x

20 Spørgsmål Til Professoren: Charlotte Sahl-Madsen

20 Spørgsmål Til Professoren: Charlotte Sahl-Madsen

Navn: Charlotte Sahl-Madsen
Født: 26. august 1964
Uddannelse: Uafsluttet jurastudium
Profession: Videnskabsminister
 
1) Hvad ville du gerne være som barn?
– Jeg ville være arkæolog.
 
2) Hvor længe gik der mellem endt skolegang, til du begyndte på din uddannelse?
– Der gik to år, fra jeg afsluttede gymnasiet i Holstebro, til jeg begyndte på jurastudiet i Århus.
 
3) Hvorfor valgte du netop den uddannelse?
– Jeg tror, at jeg var fascineret af at kunne bestemme, hvad der er rigtig og forkert.
 
4) Hvem har du spurgt til råds om din uddannelse?
– Både forældre og venner, men det var egentlig ikke så brugbart. De bedste råd fik jeg faktisk af mine forældres venner, som var jurister. De var gode til at fortælle, hvad der var spændende ved studiet.
 
5) Hvad var dit favorit-fag under uddannelsen?
– Det var arveret – ikke mindst at høre om tidligere domme, hvor familiemedlemmer gør alt for at få retten til familiens formue. Alfred Hitchcock kunne have fundet stor inspiration her.
 
6) Var du tit i fredagsbar?
– Ja, og tit blev det også til "weekend"-bar. Fester er en vigtig del af studiemiljøet.
 
7) Havde du studierelevante fritidsjobs, da du studerede?
– Nej, jeg arbejdede på Silkeborg Kurbad som gymnastikinstruktør.
 
8) Havde du SU-lån?
– Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg var kun på studiet kort tid, så jeg tror det ikke.
 
9) Var du en stræber?
– Ubetinget ja. Med sygekassebriller og fletninger på hovedet.
 
10) Ser du stadig dine gamle studiekammerater?
– Der er et par stykker, som jeg stadig har kontakt med.
 
11) Hvad savner du fra din studietid?
– Den totale fordybelse i et snævert stofområde.
 
12) Hvad var din bedste oplevelse på uddannelsen?
– Jeg elskede, når vi legede domstole, hvor en af os studerende var forsvarer og en anden agerede anklager. Jeg var klart bedst i anklagerrollen.
 
13) Hvad var dit første job efter endt uddannelse, og hvilke jobs har du haft siden?

– Jeg stoppede efter kort tid på jura-studiet for at blive souschef i Silkeborg Kurbad, hvor jeg ellers havde haft et studiejob. Jeg har herefter haft en stribe af forskellige jobs. Blandt andet museumsdirektør for Glasmuseet i Ebeltoft, udviklingschef på Lego og fondsdirektør i Universe-fonden.
 
14) Har du lagt en karriereplan, eller har det ene job taget den andet?
– Jeg har aldrig haft en karriereplan, men jeg har altid misundt de af mine veninder, som har kunnet lægge en plan og følge den. Den type er jeg bare ikke.
 
15) Hvilke elementer fra din uddannelse bruger du i dit daglige arbejde?
– Research-disciplinen, hvor man trækker essensen ud af et stort stofområde. Det har jeg haft stor glæde af i min karriere.
 
16) Hvordan holder du dig opdateret inden for dit fagområde?
– Som nyudnævnt minister har jeg et stort nyt fagområde, som jeg skal holde mig opdateret på. For mig er faglitteratur og nyhedsmedier en af de bedste måder at gøre det på.
 
17) Hvorfor synes du, det er vigtigt at tage en uddannelse?
– En uddannelse er den bedste måde at tilegne sig viden, at udvikle sig personligt og at få et spændende job. Man skal tage en uddannelse for at give sig selv de bedste muligheder for resten af livet.
 
18) Hvis du ikke var blevet videnskabsminister, hvad ville du så lave?
– Hvis jeg ikke var blevet videnskabsminister, ville jeg stadig være fondsdirektør for Universe-fonden.
 
19) Hvilken nulevende person inspirerer dig i dit arbejde?
– CEO for Lego-koncernen, Jørgen Vig Knudstorp, fordi han rummer både kreativitet, strategi og forretningsfornemmelse.
 
20) Hvis du skal give et godt råd til studerende, hvad ville det så være?

– At komme til udlandet under studiet. Samspil med udlandet bliver vigtigere og vigtigere, og som studerende i et andet land har man mulighed for at lære en anden kultur at kende på en helt anden måde end som gennemrejsende turist.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA