x

Spejderrobot – Ingen hænder ingen hindring

Spejderrobot – Ingen hænder ingen hindring

Han har prøvet det utallige gange før. At et interview med ham drejer ind på, at han ikke har nogen hænder. Det er faktisk en så udtalt hovedregel, at det er nemmere at nævne undtagelserne. Der er kun én.

– Enten har jeg snakket om det eller snakket uden om det i hvert interview. Men der var faktisk et interview for nylig, hvor vi ikke kom ind på mine manglende hænder.

Ellers har du snakket om det i alle interviews?
– Ja.

Har det været irriterende?
– Ja. For jeg brugte noget, der minder om halvandet år på at lave en plade, og så syntes jeg da, det var skideirriterende, at det skulle handle om, hvorvidt jeg havde hænder eller ej, eller hvordan jeg brugte dem.

Hvad nu hvis det ikke kun er ham, der ikke har hænder? Jeg fortæller ham, at jeg gerne vil prøve at forestille mig det. Bare lidt. Derfor aftaler vi, at jeg under hele interviewet ikke må bruge mine fingre. Hænderne skal være knyttede. Dog får jeg lov at bruge min lillefinger. Det matcher, at han på sin ene hånd også har en finger. Den tilføjelse skal senere komme mig til gode.
Den elektroniske musiker Mikael Elkjær alias kunstneren Spejderrobot udsendte 17. maj sit andet studiealbum, Manden Med De Usynlige Hænder. Hans debut Falder Baglæns Ind I I Går fra 2008 blev i GAFFA beskrevet som en fremragende debut og fik adskillige femstjernede anmeldelser - blandt andre fra Politiken, DR og GAFFA. Nu, lidt over to år senere, har kunstneren, der er kendt for at petitesse-nørde enhver musikalsk detalje, færdiggjort sit andet album, der mestendels er blevet til i et kælderrum under Flæsketorvet i København. Denne gang har han fjernet nogle af de dogmer, han selv skabte på det første album.

– På første plade forbød jeg mig selv at lave noget, der minder om snare-lyd og en reel to og fire-fornemmelse i takterne. Det har jeg har givet mig selv lov til denne gang.

De elektroniske dub-kompositioner er desuden stemningsmæssigt blevet mørkere og mere pågående, fordi, som han udtrykker det: "Jeg havde lyst til at bevæge mig ud i et mere dystert landskab." Dertil har han valgt at integrere en smule vokal på nummeret Statsborger.

– Mange af lagene i musikken bliver automatisk sekundære i forhold til vokalen, men denne gang har jeg stædigt gjort et forsøg på at bruge noget vokal, fordi jeg gerne vil integrere vokalen mere i mit arbejde. Hvordan det lige skal spænde af, har jeg ikke fundet ud af endnu, men stemmen kan jo et eller andet, og det er jeg begyndt at eksperimentere med, siger han og understreger, at der stadig er meget lidt vokal at finde, så "det bliver nok først på en senere udgivelse, at man vil høre vokale bidrag på mine numre".

To glas vand
Mikael Elkjær sidder med en cigaret, jeg sidder noget uvant uden blok og pen, men vi sidder også uden noget at drikke, så jeg tilbyder at hente. Han instruerer, og jeg får møjsommeligt åbnet for vandet via en lille hane på røret og vender over to ture tilbage med glas. Det foregår jo uden fingre, men det går – trods alt – temmelig glat. Vi springer herefter tilbage i tid. For at forstå, hvordan han fik interessen for elektronisk musik. Det hele begyndte med en Commodore 64 tilbage i 1989, hvor Mikael Elkjær blot var 14 år.

– Jeg ville prøve at få noget lyd ud af computeren, men man skulle taste en kommando for at lykkes, og det var meget svært. Senere købte jeg en Amiga 500 og begyndte at bruge et program med fire samtidige spor, hvorfra man kunne afspille samples, siger han.

Siden det øjeblik begyndte han at eksperimentere med musikken, og på et tidspunkt blev han en del af et indie/folk-band ved navn Birk. Her begyndte han imidlertid at få svære problemer med tinnitus, stoppede, og fra 2006 blev soloprojektet Spejderrobot i stedet født. Den elektroniske musik fangede ham i sidste ende.

Hvorfor?
– I den form for elektronisk musik, jeg laver, er der meget vide rammer for, hvad man kan få lov til. Der behøver ikke være et klart omkvæd og en bro, og det er muligt at lave refleksioner eller meditationer over lyden, som er svær at få forløst i P3-numre eller i et popnummer.

Ingen begrænsninger
Han føler ikke, at handicappet sætter begrænsninger, selvom der er adskillige instrumenter, han ikke kan spille.

– Jeg kender også elektroniske musikere, der ingen instrumenter kan spille, siger Mikael Elkjær. Han bruger blandt andet synthesizere og samplere i sin egen produktion. Da jeg spørger til trommer, svarer han:

– Altså jeg kan godt spille trommer, men hvis jeg skulle bruge det, skulle jeg klippe det voldsomt op. Og hvorfor gøre det, når jeg kender to gode trommeslagere.

Jeg spørger, om det er i orden, hvis vi tager en pause. Jeg skal på toilet. Han smiler og forklarer mig, hvor det er. Jeg tager trappen op, finder det, og nu bliver det svært. Alt skal klares uden ni fingre. Det lykkes – på hen ved tre gange den tid, jeg sædvanligvis bruger – men lynlåsen driller, så jeg må give op og efterlade den kun halvt lukket. Ikke overraskende griner han, da jeg kommer tilbage. Jeg er allerede temmelig imponeret over, hvor ferm han selv er til at gebærde sig uden de hænder, som jeg allerede nu ikke kan undvære.

Kan man snakke om, at du har fået en profil på musikscenen for at være ham uden hænder?
– Nej, det tror jeg ikke, siger han og tilføjer:

– Jeg tror snarere, jeg er blevet ham med titlerne.

Ham med titlerne?
– Ja, på grund af de titler jeg finder til mine sange. Jeg bliver tit spurgt om, hvorfor sangene hedder det, de gør.

Ti fingres fascisme
En af sangene hedder Tifingerfascisme. Titlen refererer til alle de tilfælde, hvor den fysiske verden ikke tager hensyn til de mennesker, der er begrænset af, at de eksempelvis ikke har ti fingre at gøre med. Særligt pengeautomater, spisepinde eller kortspil kan være svære at danse med.

– Bare så ingen misforstår: Jeg hader ikke mennesker med ti fingre, siger Mikael Elkjær.

– Nogle gange er denne verden bare ikke indrettet til folk med usynlige hænder. Ideen til sangtitlen kom i forbindelse med et foredrag, jeg holdt om designprocesser. I designprocesser kan man sagtens medtænke mennesker, som ikke har ti fingre eller dem uden hundrede procent syn eller hundrede procents hørelse. Det var et ønske om at spørge: Hvad er mennesket? Hvis vi altid ser en person, der går, ser og hører perfekt, og indretter verden efter dem, så er der virkelig mange mennesker, der bliver holdt udenfor.

Han nævner som eksempel, når man skal tage sit kreditkort efter en transaktion i en pengeautomat. Det er næsten umuligt at gøre uden brug af langemand og tommeltot. Eller de spørgsmålstegnsformede telefonbokse, som kørestolsbrugere ikke kan komme ind i.

Da der er gået lidt over en time, får jeg igen lov at bruge mine hænder og skynder mig at skrive et par iagttagelser ned. Jeg får lynlåsen helt på plads og fortæller, at det gjorde en stor forskel, at jeg måtte bruge en enkelt lillefinger. Ellers var det ikke lykkedes mig at fuldføre toiletbesøget. Han smiler med øjne, der virker forstående. Måske det emne netop var et titelforslag til et nyt album eller en sang: En finger med i spillet.


Tre andre kreative sangtitler fra Spejderrobots nye album:

Du Kan Ikke Tælle Ned Til Et Lyn:
– En kommentar til den hollandske film Fitna, hvor instruktør og politiker Geert Wilders viser et billede af profeten med bombe i turbanen og ledsager det med en nedtælling, der ender i et brag. Ifølge instruktøren skal det symbolisere et tordenbrag. Men man tæller, fra lynet ses og op til tordenbraget. Ikke omvendt.

Som Et Plaster Af Såret:
– Titlen henviser til de temmelig brutale lyde rundt omkring på nummeret, der sender tankerne i retning af den sviende fornemmelse af at hive et plaster af huden.

Arabisk Maskinoversættelse:
– Ideen til den titel stammer fra den arabiske maskinoversættelse via Google Translate af bogen med jægersoldaten Thomas Rathsack. En skandale, der førte til selvransagelse og fyringer i Forsvaret. Det er også en reference til et stadig mere formørket regime, der for længst burde have trukket stikket på sig selv. En elektronisk protestsang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA