low: Trust
Mazzy Star: So Tonight That I Might See
Mogwai: Zidane: A 21st Century Portrait
Portishead : Third
Slowdive: Pygmalion
Suicide : Suicide
Sunn O))) / Boris: Altar
The Warlocks: Heavy Deavy Skull Lover



Vennerne om Trentemøller:


Djuna Barnes (dj og skribent)

– Jeg har kendt Anders i fem-seks år, og han er, ud over at være hamrende sød og godt selskab, noget så sjældent som en nørd-skråstreg-geni, der både ser sej ud og forstår at feste som en rigtig rockstjerne – uden at miste fokus og overblik over, hvor han vil hen musikalsk. Vi har spillet et hav af dj-job sammen, både på store europæiske klubber og på små fedtede københavnske barer, og for nylig gennemførte vi et seks timers sæt, uden skyggen af alkohol. Det var vi meget stolte af bagefter.

Mikael Simpson
– Jeg har kendt Trente i små ti år og vil naturligvis betragte ham som en god trofast ven, men også som en bandkammerat. Det bedste minde med ham må klart være det håndskrevne brev, der lå til mig efter min oplevelse i og med tsunamien i 2004. Han havde skrevet et meget bevægende brev i hånden, cyklet hen til lejligheden og fået adgang til opgangen og smidt det ind. Tit er vi Klovn-agtige, når vi for eksempel er ude at spise. Og jeg elsker at gøre ham pinlig berørt og se hans drengede grin. Med Klovn mener jeg tv-serien, og selvom jeg har den jyske dialekt, er det altså Trente, der er altid er Frank.

Mads Tunebjerg (Kashmir)

– Jeg lærte Anders at kende omkring 1985. Vi spillede i et skoleband sammen, og dannede senere vores eget band. Han har et inspirerende og udadvendt væsen, og der er altid noget i hans musik, der fanger mig. Hans intuitive fornemmelse for essensen eller kernen i et track er en stor styrke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA