x

Marie Højlund – Det er ikke helt så nørdet, som det lyder

Marie Højlund – Det er ikke helt så nørdet, som det lyder

Marie Højlund er blandt mange danske musikelskere med hang til den mere alternative del af den hjemlige musikscene bedst kendt som frontkvinde i Marybell Katastrophy og som tidligere keyboardspiller i hedengangne Tiger Tunes. Ved siden af musikken har hun taget en uddannelse som audiodesigner ved Aarhus Universitet. Marie har en bachelor i musikvidenskab, og da hun begyndte på overbygningsuddannelsen som audiodesigner, viste den sig at stikke i andre retninger, end hun først havde antaget:

– Jeg troede egentlig i første omgang, at uddannelsen gik ud på at lave musik til visuelle medier, men jeg fandt hurtigt ud af, at det i langt højere grad var lyddesign rettet mod mere interaktive ting, for eksempel computerspil, rum og diverse kunstprojekter. Så jeg fandt pludselig ud af, at det havde meget at gøre med ting som sensorer, implementering og en masse teknisk tingeltangel, og jeg havde jo egentlig bare troet, at jeg skulle lave filmmusik. Men det viste sig heldigvis at være endnu mere spændende, end jeg havde håbet på, så jeg er overordentlig glad for, at det var det fag, som det viste sig at være. Selvom jeg jo selvfølgelig også stadig holder af at komponere filmmusik. Men når jeg gør det, er der egentlig ikke den store forskel på, om jeg laver dét, eller bare laver musik i det hele taget. Dér er det interaktive meget mere teknisk, men det er ikke sådan, at man i forvejen skal være en nørd for at beskæftige sig med det, og man bliver det heller ikke nødvendigvis af at arbejde med de ting. Det handler mest om at forstå, hvordan signaler fra verden udenfor kan komme ind i computeren og reagere med lyd.

Kan du give et eksempel på noget, der kommer ind i computeren og reagerer med lyd?

– Ja, lige nu er vi ved at udvikle videre på en lydgynge, som jeg også skrev speciale om med min makker Jonas. Det er et interaktivt legeredskab, hvor gyngens bevægelser kommer ind i computeren som data, således at man kan bruge bevægelserne til at afgive lyd. Et andet eksempel kunne være den sensor, der fungerer som døråbner i DSB-togene, som man eksempelvis kunne sætte noget lyd på. Der er en udtryksdel af det, som ikke nødvendigvis er musik, men som snarere kan beskrives som et æstetisk forløb på en anden måde end eksempelvis produktdesign, som jo er en måde, hvorpå man tilpasser bestemte lyde til det produkt, de er knyttet til. Sådan nogle ting som cd-afspillere, der åbnes, og bildøre, der smækker, er jo alt sammen designet lyd i dag, men det er lidt et andet og mere lukket felt end det, jeg beskæftiger mig med. Dér er der jo ikke så meget, man kan gøre ud over at lave en god og passende lyd.

At beskrive lyd

Audiodesign er en relativt ny uddannelse. Den blev oprettet i 2004 og findes kun som overbygning, hvilket ifølge Marie er ganske fornuftigt, eftersom man som studerende har brug for mange af de ting, man lærer på en grunduddannelse på universitetet:

– Jeg synes i hvert fald, det var enormt rart at have været igennem alle de grundlæggende ting. Det gode ved uddannelsen er, at den ikke kun er praktisk, men at den også er lige så meget teoretisk. Og i den teoretiske del skal man bruge de ting, man lærer på grunduddannelsen. Man lærer måder at forstå de ting, man læser på, for at kunne kombinere dem med det mere praktiske. Det er en kæmpe styrke i forhold til, at langt det meste lyddesign bygger på intuition. Når jeg laver filmmusik, handler det for eksempel om, hvordan man kan få det til at lyde fedt, og noget af det, mine medstuderende og jeg syntes var rigtig spændende på Audiodesign, var at finde ud af, hvordan man omsætter de ord, man bruger til at beskrive lyd, til noget, man kan bruge, når man skal designe lyd. Vi lærte for eksempel at teoretisere over et udtryk som "mørk" lyd. Vejen fra intuition til udtryk er svær, men absolut nødvendig for at kunne arbejde med det her felt. Selvom intuitionen jo altid vil spille en vigtig rolle.

- En anden vigtig ting ved uddannelsen er, at man lærer at tale med dem, der i sidste ende skal implementere det. Hvis man som min specialemakker, Jonas, for eksempel arbejder i et computerspilsfirma, skal man snakke med programmører, og hvis man så "bare" er musiker, kan det være utroligt svært, fordi man ikke kender de korrekte udtryk, og sproget omkring det betyder rigtig meget for at kunne formidle, hvad man vil med lyden. Det var en overraskende ting at komme ind i den verden – på den gode måde.

Lydvulkaner og børneprogrammer

Næsten lige meget hvad man læser, vil et af de mere gængse spørgsmål fra venner og familie i mange tilfælde være: "hvad kan man så bruge det til?", særligt når det gælder en uddannelse med et så udsvævende navn som Audiodesign. Så hvad har Marie rent faktisk brugt uddannelsen til efter endt skolegang?

– Jeg har brugt den rigtig meget i forbindelse med alle de projekter, jeg har været en del af. Det er ikke noget, man altid tænker over konkret, men når jeg for eksempel underviser på Musikvidenskab, bruger jeg selvfølgelig uddannelsen direkte, for der prøver jeg at give de studerende et billede af lyd og lyddesign, hvor jeg bruger teorien rigtig meget. Men både i de kunstprojekter, jeg har været en del af, og i Marybell Katastrophy kan jeg trække rigtig meget på de ting, jeg har lært på uddannelsen, for det er sådan i dag, at utrolig mange bands har nogle elektroniske elementer med ind over deres musik, og der har jeg forsøgt at åbne for, at det bliver noget andet, end at man bare har en laptop med. Den gik måske for ti år siden, men den går bare ikke længere. Jeg har undersøgt, hvordan man kan arbejde med de former, uden at man nødvendigvis bliver bundet op på en sequencer. Hvad kunstprojekterne angår, er jeg sammen med Emil Thomsen fra bandet og digteren Morten Søndergaard for tiden ved at lave en lyd-vulkan. Vi bygger en vulkan på en mark i forbindelse med kunstprojektet Love Alley i Viby ved Århus, og det er meningen, at den skal stå og ulme og reagere på publikum.

- Jeg har også lavet en del musik til film og børne-tv. Blandt andet var jeg med i to sæsoner af Fjernsyn For Dig-udsendelsen Min Funky Familie. Det var et børneprogram, hvor vi tog ud til familier, der i løbet af en uge gerne ville være et band. Der var det så meningen, at jeg skulle lære dem at spille et nummer, og det var virkelig en stor udfordring, fordi mange af dem ikke kunne spille et instrument eller noget som helst. Noget af det, jeg synes var allermest lærerigt ved det, var, at når de til sidst havde optrådt med nummeret, og man bagefter spurgte børnene om, hvad det bedste ved det havde været, så svarede de stort set altid, at det havde været det at lave noget med deres familie. Jeg havde mange betænkeligheder ved at sige ja til at lave programmerne, for jeg ville ikke være med, hvis det var sådan noget X Factor-agtigt noget, hvor man understøtter den der forfærdelige konkurrencedrevne higen efter berømmelse, og så var det sgu befriende at finde ud af, at de i bund og grund var ligeglade med at skrive autografer og sådan nogle ting. Det var selvfølgelig sjovt, men det var ikke det, der var det vigtige.

Hvad med erhvervsmæssigt? Hvordan bruger du uddannelsen dér?

– Økonomisk set sammensætter jeg jo mit liv af utrolig mange ting. Det bliver man nødt til, når man laver sådan noget musik, som vi gør i Marybell. Og i bandet er vi heller ikke interesserede i at skulle gøre de ting, der kræves, for at man kan leve af sin musik alene. Så vil vi hellere kombinere det med nogle andre jobs, og det er jo for eksempel at undervise på Musikvidenskab og lave musik til forskellige film og kunstprojekter.

Lad jer ikke skræmme væk, piger

Sidst, men bestemt ikke mindst, kunne det være interessant at vide, hvordan folk, der læser audiodesign typisk er. Hertil falder svaret ganske prompte:

 – Drenge! Haha, jeg var alene pige på et hold med ni drenge eller noget i den stil. Og det er egentlig pisseærgerligt. Jeg er ikke sådan én, der mener, at det nødvendigvis skal være halvt om halvt, for man har jo forskellige interesser, men det er bare en skam, hvis der sidder nogle piger derude med interesse for faget, men som bare ikke tror, det er det er noget for dem, fordi det lyder ret nørdet, når man læser om det.


CV Marie Højlund:    
– Tidligere medlem af Tiger Tunes
– Komponist og hovedkraft i Marybell Katastrophy som efter The More (debutplade fra 2008) nu udgiver nye numre via www.marybell.dk
– Bachelor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet
– Kandidatgrad i Audiodesign ved Aarhus Universitet
– Har været en del af flere kunstprojekter, blandt andet: Gellerup Light, Mariko Moris udstilling på Aros, Lydvulkanen i Viby og den interaktive sofa i Århus Festuge.
– Beskæftigelse: Underviser på Musikvidenskab i "arrangement og musikalsk produktion" samt i faget "musik, lyd og kommunikation". Herudover har hun medvirket i børneprogrammet "Min Funky Familie", projekter for Interactive Spaces og komponeret musik til flere film og tv-programmer.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA