x

Robyn – Popstjerne på egne ben

Robyn – Popstjerne på egne ben

Som hun sidder der på Café Copacabana i hjembyen Stockholm pakket ind i en alt for stor dynejakke og uden spor af makeup på sit 31-årige ansigt, ligner Robyn ikke ligefrem en af Sveriges største popstjerner. Det er ikke desto mindre, hvad den klejne skikkelse, som skal til at give sig i kast med den halve grapefrugt og det blødkogte æg, der udgør hendes morgenmad, er. En vaskeægte popstar, der udgiver hele tre plader i år. Men hvorfor nu egentlig det?

- Der ligger ikke nogen stor forkromet plan bag det. Jeg prøver at inkorporere den måde, jeg arbejder kreativt på med hele pladeudgivelsesprocessen i stedet for at gøre det på den samme måde hele tiden. Den traditionelle måde at udgive plader på er dikteret af pladeselskaberne og er meget centreret omkring en kalender. Jeg føler selv, at denne her måde er mere organisk, og nu virkede som et ret godt tidspunkt at gøre det på. Nu til dags er der en enorm forskel i den måde, folk forbruger musik på, så jeg prøver at skubbe grænserne for, hvad man kan gøre som uafhængig kunstner. Jeg har mit eget pladeselskab og kan gøre, hvad jeg vil. Der sker så mange ting inden for musikdistribution og inden for måden at kommunikere med sine fans på via nettet, og jeg synes, det er oplagt at prøve nogle ting af. Jeg ved ikke engang helt, hvad det er, jeg har gang i. Jeg tager bare i studiet og indspiller alt, hvad jeg kan. Det er en meget flydende proces. Arbejdstitlen på projektet var for øvrigt A Bunch Of Songs. Men der vil ganske sikkert være nogle overordnede forskelle på pladerne. Som det ser ud nu, er stemningen på det andet album noget anderledes end på det første, men det er ikke noget, der er planlagt.

De fleste herhjemme vil primært huske Robyn fra, da hun i slut-90'erne som blot 15-årig blev lanceret som Sveriges svar på Britney Spears med Max Martin-producerede ørehængere som Do You Really Love Me? (Show Respect) og Show Me Love, men med tiden stemte pladeselskabets ønsker om det produkt, Robyn skulle udgøre, ikke overens med den unge sangerindes billede af sig selv som kunstner, og som så mange andre unge kunstnere brød hun med sit pladeselskab, da de ville have hende til at følge strømmen og blive ved med at arbejde med Max Martin:

- Jeg følte ikke, at jeg kunne fortsætte i den rille og være glad samtidig. Det havde ikke noget med musikken som sådan at gøre, for jeg kunne rigtig godt lide at arbejde med Max. Det handlede mere om den retning, som den type musik tog mig i, og det var ikke noget, jeg syntes jeg kunne se mig selv være en del af. Dog lavede jeg den tredje plade, og det var en ganske forfærdelig proces. Jeg troede, jeg kunne kombinere det, jeg var en del af, med det, jeg havde lyst til, men det endte med at blive ét stort kompromis. Jeg syntes, det var fuldstændig sindssygt, og jeg havde det overhovedet ikke sjovt med det længere og kunne godt se, at det ikke var noget, der kom til at fungere på sigt. Jeg elskede at skrive sange og at være i studiet, men alt andet blev en underlig diffus størrelse, som jeg ikke forstod en brik af. På det tidspunkt var pladeindustrien endnu mere katastrofal, end den er nu. Folk blev fyret for et godt ord, og det var simpelthen umuligt at arbejde under de vilkår. Jeg var meget tæt på at droppe musikken og indså, at min eneste mulighed var at starte mit eget pladeselskab (Konichiwa Records, red.) og selv tage kontrol over tingene.

Ikke noget prætentiøst lort
Meget symptomatisk for Robyns modvilje mod at lade pladeselskaberne diktere dagsordnen hedder den første sang på Body Talk Pt. 1 Don't Fucking Tell Me What To Do, og hovedpersonen i sangen lister en masse ting op, der er ved at slå hende ihjel.

Det virker som om, du har noget, du skal ud med. Hvad er sangen en reaktion imod?

- Sangen er nærmest en dagbogsoptegnelse over de sidste fire-fem år, hvor jeg har turneret, og de ting, jeg remser op i sangen, er de ting, jeg føler stod i vejen for mig. Men det handler ikke kun om mig. Der er ikke meningen, at det skal være et eller andet prætentiøst lort om, hvor hårdt det er at være udøvende musiker. Jeg har skrevet sangen på en måde, så alle forhåbentlig kan relatere til de ting, der bliver sagt. For eksempel hvordan det er ikke at have tid til alle de ting, man gerne vil.

Hvad irriterer dig allermest lige nu?

- Det må være, at jeg ikke har tid til at tilbringe så meget tid med min familie, som jeg gerne ville.

Hvis nu du havde masser af tid, hvad ville du så lave med familien?

- Så ville jeg tage dem med i sommerhus.

Det lyder hyggeligt, men det bliver der ikke tid til lige foreløbig, for du har gang i at lave tre plader, og du skal spille på Roskilde Festival. Det er ikke første gang, du spiller der. Hvad er dit forhold til Roskilde?

- Den festival betyder helt sikkert meget for mig. Sidste gang jeg spillede der (i 2008, red.), var også min første optræden på festivalen, og det var en vild oplevelse. Publikum var fantastisk, og det var helt sikkert et af de fedeste spillejob, jeg har haft. Der må have været en del svenskere blandt publikum, for der var mange, der kendte sangene og kunne synge med, men jeg fik virkelig en varm og entusiastisk modtagelse af alle, og det var slet ikke til at begribe, at der var lige så mange mennesker uden for det telt (Cosmopol, red.), hvor jeg spillede, som der var indenfor. Jeg glæder mig virkelig til at vende tilbage til Roskilde, og det er stort at skulle spille der igen.   

En stjerne på den svenske himmel
Du er jo en stor stjerne her i Sverige…

- Ja, det skyldes nok mest, at jeg har været på banen så længe. Jeg udgav min første single som 15-årig, og derfor er der mange mennesker, der føler, at de kender mig. Det er meget sødt, men også helt andre vilkår i forhold til at blive kendt, når man er ældre. Jeg er jo sådan lidt et household navn her i Sverige, og det er helt sikkert på grund af min tidlige karrierestart. Folk kender mig her på en helt anden måde, end de gør i England eller USA for den sags skyld. Der er jeg bare endnu en blond sangerinde blandt mange.

Når folk i Sverige nu føler, at de kender dig så godt, har du så haft nogle skumle oplevelser med freaks, der forfølger dig eller noget i den stil?

- Ja, det har jeg godt nok prøvet en del gange, men det er ikke rigtig noget, jeg plejer at snakke om, for det kan godt inspirere andre psykopater, hvis de læser om den slags. Det er sgu noget crazy shit!

Men hvis vi nu skal tale lige ud af posen, så er du jo knap så kendt i Danmark, og når du spiller her, er det noget mindre koncerter, end du er vant til derhjemme. Hvordan er dit forhold til Danmark?

- Jeg har virkelig prøvet at dupere jer, men I er svære at imponere, og det kan godt være svært for folk at tage popmusik seriøst. Med den sidste plade så folk en anden side af mig, og med den nye plade håber jeg virkelig på at kunne bygge yderligere bro til både det danske og det norske publikum, og jeg er meget spændt på, hvordan folk tager imod det. Når jeg bliver interviewet, kan jeg godt fornemme, at der er et andet syn på det, jeg laver, end der var før i tiden. Det er stadig popmusik, og det har det altid været, men det er som om, at folk i højere grad har fanget, hvad det er, jeg har gang i. Og det er især fedt, efter jeg er begyndt at udgive tingene selv. Jeg kender ikke mit danske publikum særlig godt, men det bliver der forhåbentlig snart lavet om på. Jeg har også familie i Danmark, så landet er ikke fremmed for mig.

Snoop i badekåbe og sutsko
Du har arbejdet med en masse forskellige kunstnere. Hvad har været din bedste oplevelse med en anden kunstner?

- Jeg har udelukkende arbejdet med folk, som jeg synes er fede. Alt andet ville ikke give nogen mening. Snoop var fantastisk, fordi han var lige præcis, som jeg havde forestillet mig ham – og som jeg tror, de fleste mennesker forestiller sig. Han tøffede rundt i badekåbe og sutsko og røg fede hele tiden. Han var vildt sjov, pisseklog og meget interesseret i musik. Röyksopp var også vidunderlige. Vi arbejdede helt vildt godt sammen, og det nummer, vi har lavet til min plade, lyder hverken som noget, de eller jeg har lavet før, og det, synes vi alle tre, er ret fedt.    



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA